tirsdag den 17. maj 2011

Vælg dig selv - når du vælger dit liv

Jeg undrer mig tit over, hvorfor mange mennesker er så sure og bitre? Når jeg betragter dem og deres liv, så syntes jeg, at de har masser at være glade og taknemmelige for i deres liv. Men hvorfor bruger de så al deres energi på at have ondt i en vis legemsdel over andre menneskers glæde? Frem for at gøre noget for at gøre deres eget liv bedre? Nogen gange føles det næsten som om, at det er forbudt at være glad. Man skal helst være sur – når man er voksen. Hvis man er glad, så er der straks nogen som bliver provokeret. Så skal man ned med nakken. Man må heller ikke tro på sig selv eller have en selvstændig mening. Det er næsten som om at selvtillid og glæde provokere visse negative mennesker. Jeg ønsker på ingen måde at være en negativ person, men det er nogen gange svært, når man omgås negative mennesker. Jeg har det også helt fint med, at det går godt for andre. Mærkeligt nok er den følelse ikke altid nødvendigvis gengældt. Sagde nogen jantelov? Eller et endnu grimmere ord er måske misundelse. Jeg er ikke misundelig på andres liv. Jeg er glad for mit liv. Det har jeg altid været - taknemlig for livet. Min bror blev kun 13. Ergo er jeg en heldig person. Jeg har også svært ved at se, hvorfor andre mennesker skulle være misundelige over mit liv – jeg er hverken stjerne eller millionær. Men jeg er glad for mit liv. Jeg prioriterer også anderledes end de fleste andre mennesker. Jeg gør primært det, som jeg har lyst til – altså inden for rimelighedens grænser. Mange mennesker gør bare det, som de tror, andre mener, at de bør gøre. De får de jobs, som de tror, at andre mennesker ser som prestigefyldte. Uden at overveje, hvad de egentlig selv vil. De får det dyreste hus, børn osv. fordi andre gør det. Det skal man. Men hvem siger egentlig det? Hvad skulle pointen være i at gøre noget - hvis det ikke gør én lykkelig? Man skal kun vælge det, som gør en lykkelig. Man skal vælge det job, som man brænder for. Hvis man ikke kan få drømmejobbet, så må man arbejde sig hen imod det. Livet er desværre ikke nogen gavebod og sjældent heller helt retfærdigt. Men man kan altid stræbe efter noget bedre. Lykken er heller ikke altid det, som man først forestiller sig. Der er kun dig til at tage de rigtige og forkerte valg her i livet. Derfor skal man heller ikke bare acceptere, hvis man har taget et dårligt valg. Give op. Det er dig som aktivt vælger at blive ved med at leve med det dårlige valg. Så vælg dog igen. Vælg noget andet. Bare vælg noget. Frygten for at minimere udbuddet af valgmuligheder gør uhyggelig mange mennesker ulykkelige. Men vælg dig selv, når du vælger. Vælg det job, som du brænder for. Ikke det der nødvendigvis giver flest penge. Få børn, hvis du har lyst til at få børn. Fordi du har lyst til at bruge din tid sammen med børnene. Det har børn fortjent. Alt for mange mennesker får børn, selvom de dybest set ikke gider være sammen med dem. Eller endnu værre er dem som lever deres liv igennem børnene – ikke sammen med børnene. Børn har ret til deres eget liv og skal ikke have ansvaret for deres forældres lykke. Lykken er altid ens eget ansvar. Det betyder ikke, at vi ikke også har ansvaret for hinanden. Men ingen kan gøre en anden lykkelig – da kan man kun selv. Lykke kommer indefra. Derfor vokser sunde børn også op og får deres eget liv – uafhængigt af deres forældre. Derfor skal du altid huske dig selv, når du vælger. Det er det eneste, som du ikke vil blive utilfreds med i længden. Når du vælger en partner – så vælg en du kan være dig selv sammen med. En, som du kan leve sammen med - ikke dø sammen med. Men kærlighed kræver meget både engagement, tålmodighed og vilje til at gå på kompromis. Hvis du ikke evner at gå på kompromis - så er det måske bedre at leve alene. Hvorfor sårer en anden med din egoisme? Vigtigst af alt er det, at vælge ud fra, hvem du er. Men hvem er du så? Det ved kun du. Det kan kun du svare på. Det er et svært spørgsmål, hvis man ikke allerede ved det og et meget simpelt spørgsmål, hvis du gør. Hvis du ikke gør, så må du finde ud af det. Spørg dig selv, hvordan du har det? Hvis du har det dårligt, så spørg dig selv, hvordan du kunne få det bedre. Livet er ufatteligt kort, så hvad er det egentlig du spilder din tid på? Vælg dig selv, mens der er tid. Vælg dig selv, når du vælger dit liv.

mandag den 2. maj 2011

Overvejelser over valgets temaer og velfærdsstaten

Det er helt klart, at vi snart skal have valg (i hvert fald inden d. 12. november). Det hænger ligesom i luften – vi har set det hele før. Oppositionen har for længst opgivet ethvert selvstændigt synspunkt og bruger nu primært tiden på at kritisere regeringen og love guld og grønne skove. Der er næsten tale om den gamle Jelved-Nyrup-opskrift og mon ikke også, at det lykkes at få overbevist vælgere om, at et regeringsskifte vil løse hele den globale krise. Det snarlige valg kan så småt spores på højrefløjen, hvor Dansk Folkeparti er ved at gå i træningslejr i forhold til at få sat lighedstegn mellem folk med anden etnisk baggrund og alverdens ulykker – nu manglende penge til velfærdsstaten. Igen uden at skele til den lille detalje - den globale finanskrise. Lars Løkke er også begyndt at fremtone som verdensmand og statsmand ved enhver given lejlighed og ligner ikke længere min far eller en af naboerne. Det bliver spændende at se, hvorvidt han også har tænkt sig at køre med Team Rynkeby til Paris i jakkesæt?

Ifølge dagens aviser er hospitalerne valgets vigtigste tema med hele 48 %. Det kan jeg naturligvis godt forstå, men jeg er muligvis også en anelse farvet, da jeg jo er så heldig at få lov til at arbejde med kvaliteten på sygehusene. Det næst vigtigste tema er ifølge undersøgelsen efterlønnen med 29 %. Det er et sprængfarligt emne og derfor vil jeg også bare påpege, hvorledes jeg stadig ikke har mødt nogen jævnaldrende som mener, at efterlønnen er sådan en god investering, at de selv betaler til deres efterløn. Det fortæller mig alt, hvad jeg behøver at vide omkring, hvor sikker en investering efterløn vil være i fremtiden. Men selvom at det er et spørgsmål om tid, hvornår efterlønnen er afskaffet, så vil jeg gerne understrege, at folk med hårde fysiske og psykiske jobs naturligvis stadig skal have mulighed for at få hjælp, hvis de bliver nedslidt før tid. Ellers er det totalt meningsløst at tale om en velfærdsstat - ganske ligesom det er meningsløst at tale om den danske velfærdsstat uden et velfungerende offentligt sundhedsvæsen. Ældreomsorgen kommer ind på en tredje plads, hvilket ikke er særlig overraskende i forhold til de stigende antal af ældre og de færre (stakkels) unge, som skal betale for omsorgen. Arbejdsløshed og folkeskolen indtager de næste pladser, hvilket er meget logisk, når man tænker på den økonomiske krise og de unges manglende basale færdigheder indenfor både grammatik og matematik som sætter spørgsmålstegn ved idealet for Danmark som et videnssamfund. På en syvende pladsen er skat. Skat er en forudsætning for velfærdsstaten og reguleringen af skatten har en stor betydning for både dansk industri og dansk økonomi – hvilket derigennem også påvirker alle andre politiske områder. Derfor burde alle per definition mene, at skat er vigtigt – uanset hvilken holdning man så ellers har til skattepolitik. Miljø kommer ind på en niende plads og har naturligvis også en vis betydning i forhold til miljøet herhjemme – men hvis man taler om de globale miljøproblemer, så afhænger det i langt højere grad af, hvad de andre (store) lande beslutter sig for at gøre i forhold til at løse miljøproblemerne (hvilket alle også burde have lært efter COP15). På tiendepladsen er politi og retsvæsen – som også udgør en af de grundpiller, som velfærdsstaten er bygget på. Hvis bandeproblemerne med tiden vil fører til lukkede villakvarterer med hegn og private vagter, som man ser det i udlandet, så er vi på vej væk fra velfærdsstaten. Hvis sundhedsvæsenet med tiden bliver erstattet af private forsikringer, så er vi også på vej væk fra velfærdssamfundet. For velfærdsamfundet burde netop være kendetegnet af en omfordeling af goderne til alles bedste, således at ingen mangler noget. Men hvis borgerne føler, at staten ikke længere kan varetage de mest basale funktioner og der bliver et stigende behov for f.eks. at beskytte sig selv – så er det svært at se, hvordan vi forsat kan tale om en velfærdsstat eller bare en minimalstat. Jeg mener ikke, at der er nogen tvivl omkring, hvorvidt velfærdsstaten er et gode. Det er det. Spørgsmålet er nok mere, om vi i overhovedet har råd til velfærdsstaten i fremtiden eller måske nærmere, hvordan vi får råd til velfærdsstaten i fremtiden?