Filosofisk humor 3 – med Dilbert

I den første (korte) video bliver der filosoferet over René Descartes "Cogito, ergo sum" i forhold til ledelse og empati.



(Hvis man ikke ved, hvad micromanagement er, så kan man læse det her på Wikipedia.)

I den næste (hele 10 minutter lange) video bliver der sat spørgsmålstegn ved evolutionsteorien, sorte huller, etik, videnskabsteori, placeboeffekten, livet efter døden, religion, hvem der har bygget pyramiderne, historieskrivning osv.

Velkommen til virkeligheden og farvel til det akademiske elfenbenstårn

"Skal humaniora være et selvtilstrækkeligt "elfenbenstårn", befolket af kultursnobbede rullekrave- og maoskoklædte, piberygende humanister, som lever deres eget liv, langt væk fra de ikke-akademiske horder? Eller skal humaniora være en "business school", hvor kun uddannelse og forskning, der kan ses på bundlinjen, overlever en benhård kvantitativ cost-benefit beregning?" Sådan spørg Lykke Friis prorektor på KU i dette blogindlæg og diskussionen er bestemt ikke blevet mindre relevant gennem årene. Det er enormt svært for mig at forstå, hvad en forsker kan få ud af at se ned på verden fra et elfenbenstårn. For generelt er det jo enormt svært at se alle nuancerne på lang afstand og dermed risikerer man også at gå glip af alle de væsentlige detaljer. Derfor må en god videnskabelig forskning også hænge uløseligt sammen med en solid forståelse af virkeligheden. Og derfor kan det også virkelig undrer én, hvordan en "forsker" kan udvise arrogance og føle sig hævet over den konkrete og ubehageligt konsekvente virkelighed. For kontakten til virkeligheden er jo ikke bare en ligegyldig detalje, men selve essensen af forskning. For at kunne beskrive virkeligheden, så må man også være i kontakt med den. Hvilket tilsyneladende ikke altid er muligt fra en placering i elfenbenstårnet. Problemet med elfenbenstårnet er nemlig, at dets isolation alt for ofte producere virkelighedsfjerne teorier, som man ikke kan bruge til noget som helst i praksis. Ikke bare i forhold til en simpel cost-benefit analyse, men også i forhold til virkeligheden. De holder simpelthen ikke. Teorier, der ikke bygger på virkeligheden – bygger bare på fantasi. Ganske ligesom skønlitteratur, hvilket naturligvis også kan være ganske underholdende – de har bare ikke den store videnskabelige værdi. Det er teori for teoriens skyld pga. den manglende forankring i virkeligheden. Det skal ikke forstås som nogen kritik af hverken fordybelse, grundforskning eller specialisering inden for de mindre økonomiske rentable forskningsområder. Det er blot en kritik af, hvorledes man som forsker kan tro, at man forsker – når man gør det fuldkommen afsondret og uvidende om den omgivende verden. Og så endda med en foragt overfor de forskere, som våger sig væk fra elfenbenstårnet og ud i den omgivende virkelighed.

Elfenbenstårnet findes formodentlig indenfor alle forskningsområder, men allerværst står det til på humaniora. Hvor man i alt for mange år har opdyrket en kultur som tilbad elfenbenstårnet. Og hvor man med udgangspunkt i relativismen har forkastet enhver form for objektiv målestok af videnskaben og dermed også samtidig har legitimeret den uvidenskabelige forskning. Hvilket meget hurtigt kan føre til den nærliggende konklusion, at al forskning har værdi uanset dets indhold. Det har uden tvivl været med til at skabe grundfundamentet for elfenbenstårnet og dets manglende kontakt til virkeligheden. Derudover har denne kultur også været med til at skabe en masse kandidater, som ikke engang selv ved, hvad de kan bruge deres kompetencer til, efter at de har afleveret deres speciale. Og hvordan kan man kræve, at en arbejdsgiver skal kunne se, hvad en humanist kan bruges til, hvis de ikke engang selv ved det? Det er alt for let for universiteterne bare at kritisere arbejdsgiverne og derfor er spørgsmålet også, hvorvidt der ikke også kunne være brug for lidt selvransagelse? En af mine kollegaer foreslog forleden, at man måske skulle have et fag på universitetet, som hed virkelighed. En sjov, men måske heller ikke helt uvæsentlig ide! For man burde måske i højere grad gøre de studerende på humaniora opmærksomme på, hvorledes de bedst muligt kan tilrettelægge deres studie i forhold til deres fremtidige ønsker. For det er jo trods alt de færreste kandidater som forsætter indenfor universitetets tykke murer. Og derfor bør man (som studerende) måske også overveje – allerede i ens studietid – hvorledes man senere kan bruge ens kompetencer ude i virkeligheden. Både i forhold til de fag, som man vælger undervejs og hvilket emne man vælger til sit speciale. (Hvilket jeg også tidligere har været inde på i min advarsel til de studerende i blogindlægget Top 10 over erhvervslivets fordomme om humanister.) Jeg mener, at det er unfair overfor de studerende, hvis man blot lader dem skue ned fra elfenbenstårnet i lykkelig uvidenhed – indtil den dag, hvor de bliver færdige på universitetet. Det er vigtigt for forskningen, at dens brugbarhed og relevans er umiddelbar tilgængelig for forskerne. Og omvendt er det også vigtigt for de studerende, at de kan se, hvorledes deres akademiske kompetencer kan bruges ude i virkeligheden - og ikke bare bag elfenbenstårnets smukke og blankpolerede facader. Ingen forsker (med respekt for sig selv) bør være for fin til at forholde sig til virkeligheden og derfor burde der heller ikke være så meget andet at sige andet end: Velkommen til virkeligheden og farvel til elfenbenstårnet!

Test: Er du forelsket?

Her kommer den længe ventede test om forelskelse, som faktisk er det mest efterspurgte blogindlæg, siden at jeg startede min blog i 2007. Jeg har dog været inde på emnet et par gange tidligere - senest med mit blogindlæg med den lidt negative titel Er forelskelse en mental sygdom?, som man med fordel kan læse, hvis man søger en lidt mere seriøs (videnskabelig) tilgang til emnet. Men her kommer den knapt så videnskabelige kærlighedstest:

1. Er du blind?

Kærlighed gør blind. Hvis du mener, at din udkårne er det mest fantastiske væsen, som nogensinde har sat sin fod på jorden og at ethvert fejltrin vedkommende begår, blot gør vedkommende endnu mere charmerende, så er du muligvis forelsket.

2. Har vedkommende forandret dit liv?

Hvis du er forelsket, så er det også kun helt naturligt, at man håber på, at den udkårne også vil gengælde ens kærlighed. Derfor er mange nyforelskede også parate til at gøre næsten, hvad som helst i håbet om at vinde den udkårnes hjerte.

3. Husker du bedre?

Videnskabelige undersøgelser har vist, at en forelskelse kan øge væksten af NGF proteiner i op til et år, hvilket blandt andet kan forbedre ens hukommelse.

4. Er du blevet mere glad og fjollet?

Mennesker, der er forelsket, er meget glade og opfører sig også tit fjollet i selskab med deres udkårne og derfor bliver dette fænomen også tit forstærket, hvis det skulle vise sig at forelskelsen er gensidig.

5. Skriver du konstant søde beskeder til vedkommende?

Forelskelse kan få selv de mest rationelle mennesker til at gøre de mest tåbelige ting.

6. Vil du gerne fortælle andre om din udkårne?

Når man er forelsket, så tænker man konstant på sin udkårne og derfor vil man også gerne dele sine tanker med hele verden. Intet virker mere vigtigt end den udkårne og ens følelser for vedkommende.

7. Virker din udkårne på nogle punkter meget forskellig fra dig selv?

Det er kun helt naturligt, da langt de fleste forelsker sig i en person med gener, som der adskiller sig væsentligt fra vedkommendes egne. Det er en smart funktion ved forelskelse, der fra naturens hånd er designet til at forhindre indavl og dermed også diverse defekter ved reproduktion.

På trods af alle diverse negative konsekvenser ved forelskelse, så er der stadig intet i denne verden, som er helt lige så storslået eller fantastisk som forelskelse. Intet andet kan tage vejret fra en, som en stormende forelskelse. For ikke at tale om fraværet af ens rationelle evner og personlige stolthed. Forelskelse er uden sammenligning den stærkeste emotionelle tilstand, som et menneske kan opleve og derfor også et de mest fortryllede øjeblikke i et menneskes liv. Så derfor kan man vel ikke rigtig sige andet om forelskelse end: Falling in love rocks!

Det Etiske Råds Debatdag: Fødevarer, klima og etik

Forleden blev Det Etiske Råds konference vanen tro afholdt på Christiansborg. Ikke særlig overraskende var dette års tema klima og fødevarer. Konferencen begyndte med, at Jørgen E. Olesen (professor ved det Jordbrugsvidenskabelige fakultet, Århus Universitet og medlem af FN’s klimapanel IPCC) forklarede, hvor stor en andel af klimabelastningen som fødevarerne udgør i forhold til de forskellige faser såsom produktion, distribution, transport, konsumption og bortskaffelse, hvilket gav et ganske godt udgangspunkt for dagens senere diskussioner. Herefter fortalte Annika Carlsson-Kanyama (seniorforsker ved Energi- och miljösäkerhets­gruppen FOI) omkring, hvilke fødevarer der belaster klimaet mest og hvorledes man kan sammensætte et klima-venligt måltid. Her kunne man undre sig lidt over, hvorledes de to første foredrag ikke var helt enige om, hvorvidt økologisk mad var klimavenligt eller ej. Men på baggrund af den senere kritik, så var den ubekvemme sandhed nok, at økologisk mad ikke nødvendigvis forurener hverken mere eller mindre end ikke-økologisk mad. Hvilket dermed også var dagens første eksempel på nogle af de problemstillinger der findes, når man har flere forskellige, men ikke nødvendigvis ensrettede, krav til fødevarerne. Herefter stod Henrik Stubkjær (Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp) for dagens mest politiske foredrag, hvor jeg i høj grad savnede videnskabelig information omkring foredragets tema, nemlig konsekvenserne af de forringede muligheder for fødevareproduktion i udviklingslandene. Og derfor var jeg heller ikke særlig imponeret af, hvorledes foredraget hovedsagligt spillede på følelserne (=dårlig samvittighed). Derefter begyndte Morten Dige (adjunkt ved Filosofi, Århus Universitet) den etiske del ved at diskutere, hvorvidt vi har et næretisk eller upartisk ansvar overfor de kommende generationer og folk i fjerne lande. Efter ham kom en meget frisk og veloplagt Mickey Gjerris (lektor ved Center for Bioetik og Risikovurdering, Københavns Universitet) på banen med dagens bedste foredrag. Mickey Gjerris overvejede i sit foredrag, hvilket natursyn der bør danne grundlag for vores adfærd, hvor han blandt andet filosoferede over Jakob Wolfs ord: ”Som vi ser på noget, sådan behandler vi det”. Herefter talte Klemens Kappel (lektor ved filosofi, Københavns Universitet) for, hvorfor politikerne bør have ret til at bestemme over, hvad borgerne skal spise. Til sidst fortalte Bente Halkier (lektor i forbrugersociologi og konsumption ved Roskilde Universitet) omkring, hvordan man motiverer til ændringer i forbrugeradfærden. Hvor hun blandt andet fik påpeget det hensigtsmæssige i nærindkøb og den manglende klimaeffekt ved køb af klimavenlige produkter, hvis indkøbet bliver foretaget via bil. Her syntes jeg, at man kunne spore en vis flovhed blandt nogle af konferencens mest frelste deltagere.

Herefter var det tid til, at det såkaldte borgerpanel blev præsenteret, hvilket bestod af 6 piger i tyverne, som alle stillede nogle (efter min mening) temmelig ligegyldige spørgsmål og som alle hovedsagligt var rettet mod den hårdt udskældte direktør for Landbrug og Fødevarer Claus Søgaard-Richter og de to fremmødte folketingspolitikere Henrik Høegh (V) og Steen Gade (SF). Hvilket var yderst kedeligt, da politikerne var rørende enige. (Derfor mener jeg også, at arrangørerne seriøst bør overveje, hvorvidt dette borgerpanel også skal bruges ved næste konference.) Henrik Høegh skal dog have ros for, at han ved flere lejligheder fik gjort salen opmærksom på andre væsentlige hensyn (aspekter) som f.eks. dyreetik og miljø. F.eks. fik han påpeget, hvorledes det mest klimavenlige produkt ikke nødvendigvis er det bedste valg i forhold til dyreetik, da køer i stalde forurener mindre end køer på græs (fordi køerne forurener mere, når de bevæger sig). Det etiske råd fik også set konsekvenserne af at invitere detailhandlen, da Mogens Werge (Forbrugerpolitisk direktør, Coop Danmark) fik lavet en del reklame for Coop. Derudover var hans tilstedeværelse dog praktisk, da han samtidig kunne blive stillet til ansvar for Coops reklameslogan ”Mænd vil ikke have blomster”. Hvilket var en reklame som spillede på, at mænd hellere vil have en stor oksebøf end blomster. Det kritisable ved denne reklame var, at oksekød tidligere på dagen var blevet stemplet som den mindst klimavenlige fødevare (modsat lyst kød og grøntsager). Reklamen skabte så meget vrede i salen, at man ikke kunne lade være med at overveje, hvorvidt der var en vis overvægt af veganere til stede i Landstingssalen. Herefter var oksekød fjende nr. 1. Hvilket også førte til, at den selverkendte kødelsker Klemens Kappel måtte medgive, at det muligvis var en god ide, at man spiste mindre kød. Selvom han ellers tidligere på dagen havde påpeget fordelene ved en kødskat. Da jeg selv tidligere har skrevet bachelorprojekt omkring Kappels bog Det retfærdige samfund, så var jeg ikke specielt overrasket over denne sociale skæve løsning, hvor de rige blot kan overlade opgaven med at spise mindre oksekød til de fattige. Derudover kan man også undre sig over, hvorfor perspektiver som mere udenlandsk import og et voksende sort marked ikke blev overvejet som mulige konsekvenser. For dermed vil kødskatten ikke have nogen samlet klimaeffekt – man har bare flyttet produktionen til udlandet, hvilket bestemt ikke er gavnligt for hverken klimaet eller dyrevelfærden. Så hvis man virkelig vil gøre noget for klimaet, så burde man måske hellere se på de 30 % af vores klimabelastning, som udelukkende skyldes alt den mad, som danskerne køber bare for at smide ud. Hvis man kunne lave en holdningsændring på det område, så ville man kunne reducere den danske klimabelastning ret væsentligt. Derudover kom Ole Linnet Juul (branchedirektør, Dansk Industri) og Claus Søgaard-Richter (direktør for Landbrug og Fødevarer) også med nogle særdeles konstruktive løsningsforslag, hvilket nok vil have en langt mere effektiv virkning end salens mange restriktive forslag. F.eks. virker der til at være god fornuft i at udtænke måder, hvorpå man kan reducere klimabelastningerne ved produktionen af dyrefoder, da dyrefoder faktisk udgør en ret stor andel af den samlede klimabelastningen på kloden. Og dermed virker det også knapt så væsentligt, hvor klimavenligt de enkelte måltider er. Hvilket faktisk også blev påpeget, da Klemens Kappel (ganske klogt) spurgte i starten af debatten, hvor stor forskel der egentlig er på at indtage et klimavenligt måltid vs. ikke-klimavenligt måltid. Det kunne ingen rigtig svare på og derfor mener jeg også, at man skal være meget varsom med at lovgive på området. Politiske beslutninger skal bygge på viden – ikke på tro eller dogmatisk tankegang. Hvilket også var en af Gjerris argumenter – selvom han dog brugte argumentet i en anden sammenhæng. For det handler jo ikke om, hvilken klimaoverbevisning man har, men om, hvad der er bedst for klimaet. Og her er det også væsentligt at huske på, at den mest klimavenlige løsning - ikke nødvendigvis er det mest dyreetiske eller økonomiske løsning. Derfor er der mange hensyn, som man skal overveje og ingen simple svar – ganske ligesom så meget andet indenfor politik.

Det er ikke bare retorikken de mestrer

I disse dage er to af verdens allermest indflydelsesrige og magtfulde mennesker i København. De har begge opnået deres indflydelse gennem deres retoriske evner og det er naturligvis Barack Obama og Oprah Winfrey, som jeg taler om. Ingen af dem er kommet sovende til deres nuværende placering. Oprah Winfrey er i sandhed indbegrebet af den amerikanske drøm. Hun er gået fra barndommens fattigdom, hvor hun voksede op hos sin fattige mormor iklædt kartoffelposer, til at have en af de allerhøjeste og mest betydningsfulde placeringer i verden. Udover at hun er kendt i hele verden for The Oprah Winfrey Show, så har hun også sit eget magasin O samt velgørenhedsorganisationen The Angel Network. Oprah Winfrey har nemlig noget, som de færreste tv-personligheder besidder. Hun har nærvær og så tør hun være meget personlig. Hun taler altid først og fremmest til mennesket – som et menneske - uanset, hvem hun så ellers taler med. Hun gør aldrig forskel på sine gæster og hun kunne heller aldrig drømme om at være arrogant. Hun tør være sig selv og tør at vise sine følelser. Hun tør med andre ord at vise, at hun er et menneske. Hun omtaler det selv således:”I am a human being first – trying to speak to that human connection that is in all of us”. Oprah formår som ingen andre at skabe en helt speciel form for intim og intens kommunikation baseret på ærlighed og åbenhjertighed. Derfor er hun heller aldrig bleg for at bruge sig selv som eksempel og hun taler altid lige fra hjertet – også omkring de tabubelagte emner. Hvilket kommer allerstærkest til udtryk, når hun deler sine oplevelser omkring, hvordan hun som barn blev voldtaget, udsat for voldelige overgreb, blev gravid som blot 14 årig og senere mistede barnet. Oprah har dækket stort set alle tænkelige tabubelagte emner. Hvilket hun altid gør med en meget stor seriøsitet og ud fra den overbevisning, at man skal kunne tale om problemerne, før man kan løse dem. Oprah formår som de færreste at bruge retorikken og den platform, som hun har skabt sig til at tale omkring de ting, som hun tror på og kæmper for. Bortset fra The Angel Network, som har til formål at hjælpe syge og fattige mennesker, så har Oprahs allervigtigste projekt gennem alle årene altid været det, som hun for tiden omtaler med mottoet Live Your Best Life. Det handler om, at man skal få det bedst mulige ud af livet – hvilket man gør bedst gennem et højt niveau af selvbevidsthed. Det livslange projekt har også været med til at gøre hendes psykolog Phillip McGraw (også kendt som Dr. Phil) til den allermest kendte (nulevende) psykolog i hele verden. Men det er gennem sin ærlighed og oprigtighed, at Oprah har skabt sin popularitet, sit navn og sin troværdighed. Hvilket også har ført til, at Time og CNN (og senest Barack Obama) gentagende gange har udnævnt Oprah til den mest indflydelsesrige og magtfulde kvinde i verden.