Hiphop som musik og kultur

Der findes mange forskellige opfattelser af, hvad hiphopkultur og hiphopmusik er og står for. Men jeg vil tage udgangspunkt i min egen forståelse af hiphopmusik - selvom min forståelse langt fra deles af alle eller er ukontroversiel.

Hiphop stammer fra USA. Nogle hævder, at rap allerede startede for mange år siden blandt de sorte slaver i USA, som brugte sangen til at udtrykke deres frustration. Andre mener, at hiphopmusikken først startede med de første hiphopmusikere i 1970’erne.

Men hvad er hiphopmusik egentlig? Hiphopmusik er mange forskellige ting og derfor findes der også mange genrer indenfor hiphop. Og derfor er der også meget stor uenighed om, hvad der skal betegnes som hiphopmusik og hvad der ikke skal. Jeg foretrækker en meget bred definition af hiphopmusik og derfor mener jeg også, at hiphopmusik er alt lige fra Nik og Jay til 50 Cent. Jeg ved naturligvis godt, at denne betragtning ikke vil være særlig populær i mange hiphopkredse. (Hvilket formodentlig også er grunden til, at Nik og Jay nu selv kalder deres musik for pop, men i starten kaldte de den faktisk for hiphop.) Men ud fra min forståelse af hiphop, så er Nik og Jay også hiphop, selvom det naturligvis ligger i den meget poppet ende af hiphopgenren. Mange andre foretrækker en meget smal definition af hiphop, hvilket jeg dybest set betragter som et forsøg på at fastholde hiphop som en slags undergrundskultur, frem for at erkende, at hiphop (både som musik og kultur) er blevet meget mere mainstream de seneste år. Dette betegner kritiske røster i hiphopmiljøet som, at hiphop er "ved at gå pop".

Hiphopmusikkens udtryksform er både almindelig sang, dj’ing (plademix), beatboxing (skabe musik med sin stemme) og rap. Rap er det vigtigste kendetegn ved hiphop og stammer oprindeligt fra forkortelsen af rhythm and poetry. Det betegner meget godt, hvad hiphop består af: nemlig digte tilsat rytme. Nogle rappere rimer også konsekvent hele vejen igennem deres tekster, mens andre aldrig gør det. Men det er nu heller ikke så væsentligt, for det er budskabet, selvom det selvfølgelig også er ret væsentligt, at musikken har et fedt beat (rytme eller lydmæssig baggrund). Vold og bandekrig var oprindeligt ikke en del af rap, men da mange kriminelle har taget musikken til sig, så kan det hurtigt virke sådan. Det har de måske gjort, fordi at hiphopmusik har en meget kraftig gennemslagskraft, som måske i en vis grad appellerer til aggression. Men aggressionen behøver jo ikke at blive brugt på en negativ måde - den kan også bruges til at få en større selverkendelse, kontrol eller (vigtigst af alt) som motivation.

Hiphoptøj fremhæves også tit som en del af hiphopkulturen. Hiphoptøj er mest kendt for baggy jeans og baggy hættetrøjer. Nogle mener, at det baggy (posede) udtryk stammer fra hiphopkulturens opvækst i fattige kvarterer (hvor man arvede de ældre søskendens tøj) mens andre mener, at det stammer fra de kriminelle, som blev lidt for vant til onesize i fængslerne. Bling-bling (udtryk for smykker af guld, sølv eller diamanter) er også en stor del af hiphopkulturen og det bruges mest til at symbolisere ens økonomiske status overfor alle andre. Nogle andre eksempler på statussymboler (som ofte bliver nævnt i hiphopmusik) er f.eks. dyre biler, dyrt tøj og store huse. Disse statussymboler er også klart en form for pral og en måde at vise alle andre, at man ikke (længere) er en del af den økonomiske underklasse.

Hiphopmusikkens essens er dybest set, at kunne fortælle andre om ens oplevelser, følelser og syn på livet. Dette minder på mange måder om at have en blog. Derfor har bl.a. Eminem også kritiseret USA's regering i skarpe vendinger for at kvæle hans ytringsfrihed ved direkte at censurere hans tekster. Da hiphopmusik har plads til langt flere ord end andre musikgenrer, så giver det også automatisk mere plads til at fortælle længere og grundigere om en oplevelse. De fleste hiphoptekster bygger på den forståelse af virkeligheden, at alle (potentielt) har muligheden for at opnå den amerikanske drøm. Her skelner man ikke (nødvendigvis) mellem det at klare sig godt gennem kriminalitet eller klare sig godt på en mere samfundsmæssig korrekt måde. Men det er en misforståelse, hvis man tror, at hiphopmusik altid fremstiller eller fremhæver kriminalitet som noget positivt. For rigtig mange tekster handler faktisk om, at komme videre med sit liv, at komme væk fra kriminaliteten, at komme væk fra ghettoen eller at få en uddannelse og et job. Teksterne handler også meget om selvhævdelse og ære. Rap var oprindeligt en verbal kamp på ord (og kun på ord) mellem to rappere, hvor det gjaldt om at forsvare sine synspunkter, sin ære (andres respekt for én) og sin selvrespekt. Breakdance eller hiphop er naturligvis også en væsentlig del af hiphopkulturen og derfor har de fleste, som hører hiphopmusik, nok også et vist kendskab til dansen i enten større eller mindre grad.

Hiphopmusikkens syn på kvinder er meget omdiskuteret. Tit bliver det fremhævet, at hiphopmusik per definition skulle være kvindenedgørende. Men det mener jeg simpelthen er forkert og misforstået. Der findes selvfølgelig idioter overalt - også indenfor hiphopmusik. Sådan er det, men jeg mener ikke, at man sådan generelt kan sige at hiphopmusik er kvindenedgørende. Alle mandlige rappere har skrevet kærlighedssange til de kvinder, som de elsker eller forelsker sig i, hvor kvinderne bliver hyldet og værdsat. Nedsættende ord bliver (af de fleste) kun brugt om kvinder, som man ikke har nogen respekt for. De fleste rappere vil aldrig hævde noget negativt om nogle af de kvinder, som de elsker. Tværtimod, så er de dronninger. Bare fordi man bruger et bestemt ord eller taler nedsættende om kvinder, som man ikke bryder sig om, så betyder det jo ikke, at man generelt ikke har nogen respekt for kvinder. Denne sammenblanding har man også set i forbindelse med Hanne-Vibeke Holsts kritik af hiphop- musik, som jo førte til en større diskussion i medierne. Den diskussion blev vel reelt afsluttet ved at Holst var med i Jokerens video Godt Taget. Jeg frikender hermed ikke alle hiphopmusikere for at se ned på kvinder, men jeg påpeger bare, at jeg i hvert fald ikke opfatter hiphopmusikken som mere kvindenedgørende end andre musikgenre. Desuden så tager kvindelige rappere som Eve, Missy Elliot, Da Brat, Lauryn Hill, Lady Soveriegn og danske Natasja også klart revanche, når de rapper om mændene og deres egenskaber. Faktisk så mener jeg, at hiphopmusik generelt har et meget mere åbent syn på kvinder end mange andre musikgenre. F.eks. gælder modebranchens idealformer ikke indenfor hiphop, hvor man generelt syntes, at man kan være cool, uanset om man er tyk eller tynd. For her handler det mere om ens attitude og at turde vise, hvem man er, uanset hvordan man så er. Altså handler det med andre ord om, at pakke janteloven væk og sætte det store smil på.