Mænd er så kloge - synes de selv

Dagens artikel i Berlingske Tidende med blogindlæggets overskrift bygger på Gallups undersøgelse, der viser at hele 52 % af mænd mener, at de er klogere end andre, hvor det samme kun gælder for 35 % af kvinderne. Artiklen bringer også nogle spændende citater fra Kenneth Reinicke, der er mandeforsker ved Roskilde Universitet. (Tænk at leve af at studere mænd? Selvom jeg da gerne vil medgive, at studieobjektet er særdeles fascinerende.) Reinicke udtaler følgende i artiklen: "Mænd har et større positivt selvbillede end kvinder. De har lettere ved at leve på en løgn og bilde sig selv ind, at de er de bedste." Yderst interessant citat. For det ligger det vel nærmest implicit (eller direkte?) i teksten, at mændene tror, at de er kloge – selvom de ikke nødvendigvis er det. De bilder sig ind, at de er kloge. Det er helt klart også tilfældet for nogle mænd – selvom jeg da gudskelov er så heldig, at jeg generelt omgås nogle ret intelligente mænd. Reinicke har også en forklaring på, hvorfor mænd tror, at de er kloge: "... mænd bliver tiltrukket af at tænke logisk, mens kvinder oftere lader sig styre af følelser, og da logik tit bliver forbundet med intelligens... at mændene automatisk føler, at de er lidt klogere end alle andre." Men hvad består mændenes klogskab så egentlig i? Artiklen giver næsten svaret ved at citere erhvervspsykolog Jane Bruun for følgende i slutningen af artiklen: "Hvis mænd kigger på en jobannonce, så kan de det hele, eller de kan i hvert fald lære det. Mænd er bedre til at spille spillet og sælge sig selv, og de overdriver gerne deres evner. Kvinder er mere tilbageholdne og har ikke den samme selvtillid, og det betyder ofte, at det er mændene, der løber med forfremmelsen." Hvorvidt det handler om, at kvinderne har en ringere selvtillid kan vist diskuteres - for måske er kvinderne bare dårligere til at lyve? Personligt vælger jeg i hvert fald stædigt (og måske naivt?) at fastholde troen på, at man kommer længst med ærlighed. Og derudover så mener jeg også, at det forholder sig således med viden, som Platon har formuleret det: ”Sand visdom opnår man først, når man indser, hvor lidt man ved omkring livet, en selv og verden omkring os.” Den sande viden består i høj grad af at vide, hvor lidt man ved om nogle områder uanset, hvor meget man så ellers ved om nogle andre områder. Derfor er det også altid uhyggeligt selvindlysende, at den der påstår, at vedkommende ved alt (uanset køn) ikke ved særlig meget. Eller som Morten Grundwald svarer på spørgsmålet omkring, hvorvidt han mener, at han er mere intelligent end andre i artiklen: "Ja, det er jeg nok, men det siger ikke så meget."

Kunsten at kunne holde lav profil

I det sidste stykke tid har jeg forsøgt at holde en lav profil. Her skal der virkelig lægges vægt på ordet forsøgt, da det langt fra er lykkes for mig. Det er øjensynlig langt sværere at holde lav profil, end jeg umiddelbart havde regnet med. Da jeg var yngre, sagde jeg ellers ikke særlig meget. Ifølge min mor var jeg generelt så stille, at hun kunne tage mig med til undervisning på universitetet. Hvorvidt jeg lyttede eller blot fandt undervisningen kedelig – det har jeg desværre ikke nogen erindring af, men det beviser, at der trods alt var engang, hvor jeg evnede at være helt stille. Det varede desværre kun indtil, at jeg havde lært at tale - til mine folkeskole- og gymnasielæreres (senere) store fortrydelse. Derfor har jeg i de sidste mange år øvet mig på ikke altid at give udtryk for mine holdninger og nogle gange holde en lidt lavere profil. For det er jo trods alt også grænseløst kedeligt konstant at høre på sig selv og langt mere spændende og givende at høre på andre menneskers beretninger. Derudover kunne der måske også være en gavnlig effekt ved at få lidt mindre opmærksomhed. Det er her, hvor bloggen spiller en væsentlig rolle i forhold til at tale mindre. Derfor kan jeg også godt relatere til den her joke.

Da det rent faktisk sker jævnligt, at jeg ikke gider at fortælle om et emne, hvis jeg har skrevet om det på min blog. Men jeg har (som før sagt) prøvet på at holde en lidt lavere profil i det sidste stykke tid. Det absurde er bare, at samtlige af mine forsøg har resulteret i præcis det modsatte. Det begyndte med, at jeg blev spurgt (sammen med nogle andre) om en af os ville være interesseret i komme at fortælle om vores arbejde. Her besluttede jeg med det samme, at det i hvert fald ikke skulle være mig. Selvom det lyder umiskendeligt meget som noget, som jeg normalt ville få mig selv rodet ud i. Senere blev jeg spurgt lidt mere direkte. Her troede jeg egentlig, at det havde lykkes mig at tale udenom emnet på en elegant måde, men det blev senere (til min egen store overraskelse) udlagt, som om at jeg havde meldt mig selv frivilligt. Det scenarie kunne jeg ikke rigtig genkende og da det undrede (irriterede) mig en del, så spurgte jeg nogle af mine søde AC-kollegaer til råds – da de jo trods alt havde været vidner til ulykken. De grinede bare, da jeg havde fremlagt problematikken. Jeg forstår stadig ikke, hvad der var så morsomt ved situationen. Men så fik jeg en forklaring om, at det nok bare var ment som et kompliment, fordi jeg var selvskreven til rollen. Selvskreven? Hvad skal det betyde? Er det i virkeligheden ikke bare kritik i forklædning? Det var ikke just det svar, som jeg havde håbet mest på, da det jo ikke ligefrem lyder, som en person der holder lav profil. Senere skulle vi havde taget et billede til et magasin. Med føromtalte kritik i baghovedet stillede jeg mig bagerst. Det var der sikkert ikke nogen, som ville lægge mærke til - men der tog jeg fejl! Fotografen var endda også så venlig at gøre samtlige af de andre opmærksomme på min lidt diskrete placering i flokken. Herefter blev jeg straks rykket frem. Ved den næste placering lykkes det mig endnu engang at gemme mig bag et par kollegaer. Men så let skulle det ikke gå. Endnu engang blev det bemærket og med en kommentar om gentagende adfærd blev jeg (som straf?) placeret i midten helt forrest. Ja, det går virkelig godt med min plan om at holde en lav profil. Ligeledes gik det også forleden til frokost ude på mit arbejde. Jeg sagde ikke rigtig noget, men nøjes bare med at høre på mine kollegaers fortællinger. Efter godt 20 minutter udbryder en af mine søde kollegaer så pludselig: "Hva’ Louise, er du meget træt? Du har slet ikke sagt noget. Sådan plejer du da ellers ikke at være!" Herefter kiggede samtlige af mine kollegaer på mig med en blanding af forundring og bekymring - næsten ligesom, hvis jeg var alvorlig syg. Det er virkelig mærkeligt, hvordan man kan fremhæve sig selv, når man prøver på at holde lav profil. Så måske har Emily Dickinson ret, når hun skriver: Saying nothing, sometimes says the most. Desværre så fortæller folks reaktioner også en del om, hvor langt væk jeg er fra målet om at kunne holde en lav profil.

Thank U

Alanis Morisette fik meget medieomtale, da hun i 1998 udgav sin første single Thank U fra sit fjerde album Supposed Former Infatuation Junkie. Det gjorte hun hovedsagligt, fordi der med singlen også fulgte en video, hvor hun var nøgen. Men derudover så har sangen faktisk også et fantastisk budskab. Budskabet handler om at være taknemlig for livet. Det bliver på smukkeste vis understreget i videoen, hvor Alanis går nøgen rundt. Men videoen handler ikke om at promovere nudisme, men har til formål at understrege det vigtige ved at turde være sig selv. At turde vise, hvem man er. At være åben og sårbar overfor andre mennesker. Det at være sårbar er på mange måder også det samme som at turde være sig selv. (Thank you frailty). Hvis man er bange, så trækker man sig ind i sig selv og begrænser dermed også sine egne muligheder. Sangens tekst handler hovedsagligt om taknemlighed. Den store taknemlighed opstår, når man formår at vende alverdens ulykke eller sorg til lykke. For det forunderlige og mærkelige ved stor sorg og ulykke er, at man på et eller andet tidspunkt vil opleve, at det ikke længere er muligt at blive mere ulykkelig. Så har man helt bogstaveligt talt nået bunden - man kan ikke længere synke dybere og dermed kan det kun gå fremad. Men det er desværre ikke alle mennesker, der når bunden, selvom de er meget ulykkelige.

Alanis begynder Thank U med spørgsmålet: How about that ever elusive kudo? Hvad med den evige udefinerbare og uforståelige taknemlighed? Taknemlighed er noget, som der opstår, når man ikke længere bebrejder andre for ens sorg eller ulykke. How about me not blaming you for everything? Taknemlighed opstår, når man kan værdsætte livet, som det er lige nu. Når man kan nyde livet - uden hverken at leve i fortiden eller i fremtiden. Uden at udskyde lykken til senere. How about me enjoying the moment for once? Når man ikke længere er bange for sine egne følelser. How about grieving it all one at a time? Eller er bange for at give udtryk for sine følelser. How about unabashedly bawling your eyes out? Når man tør behandle sig selv, som man virkelig fortjener. How about no longer being masochistic? Når man ikke længere føler nogen form for vrede mod dem, som har såret eller behandlet én uretfærdigt. How about how good it feels to finally forgive you? Når man giver slip på smerten, frygten eller sorgen, så vender man tilbage til livet og dermed opstår der en ny mulighed for lykke. Denne mulighed giver automatisk én en stor følelse af taknemlighed. En taknemlighed for livet og alt, hvad det indeholder. Alle livets muligheder. Man vender tilbage til overfladen som et andet (nyt) menneske. Alanis beskriver denne rejse ud af ulykken mod lykken meget smukt med ordene:

The moment I let go of it
was the moment I got more than I could handle.
The moment I jumped off of it
was the moment I touched down.

Test: Er du en del af den intellektuelle elite?

Så er det igen blevet tid til en af mine super seriøse test. Denne gang kan du teste, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite eller ej. For selvom at du måske har taget en akademisk uddannelse, så er det jo ikke sikkert, at du er en del af den absolutte intellektuelle elite! Husk at være ærlig!

1. Når du møder nye mennesker, der ikke regelmæssigt læser bøger omkring dit fag- /arbejdsområde, så:

A. Ser du med stor mistro på dem, mens du rækker hånden frem.
B. Rækker du hånden frem og hilser høfligt på dem med et stort smil.
C. Prøver du at undgå deres opmærksomhed og er i det hele taget meget i tvivl omkring, hvordan man skal kommunikere med så primitive skabninger.

2. Du er kun begejstret for underholdning, når:

A. Der er en anden intellektuel med – for så må det jo være i orden.
B. Det er sjovt.
C. Du selv er midtpunktet – for så kan der jo umuligt være tale om meningsløs underholdning for masserne.

3. Du mener, at du:

A. Ved næsten lige så meget som alle de andre arrogante akademikere.
B. Ved en del omkring dit fag- / arbejdsområde.
C. Er klogere end alle andre og dermed også burde være enevældig diktator.

4. Dine indkøb foregår hovedsageligt:

A. Der, hvor de har de ting, som du skal bruge - det har de jo ikke alle de almindelige steder - i hvert fald ikke i den rette kvalitet, fra den rette geografiske placering, lavet ud fra de rigtige politiske holdninger osv.
B. Helt almindelige indkøbssteder - hvor alle andre mennesker også handler.
C. Specialforretninger - hvor du kun møder folk, som du allerede kender og deler (minimum) 99 % af dine holdninger og interesser med.

5. Når du bruger fagudtryk eller begreber, som dine diskussionspartnere ikke kender, så:

A. Sker det hovedsagligt for at dække over din egen uvidenhed eller mangel på gode argumenter.
B. Forklarer du også altid begreberne, så de har en mulighed for at tage stilling til dine argumenter.
C. Forstår du ofte heller ikke selv betydningen af dem – men det er jo ikke nogen hindring for, at man kan bruge dem til at vinde en diskussion.

6. Når du fortæller andre udenforstående omkring dit fag- / arbejdsområde, så tænker du tit:

A. Det forstår de nok alligevel ikke noget af.
B. Hvordan kan jeg mon forklare det, så de også kan se det spændende ved mit fag- / arbejdsområde?
C. Hvorfor spilder jeg dog min tid på de her primitive undskyldninger for mennesker?

7. Hvis du sidder på en cafe og der bliver sat noget populært moderne musik på, som ikke lige falder i din smag, så tænker du:

A. Hvor ærgerligt – endnu en god cafe, der er blevet overtaget af en populistisk kapitalist!
B. Ikke nærmere over det.
C. At Taliban måske alligevel havde en pointe, da de forbød musik.

8. Når du hører nogen ytrer en anden holdning end din egen, så er din umiddelbare reaktion:

A. At du ikke rigtig hører efter – men bruger den overskydende spildtid (mens den anden fortæller) på at forberede din fremlægning af dit eget synspunkt.
B. At lytte opmærksomt, for derefter at stille opklarende spørgsmål - for på den måde at få den bedst mulige forståelse af den andens synspunkt.
C. At du ikke hører efter – for det ville jo være spild af din tid, når du allerede ved alt, hvad der er værd at vide.

9. Når du siger, at man bør hjælpe de svage i samfundet, så er det fordi:

A. At det er politisk korrekt.
B. At du mener, at det giver det bedste samfund.
C. At du gerne vil markere din egen højerestående position i samfundet.

10. Når du taler om den intellektuelle elite, så gør du det hovedsagligt, fordi:

A. At du ikke har noget klogere at sige.
B. Du elsker at gøre grin med arrogante akademikere (også gennem tests på din blog).
C. Du gerne vil understrege, hvor klog du selv er (hvilket desværre ikke er særlig selvindlysende).

Her burde det jo egentlig være overflødigt at komme med nogen yderligere forklaring. Men hvis du stadig skulle være i tvivl omkring, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite, så består den intellektuelle elite af dem, som hovedsagligt har svaret C igennem alle spørgsmålene. Hvis du derimod skulle have svaret A de fleste gange, så er du lige på grænsen. Du er lidt af en wannabe-intellektuel, da du godt kan se fordelene ved at være en del af den intellektuelle elite, men stadig ikke helt har cuttet båndene til den almene befolkning. Hvis du har svaret B flest gange, så bliver du nok aldrig en del af den intellektuelle elite. Du mangler helt grundlæggende egenskaber som f.eks. arrogance, storhedsvanvid, selvhøjtidelighed og kan derfor heller aldrig blive anset som et ligeværdigt medlem af den intellektuelle elite.

X-Factor findes kun uden arrogance

Så er det i aften, at X-Factor-finalen bliver afgjort. Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal holde med, da alle finalisterne tydeligvis har talent. Men jeg glæder mig til at høre Alien Beat Club bestående af Patricia, Kasper, Marcel og Stephanie synge Elton Johns Circle of Life og Lady Gagas Just dance. Da jeg syntes, at deres unikke vokaler passer perfekt sammen - ganske ligesom andre gode vokalgrupper som f.eks. den amerikanske R&B gruppe Boys II Men. Men modsat Remees gode sangvalg, så må jeg endnu en gang undre mig over Thomas Blachmans valg af sange. Jeg syntes generelt, at Blachman har valgt nogle enormt ringe sange til sine deltagere. Hvorfor skal en fyr med Mohammeds talent kun synge halvkedelige popsange? Hvis man har et talent, så bør man da også have mulighed for at vise det! Derfor tror jeg heller ikke, at Mohammed nogensinde var endt i farezonen, hvis det f.eks. var Remee som havde valgt hans sange.

Men generelt er jeg ret skuffet over Thomas Blachman, da jeg ellers var ret vild med ham sidste år, hvor han - på trods af flere unødvendige ubehagelige udtalelser omkring deltagerne – kom med flere gode og tankevækkende bemærkninger. Men, hvor var den Blachman henne i år? I år bidrog Blachman stort set ikke med andet end ros til sine egne deltager uanset deres performance og så lidt tilfældig kritik til de deltagere, som udgjorte en trussel overfor hans egne deltagere. Ligeledes skuffede det mig også, at Blachman ikke selv kunne kende forskel på arrogance og selvtillid i diskussionen omkring Lucas. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorvidt Lucas egentlig var arrogant eller ej – for det kunne jo også bare være en uheldig måde at skjule sin usikkerhed på. Men uanset Lucas personlighed, så hjalp det ham i hvert fald ikke særlig meget, at Blachman valgte at afvise kritikken ved at henvise til janteloven (frem for bare at afvise, at Lucas skulle være arrogant). Hvilket i situationen nok var den værste form for hjælp, som Lucas kunne have fået. For arrogance har jo intet at gøre med hverken stjernekvalitet eller selvtillid, men er nærmere et udtryk for en persons behov for at se bort fra sin egen manglende selvtillid ved at se ned på andre mennesker. Og derfor var det også kun naturligt, at de tre finalister forleden optrådte med både stor glæde og ydmyghed overfor publikums begejstring på Rådhuspladsen. For den sande glæde opstår jo netop, når man får lov til at udfolde sit talent og dermed bliver fyldt med en følelse af taknemlighed - hvilket står i skarp kontrast til arrogance! Den glæde kan man også tydeligt se i denne video, hvor Alien Beat Club optræder med deres fantastiske version af Sanne Salomonsens frække og intense sang Taxa:

Om forholdet mellem ydmyghed og selvtillid

Kanye West vandt for et stykke tid siden Brit Awarden Best International Male Solo Artist for hans album Graduation. Meget velfortjent for øvrigt, men i den forbindelse kom han med en takketale, hvor han talte omkring ydmyghed. Ydmyghed er ellers ikke noget, som man umiddelbart forbinder med Kanye West, der aldrig er bange for at omtale sig selv som den bedste. (Han nærmere sig vist lidt en slags gud ud fra hans egen beskrivelse.) Årsagen var, at Kanye West ved VMA i København forrige år direkte afbrød en andens takketale, for at give udtryk for sin egen utilfredshed med, at han ikke selv vandt prisen for bedste video. Denne optræden førte til en del negativ omtale af West både blandt hans mere celebre venner og i pressen, hvor alle var rørende enige om, at en vis grad af ydmyghed ville have været mere passende i den pågældende situation. Derfor kan man også se Wests takketale til Brit Award, som en slags reaktion på kritikken af hans manglende ydmyghed. West sagde blandet andet i talen til Brit Award: “I’m sure there’s someone, who deserves this more than me, but I just don’t know, who they are. People have told me about humbleness and humility. I don’t like it, but I heard it helps people, when they don’t deserve things”. Altså har West vist stadig ikke helt forstået pointen med ydmyghed.

Men hvad er ydmyghed? For mig er ydmyghed et enormt vigtigt begreb, men med ydmyghed mener jeg ikke noget religiøst eller nogen form for jantelov. Nej, tværtimod så mener jeg, at ydmyghed er en grundlæggende forudsætning for, at man kan have en rigtig god selvtillid. For hvis man konstant skal opretholde sin egen selvtillid, ved at se ned på andre menneskers manglende evner på forskellige områder, så må det være et tegn på en meget dårlig selvtillid. Derfor må en god selvtillid også altid i en vis grad bygge på erkendelsen af, at ens egne evner er begrænsede og at man ALTID kan møde andre mennesker med større evner, indsigt eller viden. Altså kan man altid selv blive klogere og lærer noget af andre mennesker. Også uanset, hvilken hudfarve, udseende, social status, intelligens, sociale evner, overbevisninger, viden, holdninger, uddannelse folk så ellers har. Der er altid noget, som man kan lære af et andet menneske. Derfor mener jeg hellere ikke, at det nogensinde er spild af tid at tale med andre mennesker. Enhver form for arrogance på disse områder ser jeg egentlig bare, som et udtryk for folks egen manglende eller dårlige selvtillid. Hvilket de dog sjældent selv forstår. For mig er selvtillid, det at kunne acceptere sig selv, som man virkelig er - både på godt og ondt. Men det er langtfra alle mennesker, som tør at se sig selv, som de virkelig er. De fleste vil meget hellere se sig selv, som noget helt andet, end de i virkeligheden er. Hvormed de faktisk også overser det unikke og specielle ved netop at være sig selv. Og så længe man løber fra, hvem man i virkeligheden er, så kan man heller ikke føle nogen form for tryghed eller sikkerhed i sig selv. For ens selvtillid bør altid tage udgangspunkt i, hvem man er og ikke hvem man gerne vil være. Og derfor mener jeg også, at ydmyghed må være et rigtig godt udgangspunkt for en god selvtillid, da ydmyghed jo netop åbner op for den mulighed, at man altid kan tage fejl og altid kan blive klogere. Men problemet med Kanye West er jo nok, at han ikke selv mener, at han kan blive klogere. Men det kan han nok muligvis heller ikke, så længe han har fastholder den indstilling.