Glædelig jul

Efter at Barack Obama har fået sundhedsreformen igennem, så er der for mit vedkommende ikke rigtig noget mere passende at høre end Mariah Careys smukke og super glade udgave af Joy to the World! Rigtig glædelig jul!

10 tegn på at det snart er jul 2009

Hvis nogle af mine faste læsere syntes, at dette blogindlæg i en vis grad minder om sidste års juleblogindlæg – så vil jeg gerne lige minde om, at julen jo handler om traditioner dvs. genbrug af oplevelser.

10. De første snefnug falder...

9. Det kan være svært at finde en god parkeringsplads...


8. Der bliver drukket en masse alkohol...


7. Der bliver hængt lidt julelys op...


6. Der er rigtig mange lommetyve…


5. Der skal skrabes lidt is af bilen...


4. De sociale medier foreviger ALLE juleminderne...


3. Børnene ser efter julemanden på nattehimlen...


2. Der bliver set på alle mulige alternative løsninger pga. krisen...


1. Alle klager over, hvorfor de stadig ikke har modtaget noget julekort fra dig...

Det Etiske Råds Debatdag: Fødevarer, klima og etik

Forleden blev Det Etiske Råds konference vanen tro afholdt på Christiansborg. Ikke særlig overraskende var dette års tema klima og fødevarer. Konferencen begyndte med, at Jørgen E. Olesen (professor ved det Jordbrugsvidenskabelige fakultet, Århus Universitet og medlem af FN’s klimapanel IPCC) forklarede, hvor stor en andel af klimabelastningen som fødevarerne udgør i forhold til de forskellige faser såsom produktion, distribution, transport, konsumption og bortskaffelse, hvilket gav et ganske godt udgangspunkt for dagens senere diskussioner. Herefter fortalte Annika Carlsson-Kanyama (seniorforsker ved Energi- och miljösäkerhets­gruppen FOI) omkring, hvilke fødevarer der belaster klimaet mest og hvorledes man kan sammensætte et klima-venligt måltid. Her kunne man undre sig lidt over, hvorledes de to første foredrag ikke var helt enige om, hvorvidt økologisk mad var klimavenligt eller ej. Men på baggrund af den senere kritik, så var den ubekvemme sandhed nok, at økologisk mad ikke nødvendigvis forurener hverken mere eller mindre end ikke-økologisk mad. Hvilket dermed også var dagens første eksempel på nogle af de problemstillinger der findes, når man har flere forskellige, men ikke nødvendigvis ensrettede, krav til fødevarerne. Herefter stod Henrik Stubkjær (Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp) for dagens mest politiske foredrag, hvor jeg i høj grad savnede videnskabelig information omkring foredragets tema, nemlig konsekvenserne af de forringede muligheder for fødevareproduktion i udviklingslandene. Og derfor var jeg heller ikke særlig imponeret af, hvorledes foredraget hovedsagligt spillede på følelserne (=dårlig samvittighed). Derefter begyndte Morten Dige (adjunkt ved Filosofi, Århus Universitet) den etiske del ved at diskutere, hvorvidt vi har et næretisk eller upartisk ansvar overfor de kommende generationer og folk i fjerne lande. Efter ham kom en meget frisk og veloplagt Mickey Gjerris (lektor ved Center for Bioetik og Risikovurdering, Københavns Universitet) på banen med dagens bedste foredrag. Mickey Gjerris overvejede i sit foredrag, hvilket natursyn der bør danne grundlag for vores adfærd, hvor han blandt andet filosoferede over Jakob Wolfs ord: ”Som vi ser på noget, sådan behandler vi det”. Herefter talte Klemens Kappel (lektor ved filosofi, Københavns Universitet) for, hvorfor politikerne bør have ret til at bestemme over, hvad borgerne skal spise. Til sidst fortalte Bente Halkier (lektor i forbrugersociologi og konsumption ved Roskilde Universitet) omkring, hvordan man motiverer til ændringer i forbrugeradfærden. Hvor hun blandt andet fik påpeget det hensigtsmæssige i nærindkøb og den manglende klimaeffekt ved køb af klimavenlige produkter, hvis indkøbet bliver foretaget via bil. Her syntes jeg, at man kunne spore en vis flovhed blandt nogle af konferencens mest frelste deltagere.

Herefter var det tid til, at det såkaldte borgerpanel blev præsenteret, hvilket bestod af 6 piger i tyverne, som alle stillede nogle (efter min mening) temmelig ligegyldige spørgsmål og som alle hovedsagligt var rettet mod den hårdt udskældte direktør for Landbrug og Fødevarer Claus Søgaard-Richter og de to fremmødte folketingspolitikere Henrik Høegh (V) og Steen Gade (SF). Hvilket var yderst kedeligt, da politikerne var rørende enige. (Derfor mener jeg også, at arrangørerne seriøst bør overveje, hvorvidt dette borgerpanel også skal bruges ved næste konference.) Henrik Høegh skal dog have ros for, at han ved flere lejligheder fik gjort salen opmærksom på andre væsentlige hensyn (aspekter) som f.eks. dyreetik og miljø. F.eks. fik han påpeget, hvorledes det mest klimavenlige produkt ikke nødvendigvis er det bedste valg i forhold til dyreetik, da køer i stalde forurener mindre end køer på græs (fordi køerne forurener mere, når de bevæger sig). Det etiske råd fik også set konsekvenserne af at invitere detailhandlen, da Mogens Werge (Forbrugerpolitisk direktør, Coop Danmark) fik lavet en del reklame for Coop. Derudover var hans tilstedeværelse dog praktisk, da han samtidig kunne blive stillet til ansvar for Coops reklameslogan ”Mænd vil ikke have blomster”. Hvilket var en reklame som spillede på, at mænd hellere vil have en stor oksebøf end blomster. Det kritisable ved denne reklame var, at oksekød tidligere på dagen var blevet stemplet som den mindst klimavenlige fødevare (modsat lyst kød og grøntsager). Reklamen skabte så meget vrede i salen, at man ikke kunne lade være med at overveje, hvorvidt der var en vis overvægt af veganere til stede i Landstingssalen. Herefter var oksekød fjende nr. 1. Hvilket også førte til, at den selverkendte kødelsker Klemens Kappel måtte medgive, at det muligvis var en god ide, at man spiste mindre kød. Selvom han ellers tidligere på dagen havde påpeget fordelene ved en kødskat. Da jeg selv tidligere har skrevet bachelorprojekt omkring Kappels bog Det retfærdige samfund, så var jeg ikke specielt overrasket over denne sociale skæve løsning, hvor de rige blot kan overlade opgaven med at spise mindre oksekød til de fattige. Derudover kan man også undre sig over, hvorfor perspektiver som mere udenlandsk import og et voksende sort marked ikke blev overvejet som mulige konsekvenser. For dermed vil kødskatten ikke have nogen samlet klimaeffekt – man har bare flyttet produktionen til udlandet, hvilket bestemt ikke er gavnligt for hverken klimaet eller dyrevelfærden. Så hvis man virkelig vil gøre noget for klimaet, så burde man måske hellere se på de 30 % af vores klimabelastning, som udelukkende skyldes alt den mad, som danskerne køber bare for at smide ud. Hvis man kunne lave en holdningsændring på det område, så ville man kunne reducere den danske klimabelastning ret væsentligt. Derudover kom Ole Linnet Juul (branchedirektør, Dansk Industri) og Claus Søgaard-Richter (direktør for Landbrug og Fødevarer) også med nogle særdeles konstruktive løsningsforslag, hvilket nok vil have en langt mere effektiv virkning end salens mange restriktive forslag. F.eks. virker der til at være god fornuft i at udtænke måder, hvorpå man kan reducere klimabelastningerne ved produktionen af dyrefoder, da dyrefoder faktisk udgør en ret stor andel af den samlede klimabelastningen på kloden. Og dermed virker det også knapt så væsentligt, hvor klimavenligt de enkelte måltider er. Hvilket faktisk også blev påpeget, da Klemens Kappel (ganske klogt) spurgte i starten af debatten, hvor stor forskel der egentlig er på at indtage et klimavenligt måltid vs. ikke-klimavenligt måltid. Det kunne ingen rigtig svare på og derfor mener jeg også, at man skal være meget varsom med at lovgive på området. Politiske beslutninger skal bygge på viden – ikke på tro eller dogmatisk tankegang. Hvilket også var en af Gjerris argumenter – selvom han dog brugte argumentet i en anden sammenhæng. For det handler jo ikke om, hvilken klimaoverbevisning man har, men om, hvad der er bedst for klimaet. Og her er det også væsentligt at huske på, at den mest klimavenlige løsning - ikke nødvendigvis er det mest dyreetiske eller økonomiske løsning. Derfor er der mange hensyn, som man skal overveje og ingen simple svar – ganske ligesom så meget andet indenfor politik.

Filosofiens Kejserens nye klæder

Kejserens nye klæder har altid været mit yndlings H. C. Andersens eventyr, da det er en fantastisk og tidløs fortælling. Hvis nogen ikke skulle kende eventyret, så handler det om en kejser, der elsker klæder (og hader komedie). En dag ankommer der to vævere til kejserens palads, der kan væve klæder, der afslører, hvorvidt man duer til sit embede eller ej. Da klæderne efter sigende skulle være usynlige for enhver der er inkompetent til sit job eller utilladelig dum. Kongen bestiller derefter straks klæderne i håbet om, at han derved kan spotte de uduelige blandt hans ansatte. Efter et stykke tid vil han gerne tjekke, hvorledes det går med vævernes arbejde og derfor sender han den mest kvalificerede minister for at se til vævernes arbejde: ”Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. ”Gud bevar' os!” tænkte den gamle Minister og spilede Øinene op! ”Jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke.” Frem for at konfrontere de to bedragere med deres bedrageri, så tvivler ministeren i stedet på sine egne evner og indprenter sig derfor nøje vævernes forklaringer omkring mønstre og farver for at kunne videregive informationerne til kejseren. Derefter forlangte bedragerne endnu flere penge til vævningen, som de blot stak i lommen, mens væven stod tom. Til sidst skal kejseren selv se tøjet: ”Hvad for noget!: tænkte Keiseren. Jeg seer ingen Ting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig! ”O det er meget smukt!” sagde Keiseren, ”det har mit allerhøieste Bifald!” og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme Væv; han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde see.” Kejseren giver endda også bedragerne et Ridderkors og en titel af Vævejunkere! Endelig bliver bedragerne færdige med tøjet og kejseren skal vise det frem: ”Saa gik Keiseren i Processionen under den deilige Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: ”Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! Hvilket deiligt Slæb han har paa Kjolen! Hvor den sidder velsignet!” Ingen vilde lade sig mærke med, at han intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke. ”Men han har jo ikke noget paa,” sagde et lille Barn. ”Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst,” sagde Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde. ”Men han har jo ikke noget paa,” raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: ”nu maa jeg holde Processionen ud”. Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.”

Det er lidt den samme følelse, som jeg har nogle gange får, når jeg er med til en filosofikonference - desværre er der bare ikke altid nogen til at pege på underbukserne! Jeg vil gerne fortælle omkring den mest ekstreme oplevelse, som jeg har haft på en konference for nogle år tilbage. Her blev der holdt et foredrag, som jeg sent skal glemme. Hvis jeg ikke havde haft selskab på konferencen, så havde jeg muligvis troet, at det bare var en drøm. Foredragsholderen havde meget misvisende skrevet en meget konkret titel, men det viste sig desværre uhyggeligt hurtigt, at foredraget var fuldkommen blottet for indhold. Vedkommende kunne lige så godt have sparet os de 25 minutter af vores liv (som vi aldrig får igen) ved at forkorte foredraget ved blot at oplæse samtlige titler på de artikler, som vedkommende (øjensynlig) har fået produceret i løbet af sin ansættelse på universitetet. (Jeg fik desværre aldrig undersøgt, hvorvidt artiklerne også kun bestod af referencer.) Men jeg måbede, da de første 10 minutter var gået – udelukkende med referencer til andre artikler! Jeg kiggede undrende rundt på de andre konferencedeltagere for at se, om jeg kunne spore vantroen i deres øjne over den endeløse opremsning af titler. Men ingen i salen foretrak en mine og så klappede de endda også, da foredraget endelig var forbi. Jeg klappede ikke. Ikke, fordi jeg ville vise min utilfredsheds med foredragets niveau, men i vantro over, at denne genopførsel af Kejserens nye klæder ikke havde gjort noget indtryk på nogle af de andre deltagere. I 25 langtrukne minutter havde vi hørt den ene artikel nævnt efter den anden – uden nogen som helst form for indhold. Som om benævnelsen af en titel i sig selv skulle være dybt filosofisk. Jeg har læst madopskrifter, som var mere filosofiske og dybsindige end det foredrag! Det var her, hvor jeg havde lyst til at rejse mig og proklamere for salen – ganske ligesom den lille dreng i eventyret: ”Men der var jo ikke noget filosofisk indhold!” Det gjorte jeg dog ikke. Jeg tænkte vist noget i retningen af, at jeg ”maa holde Processionen ud”. Heldigvis viste den lille dreng sig straks efter foredragets slutning i form af en yngre studerende, der straks efter pausens start udbrød højlydt henvendt til mig – ganske uden tanke for volumen af hans stemme og de andre konferencedeltageres nære tilstedeværelse: ”Hvor var det foredrag dog indholdsløst!” Og selvom jeg var fuldkommen enig, så blev jeg vist alligevel lidt rød i hovedet, da jeg jo trods alt ikke mener, at foredragsholderen skulle offentligt ydmyges. Foredraget var jo trods alt pinligt nok i sig selv.

Glædelig jul - med Disney

Jeg vil gerne ønske alle en rigtig glædelig jul og i den anledning også samtidig gøre opmærksom på Disneys oscarnomineret kortfilm Mickey’s Christmas Carol fra 1983. Mickey’s Christmas Carol er muligvis Disneys allerbedste kortfilm til dato og bygger på Charles Dickens juleeventyr A Christmas Carol (Et juleeventyr). Mickey’s Christmas Carol var nomineret til en oscar i 1983 og bag filmen står to af animationskunstens allerstørste ikoner, nemlig John Lasseter og Mark Henn. John Lasseter er senere blevet kendt som manden bag samtlige af Pixars film og er derfor også i dag meget velfortjent den kreative instruktør for det samlede Disney Pixar. Kortfilmen var for øvrigt også en filmatisering af en Disneymusical og var den sidste kortfilm, som blev afsluttet med The End.





(Filmen tager knap 26 minutter.)

Hvordan får man en giraf ind i et køleskab?

(Her er en anden sjov lille test i logik, som undertegnede fandt her og oversatte til dansk.)

1. Hvordan putter man en giraf ind i et køleskab?

Det korrekte svar: Åben køleskabet, put giraffen ind og luk døren. Spørgsmålet tester, hvorvidt du har en tendens til at gøre simple ting meget komplicerede.

2. Hvordan putter du en elefant ind et køleskab?

Det forkerte svar: Åben køleskabet, put elefanten ind og luk døren.

Det korrekte svar: Åben køleskabet, tag giraffen ud, put elefanten ind og luk døren. Dette spørgsmål tester, hvorvidt du evner at gennemtænke alle konsekvenserne af dine handlinger.

3. Løvernes konge afholder en konference, hvor alle dyrene deltager på nær en. Hvilket dyr deltager ikke i konferencen?

Det korrekte svar: Elefanten – den er jo i køleskabet. Dette spørgsmål tester din hukommelse.

4. Du skal krydse en flod, som er beboet af farlige krokodiller, hvordan krydser du floden?

Det korrekte svar: Du svømmer over floden – alle krokodillerne er jo alligevel til konferencen. Dette spørgsmål tester, hvor hurtig du er til at lære af dine fejltagelser.

Ti tegn på det snart er jul

10. Der skal skrabes is af bilen...

9. Der bliver lavet nye versioner af de gamle julesange...



8. Alle køber julegaver...


7. Merry Christmas Mr. Bean bliver sendt flere gange på tv...

6. Børn og barnlige sjæle (=ikke-kedelige voksne) bygger snemænd...

5. Der bliver hængt julelys op...



4. Der er rigtig mange lommetyve…


3. Alle køber passende juletræer...


2. Børnene ser efter julemanden på nattehimlen...


1. Alle klager over, hvorfor de stadig ikke har modtaget noget julekort fra dig...

Mellem menneske og dyr – om bioetik og den kimæreforskning

I går var jeg med til Det Etiske Råds konference omkring bioetik på Christiansborg, hvis hovedformål var at diskutere de forskellige etiske aspekter af den kimæreforskning. Hvilket er forskning, hvor man ikke bare laver en hybrid imellem to arter, men skaber biologiske organismer som består af to separate cellepopulationer. Disse cellepopulationer kan så enten være fra den samme eller to forskellige arter. Her er det mest kontroversielle område naturligvis diskussionen om, hvorvidt og i hvilket omfang det skal være tilladt for forskerne at eksperimentere med at blande menneske- og dyreceller. Altså, hvorvidt man i forskningens hellige navn må skabe humaniserede dyr eller mennesker med dyretræk. Konferencen begyndte med en præsentation af den nyeste kimæreforskning indenfor henholdsvis medicin, biologi og neurologi. Her blev der lagt enorm stor vægt på at fremhæve kimæreforskningens store betydning for både grundforskning og sygdomsbehandling. Ligeledes blev der også skelnet skarpt imellem to forskellige former for kimærer: den ene form for kimære bliver skabt på embryon- eller fostrestadiet, hvor man enten overfører celler eller transplanterer dele af et foster til et andet foster. De tilførte celler eller transplanterede dele bliver derefter en del af fosterudviklingen. Den anden slags kimære skabes efter fødslen, hvor man transplanterer enten celler eller organer fra et individ til et andet. (Her har videnskaben defineret, at en enkelt hel celle er nok til at gøre en organisme til en kimære.) Denne definitionsforskel havde helt klart til formål at pointere, at man burde kunne eksperimentere med fostrer, da disse endnu ikke kan betragtes som et menneske. Hvilket Charlotte Dyremose (MF, Det Konservative Folkeparti, Cand.scient.pol.) også senere understregede, da hun fremhævede, hvordan man f.eks. kunne bruge abortlovgivningen til at skelne et menneske fra et embryon (til fordel for forskningen).

Herefter var det tid til at se nærmere på de etiske aspekter, hvor en meget veloplagt Klemens Kappel (lektor, Filosofi, KU, tidligere medlem af Det Etiske Råd) afviste kimæreforskningen som subversiv. Han afviste begge skrækscenarier med: mennesket, der enten er fanget i dyrekroppen, og dyret, der skal begå sig i menneskeverdenen, som irrelevant for den foreliggende forskning. Selvom Kappel naturligvis har ret i denne betragtning, så må man også huske på, hvad der egentlig ligger bag konferencens titel: Mand eller mus? Overskriften referer nemlig til nogle overvejelser omkring, hvorvidt det vil være muligt for kimærer-mus (med menneskelige celler) at udvikle menneskelige testikler og æggestokke og dermed potentielt skabe et menneske. Selvom det naturligvis ikke er muligt for ægget at overleve i musen, så er mulighedens perspektiver alligevel tankevækkende. Specielt finder jeg eksemplet tankevækkende, når forskerne selv advarer imod det – da man netop ikke kender konsekvenserne af overførslen af menneskelige celler til dyr eller omvendt.

I løbet af diskussionerne blev det klart, at et af de store problemer var en manglende definition af, hvad det vil sige at være et menneske. I starten var der en vis modstand fra den naturvidenskabelige side omkring at få afklaret denne definition. Spørgsmålet blev i starten afvist med den begrundelse, at den nuværende forskning kun beskæftiger sig med at sætte nogle ganske få menneskelige celler ind i dyr og dermed burde der ikke være nogen tvivl omkring, hvorvidt dyret stadig er et dyr. Men da kimæreforskningen jo netop også åbner op for muligheden for, at forskerne kan indsætte mange celler eller transplantere større organer (herunder også hjerneceller og hjernedele) så var det befriende, da Charlotte Dyremose endelig stillede det meget konkrete spørgsmål til forskerne omkring: hvor mange menneskeceller/dele der skal til før, at et dyr bliver til et menneske? Det havde de naturvidenskabelige forskere ikke rigtig noget svar på og derfor måtte de også lidt modvilligt indrømme, at det faktisk ikke er muligt at lave en sådan biologisk definition af et menneske. (Meget interessant!) Her tog Kappel så over og kom med nogle rigtig gode betragtninger omkring, hvordan man ellers kunne kendetegne et menneske.

Personligt, så mener jeg, at det er en meget svær problemstilling. På den ene side, så skal forskningen naturligvis have mulighed for at udvikle sig, men på den anden side, så er det også problematisk, hvis det bliver muligt at skabe en menneskelignende bevidsthed hos dyr. Diskussionen opsummeres meget godt med Thomas G. Jensens ord (Professor i Medicinsk Genetik, Aarhus Universitet, medlem af Det Etiske Råd): "De fleste skræmmescenarier vil ikke kunne lade sig gøre. Men det er f.eks. lykkedes at lave en blanding mellem et får og en ged, så man skal ikke udelukke noget. Og jeg er helt enig i, at man ikke skal kunne skabe en blanding af et menneske og et andet væsen. Men det er slet ikke det, vi vil.” Nej, sikkert ikke, men det er der helt sikkert andre, som gerne vil. Hvilket Klavs Birkholm (mag.art., journalist, medlem af Det Etiske Råd) også advarede imod ved at fremvise et billede af atombomben på storskærmen med Samuel Johnsons citat: "The road to hell is paved with good intentions" som overskrift. Birkholm fremhævede netop med dette, hvordan den meste forskning bliver skabt ud fra nogle rigtig gode intentioner (her sygdomsbekæmpelse) men ofte også ender med at blive misbrugt til andre formål. F.eks. forekommer det mig nærliggende, at man kunne forsøge at lave et blandingsvæsen mellem chimpansen og mennesket, da disse i forvejen er tæt genetisk beslægtede. Og derfor mener jeg også, at det er nødvendigt at overveje, hvilke konsekvenser forskningen kan have. Spørgsmålet er så bare, hvad man egentlig kan bruge de overvejelser til pga. globaliseringen. Som Lone Dybkjær (MF, Det Radikale Venstre, Civilingeniør) også spurgte meget relevant: Hvor mange forbud skal der til, før at I flytter jeres forskning til udlandet? For den forskning, som ikke kan foregå i Danmark eller i Europa, den vil højest sandsynligt bare blive foretaget et andet sted. Men dermed har jeg ikke sagt, at man lige så godt kan lade være med at regulere forskningen. Specielt syntes jeg, at man skal overveje meget nøje, hvorvidt forskningen omkring skabelsen af menneskelignende bevidsthed i dyr er hensigtsmæssig. De føromtalte skrækscenarier er naturligvis stadig science fiction, men med Jensens egne ord, så skal man altså heller ikke udelukke noget. Helt konkret så åbner kimæreforskningen i hvert fald op for en vis smitterisiko – hvilket kan gå begge veje både fra dyr og mennesker. Altså udgør blandingsvæsner en klar potentiel risiko for skabelsen af nye uhelbredelige varianter af ellers velkendte uskadelige sygdomme, selvom det bestemt heller ikke er uproblematisk den anden vej. En meget underholdende Peter Sandøe (dr. phil, professor i bioetik, Det Biovidenskabelige Fakultet, KU) kom til sidst med en direkte opfodring til politikere om at liberalisere den nuværende lovgivning til fordel for forskningen og afrundende den enormt spændende konference med en rigtig god og nuanceret opsamling på de mange forskellige etiske diskussioner.

Menneskekimærerne er fra Patricia Piccininis fantastiske kunstudstilling We Are Family - man kan også se flere kreative dyrekimærer her.

Hvorfor er udråbstegn dårlig stil?

Forleden var jeg til en konference, hvor Jakob Lindgaard (ekstern lektor, Filosofi, KU) kom med en meget interessant bemærkning omkring udråbstegn. Han hævdede nemlig, at ens brug af udråbstegn ofte hænger sammen med, hvor meget man har læst af Søren Kierkegaard. Lindgaard pointerede også yderligere, at han anså alt for mange udråbstegn som et udtryk for lidt for meget fodstampen. Her må jeg hellere for god ordens skyld nævne, at hans kritik tog udgangspunkt i hans egen brug af udråbstegn i en oversigt og dermed nok mest af alt skal ses som et forbyggende selvforsvar.

Men der står rent faktisk i den danske definition af udråbstegn på Wikipedia, at: ”Umådeholden brug af flere udråbstegn i træk anses ofte som meget dårlig stil.” Ligeledes gælder det for den engelske definition på Wikipedia: ”Overly frequent use of the exclamation mark is generally considered poor writing.” Det er naturligvis ikke en særlig heldig erkendelse, da undertegnede selv har en tendens til at bruge uhyggeligt mange udråbstegn. Men det er på den baggrund, at jeg vil hævde, at man generelt anser enhver form for brug af udråbstegn som dårlig stil. De eneste sammenhæng, hvor det er legitimt at bruge udråbstegnet er i skønlitteratur og meget useriøse sammenhæng. Hvilket vil sige sammenhæng, hvor man alligevel ikke vil gå op i stavefejl eller grammatiske fejl. Derfor har jeg også igennem årene gjort det til en fast vane, at jeg altid gennemgår min egen tekst i forhold til at minimere (eliminere) antallet af udråbstegn. Det er også ud fra den bevidsthed, at jeg aldrig skriver udråbstegn i forbindelse med officielle breve, arbejde eller lignende. Så det er rent faktisk muligt for mig at formulere en tekst uden at skulle bruge udråbstegn - selvom det langt fra falder mig naturligt!

Men hvorfor er det, at udråbstegnet bliver betragtet som dårlig stil? Umiddelbart så ligner udråbstegnet jo ethvert andet tegn som f.eks. komma og punktum, men ingen bliver provokeret, hvis man bruger dem i overdreven grad. Det skyldes måske det faktum, at udråbstegnet (modsat de to andre tegn) kan dække over en lang række forskellige følelser. Generelt bliver følelser jo anset som noget frygteligt upassende i mange forskellige sammenhæng og som noget man helst bør pakke pænt væk og kun lade komme til udtryk i de helt rette situationer og i den passende mængde. Lindgaard kaldte udråbstegnet for fodstampen. Det er egentlig en meget god illustration af udråbstegnets funktion i en tekst. For udråbstegnet er jo netop et kraftudtryk, som skal markere eller understrege betydningen og vigtigheden af de ord, som netop er blevet formuleret. Derfor skal man naturligvis heller ikke overdrive ens brug af udråbstegn i sådan en grad, at det til sidst har elimineret udråbstegnets funktion. Alt kan i sagens natur ikke være lige vigtigt. Men når det er sagt, så skal man også være opmærksom på, at kritikken af udråbstegnet ikke bliver til en slags intern sproglig jantelov. Du må ikke tro, at det, som du siger, er vigtigt. Sproglige regler bør være logisk og rationelt begrundet - ikke normativt eller æstetisk begrundet. Derfor var det måske heller ikke helt tilfældigt, at Søren Kierkegaard så stædigt fastholdte sin brug af udråbstegnet.

(Til sidst vil jeg gerne lige gøre opmærksom på et glimrende blogindlæg om Søren Kierkegaard: Sprogets svingdøre åbner både indad og udad.)

Det perfekte foredrag - Raymond Geuss

Jeg var til en konference i weekenden (Losing and Making Sense on the Threshold of the 20th Century) som jeg vist allerede har nævnt et par gange før (hvilket skyldes min store entusiasme). Men her var den absolutte hovedtaler Raymond Geuss. Raymond Geuss er proffessor i filosofi på Cambridge University (hvor blandt andet Simon Blackburn også holder til) men han har også tidligere været ansat på andre universiteter som f.eks. Freiburg, Heidelberg, Chicago og Princeton. Geuss var annonceret til at skulle holde et foredrag med titlen: A Vision From the Left: Adorno and Negative Dialectics. Umiddelbart var jeg ikke specielt henrykt over hans foredrags titel, da jeg personligt hellere ville høre om selve problematikken med mening og betydning. For selve konferencens tema var jo netop tabet og genskabelsen af mening i det 20. århundrede. Her må jeg hellere påpege, at jeg ikke har læst særlig meget om Theodor Adorno (men det må jeg jo gøre snarest muligt, selvom jeg efterhånden har en del projekter - udover mit speciale og mit studiejob.) Men jeg frygtede ærlig talt, ud fra min sparsomme viden om Adorno, at foredraget bare skulle handle om mening i forhold til Adornos æstetik eller Adornos menneskeforståelse.

Men jeg tog fejl. Heldigvis. Raymond Geuss foredrag var fantastisk. Jeg kan desværre ikke BARE gengive, hvad han sagde, for det ville kræve, at jeg besad hans evner. Og det gør jeg bestemt ikke. Men måske kan jeg få det skrevet ned, så jeg engang kan. Men jeg kan fortælle om, hvor meget Raymond Geuss formåede at få med i sit foredrag - som heldigvis handlede mere om Geuss forståelse af mening og betydning end Adornos. For det første begyndte han med en definition af selve problematikken, nemlig af hvad mening eller mangel på mening har af betydning for mennesket og menneskets selvforståelse. Derefter gav han en definition af, hvad mening og betydning er i forskellige sammenhæng. Og her talte han hverken udenom eller gjorte nogle anstrengelser for at forsimple problematikken - han fremlagde bare hele den meget svære og problematiske diskussion med nogle ganske få eksempler og forbløffende få ord. Jeg tror, at jeg allerede var dybt imponeret over mandens evner og viden efter de første to minutter af hans foredrag. Det var svært ikke at smile stort, for manden besad jo ganske givet en meget stor og imponerende viden om filosofi. Når folk har sådan et fantastisk overblik - ikke ”bare” over filosofiske værker og filosofiske problematikker - men over alle de komplicerede aspekter af et af de måske største filosofiske problemer, så vidner det altså også om en meget fænomenal viden. Netop området med mening og betydning har jeg brugt mange år på at læse om. Og Geuss formåede - i hans knap time lange foredrag - at få alle væsentlige aspekter med uden at gøre dem mindre nuancerede. Derudover kom han også med flere pointer, som jeg faktisk aldrig har tænkt på før. Meget fascinerende!

Men han kom ikke ”bare” med en fantastisk redegørelse af hele det filosofiske problem omkring mening og betydning. Han kom også med en lang række synspunkter (naturligvis baseret på en rimelig argumentation) som netop er afgørende for, at man overhovedet kan komme til bunds i diskussionen af, hvad mening og betydning er. Men det der desværre tit sker, når man diskuterer et filosofisk problem, det er, at folk ikke tør melde ud, hvor de står i debatten. (Hvilket vel skyldes, at folk tit frygter den kritik (sagde nogen, at fremstå dum) eller debat som naturligt bør opstå af modstridende synspunkter, men det er jo samtidig (paradoksalt) også den eneste måde, at man kan blive klogere eller bedre til at argumentere på.) Men det var han bestemt ikke bange for. Han gav et svar på mange af de mest væsentlige filosofiske spørgsmål - som ellers er højst filosofisk kontroversielle, da der langt fra hersker nogen enighed på områderne. F.eks. gav han et svar på følgende filosofiske spørgsmål:

Hvordan erkender mennesket verden og sig selv?

Hvordan kan mennesket have et sikkert grundlag for erkendelse og videnskab?

Hvilket forhold er der mellem menneskets krop og sjæl?

Har mennesket en fri vilje?

Hvilken erkendelsesmæssig status har æstetik og hvilken betydning har æstetik?

Hvordan kan man erkendelsesteoretisk begrunde moral og etik?

Hvad er lykke?

Hvad er mening og betydning uafhængigt af mennesket?

Hvad er meningen med livet?

Alle disse spørgsmål fik han besvaret i løbet af sit foredrag. Jeg har aldrig hørt noget lignende og jeg har ellers haft min del af geniale undervisere og hørt mange fantastiske foredrag, men Raymond Geuss’ var alligevel et af de bedste. Udover at han havde et fantastisk stort og dybt indhold, så havde han også en meget imponerende retorik. Det var virkelig en meget imponerende og fantastisk oplevelse. Og tænk, at jeg fik denne oplevelse næsten gratis. De bedste ting i livet er faktisk tit gratis - mærkeligt nok! Ikke at konferencen VAR gratis. Nej, det var vist en dyr konference, men min plads blev heldigvis betalt af Københavns Universitet - og tusind tak for det!

Intellektuel eller bare arrogant?

De to begreber intellektuel og arrogant betyder ikke det samme, men de bliver tit opfattet sådan. Det burde de ikke, for de to begreber betegner faktisk to vidt forskellige områder. For intellektuelle behøver bestemt ikke at være arrogante og omvendt så behøver arrogante mennesker bestemt heller ikke at være intellektuelle. Nej, tværtimod - så forekommer det mig faktisk at være omvendt. Men arrogante mennesker LYDER tit intellektuelle, men det er jo ikke det samme, som at de ER intellektuelle. Der er meget stor forskel på, at LYDE intellektuel og så AT VÆRE intellektuel. Dette lærer man hurtigt i takt med jo flere fagudtryk og ismer man selv lærer at kende. Her opdager man hurtigt, hvordan mange mennesker der kaster om sig med fancy fagudtryk og personreferencer uden at have den mindste form for forståelse af dem eller refleksion over dem. (Det er her mit retoriske krav opstår om, at man bør kunne udtrykke ethvert udsagn så simpelt og klart som muligt, fordi enhver form for uforståelig eller kompliceret forklaring hurtigt kan dække over det faktum, at personen faktisk ikke selv har forstået det givne emne.) Men denne grove udnyttelse af diverse intellektuelle teorier, personer og fagudtryk blandt wannabe intellektuelle har også den betydning, at ordet intellektuel efterhånden kun bliver brugt som et skældsord eller som en betegnelse for at være arrogant, end det bliver brugt i sin oprindelige betydning.

Oprindeligt betyder intellektuel det, at man evner at forholde sig objektivt, rationelt og reflekterende til sin omverden. Og dermed burde intellektuel også kun betegne udsagn som ikke er fuldkommen subjektive. Og dermed burde det heller ikke være muligt, at være intellektuel samtidig med at være arrogant på det samme område, når det gælder områder som smag og personlige interesser. For disse områder er jo netop KUN et spørgsmål om smag og derfor kan de heller ikke gøres til genstand for objektive empiriske undersøgelser af, hvad der er den rigtige smag eller interesse. Derfor hører man også kun sjældent, at f.eks. naturvidenskabelige forskere udtaler sig om smag, da de for det meste evner umiddelbart, at indse det umulige og ulogiske i at tro, at smag kan underkastes kritiske undersøgelser indenfor deres givne forskningsområde. Modsat forholder det sig derimod med de intellektuelle wannabees, tit under den uheldige (for os andre) betegnelse som humanister, som selv hævder, at have ekspert status på stort set alle områder. Og dermed kommer de med alle deres ”intellektuelle” smagspræferencer som om det var noget objektivt og videnskabeligt givet. Disse præferencer bliver også tit udråbt som en slags ny religion og dermed skal alle andre erkende troen på disse nye "objektive" smagspræferencers gyldighed og sandhed. Og hvis man ikke straks retter ind efter disse nye "objektive" præferencer, så mødes man ofte med både hån og latter (arrogance) fra smagseksperternes side. Og denne arrogance stammer ikke bare fra den elementære forskel i smag. Nej, den stammer også fra deres egen manglende erkendelse af, at de altså ikke bare kan udnævne sig selv som ekspert indenfor det givne smags område. Bare fordi, at de muligvis er ekspert indenfor et ofte ganske snævert område, så betyder det jo ikke, at denne ekspertrolle kan overføres til alle andre aspekter af livet - hvis de altså overhovedet besidder nogen form for ekspertrolle til at begynde med. Hvilket man tit kan blive i tvivl om. Oprindeligt havde ordet intellektuel heller ikke noget at gøre med at være specielt intelligent. Nej, faktisk handlede ordet intellektuel mere om, hvordan man evnede at bruge sin intelligens og sin viden i praksis. Netop dette aspekt af intellektuel gør, at intellektuel ikke nødvendigvis afhænger af, hvor mange bøger man har læst. For man kan jo, som jeg før har sagt, læse alverdens bøger uden at blive det mindste klogere. Da bøger desværre ikke indeholder nogen form for indbygget nødvendighed eller garanti for større visdom. Og derfor handler intellektualitet også meget mere om, hvorvidt man evner at bruge ens viden og sin intelligens hensigtsmæssigt, end hvor mange bøger man har læst. Og dermed kan en forholdsvis ubelæst person også sagtens være langt mere intellektuel, end en person som har læst alverdens bøger. Desuden så lider de fleste ”ubelæste” personer ofte heller ikke af det problem, at de ser sig selv som eksperter indenfor alle tænkelige områder. Og når man blot har den erkendelse, så er man allerede godt på vej til at være intellektuel – i hvert fald ifølge min subjektive mening.

Bare for at give et eksempel fra virkelighedens verden, så var jeg i weekenden til en konference om tabet af mening i det 20. århundrede. Det var en meget intim konference (da lokalet var meget lille) og derfor sad jeg tæt op af alle de førende interlektuelle eksperter fra forskellige områder og forskellige universiteter rundt om i Europa. Men mærkede jeg her nogen form for arrogance eller snobberi? Nej, hverken pga. min alder (da jeg nok var den yngste) eller pga. min (formodentlig) mindre viden. Nej, tværtimod så var der en stor lyst og åbenhed til at dele sin viden på tværs af de forskellige fagområder og perspektiver. For en sand ekspert hoverer ikke overfor dem med mindre viden. En sand ekspert kender allerede sit niveau og har derfor heller ikke noget behov for at føle sig bedrevidende eller være arrogant. Men hvorfor er det, at alle de selverklærede intellektuelle eksperter aldrig møder op til disse konferencer, hvor universitetsverdens eksperter samles for at diskutere et interessant emne? Det undrer mig virkelig, for jeg kommer meget gerne - på trods af min ydmyge viden - hvis jeg altså bare får muligheden!

Konference : Losing and Making Sense on the Threshold of the 20th Century

En yderst spændende konference om tabet af mening i kunst, politik og filosofi i begyndelsen af det 20. århundrede. Der er mange spændende historikere og filosoffer fra både Danmark, Tyskland, Italien og England. Konferencen er åben for alle, men tilmeld dig ved at skrive til Nina Borum på ninabo@gmail.com.

Arrangør: Saxo Institut, Europe in Transition, Københavns Universitet.

Lørdag og søndag, d. 2. & 3. februar, kl. 9.00-16.00, Vartov, Farvergade 27, 1463 København K.

Se program her.

10 ideer til at komme i julehumør

1. Lav æbleskiver og gløgg (og nej, du behøver ikke inviterer venner eller familie). Hvis du ikke kan lide gløgg... ja, så må du lave kakao eller te i stedet. Og hvis du er allergisk overfor æbleskiver, så må du bage en kage, ja, der er vel masser af alternative muligheder.
2. Se nogle af de gode gamle Disney kortfilm, her kan de klassiske Sneboldkampen og Plutos jul selvfølgelig anbefales, men Popcorn og Disneys udgave af Charles Dickens Et juleeventyr kan også anbefales. Lady og vagabonden har også en ganske god vinkel på julehygge.
3. Se Alene hjemme 1 eller 2, hvis du ikke gider at se tegnefilm. For dem som absolut ikke kan klare at se useriøse og barnlige julefilm, så kan The Family Man anbefales med Nicolas Cage. Her er julehyggen langt mere moderat og uden for megen glæde og positiv stemning på én gang. Den har også en god pointe - kan dog ikke anbefales til folk som har planlagt at leve resten af livet alene.
4. Gør noget godt eller gør nogle andre glade. Det er rigtig julestemning!
5. Skru dine forventninger ned omkring julen - der er jo en mulighed for at denne jul ikke bliver den mest fortryllede og fantastiske jul nogensinde. Specielt med hensyn til juleaften, så må man ikke havde for høje forventninger: omkring hvor god maden bliver, hvor fantastiske julegaverne er og hvor hyggeligt det bliver. Det er meget bedre, at forvente at maden brænder på, julegaverne hovedsagligt er ting, som du ikke ønskede dig og som du stadig ikke ønsker dig, og at diverse uløste diskussioner fra tidligere familiefester skal tages op netop på juleaften. Så kan du kun bliver positivt overrasket eller om ikke andet blive bekræftet i dine forventninger.
6. Lad være med at tænke på julen, som noget man skal. Du bestemmer selv over dit liv. Hvis du ikke gider holde jul, klippe julepynt, pynte op, bage kager, sende julekort, købe gaver osv., så lade være med det. Det er dit valg og det må dine omgivelser så bare lære at leve med. Og her skal man ikke komme med en masse dårlige undskyldninger om at mor, konen, børnene eller familien ikke vil kunne forstå dette eller bliver utilfredse. Når man tager et valg, så medfører det også konsekvenser og det bliver man ikke altid lige populær af. Det kan dog anbefales, at fortælle den nærmeste familie om dette inden den 24. december, specielt børnene.
7. Julen handler om, at havde det rart sammen, hygge sig og at havde det sjovt. Det er ikke meningen, at der skal være en dybere filosofisk mening med traditionerne. Så lad være med at ødelægge julen (i hvert fald for andre) ved at konstant at påpege dette.
8. Gå en tur i skoven, når solen skinner. Det er ganske rart, så længe at det ikke regner eller blæser for meget.
9. Helt ærlig, du må også selv have nogle ideer. Det kan ikke være rigtig, at jeg alene skal have hele ansvaret for dit julehumør.
10. Hvis du bare syntes, at de ovenstående ideer er noget pjat, så er du enten FOR negativ eller FOR voksen til at fejre jul. Julen er ikke noget seriøst eller meningsfuldt og hvis du forventer dette, så har du ikke forstået punkt 7. Det handler om at havde det sjovt og hygge sig.

Så er der pyntet op til jul!

Hvis vi troede, at vi kunne pynte op til jul herhjemme, så er det ingenting i forhold til i USA. Bare tjek disse eksempler fra Youtube! Hvornår mon vi ser det herhjemme?(De lyser i takt til musik.)





Selvom man ikke kan lade være med at tænke på, hvorvidt nogle af dem er lavet på en pc.

Julestemningen der forsvandt

Det er utroligt, hvor hurtigt tiden går. Det var lige sommer og nu er det allerede blevet vinter og jul igen. Den første weekend er faktisk også allerede vel overstået med masser af julefrokoster og julehygge. Den næste weekend "truer" allerede i det fjerne med endnu mere hygge hos både familie og venner. Men det er nu alligevel hyggeligt at fejre en højtid sammen med både ens venner og ens udvidet familie, selvom man har travlt. Jeg værdsætter i høj grad andre menneskers samvær og derfor nyder jeg selvfølgelig også, når alle har tid til at samles. Dette sker da heldigvis også tit i løbet af året, men det er alligevel noget andet til jul. Det er jo nok traditionerne, hvor trivielle de så end er, som giver en fællesskabsfølelse og en vis glæde ved det velkendte. Jeg er stort set altid i godt humør, så mit humør i december plejer også at være højt og derfor troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne komme for tidligt i julehumør. Det vil sige indtil sidste år. Der tænkte jeg, hvad kan der egentlig ske ved at høre lidt julemusik og pynte op i god tid (slutningen af november)? Det kan der vel ikke ske noget ved. Men jeg skulle blive klogere. Jeg pyntede glad op, bagte julekager osv. lige indtil den 22. december - så var jeg ikke længere i julehumør. Det var ikke fordi jeg var negativ eller trist, for jeg havde stadigt mit gode humør, det var bare ligesom at julestemningen var forsvundet. Hvilket gjorte juleaften til en lidt besynderlig og halv komisk oplevelse. Men det må ikke gentage sig i år, så derfor pynter jeg først op i dag (jeg har nu heller ikke haft tid i weekenden). Men det kan være, at der er en udløbsdato på ens julehumør. Det ville jo heller ikke være så smart, hvis man pludseligt fik lyst til at fejre jul hele året. Men dette gælder øjensynlig ikke for indkøbscentre og dagligvarebutikker som i år - helt skandaløst - mange steder allerede pyntede op i slutningen af oktober. Hvad gik der galt? Sidste år kunne de fleste steder faktisk godt vente til midten af november. Det var da et godt tidspunkt, men sådan skulle det øjensynlig ikke være i år. Men det kan også godt være, at jeg er lidt sart pga. mit uheld med den manglende julestemning sidste år.

Konference : Filosofi og Populærkultur

Så er der igen den 3. årlige konference om filosofi og populærkultur !

Arrangør: Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet og Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet.

Fredag, d. 2. november 2007, kl. 10.00 - 18.00 i U 100 på Syddansk Universitet.

Se programmet ved at trykke her.