torsdag den 24. december 2009

Glædelig jul

Efter at Barack Obama har fået sundhedsreformen igennem, så er der for mit vedkommende ikke rigtig noget mere passende at høre end Mariah Careys smukke og super glade udgave af Joy to the World! Rigtig glædelig jul!

søndag den 20. december 2009

10 tegn på at det snart er jul 2009

Hvis nogle af mine faste læsere syntes, at dette blogindlæg i en vis grad minder om sidste års juleblogindlæg – så vil jeg gerne lige minde om, at julen jo handler om traditioner dvs. genbrug af oplevelser.

10. De første snefnug falder...


9. Det kan være svært at finde en god parkeringsplads...


8. Der bliver drukket en masse alkohol...


7. Der bliver hængt lidt julelys op...



6. Der er rigtig mange lommetyve…


5. Der skal skrabes lidt is af bilen...


4. De sociale medier foreviger ALLE juleminderne...


3. Børnene ser efter julemanden på nattehimlen...


2. Der bliver set på alle mulige alternative løsninger pga. krisen...


1. Alle klager over, hvorfor de stadig ikke har modtaget noget julekort fra dig...

mandag den 14. december 2009

Humor - Anti-terrorismens stærkeste våben

Da ingen protesterede sidst (Humor - et effektivt masseødelæggelsesvåben mod terrorisme) hvor jeg gjorte grin med terrorisme, så kommer her et af antiterrorismens stærkeste våben - den iranske (og britiske) stand-up komiker Omid Djalili. Djalili blev kendt som gæstevært på BBC’s politiske quizshow Have I Got News for You. (Hvor dette sjove klip stammer fra – som handler omkring det nyeste indenfor japansk (anti-kriminalitet) camouflagetøj.) Omid Djalili tager i sit show ofte udgangspunkt i folks fordomme omkring ham selv, hvilket gør, at han kan sige næsten, hvad som helst uden at skæve alt for meget til den kedelige politiske korrekthed. For det er jo netop gennem den afvæbnende latter, at man kan ødelægge grundlaget for enhver angst - her i blandt også den samfundsødelæggende angst for terrorangreb. Her fortæller Djalili blandt andet lidt omkring sin egen frygt for terrorangreb i lufthavnen:



Med samme udgangspunkt har Omid Djalili også lavet den her lufthavnssketch. På baggrund af Djalilis voksende popularitet fik han i slutningen af 2007 sit eget program på BBC. Her er en af de sjoveste reklamer for The Omid Djalili Show:



Omid Djalili spiller tit nogle meget forskellige roller i sit show. Her er en af Djalilis sjoveste sketches, hvor han spiller en flamboyant skotsk filminstruktør, der netop er blevet færdig på filmskolen og har fået sit første job for en lidt besværlig kunde:



(Han har også lavet den her lidt specielle reklame.)

fredag den 4. december 2009

Om Lady Gagas succes og hendes syn på kvinder som det stærke køn



Google placerede i går Lady Gaga på en henholdsvis syvende og første plads over de mest anvendte søgeord i forhold til tekst og billeder, som er steget hurtigst i antallet af søgninger på Google i løbet af 2009. Dette er langt fra nogen tilfældighed. For Lady Gaga eller Stefani Joanne Angelina Germanotta har ikke bare opnået sin succes gennem sin halvpornografiske stil eller pæne ydre. Hun komponerer og skriver selv sin musik. Designer selv sit tøj og koreograferer selv sine musikvideoer. Lady Gaga har 100 % kontrol over sin forretning ned til den allermindste detalje. Hun ved præcis, hvad hun gør. Hvilket også fremgår ret tydeligt af både hendes tekster, musik og musikvideoer. Lady Gaga begyndte allerede som 4-årig at spille klaver efter gehør og som 13-årig komponerede hun sine egne stykker. Derefter blev hun som blot 17-årig optaget på New Yorks prestigefyldte konservatorium Tisch School of the Arts (NYU) hvor hun foruden sangskrivning også brugte en del tid på at skrive essays og lave analyser af forskellige religiøse, politiske og sociologiske spørgsmål. Da hun efter eget valg afbrød sin uddannelse, fik hun hurtigt en pladekontrakt med Def Records og en kontrakt som sangskriver med Interscope. Her nåede hun blandt andet at skrive et par sange til Britney Spears og Akon. Men inden dette havde Lady Gaga allerede gjort sig bemærket med sine avantgarde optrædener i blandt andet Mercury Lounge, hvor mange andre store kunstnere også har startet deres karriere. Her kan man blandt andet nævne navne som Tony Bennett, The Killers og Lou Reed. Her blev hun rost for sin stil, hvor popkultur og avantgarde fashion bliver blandet sammen med glam rock og retro dancebeats. Som inspiration til sin egen musik nævner hun selv Michael Jackson og Madonna, men også rockstjerner som David Bowie og Queen har haft en stor betydning for den rock and roll edge, der kendetegner Lady Gagas elektroniske musik. Og derfor stammer navnet Lady Gaga naturligvis også fra Queens hit Radio Gaga. Udover den musikalske inspiration, så er Lady Gagas tøjstil (ifølge hende selv) også kraftigt inspireret af modellen Grace Jones og Donatella Versace. Derudover har Lady Gaga også udnævnt digteren Rainer Maria Rilke til sin yndlingsfilosof, da hun føler, at ensomhed taler til hende. Hun har derfor også fået tatoveret et digt af Rilke på sin krop:

"In the deepest hour of the night, confess to yourself that you would die if you were forbidden to write. And look deep into your heart where it spreads its roots, the answer, and ask yourself, must I write?"

Lady Gaga har som de færreste andre popmusikere formået at skabe sin egen succes. Hun har kontrol over sit brand og hun ved præcis, hvad det kræver for at sælge plader (downloads). Hun har sin helt egen stil og så er hun ikke bange for at være anderledes. Tværtimod, så dyrker hun det. Og uanset, hvad man så ellers skulle mene om hendes meget avantgarde og halvpornografiske tøjstil, så kan man i hvert fald ikke bebrejde hende for at være kedelig. Derudover har Lady Gaga også flere gange været i mediernes søgelys pga. beskyldninger om, at hun skulle være lesbisk, hvilket hun dog selv har afvist med henvisning til, at hun er biseksuel. Hvilket også har skabt en vis opmærksomhed pga. Lady Gagas italienske og katolske baggrund. Derudover er Lady Gaga også ved flere lejligheder blevet beskyldt for at være en mand eller en hermafrodit. Hvilket måske kunne skyldes det faktum, at Lady Gaga på mange måder bryder med den stereotype (gammeldags) opfattelse af kvinder, som nogle skrøbelige og uselvstændige væsner, som mændene skal passe på. Lady Gaga giver derimod et billede af den moderne kvinde som stærk, selvstændig, intelligent, udspekuleret og i kontakt med sin seksualitet. Denne forståelse af kvinden kendetegner også andre populære popmusikere for tiden som f.eks. Britney Spears og Madonna. Hvoraf sidst nævnte også allerede har udtalt, at hun godt kan se sig selv i Lady Gaga. Britney Spears udfordrer også konstant sit publikum med stadigt mere og mere seksuelle tekster om sexorgier og trekanter (If You seek Amy og 3) men hun når alligevel aldrig helt Lady Gaga til sokkeholderne. For Lady Gaga styrer hele forretningen selv. Hun formåede at bevare det kølige overblik, ganske som en anden udspekuleret aktiehandler, og ventede med at udgive sit første album til, at der var et pladeselskab, som var villig til at investere (og risikere) en masse penge i en musikproduktion, hvor hun selv skulle have fuld kontrol over produktionen af såvel albummet som videoerne. Lady Gaga må have været meget overbevist omkring sit eget potentiale, da det kræver stor styrke og selvtillid, hvis man ikke skal blive forført af pladeselskaberne, når de lokker med umiddelbart fordelagtige kontrakter. Selvom Lady Gagas tekster ikke indeholder de store lyriske udfoldelser, så er de alle sammen kendetegnet af den samme styrke, selvtillid og overlegenhed. I hendes første store hit Pokerface fortæller hun om sin leg med mændenes følelser:

I wanna hold em' like they do in Texas Plays
Fold em' let em' hit me raise it, baby stay with me
I love it
Lovegame and intuition play the cards with Spades to start
And after he's been hooked I'll play the one that's on his heart…

I wanna roll with him a hard pair we will be
A little gambling is fun, when you're with me
I love it
Russian Roulette is not the same without a gun
And baby, when it's love, if its not rough, it isn't fun…

Can’t read my, Can’t read my
No, he can’t read my pokerface
(She has got him like nobody)…

Ligeledes viser Lady Gaga også sin kvindelige styrke i videoen Bad Romance, som handler om en vanvittig forelskelse:

I want your horror
I want your design
Cause you're a criminal
As long as you're mine
I want your love
Love, Love, Love
I want your love

I want your psycho
Your vertigo stick
Want you in my rear window
Baby it's sick
I want your love
Love, Love, Love
I want your love
(Love, Love, Love
I want your love)

You know that I want you
And you know that I need you
(‘Cause I’m a freak bitch, baby!)
I want it bad
Your bad romance

I want your loving
And I want your revenge
You and me could write a bad romance…

Men selvom teksten umiddelbart fremstiller Lady Gaga som den uskyldige kvinde, der er fanget i et usundt forhold, hvor hun må underkaste sig fyrens vanvittige adfærd. Så viser den horror inspireret video en lidt anden historie. Den slutter blandt andet med et klip, hvor de elskende ligger på sengen. Manden er blevet brændt af og er dermed blot et skelet, mens Lady Gaga ligger henslængt på sengen med fyrværkeri ud af brysterne og med en cigaret i munden. Jeg vil afholde mig fra at tolke yderligere i dette, men blot konstaterer, at det vist i virkeligheden var Lady Gaga der havde kontrollen og magten hele tiden. (Hvis du ikke forstår meningen, så kan du evt. læse mit blogindlæg: Hvordan får man sex?) Hele musikkens opbygning og omkvædets rytmer underbygger også følelsen af det vanvittige og den store personlige styrke eller kontrol. Lady Gaga har uden tvivl fundet en formel på succes: skab noget fængende elektronisk og rockinspireret popmusik og tilsæt dit smukke ydre en anderledes, halvpornografisk og avantgarde tøjstil. Og sørg så også lige for, at du får rettighederne til det hele – så skulle den succes vist være hjemme. Hvem var det mon der sagde, at kvinder var det svage køn?

onsdag den 25. november 2009

Hvad er kvalitet?

Kvalitet er forholdet mellem oplevelse og forventninger til et given produkts eller ydelses beskaffenhed. Ordet kvalitet bruges ofte i modsætning til kvantitet. Kvantitet angiver et deskriptivt forhold ud fra mængde, størrelse, længde eller vægt, som man let kan måle gennem fysiske undersøgelser. Hvor kvalitet mere betegner oplevelsen af produktets eller ydelsens beskaffenhed. Det betyder dog ikke, at man ikke også kan lave eksakte målinger af kvalitet - det forudsætter bare, at man først har lavet en definition eller en standard for, hvad der er god eller høj kvalitet. Uden sådanne standarder bliver enhver tale om kvalitet til subjektive vurderinger. Derfor er der behov for nogle objektive mål, hvis man skal kunne tale objektivt om, hvad der er kvalitet. Kvalitetssikring er en proces, hvor man etablerer et system til kvalitetsudvikling og evaluere et givent område efter nogle opsatte kvalitetsstandarder. Gennem kvalitetsprocessen gør man det pågældende produkt eller ydelse til genstand for kvalitetsbedømmelsen og dermed bliver kvaliteten også til en absolut og målbar størrelse gennem de opstillede standarder, delmål og indikatorer. Når man har målt kvaliteten kan man så opstille nogle operationaliserbare mål for, hvorledes man kan højne kvaliteten indenfor de givne rammer. Efter man har gennemført de nødvendige forandringer, så vurderer man igen kvaliteten (hvilket også er kendt under betegnelsen PDSA (Plan Do Study Act) cirklen). Det problematiske ved kvalitetsudvikling er sjældent selve kvalitetsvurderingen, men mere hvilke metoder eller standarder som kvalitetsvurderingen har taget udgangspunkt i. Inden for nogle områder er det meget simpelt at lave kvalitetsstandarder, mens det er langt sværere indenfor andre områder. For selvom kvalitetsvurderinger bygger på en kategorisering af egenskaber, så implicerer de ofte også en form for smagsvurdering, da man tager udgangspunkt i nogle særlige værdier ved det pågældende produkt eller ydelse. Dette gælder i høj grad ydelser eller produkter, hvor f.eks. æstetik, design, image og følelser kan præge oplevelsen af kvalitet. Det er specielt tydeligt indenfor modeindustrien, hvor f.eks. dette års mode med jeans fyldt med huller og malingpletter går imod den klassiske opfattelse af, hvad der er god kvalitet indenfor tekstilproduktion. Altså kan smagsdomme også godt påvirke, hvorledes kvaliteten bliver opfattet. Men omvendt vil ethvert par jeans med huller heller ikke blive anset som mode – da hullerne jo gerne skulle være lavet hos den rigtige fabrikant og sidde de rigtige steder. Derfor kan man godt tale om en vis form for vekselvirkning mellem smagsdomme og kvalitetsvurderinger indenfor nogle områder. Selvom det også er væsentligt at huske på, at der også findes mange områder, hvor man ikke kan gå på kompromis med den faglige kvalitet.

I løbet af det sidste år er kvalitetssikring og evaluering kommet på mode, hvilket sjældent medfører noget særligt positivt for et begreb. For dermed opstår der hurtigt nogle myter om, hvordan kvalitetsudvikling bør foregå – som ikke nødvendigvis tager hensyn til de individuelle forskelle, der kan være mellem forskellige fag-, produkt- og ydelsesområder. For dermed kan man komme til at bruge nogle forkerte metoder til at måle kvaliteten, som ikke er brugbare indenfor det pågældende område og dermed kan ordet kvalitetsudvikling også hurtigt blive synonym med fejlagtige vurderinger. For hvis man ikke anvender de rigtige metoder, så vil man heller ikke skabe nogen kvalitetsudvikling – blot en masse frustrationer og bureaukratisk bøvl. Men disse problemer siger ikke i sig selv noget negativt om kvalitetsudvikling eller kvalitetssikring – det siger bare noget om dårligt kvalitetsarbejde. Det er yderst vigtigt, at ens operationaliserbare mål også matcher hensigten med kvalitetsarbejdet, hvis man vil se en reel kvalitetsudvikling. Derfor er det også en skrøne, at visse områder er for komplekse eller for mangeartet til at kunne vurderes. Alt kan vurderes, hvis man blot kender det normative formål med vurderingen. Livskvalitet er f.eks. også et umiddelbart ikke-operationaliserbart mål, men det kan det blive ved, at man gennemfører en kvalitativ undersøgelse hos de relevante personer, hvis livskvalitet man ønsker at højne. Hvis man f.eks. tager udgangspunkt i ældre mennesker på plejehjem, så kunne man forestille sig, at en kvalitativ undersøgelse ville vise, at man kunne højne de ældres livskvalitet, hvis de fik en højere grad af selvstændighed, bedre mad og flere sociale aktiviteter. Det kan man sagtens gøre ved at opsætte nogle standarder og derefter udforme nogle operationaliserbare mål, som f.eks. at bevilge flere penge til genoptræning, fysiske aktiviteter, mad (hvor man evt. også kunne måle kvaliteten gennem kvalitative brugerundersøgelser) og skabe flere muligheder for sociale aktiviteter. Altså kan man gennem de kvalitative undersøgelser gøre de mindre operationaliserbare mål mere håndgribelige, men det forudsætter naturligvis også, at man har et klart mål. Derudover er det også vigtigt at huske på, at kvalitet er et konsensusbegreb og derfor er der konstant behov for undersøgelser, så man ikke bare tilskriver nogle mennesker nogle behov eller ønsker, som de reelt ikke har. Det er vigtigt, at man tager udgangspunkt i den tilgængelige viden og erfaringer, når man planlægger kvalitetsudviklingen, hvis man gerne vil hæve kvalitetsniveauet – uanset om der er tale om kvalitetsudvikling indenfor det faglige, etiske eller produktionsmæssige område. Derudover er det også vigtigt at huske på, at brugernes eller kundernes oplevelser af produktet eller servicen også er et vigtigt pejlemærke for, hvornår man hæver kvaliteten. Det er ikke nok, at man hæver den faglige kvalitet, hvis dette ikke også kommer til udtryk i brugernes og kundernes oplevelser og forventninger – først der kan man tale om reel kvalitetsudvikling og value for money.

fredag den 13. november 2009

Er du bange for fredag den 13.?

1. Ifølge Smithsonian Magazine koster frygten for den 13. hvert år en milliard dollars i fravær, mindre handel og aflysning af fly- og togrejser.

2. På engelsk betegnes frygten for fredag den 13. som paraskavedekatriaphobia, hvilket er sammensat af de to græske ord paraskeví (fredag) og dekatreís (13).

3. Rumskibet Apollo 13 blev affyret fra Launch Complex #39 (13 x 3) kl. 13:13 CST den 11/4 – 70 (1+1+4+7+0=13). Missionen blev afbrudt af en eksplosion d. 13. april. Jim Lovell begyndte den efterfølgende pressekonference med ordene: "I am not a superstitious person...".

4. Alle måneder, som begynder på en søndag, vil have en fredag den 13. Der er altid mindst én fredag den 13. i hvert kalenderår.

5. I Firenze findes der ingen adresser med tallet 13. Husene mellem 12 og 14 har tallet 12½.

6. Dutch Centre for Insurance Statistics (CVS) som blandt andet forsker i risikoen for at komme ud for et uheld fredag d. 13., skrev sidste år: "fewer accidents and reports of fire and theft occur when the 13th of the month falls on a Friday than on other Fridays, because people are preventatively more careful or just stay home."

7. Triskaidekaphobia er betegnelsen for en unormal angst overfor selve tallet 13 og er sammensat af de græske ord tris (3) kai (og) deka (10), hvilket både Napoleon og Herbert Hoover led af.

8. I 2009 var der hele 3 fredage den 13. i henholdsvis februar, marts og november måned - næste gang det vil ske er i 2012.

9. Ifølge Stress Management Center and Phobia Institute i North Carolina bliver 17 til 21 millioner mennesker påvirket af frygten for fredag d. 13. i USA.

10. De to mest kendte nyere katastrofer, der er sket på fredag d. 13., er flystyrtet i andelsbjergene med Uruguayan Air Force Flight 571 i 1972 (som senere blev til filmen Alive) og Orkanen Charley som hærgede Florida d. 13. august 2004.

11. De fleste hospitaler, hoteller og høje bygninger har ikke nogen 13. etage. Hvoraf de fleste hoteller heller ikke har nogen værelser med nummer 13.

12. Den 13. april 2029 passerer asteroiden 99942 Apophis meget tæt forbi jorden og månen. I 2004 skabte 99942 Apophis stor bekymring, da NASAs beregninger viste, at asteroiden med stor sandsynlighed ville ramme jorden - denne forudsigelse blev dog hurtigt ændret. I april 2008 blev det offentliggjort, at en 13-årig dreng havde fundet en fejl i NASAs beregninger som øgede sandsynligheden for en kollision med jorden. NASAs seneste beregninger fra den 7. oktober 2009 viser, at sandsynligheden for, at Apophis rammer jorden, er omkring 1 til 250.000. Apophis vil være synlig på himlen over Europa, Afrika og det vestlige Asien.

13. Men så er der selvfølgelig også dem, som glæder sig til fredag d. 13...

fredag den 6. november 2009

Filosofisk humor 3 – med Dilbert

I den første (korte) video bliver der filosoferet over René Descartes "Cogito, ergo sum" i forhold til ledelse og empati.



(Hvis man ikke ved, hvad micromanagement er, så kan man læse det her på Wikipedia.)

I den næste (hele 10 minutter lange) video bliver der sat spørgsmålstegn ved evolutionsteorien, sorte huller, etik, videnskabsteori, placeboeffekten, livet efter døden, religion, hvem der har bygget pyramiderne, historieskrivning osv.

lørdag den 17. oktober 2009

Test: Er du forelsket?

Her kommer den længe ventede test om forelskelse, som faktisk er det mest efterspurgte blogindlæg, siden at jeg startede min blog i 2007. Jeg har dog været inde på emnet et par gange tidligere - senest med mit blogindlæg med den lidt negative titel Er forelskelse en mental sygdom?, som man med fordel kan læse, hvis man søger en lidt mere seriøs (videnskabelig) tilgang til emnet. Men her kommer den knapt så videnskabelige kærlighedstest:

1. Er du blind?

Kærlighed gør blind. Hvis du mener, at din udkårne er det mest fantastiske væsen, som nogensinde har sat sin fod på jorden og at ethvert fejltrin vedkommende begår, blot gør vedkommende endnu mere charmerende, så er du muligvis forelsket.

2. Har vedkommende forandret dit liv?

Hvis du er forelsket, så er det også kun helt naturligt, at man håber på, at den udkårne også vil gengælde ens kærlighed. Derfor er mange nyforelskede også parate til at gøre næsten, hvad som helst i håbet om at vinde den udkårnes hjerte.

3. Husker du bedre?

Videnskabelige undersøgelser har vist, at en forelskelse kan øge væksten af NGF proteiner i op til et år, hvilket blandt andet kan forbedre ens hukommelse.

4. Er du blevet mere glad og fjollet?

Mennesker, der er forelsket, er meget glade og opfører sig også tit fjollet i selskab med deres udkårne og derfor bliver dette fænomen også tit forstærket, hvis det skulle vise sig at forelskelsen er gensidig.

5. Skriver du konstant søde beskeder til vedkommende?

Forelskelse kan få selv de mest rationelle mennesker til at gøre de mest tåbelige ting.

6. Vil du gerne fortælle andre om din udkårne?

Når man er forelsket, så tænker man konstant på sin udkårne og derfor vil man også gerne dele sine tanker med hele verden. Intet virker mere vigtigt end den udkårne og ens følelser for vedkommende.

7. Virker din udkårne på nogle punkter meget forskellig fra dig selv?

Det er kun helt naturligt, da langt de fleste forelsker sig i en person med gener, som der adskiller sig væsentligt fra vedkommendes egne. Det er en smart funktion ved forelskelse, der fra naturens hånd er designet til at forhindre indavl og dermed også diverse defekter ved reproduktion.

På trods af alle diverse negative konsekvenser ved forelskelse, så er der stadig intet i denne verden, som er helt lige så storslået eller fantastisk som forelskelse. Intet andet kan tage vejret fra en, som en stormende forelskelse. For ikke at tale om fraværet af ens rationelle evner og personlige stolthed. Forelskelse er uden sammenligning den stærkeste emotionelle tilstand, som et menneske kan opleve og derfor også et de mest fortryllede øjeblikke i et menneskes liv. Så derfor kan man vel ikke rigtig sige andet om forelskelse end: Falling in love rocks!

søndag den 4. oktober 2009

Det Etiske Råds Debatdag: Fødevarer, klima og etik

Forleden blev Det Etiske Råds konference vanen tro afholdt på Christiansborg. Ikke særlig overraskende var dette års tema klima og fødevarer. Konferencen begyndte med, at Jørgen E. Olesen (professor ved det Jordbrugsvidenskabelige fakultet, Århus Universitet og medlem af FN’s klimapanel IPCC) forklarede, hvor stor en andel af klimabelastningen som fødevarerne udgør i forhold til de forskellige faser såsom produktion, distribution, transport, konsumption og bortskaffelse, hvilket gav et ganske godt udgangspunkt for dagens senere diskussioner. Herefter fortalte Annika Carlsson-Kanyama (seniorforsker ved Energi- och miljösäkerhets­gruppen FOI) omkring, hvilke fødevarer der belaster klimaet mest og hvorledes man kan sammensætte et klima-venligt måltid. Her kunne man undre sig lidt over, hvorledes de to første foredrag ikke var helt enige om, hvorvidt økologisk mad var klimavenligt eller ej. Men på baggrund af den senere kritik, så var den ubekvemme sandhed nok, at økologisk mad ikke nødvendigvis forurener hverken mere eller mindre end ikke-økologisk mad. Hvilket dermed også var dagens første eksempel på nogle af de problemstillinger der findes, når man har flere forskellige, men ikke nødvendigvis ensrettede, krav til fødevarerne. Herefter stod Henrik Stubkjær (Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp) for dagens mest politiske foredrag, hvor jeg i høj grad savnede videnskabelig information omkring foredragets tema, nemlig konsekvenserne af de forringede muligheder for fødevareproduktion i udviklingslandene. Og derfor var jeg heller ikke særlig imponeret af, hvorledes foredraget hovedsagligt spillede på følelserne (=dårlig samvittighed). Derefter begyndte Morten Dige (adjunkt ved Filosofi, Århus Universitet) den etiske del ved at diskutere, hvorvidt vi har et næretisk eller upartisk ansvar overfor de kommende generationer og folk i fjerne lande. Efter ham kom en meget frisk og veloplagt Mickey Gjerris (lektor ved Center for Bioetik og Risikovurdering, Københavns Universitet) på banen med dagens bedste foredrag. Mickey Gjerris overvejede i sit foredrag, hvilket natursyn der bør danne grundlag for vores adfærd, hvor han blandt andet filosoferede over Jakob Wolfs ord: ”Som vi ser på noget, sådan behandler vi det”. Herefter talte Klemens Kappel (lektor ved filosofi, Københavns Universitet) for, hvorfor politikerne bør have ret til at bestemme over, hvad borgerne skal spise. Til sidst fortalte Bente Halkier (lektor i forbrugersociologi og konsumption ved Roskilde Universitet) omkring, hvordan man motiverer til ændringer i forbrugeradfærden. Hvor hun blandt andet fik påpeget det hensigtsmæssige i nærindkøb og den manglende klimaeffekt ved køb af klimavenlige produkter, hvis indkøbet bliver foretaget via bil. Her syntes jeg, at man kunne spore en vis flovhed blandt nogle af konferencens mest frelste deltagere.

Herefter var det tid til, at det såkaldte borgerpanel blev præsenteret, hvilket bestod af 6 piger i tyverne, som alle stillede nogle (efter min mening) temmelig ligegyldige spørgsmål og som alle hovedsagligt var rettet mod den hårdt udskældte direktør for Landbrug og Fødevarer Claus Søgaard-Richter og de to fremmødte folketingspolitikere Henrik Høegh (V) og Steen Gade (SF). Hvilket var yderst kedeligt, da politikerne var rørende enige. (Derfor mener jeg også, at arrangørerne seriøst bør overveje, hvorvidt dette borgerpanel også skal bruges ved næste konference.) Henrik Høegh skal dog have ros for, at han ved flere lejligheder fik gjort salen opmærksom på andre væsentlige hensyn (aspekter) som f.eks. dyreetik og miljø. F.eks. fik han påpeget, hvorledes det mest klimavenlige produkt ikke nødvendigvis er det bedste valg i forhold til dyreetik, da køer i stalde forurener mindre end køer på græs (fordi køerne forurener mere, når de bevæger sig). Det etiske råd fik også set konsekvenserne af at invitere detailhandlen, da Mogens Werge (Forbrugerpolitisk direktør, Coop Danmark) fik lavet en del reklame for Coop. Derudover var hans tilstedeværelse dog praktisk, da han samtidig kunne blive stillet til ansvar for Coops reklameslogan ”Mænd vil ikke have blomster”. Hvilket var en reklame som spillede på, at mænd hellere vil have en stor oksebøf end blomster. Det kritisable ved denne reklame var, at oksekød tidligere på dagen var blevet stemplet som den mindst klimavenlige fødevare (modsat lyst kød og grøntsager). Reklamen skabte så meget vrede i salen, at man ikke kunne lade være med at overveje, hvorvidt der var en vis overvægt af veganere til stede i Landstingssalen. Herefter var oksekød fjende nr. 1. Hvilket også førte til, at den selverkendte kødelsker Klemens Kappel måtte medgive, at det muligvis var en god ide, at man spiste mindre kød. Selvom han ellers tidligere på dagen havde påpeget fordelene ved en kødskat. Da jeg selv tidligere har skrevet bachelorprojekt omkring Kappels bog Det retfærdige samfund, så var jeg ikke specielt overrasket over denne sociale skæve løsning, hvor de rige blot kan overlade opgaven med at spise mindre oksekød til de fattige. Derudover kan man også undre sig over, hvorfor perspektiver som mere udenlandsk import og et voksende sort marked ikke blev overvejet som mulige konsekvenser. For dermed vil kødskatten ikke have nogen samlet klimaeffekt – man har bare flyttet produktionen til udlandet, hvilket bestemt ikke er gavnligt for hverken klimaet eller dyrevelfærden. Så hvis man virkelig vil gøre noget for klimaet, så burde man måske hellere se på de 30 % af vores klimabelastning, som udelukkende skyldes alt den mad, som danskerne køber bare for at smide ud. Hvis man kunne lave en holdningsændring på det område, så ville man kunne reducere den danske klimabelastning ret væsentligt. Derudover kom Ole Linnet Juul (branchedirektør, Dansk Industri) og Claus Søgaard-Richter (direktør for Landbrug og Fødevarer) også med nogle særdeles konstruktive løsningsforslag, hvilket nok vil have en langt mere effektiv virkning end salens mange restriktive forslag. F.eks. virker der til at være god fornuft i at udtænke måder, hvorpå man kan reducere klimabelastningerne ved produktionen af dyrefoder, da dyrefoder faktisk udgør en ret stor andel af den samlede klimabelastningen på kloden. Og dermed virker det også knapt så væsentligt, hvor klimavenligt de enkelte måltider er. Hvilket faktisk også blev påpeget, da Klemens Kappel (ganske klogt) spurgte i starten af debatten, hvor stor forskel der egentlig er på at indtage et klimavenligt måltid vs. ikke-klimavenligt måltid. Det kunne ingen rigtig svare på og derfor mener jeg også, at man skal være meget varsom med at lovgive på området. Politiske beslutninger skal bygge på viden – ikke på tro eller dogmatisk tankegang. Hvilket også var en af Gjerris argumenter – selvom han dog brugte argumentet i en anden sammenhæng. For det handler jo ikke om, hvilken klimaoverbevisning man har, men om, hvad der er bedst for klimaet. Og her er det også væsentligt at huske på, at den mest klimavenlige løsning - ikke nødvendigvis er det mest dyreetiske eller økonomiske løsning. Derfor er der mange hensyn, som man skal overveje og ingen simple svar – ganske ligesom så meget andet indenfor politik.

onsdag den 30. september 2009

Det er ikke bare retorikken de mestrer

I disse dage er to af verdens allermest indflydelsesrige og magtfulde mennesker i København. De har begge opnået deres indflydelse gennem deres retoriske evner og det er naturligvis Barack Obama og Oprah Winfrey, som jeg taler om. Ingen af dem er kommet sovende til deres nuværende placering. Oprah Winfrey er i sandhed indbegrebet af den amerikanske drøm. Hun er gået fra barndommens fattigdom, hvor hun voksede op hos sin fattige mormor iklædt kartoffelposer, til at have en af de allerhøjeste og mest betydningsfulde placeringer i verden. Udover at hun er kendt i hele verden for The Oprah Winfrey Show, så har hun også sit eget magasin O samt velgørenhedsorganisationen The Angel Network. Oprah Winfrey har nemlig noget, som de færreste tv-personligheder besidder. Hun har nærvær og så tør hun være meget personlig. Hun taler altid først og fremmest til mennesket – som et menneske - uanset, hvem hun så ellers taler med. Hun gør aldrig forskel på sine gæster og hun kunne heller aldrig drømme om at være arrogant. Hun tør være sig selv og tør at vise sine følelser. Hun tør med andre ord at vise, at hun er et menneske. Hun omtaler det selv således:”I am a human being first – trying to speak to that human connection that is in all of us”. Oprah formår som ingen andre at skabe en helt speciel form for intim og intens kommunikation baseret på ærlighed og åbenhjertighed. Derfor er hun heller aldrig bleg for at bruge sig selv som eksempel og hun taler altid lige fra hjertet – også omkring de tabubelagte emner. Hvilket kommer allerstærkest til udtryk, når hun deler sine oplevelser omkring, hvordan hun som barn blev voldtaget, udsat for voldelige overgreb, blev gravid som blot 14 årig og senere mistede barnet. Oprah har dækket stort set alle tænkelige tabubelagte emner. Hvilket hun altid gør med en meget stor seriøsitet og ud fra den overbevisning, at man skal kunne tale om problemerne, før man kan løse dem. Oprah formår som de færreste at bruge retorikken og den platform, som hun har skabt sig til at tale omkring de ting, som hun tror på og kæmper for. Bortset fra The Angel Network, som har til formål at hjælpe syge og fattige mennesker, så har Oprahs allervigtigste projekt gennem alle årene altid været det, som hun for tiden omtaler med mottoet Live Your Best Life. Det handler om, at man skal få det bedst mulige ud af livet – hvilket man gør bedst gennem et højt niveau af selvbevidsthed. Det livslange projekt har også været med til at gøre hendes psykolog Phillip McGraw (også kendt som Dr. Phil) til den allermest kendte (nulevende) psykolog i hele verden. Men det er gennem sin ærlighed og oprigtighed, at Oprah har skabt sin popularitet, sit navn og sin troværdighed. Hvilket også har ført til, at Time og CNN (og senest Barack Obama) gentagende gange har udnævnt Oprah til den mest indflydelsesrige og magtfulde kvinde i verden.

mandag den 21. september 2009

Mon det er et handicap at være ALT for positiv?

I dag blev jeg afbrudt midt i en samtale med en fremmed person, fordi vedkommende gerne lige ville gøre mig opmærksom på, at jeg virkede som ”en meget positiv og ressourcestærk person”. Det er vist første gang, at jeg er blevet kaldt det af en vildt fremmed person efter blot 10 minutters samtale. Det blev jeg naturligvis meget glad for at høre, da jeg har en pudsig tendens til at være meget lidt kritisk overfor ros (medmindre den kommer fra meget sarkastiske mennesker)! Men herefter tilføjede vedkommende sætningen: ”... men det hører du sikkert hele tiden”. Det er desværre en sandhed med visse modifikationer, da det faktisk ikke altid er lige så let at være et super positivt menneske - som nogle måske umiddelbart kunne tro. For det at være et meget positivt menneske medfører faktisk også tit en del negative reaktioner (hovedsagligt fra negative mennesker) og derfor kan man heller ikke lade være med at overveje nogle gange, hvorvidt det måske ville være lidt lettere, hvis man bare var en anelse mindre positiv eller entusiastisk.

For der er nogle helt praktiske problemer forbundet med at være et meget positivt menneske. F.eks. kan det være ret svært at vurdere, hvor lykkelige andre mennesker er. Da ens nyttekalkule af, hvor lykkeligt det andet menneske (burde være) er - ikke altid matcher personens egen vurdering. Og derfor skal man også tit minde sig selv om, at bare fordi, at JEG kan påpege en milliard positive ting ved den andens liv, så behøver vedkommende jo ikke selv at kunne se det på samme måde. En anden ting, som også er meget problematisk for en person med en meget positiv indstilling til livet, er (hvad en af mine AC-kollegaer forleden omtalte som) brokke-kulturen. Det er enormt svært at være en del af en brokke-kulturen, hvis man har en meget positiv indstilling til tingene. For man vil konstant komme med opmuntrende kommentarer og gode konstruktive løsningsforslag – hvilket virker højest upassende i en social sammenhæng, som primært bygger på sammenhold baseret på brok omkring livets umulighed.

Når man er et meget positivt menneske, så påvirker man som regel også sine omgivelser i to forskellige retninger. Enten så skaber man enorm meget glæde omkring sig. For det er virkelig sandt – glæde smitter. Desværre bare ikke på alle. Og derfor kan man også godt påvirke folk i en negativ retning - bare ved at have en rigtig positiv indstilling til tingene. For nogle (sure) mennesker kan det ligefrem virke så provokerende, at de får lyst til at påpege nogle negative aspekter ved ens liv. Formodentlig i håbet om, at man dermed vil føle sig mindre lykkelig. Sådan en reaktion har jeg ikke særlig meget forståelse for - men jeg antager, at det må skyldes, at de har det enormt dårligt med dem selv. (Empati har virkelig mange positive funktioner.) Nogle gange tror jeg også, at nogle mennesker fejlagtigt antager, at hvis man er meget glad af natur, så må det også være ensbetydende med, at hele ens liv har været en dans på roser. Men her sandheden nok nærmere, at jo mere ulykke man oplever, jo lettere har man også ved at værdsætte de små ting i livet. Og jo længere tid ulykken har varet, jo mere værdsætter man også de lykkelige øjeblikke. For en positiv indstilling til livet handler ikke så meget om succes, men mere omkring, hvordan man definerer succes. Hvilken indstilling man har til livet. Og hvordan man vælger at se på sit liv og de muligheder, som man bliver præsenteret for. Hvilke forventninger man har til sig selv og sine omgivelser. Følelsen af lykke handler nemlig i høj grad om, hvilke forventninger man har til livet. Og dem vælger man faktisk selv - modsat så mange andre ting her i livet, som man ikke har kontrol over. Man kan 100 % selv vælge, hvordan man vil forholde sig til sit eget liv. Her vælger jeg den positive tilgang - selvom jeg da heller ikke helt kan afvise, at det måske nogle gange ville være lettere at have en lidt mere afdæmpet tilgang til livet.

tirsdag den 15. september 2009

Om det at blotte sine ord



Formuleringen stammer fra Medinas nye sang Velkommen til Medina. Her bruger Medina udtrykket i forbindelse med det at give sig hen i kærligheden til et andet menneske både med hensyn til det seksuelle og det følelsesmæssige. Men selv udenfor denne kontekst finder jeg formuleringen interessant, da den åbne og ærlige kommunikation er en af menneskets allermest intense kontaktformer. Kommunikation kan foregå på mange forskellige planer - lige fra det allermest uforståelige og indforstået til det allermest ærlige og direkte. Ofte afhænger ens kommunikation også meget af, hvor meget man stoler på sig selv og hvor stor tillid man har til det andet menneske (eller mennesker generelt). Derfor afslører ens kommunikationsform også tit, hvor meget man egentlig tør vise af sig selv eller hvor store forventninger eller tillid man har til det andet menneske. Derfor er det formodentlig også et tegn på manglende tillid, hvis man overhovedet ikke er i stand til at forelske sig. Når Medina synger: Velkommen til min verden, så er det et udtryk for den blottelse og sårbarhed, der ligger i det at turde åbne sig for et andet menneske. Man lader den anden komme ind. Og derfor vil blottelsen også altid være allermest bemærkelsesværdig i forbindelse med kærlighed og forelskelse. Da man på intet andet tidspunkt vil være lige så sårbar, som når man er forelsket. For i denne blottelse ligger der også en forventning eller en forhåbning om at kærligheden bliver gengældt, hvilket også gør blottelsen enorm storslået og smuk. Kærlighed er jo netop dette at turde give sig selv fuldt ud til et andet menneske. Det bygger i høj grad på en blind tillid, da man jo reelt aldrig vide, hvorledes den anden vil bruge (eller misbruge) ens tillid. Tilliden er også blind, fordi forelskelse jo tit har den effekt, at selv det mest rationelle menneske kan miste sin fornuft.

Man kan blotte sig selv på mange forskellige måder gennem ord – både sine holdninger og følelser. Det man blotter er naturligvis sig selv. De mennesker, som har allersværest ved at håndtere deres egne følelser, taler ofte heller ikke særlig meget om dem. Hvilket et eller andet sted måske også er meget fornuftigt, hvis det bare ikke bliver ensbetydende med, at de bliver overset eller gemt helt væk. Følelser har det bedst med at blive udtrykt. Det mener jeg ikke kan variere fra person til person, men er en væsentlig del af det at være et menneske. Hvis man er meget ærlig i sin udtryksform omkring sine følelser, så kan det også godt tit føles, som om at man bliver mere sårbar, når man giver udtryk for dem. Men med tiden lærer man at håndtere sine følelser og dermed vil det også føles som en styrke. For jo mere man udtrykker sine følelser, jo bedre forstår man også sig selv. Hvilket også øger ens selvkontrol, når man ikke længere kan blive overvældet af ens følelser og dermed bliver man også et stærkere menneske. Som Seneca har skrevet: Most powerful is he who has himself in his own power. Men hvis man aldrig blotter sig, så er der heller aldrig nogen, som kan elske en for den, som man virkelig er. Derfor implicerer enhver form for kærlighed også altid, at man tør blotte sig. Venskab såvel som kærlighed. Og derfor begynder alverdens ulykke også altid med en manglende tillid.

mandag den 7. september 2009

Sig ja til alt – eller i det mindste bare til livet!

For et stykke tid siden fik jeg endelig tid til at se Jim Carreys film Yes Man! Filmen handler om Carl Allen, der er en ensom mand med et meget lavt selvværd, som er gået helt i stå efter hans skilsmisse. Han møder ved et tilfælde en gammel ven fra gymnasiet, som overtaler ham til at deltage i selvhjælpsgruppen Yes Man. Her er det grundlæggende princip, at man skal sige ja til alle nye situationer og lægge det negative bag sig. Carl misforstår princippet og tror, at man helt bogstavelig talt skal sige ja til alt. (Hvilket naturligvis også er absurd.) Bevæbnet med sin nye indstilling til livet begynder Carls liv hurtigt (ikke særlig overraskende) at forandre sig radikalt! Jeg vil ikke afsløre mere af filmen, men til gengæld vil jeg overveje det grundlæggende princip om at sige ja til alt!

Livet har ekstremt mange forskellige muligheder og jo mere man tænker over dem, jo mere absurd virker det også, at man ikke bruger flere af dem. Selvom prioritering af tid til ens arbejde, kæreste, venner, familie, interesser osv. naturligvis også kræver sit. Så er der alt for mange mennesker, der er utilfredse med deres liv – uden rigtigt at gøre noget ved det. Det virker ikke engang, som om de syntes, at det er værd at filosofere over, hvad der potentielt kunne gøre dem mere lykkelige. Selv på det område hersker der en vis dovenskab. Sådan en opgivende tankegang og tilgang til livet minder mig om et citat af den danske filosof Søren Kierkegaard: "Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke." Det mest mærkelige ved disse mennesker (som slet ikke gider livet, fordi de mener, at det er så kedeligt og trist) er, at de også altid er de første til at smække døren i, når en af livets mange muligheder banker på. Og samtidig med, at de knalder døren i, så spørg de ofte undrende sig selv, hvorfor der aldrig sker noget nyt eller spændende i deres liv? Ja, hvorfor mon? Det er her, hvor der virkelig er behov for at overveje - bare en gang imellem – om det ikke kunne være en god ide at bruge ordet ja lidt oftere.

Når jeg taler med folk, om det at prøve noget nyt, så får jeg ofte en fornemmelse af, at de syntes, at det er alt for besværligt at prøve noget nyt. Det kræver for meget. Ja, naturligvis kræver det noget mere end den forudsigelige hverdag. Du bliver udfordret. I det øjeblik, hvor du prøver noget nyt, så udfordrer du også dig selv ved at bevæge dig ind på et nyt og uvant territorium. Du risikerer at fejle. Det er farligt, men ikke nær så farligt, som et liv uden udfordringer. For uden nogen udfordringer i livet, der udvikler man sig heller ikke som menneske og dermed risikerer man at gå i stå som menneske. Men risikoen er en grundlæggende forudsætning for både udviklingen og spændingen. Og derfor er det også vigtigt, at man ikke altid bare siger nej. Men hvis du alligevel skulle smække med døren – så husk i det mindste, hvis skyld det er, at dit liv er så forudsigeligt. Det har du nemlig selv valgt!

Derudover er det også vigtigt at huske på, at de bedste tilbud i livet ikke altid bare hænger på træerne eller bliver præsenteret for dig som et godt tilbud med et spørgsmålstegn til sidst. Nogle gange må man også læse imellem linjerne og selv kunne se mulighederne. Mens man andre gange også selv må gøre en aktiv indsats, hvis man vil have chancen for at få dem tilbudt. Det værste, der kan overgå et menneske, er ikke at fejle eller blive til grin - for det beviser i det mindste, at man havde modet til at forsøge. Som Winston Churchill har udtrykt det: "Success is not final, failure is not fatal: it is the courage to continue that counts." Eller formuleret med Søren Kierkegaards ord: "Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv!" Det handler heller ikke bare om at ytre det korrekte ord på det rette tidspunkt, men om at man ikke altid bare skal forholde sig passiv til livet. For modsat, hvad mange tror, så er passivitet også et valg – et indirekte fravalg af livets muligheder. Intet er blevet fortrudt mere igennem tiden end manglende handling og passivitet. Det at fejle og blive til grin er intet i forhold til fortrydelse. Om 30 år vil du ikke kunne huske nogen af de pinlige fejltagelser, som du har begået de sidste par år – kun de muligheder som du afviste uden at give en chance. Og derfor er det også altid langt mere farligt at sige nej – frem for ja. Så husk det næste gang, hvor du afviser en mulighed.

fredag den 4. september 2009

Bob It Extreme 2

Bob It Extreme 2 er en gadget eller et elektronisk spil, hvis udfordring består i, at man skal have (eller får) nogle hurtige reflekser. Bob It Extreme 2 har to spilmuligheder: FoxBop og BeBop, hvor henholdsvis en stemme eller musik fortæller dig, hvad du skal trykke på. I musikversionen BeBop er der en bestemt lyd for hver mulig bevægelse. De fem mulige bevægelser i spillet er således: Bob It, Spin It, Flick It, Twist It og Pull It, hvilket svarer til de fem forskellige dimser på Bob It Extreme 2. Spillet går så ud på, at man skal være hurtig nok til at lave den rigtige bevægelse i takt til musikken. Jo bedre man bliver, jo hurtigere går spillet også. Selvom det muligvis ser let ud i videoen, så afhænger letheden meget af, hvor gode ens reflekser og koordination er. Når man begår en fejl, er spillet slut og herefter fortæller en stemme ens highscore og giver et råd til næste gang ud fra af ens præstation. Her kan man se den i action i solo-versionen:



Man kan også spille Bob It Ekstreme 2 mod en anden person i One-on-One (hvilket man kan se her) eller mod flere i Pass It. Hvorfor Bob It Extreme 2 aldrig er blevet den nye Rubixterning, det forstår jeg simpelthen ikke - selvom det selvfølgelig godt kunne have noget at gøre med udbredelsen af konsolspil. Det er sjældent, at nogen gadget kan holde min interesse fanget i særlig langt tid, men her skiller Bob It Extreme 2 sig faktisk ud – da det både er rigtig sjovt og vanedannende. Bare se her, hvor en videoblogger fortæller, hvordan Bob It Ekstreme 2 både har ødelagt hendes liv og hendes videoblog. Jeg købte selv Bop It Extreme 2 i en gadgetbutik i London for nogle år tilbage, men jeg har efterfølgende også set den til salg herhjemme - blandt andet i Gadgets.dk-butikken i KBH. Jeg ved ikke, om det skyldes det faktum, at Bob It Extreme 2 desværre for tiden er udsolgt fra producenten eller dens store popularitet, men her har jeg fundet en video, hvor nogle unge spiller Pass It – uden nogen gadget. Derudover undrer jeg mig også over, hvorfor det elektroniske spil ifølge producenten kun er fra 8 - 99 år – hvad sker der med ens reflekser, når man fylder 100?

tirsdag den 25. august 2009

Test: Hvorfor tale om arbejdsmiljø, når man kan sige det lige ud?

Forleden faldt jeg over en bog på nettet med titlen Nul røvhuller-reglen med undertitlen Sådan opbygger du en civiliseret arbejdsplads – og slipper levende fra én, der ikke er det, så den måtte jeg naturligvis fare hen på det nærmeste bibliotek for at låne. (Ja, for man kan jo ikke købe alle bøger – jeg plejer at favorisere de samfundsrelevante og filosofiske af slagsen)! Da jeg helt bogstavelig talt lånte bogen på det nærmeste bibliotek (dvs. nærmest mit arbejde) så måtte jeg spørge bibliotekaren om hjælp til at oprette mig som låner. Herefter var den meget imødekommende og søde bibliotekar så venlig, at hun også ville hente bogen for mig, så hun spurgte med et smil efter bogens titel. Samtlige i køen bag mig kiggede forventningsfuldt på mig – de kunne vist ikke lige gætte, hvilken slags litteratur jeg læste. "Øh..." Her fik jeg vist sagt noget om, at bogen havde en lidt speciel titel og at hun måske hellere skulle søge efter den via forfatteren Robert I. Sutton. Så gik hun og kom tilbage med bogen, som hun rakte mig med et smil og kommentaren: "Ja, den har en lidt speciel titel"! Efter at havde lånt bogen, så afslørede indholdsfortegnelsen med det samme, at mine forventninger ikke havde været forgæves. Overskriften på første kapitel sagde det hele: Sådan gør arbejdspladsens røvhuller og derfor kender du så mange af dem! Det tegner allerede godt! (Selvom det dog bør nævnes, at de fleste af mine kollegaer heldigvis er nogle super søde mennesker.) Det er vist første gang, at jeg har set en akademisk definition af et røvhul og så er den endda trykt i en bog fra Gyldendals Business! Det er virkelig fascinerende, hvad man kan slippe af sted med, hvis man blot får det puttet det ind i den rette kontekst. Men der er helt klart også visse fordele ved at rette fokus væk fra ord som arbejdsmiljø, chikane og mobning og i stedet for rette fokus hen på de personer, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Med andre ord får man sendt aben videre til den person med problemet – nemlig røvhullet. Røvhullet er kendetegnet ved at opføre sig nedladende og arrogant uden nogen form for respekt for andre mennesker. Derudover piller røvhullet også gerne med vilje ved andre menneskers selvfølelse og selvtillid - ofte med en intention om at skade dem. Sutton skelner yderligere også mellem et røvhul og et præmierøvhul, hvor det sidstnævnte er defineret af "et konstant destruktivt adfærdsmønster, der efterlader det ene offer efter det andet med følelsen af mindreværd, af at være krænket, ydmyget, undertrykt, respektløst behandlet og tappet for energi". Herefter tilbyder Sutton også to metoder, som man kan bruge til at udpege et røvhul:

1. Test: Føler offeret sig, efter at have talt med det påståede røvhul, undertrykt, ydmyget, energiforladt eller nedgjort af vedkommende? Nærmere bestemt: Har offeret fået det dårligere med sig selv?

2. Test: Retter det påståede røvhul hellere sine giftigheder mod dem, der har mindst magt, end mod dem, som har mest magt?

Herefter udpeger Robert Sutton det beskidte dusin, hvilket er 12 almindelige dagligdags handlinger som røvhuller benytter sig af, som f.eks. personlige fornærmelser, verbale og nonverbale trusler, sarkastiske vittigheder, ”statusforringende” ritualer eller udtalelser, uforskammede afbrydelser og det at behandle folk som luft. Fælles for alle de forskellige handlinger er, at de kan give offeret en følelse af at blive angrebet og fornedret. Sutton, der også står bag bøger som Weird Ideas That Works og Dangerous Half-Truths and Total Nonsense, understreger derfor også kraftigt, at bogen ikke har til hensigt at "fremavle vatnisser uden rygrad". Hvilket i mine øjne også er en meget vigtig pointe! Sutton understreger derfor også, hvorledes konflikter og skænderier kan have sine fordele – så længe de bare ikke bliver til modbydelige personlige skænderier. Bogen er virkelig godt skrevet og fyldt med masser af gode eksempler fra dagligdagen og derfor kan den også godt anbefales, hvis man skulle have brug for (som der står på bagsiden) en "guide til at arbejde sammen med – og overleve – mobbere, fjolser, idioter, tyranner, plageånder, diktatorer, snigløbere, egoister og alle de andre røvhuller, der gør deres bedste for at få dig ned med nakken på arbejdet." Erhvervspsykolog Eva Mikkelsen har skrevet forordet til bogen, som kan købes her på Gyldendal Business.

torsdag den 20. august 2009

Kunsten at kunne holde lav profil

I det sidste stykke tid har jeg forsøgt at holde en lav profil. Her skal der virkelig lægges vægt på ordet forsøgt, da det langt fra er lykkes for mig. Det er øjensynlig langt sværere at holde lav profil, end jeg umiddelbart havde regnet med. Da jeg var yngre, sagde jeg ellers ikke særlig meget. Ifølge min mor var jeg generelt så stille, at hun kunne tage mig med til undervisning på universitetet. Hvorvidt jeg lyttede eller blot fandt undervisningen kedelig – det har jeg desværre ikke nogen erindring af, men det beviser, at der trods alt var engang, hvor jeg evnede at være helt stille. Det varede desværre kun indtil, at jeg havde lært at tale - til mine folkeskole- og gymnasielæreres (senere) store fortrydelse. Derfor har jeg i de sidste mange år øvet mig på ikke altid at give udtryk for mine holdninger og nogle gange holde en lidt lavere profil. For det er jo trods alt også grænseløst kedeligt konstant at høre på sig selv og langt mere spændende og givende at høre på andre menneskers beretninger. Derudover kunne der måske også være en gavnlig effekt ved at få lidt mindre opmærksomhed. Det er her, hvor bloggen spiller en væsentlig rolle i forhold til at tale mindre. Derfor kan jeg også godt relatere til den her joke.

Da det rent faktisk sker jævnligt, at jeg ikke gider at fortælle om et emne, hvis jeg har skrevet om det på min blog. Men jeg har (som før sagt) prøvet på at holde en lidt lavere profil i det sidste stykke tid. Det absurde er bare, at samtlige af mine forsøg har resulteret i præcis det modsatte. Det begyndte med, at jeg blev spurgt (sammen med nogle andre) om en af os ville være interesseret i komme at fortælle om vores arbejde. Her besluttede jeg med det samme, at det i hvert fald ikke skulle være mig. Selvom det lyder umiskendeligt meget som noget, som jeg normalt ville få mig selv rodet ud i. Senere blev jeg spurgt lidt mere direkte. Her troede jeg egentlig, at det havde lykkes mig at tale udenom emnet på en elegant måde, men det blev senere (til min egen store overraskelse) udlagt, som om at jeg havde meldt mig selv frivilligt. Det scenarie kunne jeg ikke rigtig genkende og da det undrede (irriterede) mig en del, så spurgte jeg nogle af mine søde AC-kollegaer til råds – da de jo trods alt havde været vidner til ulykken. De grinede bare, da jeg havde fremlagt problematikken. Jeg forstår stadig ikke, hvad der var så morsomt ved situationen. Men så fik jeg en forklaring om, at det nok bare var ment som et kompliment, fordi jeg var selvskreven til rollen. Selvskreven? Hvad skal det betyde? Er det i virkeligheden ikke bare kritik i forklædning? Det var ikke just det svar, som jeg havde håbet mest på, da det jo ikke ligefrem lyder, som en person der holder lav profil. Senere skulle vi havde taget et billede til et magasin. Med føromtalte kritik i baghovedet stillede jeg mig bagerst. Det var der sikkert ikke nogen, som ville lægge mærke til - men der tog jeg fejl! Fotografen var endda også så venlig at gøre samtlige af de andre opmærksomme på min lidt diskrete placering i flokken. Herefter blev jeg straks rykket frem. Ved den næste placering lykkes det mig endnu engang at gemme mig bag et par kollegaer. Men så let skulle det ikke gå. Endnu engang blev det bemærket og med en kommentar om gentagende adfærd blev jeg (som straf?) placeret i midten helt forrest. Ja, det går virkelig godt med min plan om at holde en lav profil. Ligeledes gik det også forleden til frokost ude på mit arbejde. Jeg sagde ikke rigtig noget, men nøjes bare med at høre på mine kollegaers fortællinger. Efter godt 20 minutter udbryder en af mine søde kollegaer så pludselig: "Hva’ Louise, er du meget træt? Du har slet ikke sagt noget. Sådan plejer du da ellers ikke at være!" Herefter kiggede samtlige af mine kollegaer på mig med en blanding af forundring og bekymring - næsten ligesom, hvis jeg var alvorlig syg. Det er virkelig mærkeligt, hvordan man kan fremhæve sig selv, når man prøver på at holde lav profil. Så måske har Emily Dickinson ret, når hun skriver: Saying nothing, sometimes says the most. Desværre så fortæller folks reaktioner også en del om, hvor langt væk jeg er fra målet om at kunne holde en lav profil.

onsdag den 12. august 2009

Madonnas fantastiske danceshow

Madonna gav koncert i Parken i går. Det er et halvt år siden, at jeg stod i kø for at sikre mig billetterne foran scenen og det lykkes heldigvis også med en placering godt 4 meter væk fra popdronningen. Koncerten begyndte med at trance og house dj’en Paul Oakenfold varmede publikum op med et mix af de nyeste dancehits, hvilket blandt andet inkluderede flere numre fra The Black Eyed Peas nye album The End (men desværre ikke Rock That Body) og Kelly Rowlands When Love Takes Over. Herefter måtte et tålmodigt publikum vente hele 30 minutter, før der skete noget. Men så gik showet ellers også i gang med Candy Shop, hvor et veloplagt liveband og dansere med 6 megaskærme skabte et fantastisk sceneshow. På trods af, at Madonna tydeligvis havde lagt vægten på de tempofyldte numre, så havde hun alligevel valgt at sætte tempoet ned på nogle af sangene ved at spille dem i en mere rockagtig version. Her spillede hun blandt andet et af mine favoritnumre Human Nature, hvor hun fik understreget vigtigheden af at kunne udtrykke sig selv og sine følelser med sin guitar og ordene:

…You wouldn’t let me say the words I longed to say, You didn’t want to see life through my eyes, Express yourself, don’t repress yourself, You tried to shove me back inside your narrow room, And silence me with bitterness and lies, Express yourself, don’t repress yourself... Did I say something true? Oops, I didn’t know I couldn’t talk about sex, Did I have a point of view? Oops, I didn’t know I couldn’t talk about you, What was I thinking? And I’m not sorry, It’s human nature, I'm not sorry, And I’m not your bitch, Don’t hang your shit on me…



Personligt var jeg dog ikke helt tilfreds med Madonnas sangvalg, hvilket flere anmeldere vist også følte var en anelse upersonligt og overfladisk. Den eneste bemærkelsesværdige undtagelse fra dette var hendes optræden med det fantastiske nummer Devil wouldn’t Recognize You fra Hard Candy. Herefter hyldede Madonna (som ventet) The King of Pop med en performance med uddrag fra flere af Michael Jacksons hits, hvilket fik samtlige af de 46.000 tilskuere i Danmarks nationalarena til at bryde ud i jubel. Herefter kom hun også med en sød fødselsdagshilsen til hendes søn Rocco, som fejret sin fødselsdag som tilskuer i Parken. Så selvom kritikerne måske havde ret i, at Madonna godt kunne have været lidt mere nærværende på scenen, så var det skam også stadig tydeligt fra min placering, at Madonna er et menneske af kød og blod. For som Madonna også selv sang i Frozen: You only see what your eyes want to see, How can life be what you want it to be, You’re frozen, when your heart's not open, You’re so consumed with how much you get, You waste your time with hate and regret, You’re broken, when your heart's not open…. (Her er den næsten lige så fantastiske video:)



Parkens lyd kunne desværre godt have været bedre, men Parken skal dog have ros for, at de tre billettjek samt securitytjek frem mod placeringen på inderplænen gik mirakuløst hurtigt. Madonna afsluttede hele det fantastiske show med en kavalkade af gode nye numre som 4 Minutes og Ray of Light. Hvoraf det sidste flotte sceneshow med Give It 2 Me kan ses i herunder. Derfor håber jeg også, at det passer, når Madonna synger i Like It or Not: ”This is who I am, You can like it or not, You can love me or leave me, Cause I'm never gonna stop, No no, You know”.

onsdag den 29. juli 2009

Filosofiens Kejserens nye klæder

Kejserens nye klæder har altid været mit yndlings H. C. Andersens eventyr, da det er en fantastisk og tidløs fortælling. Hvis nogen ikke skulle kende eventyret, så handler det om en kejser, der elsker klæder (og hader komedie). En dag ankommer der to vævere til kejserens palads, der kan væve klæder, der afslører, hvorvidt man duer til sit embede eller ej. Da klæderne efter sigende skulle være usynlige for enhver der er inkompetent til sit job eller utilladelig dum. Kongen bestiller derefter straks klæderne i håbet om, at han derved kan spotte de uduelige blandt hans ansatte. Efter et stykke tid vil han gerne tjekke, hvorledes det går med vævernes arbejde og derfor sender han den mest kvalificerede minister for at se til vævernes arbejde: ”Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. ”Gud bevar' os!” tænkte den gamle Minister og spilede Øinene op! ”Jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke.” Frem for at konfrontere de to bedragere med deres bedrageri, så tvivler ministeren i stedet på sine egne evner og indprenter sig derfor nøje vævernes forklaringer omkring mønstre og farver for at kunne videregive informationerne til kejseren. Derefter forlangte bedragerne endnu flere penge til vævningen, som de blot stak i lommen, mens væven stod tom. Til sidst skal kejseren selv se tøjet: ”Hvad for noget!: tænkte Keiseren. Jeg seer ingen Ting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig! ”O det er meget smukt!” sagde Keiseren, ”det har mit allerhøieste Bifald!” og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme Væv; han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde see.” Kejseren giver endda også bedragerne et Ridderkors og en titel af Vævejunkere! Endelig bliver bedragerne færdige med tøjet og kejseren skal vise det frem: ”Saa gik Keiseren i Processionen under den deilige Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: ”Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! Hvilket deiligt Slæb han har paa Kjolen! Hvor den sidder velsignet!” Ingen vilde lade sig mærke med, at han intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke. ”Men han har jo ikke noget paa,” sagde et lille Barn. ”Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst,” sagde Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde. ”Men han har jo ikke noget paa,” raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: ”nu maa jeg holde Processionen ud”. Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.”

Det er lidt den samme følelse, som jeg har nogle gange får, når jeg er med til en filosofikonference - desværre er der bare ikke altid nogen til at pege på underbukserne! Jeg vil gerne fortælle omkring den mest ekstreme oplevelse, som jeg har haft på en konference for nogle år tilbage. Her blev der holdt et foredrag, som jeg sent skal glemme. Hvis jeg ikke havde haft selskab på konferencen, så havde jeg muligvis troet, at det bare var en drøm. Foredragsholderen havde meget misvisende skrevet en meget konkret titel, men det viste sig desværre uhyggeligt hurtigt, at foredraget var fuldkommen blottet for indhold. Vedkommende kunne lige så godt have sparet os de 25 minutter af vores liv (som vi aldrig får igen) ved at forkorte foredraget ved blot at oplæse samtlige titler på de artikler, som vedkommende (øjensynlig) har fået produceret i løbet af sin ansættelse på universitetet. (Jeg fik desværre aldrig undersøgt, hvorvidt artiklerne også kun bestod af referencer.) Men jeg måbede, da de første 10 minutter var gået – udelukkende med referencer til andre artikler! Jeg kiggede undrende rundt på de andre konferencedeltagere for at se, om jeg kunne spore vantroen i deres øjne over den endeløse opremsning af titler. Men ingen i salen foretrak en mine og så klappede de endda også, da foredraget endelig var forbi. Jeg klappede ikke. Ikke, fordi jeg ville vise min utilfredsheds med foredragets niveau, men i vantro over, at denne genopførsel af Kejserens nye klæder ikke havde gjort noget indtryk på nogle af de andre deltagere. I 25 langtrukne minutter havde vi hørt den ene artikel nævnt efter den anden – uden nogen som helst form for indhold. Som om benævnelsen af en titel i sig selv skulle være dybt filosofisk. Jeg har læst madopskrifter, som var mere filosofiske og dybsindige end det foredrag! Det var her, hvor jeg havde lyst til at rejse mig og proklamere for salen – ganske ligesom den lille dreng i eventyret: ”Men der var jo ikke noget filosofisk indhold!” Det gjorte jeg dog ikke. Jeg tænkte vist noget i retningen af, at jeg ”maa holde Processionen ud”. Heldigvis viste den lille dreng sig straks efter foredragets slutning i form af en yngre studerende, der straks efter pausens start udbrød højlydt henvendt til mig – ganske uden tanke for volumen af hans stemme og de andre konferencedeltageres nære tilstedeværelse: ”Hvor var det foredrag dog indholdsløst!” Og selvom jeg var fuldkommen enig, så blev jeg vist alligevel lidt rød i hovedet, da jeg jo trods alt ikke mener, at foredragsholderen skulle offentligt ydmyges. Foredraget var jo trods alt pinligt nok i sig selv.

torsdag den 16. juli 2009

Om sammenhængen mellem følelser og selverkendelse

Jeg har altid ment, at selverkendelse er en af de vigtigste ting, der findes. Det implicerer, at man evner at være 100 % ærlig overfor sig selv og tør se på sine svage sider. For hvis man ikke tør se på sine svage sider, så er det umuligt at arbejde med dem. Hvis man ikke evner at gennemskue sig selv, så ved man dybest set heller ikke, hvorfor man handler, som man gør. Man handler i blinde. Derudover kan man også stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt man egentlig nogensinde er ærlig, hvis man ikke engang kan være ærlig overfor sig selv? Det undrer mig virkelig meget, når jeg møder et menneske, som tydeligvis ikke er i kontakt med sig selv. Ganske ofte prøver de selv at se deres manglende selverkendelse som en styrke. Men hvori skulle denne styrke bestå? Jeg mener, at der er en enorm styrke og frihed i, at man evner konstant at være i kontakt med sine følelser og kunne give udtryk for dem, når man finder det nødvendigt. Jeg kan ikke se, at der skulle være nogen styrke i at gemme sine følelser eller fremstå overfladisk og ligegyldig. Som om at det på nogen måde skulle være et tegn for styrke. Tværtimod. Det er et svagt menneske, der ikke evner at være i kontakt med eller give udtryk for sine følelser. Jo mindre selverkendelse man har, jo mindre kontrol har man også over sig selv. Man kan heller ikke undertrykke følelser over længere tid af gangen. De vil på et eller andet tidspunkt komme op til overfladen og hvis man nægter at erkende deres eksistens, så kan de meget let overvælde en. Dermed kan ens følelser også hurtigt få en til at begå irrationelle handlinger eller sige ting, som man senere fortryder. Derfor bør man heller ikke se ens følelser som en modstander, som skal overrumples og kontrolleres. Følelser er ikke noget, som skal undertrykkes - de skal erkendes. For når man er i kontakt med sig selv og sine følelser, så er det også meget lettere at handle rationelt i overensstemmelse med sig selv og sine følelser. Uden kontakt til sine egne følelser, der kan livet også meget hurtigt virke farveløst og meningsløst. Og det er ikke mærkeligt, for der er aldrig nogen som er blevet lykkelige af at undertrykke deres følelser. Det fører til et fattigt liv.

Hvordan bliver man det, som man er? Kunne man spørge med nietzscheansk formulering. Det gør man ved at være sig selv. Som den kære Søren Kierkegaard formulerer det i et af mine yndlingscitater: ”Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv og dette kan ethvert Menneske naar han vil det.” For der findes ikke nogen penge eller titler i verden, som kan gøre et menneske lykkeligt. Det kan kun andre mennesker og vores følelser for dem. Og det er netop her, hvor selverkendelse og selvforståelse spiller en enorm vigtig rolle. Man opnår ikke nogen selverkendelse ved konstant at spille maskerade. For der skjuler man jo netop, hvem man er. Ikke bare overfor omverden, men også overfor sig selv. For jo mere maskerade man spiller, jo mere vil maskeraden også påvirke ens egen selvforståelse. Derfor kan det være farligt at spille maskerade over længere tid. For hver gang man skjuler en lille del af sig selv, så træder man også et skridt væk fra ens autentiske selv. Man tager afstand fra sig selv. Det betyder naturligvis ikke, at det altid er hensigtsmæssigt at sige alt, hvad man tænker eller føler. Men det er meget lettere at handle rationelt med sine følelser, når man gør det i fuld bevidsthed omkring sine følelser og forstår, hvorfor man føler, som man gør. Man bør aldrig gå på kompromis med sig selv eller sine følelser. Følelser giver nemlig én en meget vigtig information omkring, hvordan man har det psykologisk. Hvis man føler sig ked af det, så er det et tegn på, at der er noget galt med ens liv. At man må ændre noget. Præcis ligesom, når man føler smerte, hvis man f.eks. har brækket armen. Det er et tegn på, at man må have gjort noget ved problemet. Ingen rationelle mennesker ville forsætte deres liv, hvis deres arm gjorte meget ondt. De ville straks gå til lægen eller tage på skadestuen. Mærkeligt nok, så gælder denne rationelle tankegang ikke altid i samme omfang for de psykologiske problemer. Men ganske ligesom, at man ikke kan gå et brækket ben væk, så går følelserne heller ikke bare væk af sig selv, hvis man ignorer eller vælger at overse dem længe nok. Hvis man føler sig ked af det, så er det udtryk for, at der er noget galt. Og derfor må man overveje, hvorledes at man kunne få det bedre. Man må overveje ens liv på ny og udtænke en plan for, hvordan man kunne blive en mere glad eller lykkelig person. Følelser er skabt for at hjælpe mennesket frem mod et lykkeligt liv og derfor kan man heller ikke bare ignorere følelserne - uden at det får (ironisk nok) store psykologiske problemer.

søndag den 12. juli 2009

Britney Spears frække cirkusshow



Britney Spears blæste taget af Parken i går med sin koncert fra The Circus Tour. Britney begyndte meget passende showet med et par cirkusnumre fra The Big Apple Circus, men da koncerten rigtig gik i gang, skiftede fokus hurtigt over på det seksuelle. Med en kæmpe scene midt i Parken på ikke mindre end 1400 m2 og 50 tons lyd, lys og en cirkelformet storskærm i loftet, så kunne alle se, at manegen var gjort klar til et gigantisk show. Herefter indtog Britney Parken iført undertøj og høje støvler med ordene fra albumtitelnummeret Circus: "There's only two types of people in the world - the ones that entertain and the ones that observe". Med sig havde hun en læderpisk og omkring 30 dansere, der alle var klædt i lak og læder og dansede i takt til Britneys sang: "I'm like a ringleader, I call the shots... All eyes on me in the center of the ring, just like a circus, When I crack that whip, everybody gon' trip, just like a circus". Her kunne jeg ikke lade være med at tænke lidt på, hvorvidt nogle af forældrene til de (heldigvis få) mindre børn, der var med til koncerten, egentlig nogensinde havde gidet at lytte lidt til Britney Spears tekster. De er nemlig ikke (alle) for sarte ører! Hvis forældrene havde håbet på, at Britney ville tone det seksuelle lidt ned i løbet af showet, så tog de fejl (se blot her). Nogle af de efterfølgende sange var nemlig Ooh Ooh Baby, Gimme More, Hot As Ice, Boys, Get Naked (I Got A Plan), Breathe On Me, Touch Of My Hand, Slave 4 You, Toxic og Freakshow – som alle har sex, som det fælles tema. For som Britney også sang i Freakshow, så er hun ikke bange for at: "Make it a freakshow, freak, freakshow, We can give 'em a peep-peepshow, peep-peepshow"! Derudover så krydrede Britney også sin optræden med en lapdance, røgkanoner, pyroteknik og et fantastisk flot lysshow. Den 27 årige popstjerne danset sig halvnøgen igennem det meste af showet, hvoraf hun kun valgte at tage lidt mere tøj på til et par af numrene (herunder min favorit Womanizer – som man kan se forneden). Derfor kan man også undre sig lidt over, hvorfor at der ikke var flere mænd, som havde valgt at bruge aftenen i selskab med den frække Britney, men de havde øjensynlig fundet noget bedre et andet sted i byen. Britney viste også både kant og at hun langt fra er den søde pige, som hun ellers tidligere er blevet markedsført og promoveret som. Som hun sang i The Touch of My Hand: "I’m not ashamed of the things that I dream, I find myself flirting with the verge of obscene". Jeg har ikke set et lige så flot koreograferet sceneshow siden 1998, hvor Michael Jackson optrådte i Parken. Som en hyldest til den netop afdøde King of Pop gav Britney også en lille Michael Jackson opvisning til tonerne af Billie Jean, hvilket vakte stor jubel. Dette havde samtlige anmeldere også på mystisk vis glemt i deres generelt negative anmeldelser her til morgen. Janteloven lever vist stadig! Hvis man endelig skal sige noget negativt om oplevelsen, så var det Parkens enormt ringe lyd og deres amatørlignende håndtering af security tjeck. Hvor de tvang folk til at stå mast sammen i en kø i over to (tre?) timer – bare for at komme ind i Parken. Det håber jeg seriøst, at Parken har lært noget af til om knap en måned, hvor poppens andet store ikon Madonna indtager nationalparken.

onsdag den 8. juli 2009

Filosofiske overvejelser - på grænsen mellem begrebsafklaring og begrebsmanipulation

Filosofiens elendighed har altid bestået i, at filosofi er svær at kategorisere. Man kan sige, at filosofi er svær at få greb om (=begreb). Filosofi kan handle om alt, men ikke alt er filosofi. Filosofi er et meget spændende område, men har fået et lidt kedeligt ry, fordi der findes alt for mange kedelige tekster og bøger om filosofi. Hvorfor? Fordi de såkaldte filosoffer ikke har evnet at relatere de filosofiske spørgsmål i høj nok grad til virkeligheden. De har, som jeg tidligere har kritiseret, filosoferet sig væk fra virkeligheden. Og filosofi giver jo netop kun mening i relation til virkeligheden. Det burde egentlig være fuldkommen selvindlysende for enhver filosof, men det er det bare ikke. Det kan man med stor forundring konstatere gang på gang. Mange filosofiske spørgsmål skyldes også helt basalt en grundlæggende begrebsforvirring og derfor består mange filosofiske overvejelser også af begrebsafklaring. Meget forfejlet filosofi (og politik for den sags skyld) skyldes det simple forhold, at man ikke formår at medtænke virkeligheden i sine overvejelser. Indenfor filosofi, der skelner man traditionelt set mellem praktisk og teoretisk filosofi. Denne skelnen har helt sikkert været en medvirkende årsag til, at flere filosoffer har fået den forfejlede opfattelse, at man sagtens kan tale om filosofi helt isoleret fra virkeligheden! For selvom, at skellet naturligvis også har en praktisk anvendelse, så er det mindst lige så vigtigt at huske på, at den teoretiske filosofi altså ikke eksisterer fuldkommen uafhængig af virkeligheden. Problemet opstår typisk, fordi begrebsafklaring i høj grad handler om at eliminere alle de unødvendige detaljer og dermed kan man hurtigt få smidt virkeligheden ud med badevandet. For begrebsafklaring forudsætter, at man evner at kunne skelne mellem, hvor grænsen går imellem begrebsafklaring og begrebsmanipulation. Det samme gør sig også gældende i mange nyere politiske diskussioner, hvor man i høj grad diskuterer definitionen af de brugte begreber – frem for værdierne. Det kan man uden den store tøven kalde for politisk filosofi.

Begrebsafklaring er en vigtig øvelse, da begrebsafklaring er med til at klarlægge og tydeliggøre tænkningen. Et begreb er den abstrakte egenskab, relation, tankemæssige forestilling eller et afgrænset område af fænomener, som på mange måder muliggør sprogets funktion. Gennem begrebsafklaringen søger man systematisk at indordne begrebet ved at indkredse og afgrænse begrebets indhold i forhold til andre begreber. Indholdet er de kendetegn, som er fælles for alle de ting, der falder under det samme begreb. Begreber udgør på mange måder grundelementerne i tænkningen og derfor er det også vigtigt at få afklaret, hvilke begreber der er i spil i en diskussion – i såvel de filosofiske som de politiske debatter. Derfor finder jeg det også tankevækkende, at man skriver således Om begrebet mathematical literacy i Undervisningsministeriets publikation: Nøglekompetencer – forskerbidrag til det Nationale Kompetenceregnskab: "Ligesom reading literacy eller blot literacy er mere end at afkode, forstå og reproducere bogstaver, ord og vendinger, er mathematical literacy også mere end at afkode, forstå og reproducere tal og matematiske udtryk. Det omfatter også brugen af tal og matematiske udtryk i forskellige sammenhænge og drejer sig om evnen til at anvende matematisk viden og færdigheder i praktiske sammenhænge i dagligdagen." Noget lignende må også gøre sig gældende for filosofferne. En filosof må også være i stand til at anvende de filosofiske begreber, teorier og færdigheder i praktiske sammenhænge i dagligdagen – ellers må det være et tegn på en manglende forståelse eller evt. en manglende forbindelse til virkeligheden. Det er på ingen måde noget kvalitetsstempel, at man kan filosofere fuldkommen upåvirket eller uafhængigt af virkeligheden. Det kan nemlig meget vel føre til begrebsmanipulation frem for begrebsafklaring, hvilket der også findes flere eksempler på indenfor filosofihistorien. Grænsen mellem begrebsmanipulation og begrebsafklaring er meget fin, men det er set med mine øjne også ret væsentligt, hvad filosofien rent faktisk producerer: fakta eller fiktion.

torsdag den 2. juli 2009

En hyldest til det at skille sig ud 3 - Mine 4 favoritblogs

I anledning af at min chart.dk-tæller har passeret 20.000 unikke besøg på min blog, så vil jeg gerne dedikere et blogindlæg til mine egne favoritblogs. Mine favoritblogs inspirerer mig nemlig i høj grad til at skrive nye blogindlæg og uden dem ville verden ganske givet være et langt kedeligere sted (i hvert fald bloguniverset). Det var svært ikke at tage samtlige af de fantastiske blogs på min blogroll med i blogindlægget, men hvis det skal være en hyldest, så må jeg jo begrænse antallet. De fire udvalgte favoritblogs er egentlig ret forskellige, men har alligevel en ting til fælles: de har alle sammen en utrolig høj kvalitet (selvom kvalitet i den her sammenhæng naturligvis til en vis grad er en relativ eller subjektiv størrelse). Intentionen med blogindlægget er naturligvis ment som en reklame og skrevet i håbet om, at de fire fantastiske blogs også fremover vil forsætte med at skrive at nye blogindlæg. (Det var ikke ment som en form for skamløs kommentarfiskeri!) De 4 blogs, som jeg meget nødigt ville være foruden, er:

Eksistens - Tankevækkende, skarp og kærlig

Lotte skriver ærligt og skarpt kritisk om alt lige fra filosofi til politik. Lotte formår altid at få sat virkeligheden i det rette perspektiv - også selvom diverse politikere eller journalister ikke formår det samme - og hun gør det altid uden frygt for eventuelle repressalier. Lotte skriver derudover også med hele hjertet, hvilket gør, at man altid kan mærke, at der er et varmt menneske bag teksten.

(Jeg vil også gerne rette en personlig tak til Lotte, da det var hendes blog, der i sin tid fangede min interesse for bloguniverset og det var også i høj grad pga. Eksistens, at jeg oprettede min egen blog. Så tusind tak Lotte – både for din blog og dine råd i starten!)

Bitterblog - Kritisk, provokerende og gennemført politisk ukorrekt

"Bob Glitter" skriver med stor humor enormt provokerende og helt uden omtanke for den politiske korrekthed. Hvilket er forfriskende – også selvom man ikke altid er helt enig med hans pointer. For der findes virkelig ikke noget mere kedeligt end politisk korrekthed – specielt ikke, når den bliver brugt til at dække over nogle seriøse problemer i samfundet, men her har Bitterblog altid et anderledes og langt mere underholdende perspektiv på sagen.

Caroline osv. - Nytænkende, anderledes og intelligent

Caroline formår, som de færreste, at skrive både overraskende underholdende og intelligent om diverse filosofiske problemstillinger – gerne tilsat en god portion humor. Caroline er heller ikke bange for at genoverveje enhver filosofisk problemstilling, hvilket hun gerne gør ud fra forskellige aktuelle sager og derudover giver hun også tit sin egen spændende skæve vinkel på emnet.

StineStregen - Sød, sjov og underfundig

Stine har tegnet sig ind mit hjerte med sine underfundige tanker og sjove bemærkninger. Hendes daglige blogindlæg om alle hverdagens pudsige situationer kan altid bringe et smil frem på læben og derfor er det heller ikke mærkeligt, at Stine med sin brede appel har fået en enorm fanskare.

(Jeg har lagt mærke til, at de blogindlæg, hvor jeg fremhæver nogen positivt, ofte fører til kritik af den roste - det får mig altid til at tænke på Johnsons sang Ik' hate: "Det kan godt være, at Jokeren var træt af pis, men ikke lige så pissed som mig, når det kommer til det hatershit - det er så nemt inde på nettet at lukke lort ud".)

søndag den 21. juni 2009

Det bioniske menneske

Forleden henledte Gustav min opmærksomhed på Inspector Gadget. Inspector Gadget er en animeret tv-serie fra 80’erne, der handler om den klodsede detektiv Inspector Gadget, der altid formår at forveksle fjender med venner og omvendt. Gadgets uduelighed fører ham tit i fare og derfor får han ofte brug for hans indbyggede bioniske gadgets til at redde ham (hvis æren ikke nærmere skal tilskrives Penny (hans kloge niece) og hendes hund Brain). Andre eksempler på bioniske mennesker fra fiktionen kunne f.eks. være Six Million Dollar Man eller Robocop. Men mennesker med indbyggede elektroniske gadgets er ikke bare ren fantasi. Der findes allerede flere elektroniske gadgets, som har været brugt i årevis som f.eks. den kunstige pacemaker og Cochlear implantatet. Den kunstige pacemaker er beregnet til mennesker med dårligt hjerte. Her kan pacemakeren f.eks. hjælpe med at opretholde en tilstrækkelig hjertefrekvens ved at sende elektriske impulser vha. af elektroder direkte ind i hjertemuskulaturen. Cochlear implantatet er en slags høreapparat for døve eller meget svært hørehæmmede. Cochlear implantatet er dog ikke noget traditionelt høreapparat, da det ikke har til formål at genskabe hørelsen. Implantatet giver blot en lydoplevelse, hvilket f.eks. kan forøge muligheden for at børn under 5 år kan lære et "normalt" talesprog. Implantatet består af en ekstern mikrofon, en taleprocessor, en forstærker og en indopereret enhed der overfører signalerne via en elektrode, der stimulerer nervefibrene i cochlea i det indre øre til hørebarken i hjernen.

Bionik er betegnelsen for det stærkt voksende forskningsområde, hvor biologi og elektronik smelter sammen for enten at erstatte eller forbedre menneskets anatomiske strukturer ved hjælp af elektronik. Man har allerede udviklet bioniske legemsdele som f.eks. bioniske arme og ben, der kan styres ved hjælp af en lille indopereret computer i mennesket. Men videnskaben holder sig naturligvis ikke kun til udviklingen af sundhedsmæssige hjælpemidler eller erstatningsorganer til genskabelse af førlighed. Udviklingen af det bioniske menneske sigter også efter, at elektronikken skal gøre mennesket hurtigere, højere og stærkere. Hvilket blandt andet har ført til udviklingen af et eksternt skelet, som skal forøge menneskets bæreevne på en ergonomisk korrekt måde uden samtidig at formindske menneskets manøvredygtighed. Ved hjælp af dette skelet vil et almindeligt menneske kunne bære meget tunge ting over lange distancer eller ujævnt terræn (som f.eks. trapper) uden at lide overlast. Ligeledes har man også udviklet et bionisk øje, der kan genskabe blindes syn i en vis grad. Det bioniske øje fungerer vha. af et par briller med videokamera, en mindre computer og en indopereret chip på nethinden. På baggrund af teknologien, der er baseret på infrarødt lys, så vil det også være muligt at se i mørket vha. af brillerne (night vision). På baggrund af disse opfindelser virker det efterhånden som om, at det kun er fantasien, der sætter grænserne for den bioniske forskning og udvikling. Derfor bliver det også spændende at følge forskningen de kommende år – ikke bare på det sundhedsmæssige område - men også på området omkring, hvordan teknologien vha. af biologien kan gøre menneskets hverdag meget lettere. Ikke mindst i forhold til de mange nye spændende etiske spørgsmål, som udviklingen også medfører!