Om den anden slags træhuse

Da man var barn - ville alle børn gerne have et træhus. Som voksen vil de fleste hellere have et murstenshus og de fleste bruger ordet træhus om huse af træ. Men der er stadig nogle voksne, som ikke har glemt den anden betydning af ordet. Bare se de her fantasifulde træhuse...

 

Japanerne har naturligvis også en trærestaurant.

Hvor er de sexede mænd?

Når man taler omkring forskellen mellem kønnene, så syntes jeg, at det er tankevækkende, at mænd aldrig bliver forarget over andres mænds seksuelle adfærd. I hvert fald ikke i samme grad, som nogle kvinder tit bliver over andres kvinders adfærd. Nogen mænd bliver måske jaloux over andres mænd evne til at tiltrække kvinder, men de er sjældent forarget over deres seksuelle adfærd. (Selvom man naturligvis ikke kan afvise, at det samme gælder for de forargede kvinder.) Og hvad skyldes det så? Måske skyldes den forskel – ikke nogen forskel mellem kønnene - men mere at mændene generelt ikke udviser den samme form for seksuel adfærd, som nogle kvinder gør. Her er det altid belejligt med nogle kendte, som man kan tage udgangspunkt i - hvor f.eks. Britney Spears ved flere lejligheder har givet anledning til offentlig kritik på baggrund af hendes seksuelle tekster og adfærd i hendes musikvideoer. Det ser man ikke i samme grad, at mænd udviser i musikvideoerne – i hvert fald ikke på den samme måde – men det sker dog. Et godt eksempel på det - er den amerikanske R&B sanger og producer D’angelos video til sangen Untitled (How does it feel) fra 2000. Untitled (How does it feel) bestod udelukkende af en helt nøgen D’angelo, der sang Untitled (How does it feel)s stærkt seksuelle tekst. Her vil jeg ikke gennemgå teksten eller de seksuelle referencer, der bliver spillet på under vejs i videoen, men man kan jo selv google teksten og se videoen foroven. Efter videoen blev lanceret, så blev den hurtigt populær på MTV, hvor den senere blev nomineret til 4 MTV Video Music Awards. Derudover modtog D’angelo også i 2001 en Grammy Award for Best Male R&B Performance for den og Untitled (How does it feel) var også nomineret som årets bedste R&B sang. Derudover er Untitled (How does it feel) også ved flere leligheder blevet kåret som en af de bedste sange nogensinde - f.eks. som er den nr. 51 på Rolling Stones liste The 100 Best Songs of the Decade. Så selvom der på et tidspunkt var en del kritik af D’angelos video og han selv var træt af hans image som sexikon i en periode, så er der ingen tvivl om, at det var videoen, der gjorte ham berømt. Men det ville generelt være interessant at se, hvordan mænd ville reagere, hvis der var flere videoer af den slags? Ville der så også være flere forargede mænd? Det tror jeg. Men det er vel det, som man kalder ligestilling og dermed vil der formentlig også kommer flere af den slags videoer i fremtiden. For det er vel uundgåeligt, når mændene ikke gider at uddanne sig i samme grad som kvinderne, at der vil komme fokus på nogle andre områder? Eller hvad, er kvinderne i virkeligheden så anderledes end mændene?

Hiphop for ligestilling og personlig frihed

Selvom jeg ikke er den største fan af Outlandish, så vil jeg alligevel gerne gøre opmærksom på deres nummer Fatima's Hand fra deres første (og bedste) album Outland's Official. Det vil jeg gerne, fordi det er et fantastisk stærkt nummer, som rører mig dybt, hver gang jeg hører det. Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå, hvad der får mennesker til at udsætte hinanden for den slags ondskab – uanset hvilken dårlig undskyldning de så end bruger.



Fatima is 21.
And around here - when you’re 21,
u gotta start thinking about getting a man,
getting a son - getting it done.
Just like her mom, when she was 21.
But even though Fatima's not ready for it.
She not gonna say some.
She feels - she gotta do this for the parents,
cuz they've been on her for the last 5 years.
A lot of men from motherland came up here,
hoping she say yeah,but she ain't down.
Wants somebody, that can make her feel alive.
Chill - every time she wanna cry
- the one in a million type of guy.
But her mom keeps telling her:
"Compromise, this ain't no fairy tale my child,
do not waste your time,
u'll regret, that u didn't say yes to this guy"
Everyday is the same,
like a battlefield, she gets the blame.
Bringing shame on the family name,
just cuz the streets be babbling.
Like a Bedouin in a dessert storm,
she lays low from all their songs,
try to make'em understand,
but it's like talking to the wall.
Her desire's burning to change her ill state,
it's strange - for the first time
in a long time - she sees the light in the end!

Chorus:
She brings the pain within your brain.
Y'all don't really wanna understand her thang.
Boo, be really strong - enough to maintain,
through your bullshit - it ain't nothing but pain.
But she knows in the name of Fatimas hand,
she don't go wrong.
In the name of Fatimas hand,
she will move on.
Hey, hoping everything will be alright

I see tears in everybody's eyes.
But I don't understand why,
Mama standing in the kitchen,
preparing dinner, while she cries,
as the pain spreads inside,
cuz something that's going on,
denial of my first question,
second time got no respond.
To lose some one, that had always been there.
She always had my back,
and she always did care.
So with these lines right here,
I wanna explain, how much I love u,
no matter what u do,
I will forever stay true.
Until this day - can't nobody tear us apart.
10 years is past, but u are still living in my heart.
Truly no poetry can explain, how much I miss ya,
no matter where u are – u will always be my sister.

Chorus…

Manga på Louisiana

Louisiana understreger endnu engang sin status, som et af Danmarks førende museer for moderne samtidskunst, ved at lancere en udstilling omkring manga. (Louisiana har faktisk før udstillet manga i forbindelse med deres udstilling om Japan i 1995.) Umiddelbart ser jeg udstillingen som en genistreg fra museumsdirektør Poul Erik Tøjners side, selvom der sikkert er mange kunstkritikere og intellektuelle rundt omkring i landet som rynker på næsen af udstillingen. De vil ganske givet mene, at manga ikke er "rigtig" (fin) kunst og for "lavkulturelt" til at blive udstillet på et kunstmuseum som Louisiana. Generelt har jeg den holdning, at enhver, som bruger ordene fin og lav i forbindelse med kultur i fuld alvor, også samtidig har indrømmet sin egen arrogance overfor sidstnævnte. En arrogance som vel og mærke udelukkende tager udgangspunkt i en subjektiv vurdering. Ifølge min egen subjektive vurdering, så er manga ofte langt større kunst end mange af de "finkulturelle" værker, der bliver solgt for flere millioner på alverdens auktionshuse. F.eks. så kan jeg tydeligt huske et bestemt moderne værk, som udelukkende bestod af et hvidt lærred med en blå firkant i midten. That’s it. Heldigvis, så hang der under værket et skilt med værkets pris, hvilket dermed gav mig en vis form for erindringsværdig oplevelse. 700.000! Desværre så viste det sig senere, at prisen ikke var en del af selve værket, men den reelle pris som museet havde betalt for værket, hvilket ledte mine tanker over på H. C. Andersens eventyr om Kejserens nye klæder. Derfor kan jeg ikke rigtig se, hvorfor manga per definition skulle være en lavere form for kunst end meget af det bras, der hænger rundt omkring på landets museer. Derudover så burde man måske også overveje, hvad der egentlig ligger i definitionen af moderne- og samtidskunst. For selvom manga har en 200 år gammel kulturtradition bag sig, så sætter manga for tiden sit præg på mange forskellige områder som f.eks. popkultur, film, computerspil, tøj og indretningsdesign. Derfor kan jeg heller ikke se mangaudstillingen på Louisiana som andet end endnu et positivt tegn på Louisianas fremtidige udvikling, da Arken normalt er mit foretrukne museum for moderne kunst. Til min egen store overraskelse, så er anmelderne også helt vilde med den nye mangaudstilling (hvilket man kan læse mere om her, her og her) og derfor glæder jeg mig også meget til at aflægge udstillingen et besøg indenfor den nærmeste fremtid. Udstillingen varer frem til den 8. februar.

Om mit lejlighedskompleks og mine naboer

Nu er det endelig ved at blive sommer. Det kan jeg se, ikke bare ved at se på buskene, træerne eller vejret, men også ved at se på mine naboer. De fleste naboer er nemlig begyndt at komme ud af deres lejligheder. Vi taler mest sammen om sommeren, da det jo også er der, hvor man helt automatisk kommer til møde hinanden, når man skal ud i det gode sommervejr. Om vinteren er det noget helt andet. Der går de fleste bare rundt sådan lidt anonymt hver for sig og hilser kun på hinanden, når de tilfældigt mødes. Sidste sommer overvejede jeg også, hvordan det egentlig ville være, hvis det var godt vejr hele året rundt. Ville folk mon så tale sammen hele året?

Vores lejligheder er opført sådan lidt som små spredte bygninger med græs imellem. Selve lejlighederne er også bygget sådan lidt i New Yorker stil med vinduer fra gulv til loft (sådan 2,80 højt). Hele boligkomplekset blev opført for 3-4 år siden og i den forbindelse fik komplekset også en eller anden form for arkitektpris. Men de fleste mennesker mener vist, at bygningerne er ret grimme, selvom der da også findes dem, som mener, at komplekset er flot. Folk har i hvert fald altid en mening om bygningernes udseende og vil meget gerne dele den med én, når de besøger én for første gang. Bygningerne skiller sig øjensynlig også så meget ud arkitektonisk, at vi regelmæssigt også har besøg af forskellige grupper af arkitekter og arkitektstuderende. Det kan godt nogle gange give én lidt en følelse af, at man bor i en Zoo. Sidste sommer sad jeg f.eks. udenfor lejligheden på terrassen og læste lidt i en bog i solen. Pludselig kommer omkring 40 mennesker i deres pæneste tøj vadede ind og stiller sig op i midten af bygningerne. En træder ud af gruppen og begynder at fortælle om byggeriet, mens resten af gruppen lytter, hvoraf nogle få diskuterer, mens andre peger rundt og tager billeder. Og de var skam ikke bange for at få mennesker med på deres billeder. Det kunne man så måske i en eller anden grad acceptere, hvis de blot var til privat brug. Men det er de skam ikke nødvendigvis, for nogle af billederne har jeg senere selv set både på internettet og i dagspressen. Ja, det er sørme privat at bo her. For at understrege følelsen af, at vi faktisk bare er et slags socialt eksperiment, så har vi også allerede haft flere forskellige undersøgelser af de fysiske og sociale rammer. Sidste sommer kom der f.eks. nogle forskellige arkitektstuderende, der gik rundt og skrev ned, hvad vi lavede udenfor på deres notesblokke. Forestil jer at slappe af, mens en anden person konstant skriver noget ned, hver gang du foretager dig noget nyt. Til sidst havde man næsten lyst til at gå over og snuppe blokken, for at se, hvad han egentlig havde skrevet. Senere fik vi også et tilbud om nogle flasker rødvin, hvis vi ville stille op til et interview om at bo herude, altså som et led i undersøgelserne. Hvad resultatet blev af alle de undersøgelser, det har vi mærkeligt nok aldrig hørt noget om.

Men faktisk har mit lejlighedskompleks en ret imponerende sammensætning af mennesker. Jeg er næsten fristet til at sige, at der findes alle slags mennesker herude, men det ville trods alt være en løgn. Da kun fem af lejlighederne er lejeboliger og resten er ejerlejligheder, så giver det vist en vis automatisk frasortering af nogle bestemte typer mennesker. Noget som arkitekten øjensynlig ikke kunne gennemskue, dengang da han proklamerede i tv, at det var et sted, hvor alle kunne bo. Men vi er faktisk ret forskellige. Vi har både singler, fraskilte, fraskilte med børn, par uden børn, par med små børn, par med større børn og ældre. Vi har også både folk med forskellig etnisk baggrund, hudfarve, religiøs overbevisning og så har folk vist også generelt meget forskellige uddannelser, jobs og dermed også økonomi. Og så havde vi har endda også (indtil for et stykke tid siden) både et homoseksuelt par af mandligt og kvindeligt køn, men nu er det lesbiske par så flyttet i hus. Men på trods af alle vores forskelligheder, så har vi faktisk et enormt godt miljø herude. Det skyldes nok det faktum, at selvom folk er enormt forskellige på visse områder, så deler alle dybest set de samme grundlæggende værdier. (Selvom de helt sikkert ikke stemmer på de samme partier.) Et sådan miljø er naturligvis meget skrøbeligt og kan også meget hurtigt forandre sig - alt efter, hvem der flytter ind og hvem der flytter ud. Men det er fantastisk, så længe det kan lade sig gøre.

For ikke at ødelægge den ellers så tilsyneladende harmoni, så diskuterer vi heller aldrig politik indbyrdes. Til gengæld diskuterer folk meget gerne den interne politik i lejlighedskomplekset. Og hvis man nogensinde har været til et møde i en leje- eller ejerforening, så har man også en helt naturlig forståelse af, hvorfor der er krig i verden. For her kan selv de mindste detaljer hurtigt fører til uendeligt mange diskussioner og flere forskellige former for barnlige magtkampe og rivaliseringer. Det kan handle om alt, lige fra de meget omdiskuterede ordensregler, til hvorvidt vi skal have et nyt og endnu hurtigere internet (selvom vi allerede har det hurtigste, der findes) om vi skal have en ny rutsjebane på legepladsen (selvom den gamle er fra sidste år) hvordan parkeringsafmærkninger skal se ud eller hvordan de begrænsede kvadratmeter af nyttehaver skal fordeles osv. Og de diskussioner og magtkampe foregår tit på nogenlunde samme måde som på Christiansborg, hvilket ikke nødvendigvis siger noget positivt om dialogformen. Altså er der masser af politiske diskussioner om fordelingen af ressourcerne - det handler bare kun om de interne ressourcer i vores lejligheds mikrokosmos. Det er jo også meget mere hensigtsmæssigt, for her kan en diskussion jo rent faktisk gøre en forskel. Man kan rent faktisk påvirke, hvorvidt stregerne på parkeringspladsen skal være hvide eller gule. Så sig ikke, at de mange magtkampe og personlige rivaliseringer har været fuldkommen formålsløse - for så kan du jo bare se på parkeringspladsen. Eller nogle af de andre områder for de sidste tre års magtkampe som f.eks. de to legepladser, nyttehaverne, bålområdet, petanquebanen, fodboldbanen, blomsterbedene, de årlige fester: fastelavn, jul osv. Er det her, jeg skal gøre opmærksom på, at lejlighedskomplekset kun består af 80 lejligheder og blev bygget for 3 år siden? Men på trods af dette, så tror jeg faktisk ikke, at særlig mange andre lejlighedskomplekser fungerer så optimalt som vores. Det er en både fascinerende og skræmmende konstatering på samme tid.