søndag den 29. marts 2009

Test: Er du en del af den intellektuelle elite?

Så er det igen blevet tid til en af mine super seriøse test. Denne gang kan du teste, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite eller ej. For selvom at du måske har taget en akademisk uddannelse, så er det jo ikke sikkert, at du er en del af den absolutte intellektuelle elite! Husk at være ærlig!

1. Når du møder nye mennesker, der ikke regelmæssigt læser bøger omkring dit fag- /arbejdsområde, så:

A. Ser du med stor mistro på dem, mens du rækker hånden frem.
B. Rækker du hånden frem og hilser høfligt på dem med et stort smil.
C. Prøver du at undgå deres opmærksomhed og er i det hele taget meget i tvivl omkring, hvordan man skal kommunikere med så primitive skabninger.

2. Du er kun begejstret for underholdning, når:

A. Der er en anden intellektuel med – for så må det jo være i orden.
B. Det er sjovt.
C. Du selv er midtpunktet – for så kan der jo umuligt være tale om meningsløs underholdning for masserne.

3. Du mener, at du:

A. Ved næsten lige så meget som alle de andre arrogante akademikere.
B. Ved en del omkring dit fag- / arbejdsområde.
C. Er klogere end alle andre og dermed også burde være enevældig diktator.

4. Dine indkøb foregår hovedsageligt:

A. Der, hvor de har de ting, som du skal bruge - det har de jo ikke alle de almindelige steder - i hvert fald ikke i den rette kvalitet, fra den rette geografiske placering, lavet ud fra de rigtige politiske holdninger osv.
B. Helt almindelige indkøbssteder - hvor alle andre mennesker også handler.
C. Specialforretninger - hvor du kun møder folk, som du allerede kender og deler (minimum) 99 % af dine holdninger og interesser med.

5. Når du bruger fagudtryk eller begreber, som dine diskussionspartnere ikke kender, så:

A. Sker det hovedsagligt for at dække over din egen uvidenhed eller mangel på gode argumenter.
B. Forklarer du også altid begreberne, så de har en mulighed for at tage stilling til dine argumenter.
C. Forstår du ofte heller ikke selv betydningen af dem – men det er jo ikke nogen hindring for, at man kan bruge dem til at vinde en diskussion.

6. Når du fortæller andre udenforstående omkring dit fag- / arbejdsområde, så tænker du tit:

A. Det forstår de nok alligevel ikke noget af.
B. Hvordan kan jeg mon forklare det, så de også kan se det spændende ved mit fag- / arbejdsområde?
C. Hvorfor spilder jeg dog min tid på de her primitive undskyldninger for mennesker?

7. Hvis du sidder på en cafe og der bliver sat noget populært moderne musik på, som ikke lige falder i din smag, så tænker du:

A. Hvor ærgerligt – endnu en god cafe, der er blevet overtaget af en populistisk kapitalist!
B. Ikke nærmere over det.
C. At Taliban måske alligevel havde en pointe, da de forbød musik.

8. Når du hører nogen ytrer en anden holdning end din egen, så er din umiddelbare reaktion:

A. At du ikke rigtig hører efter – men bruger den overskydende spildtid (mens den anden fortæller) på at forberede din fremlægning af dit eget synspunkt.
B. At lytte opmærksomt, for derefter at stille opklarende spørgsmål - for på den måde at få den bedst mulige forståelse af den andens synspunkt.
C. At du ikke hører efter – for det ville jo være spild af din tid, når du allerede ved alt, hvad der er værd at vide.

9. Når du siger, at man bør hjælpe de svage i samfundet, så er det fordi:

A. At det er politisk korrekt.
B. At du mener, at det giver det bedste samfund.
C. At du gerne vil markere din egen højerestående position i samfundet.

10. Når du taler om den intellektuelle elite, så gør du det hovedsagligt, fordi:

A. At du ikke har noget klogere at sige.
B. Du elsker at gøre grin med arrogante akademikere (også gennem tests på din blog).
C. Du gerne vil understrege, hvor klog du selv er (hvilket desværre ikke er særlig selvindlysende).

Her burde det jo egentlig være overflødigt at komme med nogen yderligere forklaring. Men hvis du stadig skulle være i tvivl omkring, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite, så består den intellektuelle elite af dem, som hovedsagligt har svaret C igennem alle spørgsmålene. Hvis du derimod skulle have svaret A de fleste gange, så er du lige på grænsen. Du er lidt af en wannabe-intellektuel, da du godt kan se fordelene ved at være en del af den intellektuelle elite, men stadig ikke helt har cuttet båndene til den almene befolkning. Hvis du har svaret B flest gange, så bliver du nok aldrig en del af den intellektuelle elite. Du mangler helt grundlæggende egenskaber som f.eks. arrogance, storhedsvanvid, selvhøjtidelighed og kan derfor heller aldrig blive anset som et ligeværdigt medlem af den intellektuelle elite.

fredag den 27. marts 2009

X-Factor findes kun uden arrogance

Så er det i aften, at X-Factor-finalen bliver afgjort. Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal holde med, da alle finalisterne tydeligvis har talent. Men jeg glæder mig til at høre Alien Beat Club bestående af Patricia, Kasper, Marcel og Stephanie synge Elton Johns Circle of Life og Lady Gagas Just dance. Da jeg syntes, at deres unikke vokaler passer perfekt sammen - ganske ligesom andre gode vokalgrupper som f.eks. den amerikanske R&B gruppe Boys II Men. Men modsat Remees gode sangvalg, så må jeg endnu en gang undre mig over Thomas Blachmans valg af sange. Jeg syntes generelt, at Blachman har valgt nogle enormt ringe sange til sine deltagere. Hvorfor skal en fyr med Mohammeds talent kun synge halvkedelige popsange? Hvis man har et talent, så bør man da også have mulighed for at vise det! Derfor tror jeg heller ikke, at Mohammed nogensinde var endt i farezonen, hvis det f.eks. var Remee som havde valgt hans sange.

Men generelt er jeg ret skuffet over Thomas Blachman, da jeg ellers var ret vild med ham sidste år, hvor han - på trods af flere unødvendige ubehagelige udtalelser omkring deltagerne – kom med flere gode og tankevækkende bemærkninger. Men, hvor var den Blachman henne i år? I år bidrog Blachman stort set ikke med andet end ros til sine egne deltager uanset deres performance og så lidt tilfældig kritik til de deltagere, som udgjorte en trussel overfor hans egne deltagere. Ligeledes skuffede det mig også, at Blachman ikke selv kunne kende forskel på arrogance og selvtillid i diskussionen omkring Lucas. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorvidt Lucas egentlig var arrogant eller ej – for det kunne jo også bare være en uheldig måde at skjule sin usikkerhed på. Men uanset Lucas personlighed, så hjalp det ham i hvert fald ikke særlig meget, at Blachman valgte at afvise kritikken ved at henvise til janteloven (frem for bare at afvise, at Lucas skulle være arrogant). Hvilket i situationen nok var den værste form for hjælp, som Lucas kunne have fået. For arrogance har jo intet at gøre med hverken stjernekvalitet eller selvtillid, men er nærmere et udtryk for en persons behov for at se bort fra sin egen manglende selvtillid ved at se ned på andre mennesker. Og derfor var det også kun naturligt, at de tre finalister forleden optrådte med både stor glæde og ydmyghed overfor publikums begejstring på Rådhuspladsen. For den sande glæde opstår jo netop, når man får lov til at udfolde sit talent og dermed bliver fyldt med en følelse af taknemlighed - hvilket står i skarp kontrast til arrogance! Den glæde kan man også tydeligt se i denne video, hvor Alien Beat Club optræder med deres fantastiske version af Sanne Salomonsens frække og intense sang Taxa:

tirsdag den 24. marts 2009

søndag den 22. marts 2009

Om filosofisk reklame og protreptik

Jeg fandt for et stykke tid siden den her Youtube-video, hvor Ole Fogh Kirkeby fortæller omkring indholdet af hans bog Protreptik - Filosofisk coaching i ledelse. I videoen kommer Ole Fogh Kirkeby med nogle rigtig interessante pointer omkring ledelse, hvilket også har gjort, at jeg har tænkt mig at købe bogen. For umiddelbart syntes jeg bestemt ikke, at der er tale om ældgammel (forældet) tænkning, som Pia ellers kalder det i hendes meget interessante artikel "Ledelsesfilosofi skader mere end det gavner" (selvom jeg reelt ikke kan vide det med sikkerhed, før jeg har læst bogen). Selvom jeg da også gerne vil udtrykke min egen store undren over, hvorfor ledelsesfilosofi stort set aldrig tager udgangspunkt i nulevende filosoffer! Men uanset udgangspunktet, så syntes jeg, at andre filosoffer også burde overveje at lave lignende videoer, da de kan fungere som en rigtig god reklame på nettet.