Om ironi og sarkasme

Da jeg var yngre, brugte jeg meget ironi og sarkasme, men det stoppede jeg med, da det gik op for mig, at ironi ikke kun er sjovt - men også har et negativt perspektiv. Ironi kan også blive problematisk at bruge i forhold til kommunikation, hvis man ikke deler den samme fælles forståelse, for så kan der hurtigt opstå misforståelser og dermed kan der blive sat spørgsmålstegn ved intentionen med det sagte. I dag bruger jeg kun sjældent ironi - selvom jeg stadig er den første til at grine af andres ironi - men aldrig af deres sarkasme. Sarkasme stammer fra ordene satire og ironi og har ofte (modsat ironi) til hensigt at såre eller ydmyge andre mennesker. Personligt syntes jeg ikke, at der er noget humoristisk ved at få andre mennesker til at få det dårligt. Tværtimod så gør det også mig ked af det. Ironi består for det meste af en så kraftig over- eller underdrivelse af virkeligheden, at man inddirekte sætter spørgsmålstegn ved sandheden af det, som man netop har sagt. En anden udbredt form for ironi kender man fra den græske filosof Sokrates, der var kendt for at få sine modstandere til at underminere deres egne argumenter og afslører deres egen argumentations svage steder - ved at stille nogle helt ”uskyldige” spørgsmål. Denne underfundige form for spørgeteknik kaldes også for jordemoderteknikken, da man hjælper den anden ud af sin forfejlede opfattelse af verden og hjælper vedkommende med at “barsle” den rigtige forståelse. Her har ironien altså det formål at hjælpe den anden person tættere på sandheden. En tredje form for ironi er skæbnes ironi, hvor diverse omstændigheder bekræfter ens værste anelser eller hvor det utænkelige sker trods alle odds. Det findes der masser af gode eksempler på i Alanis Morisettes store hit Ironic, som f.eks. “He won the lottery and died the next day” og ”It's meeting the man of my dreams and then meeting his beautiful wife”.

Om forandringsbegrebet – funny how things change

Alt forandrer sig hele tiden. Måske ikke alt. Ikke min moral, mit syn på mennesker eller min kærlighed til dem, som jeg elsker. Men alt andet. Det gælder ikke kun for mig, men for mange mennesker. Forandring er et grundlæggende vilkår ved livet og ikke bare et resultat af krisen. Den græske filosof Heraklit mente, at forandring består af den konstante vekselvirkning mellem modsætninger. Altså er en forandring, når en modsætning efterfølger en anden bestemt modsætning som f.eks. fra varm til kold. Det perspektiv fik en anden græsk filosof Parmenides til at konkludere, at forandring må være logisk umulig. For hvordan kan man tale om, at noget er til eller har eksistens, når det konstant forandrer sig? Som Heraklit beskrev det: ”Man kan ikke gå ned i den samme flod to gange”. Parmenides mente derfor, at forandring måtte være en selvmodsigelse, for når A bliver til B, så eksisterer A jo ikke længere (og B er opstået). Parmenides konkluderede derfor, at forandring og eksistens måtte være modsætninger.

Problemet med førsokratikernes behandling af forandringsbegrebet er naturligvis, at de ikke skelnede mellem mikro- og makrosprog. Makrosprog er det, som danner grundlag for, hvordan vi kan kommunikere med hinanden og makrosproget består af vores fællesbetegnelser. Hvorimod mikrosproget går mere i dybden og ser på de mindre detaljer. Og selvom man ganske rigtig aldrig kan gå ned i den præcis samme fysiske flod to gange, så er floden jo stadig grundlæggende den samme, selvom vandet i vandløbet har forandret sig. Ligeledes gælder det også for verden. Verden har ikke forandret sig særlig meget i løbet af de sidste 30 år i makroperspektiv, men det har den i høj grad set i et mikroperspektiv. Jeg har fundet nogle sjove perspektiver på disse forandringer:

Om at være højre- eller venstrehåndet

Højrehåndet betyder, at man har større koordination og fingerfærdighed i ens højre hånd end i ens venstre hånd. Derfor vil man også automatisk foretrække at udføre ens dagligdagsopgaver såsom at skrive og lave mad med højre hånd. Cirka 10 % af alle mænd og 8 % af alle kvinder er venstrehåndede. Under 1 % af befolkningen har ingen sidepræference. Videnskaben overvejer også stadig, hvorvidt venstrepræferencen kan skyldes et manglende gen hos ca. 20 % af befolkningen, hvoraf ca. 50 % af dem (10 % af befolkningen) bliver venstrehåndede. Man har i mange år sagt, at venstrehåndede lettere bliver syge og at de er mere kreative, men det er aldrig blevet underbygget videnskabeligt. Undersøgelser af folk med hjerneskader har dog vist, at man (de højrehåndede i hvert fald) primært bruger den højre side af hjernen til at fokusere på hele billedet, mens man bruger den venstre side af hjernen til at fokusere på detaljerne i billedet. I mange år troede man også, at menneskets asymmetriske hjerne var helt unik for mennesket, men forskningen har sidenhen vist, at det, at have en sidepræference (det at være højre- eller venstrehåndet) også findes hos dyr. Men modsat, hvad man måske umiddelbart skulle tro, så findes højrepræferencen ikke i samme udstrækning hos vores artsfæller primaterne. For her viser undersøgelser, at det kun er omkring 55 % af primaterne, der skaffer sig føde primært ved at bruge den højre hånd. Til gengæld tyder meget på, at f.eks. chimpanser bruger højre hånd til at kommunikere med andre primater. Hjernescanninger af aberne har også yderligere vist, at den venstre hjernehalvdel brocas homolog bliver aktiveret – ganske ligesom det er tilfældet for mennesket.

Mellem 60 og 80 % af alle fuglearter bruger deres højre øje eller side til at se og skaffe sig føde, hvor særligt papegøjer har en præference for den højre side. Mere end 90 % af alle papegøjer bruger venstre foden til at samle føden op med og næbbet som en slags højrehånd til at bearbejde føden med. Ligeledes bruger omkring 80 % af alle hvalrosser også deres højre luffe til at finde føde på havbunden. Spændende ny forskning viser også, hvorledes mange dyr reagerer kraftigere på trusler fra den venstre side end fra højre side og at noget lignende formentligt også gælder for mennesker. Hvilket mulivis også kan forklare, hvorfor højrehåndede boksere vender den venstre side til - da synsrefleksen muligvis bliver hurtigere aktiveret i den venstre side og dermed undgår bokseren lettere modstanderens slag. Generelt tyder meget forskning på, at den højre side af hjernen er bygget til at fokusere på flugt, mens den venstre hjernehalvdel fokuserer mere på at være imødekommende. Det er formentlig også årsagen til, at hunde logrer mere med halen mod venstre, når de ser andre dominerende hunde og mere mod højre, når deres ejere kommer hjem. Noget forskning tyder også på, at dyr generelt er mere aggressive over for andre, når de befinder sig til venstre side for dem end, når de er på højre side. Forskning har også vist, at flokdyr har stærkere sidepræferencer. Dette gælder f.eks. fisk der svømmer i stimer, hvor en fælles sidepræferencer kan være et spørgsmål om overlevelse i forhold til rovfisk.

Forskningen viser også, at der også findes flokdyr med en alternativ sidepræference, hvilket muligvis også kan forklares vha. overlevelse – da det uventede eller overraskelse også kan være et ganske effektivt forsvar. (Her kan man så overveje, hvorvidt det er en tilfældighed, at både Osama Bin Laden og de sidste 5 ud af 7 amerikanske præsidenter i USA har været venstrehåndede (Gerald Ford, Ronald Reagan, George W. Bush, Bill Clinton og Barack Obama).) Og hvorvidt det er denne erkendelse der har ført til, at man ikke længere tvinger venstrehåndede til at skrive med ”den rigtige” (højre) hånd i skolen. Uanset, så betyder højre stadig betyder ”den rigtige” eller ”den rette” på flere sprog som f.eks. engelsk (right) tysk (recht) og fransk (droit) og venstrehåndet betyder også stadig klodset og uheldig på henholdsvis engelsk (lefthanded) og fransk (gauche). For ikke at glemme de knapt så flatterende ordsprog som f.eks. en vielse til venstre hånd og venstrehåndsarbejde. Ud over de venstrehåndedes selvindlysende problemer med at skrive fra venstre mod højre uden at tvære skriften ud, så har produktionen af teknologi tilrettet majoriteten af højrehåndede (som f.eks. sakse, mikrobølgeovne, kameraer, knive, guitarer og dåseåbnere) nok heller ikke været særlig fordelagtig for opfattelsen af de venstrehåndede. I dag kan de venstrehåndede dog bestille langt de fleste produkter tilrettet deres sidepræference – men der er stadig mange områder, hvor præferencen udgør et problem for de venstrehåndede.

Om italesættelse

Der findes en Facebook-gruppe imod ordet italesættelse og i Sproglaboratoriet uddyber kommunikationskonsulent og ophavskvinde Karen Dyhr Pedersen, hvorledes hendes antipati ikke er rettet imod selve ordet, men hvor ofte det bliver anvendt indenfor de konsulentkredse, hvor hun færdes. Dyhr Pedersen forklarer derudover, hvorledes hun mener, at ordet ofte bliver brugt for at lyde ”klog og meget intellektuel”. Det er en interessant kommentar, da jeg jo før har beskæftiget mig en del med brugen af ordet intellektuel. Endnu en gang bliver det bekræftet, at ordet intellektuel mest bruges i en negativ sammenhæng, hvor intellektuel bliver brugt til at referere til personens egen selvforståelse - frem for de reelle evner. Og dermed må anerkendelsen af et andet menneskets intellektuelle evner også i en eller anden grad hænge sammen med evnen til at kunne kommunikere og gøre sig forståelig overfor andre mennesker. Det, at man kan tale på et højt fagligt niveau kan sagtens være et udtryk for nogle gode faglige kompetencer, men det er på ingen måde noget udtryk for nogen gode kommunikative evner og der er for det meste også en vis sammenhæng mellem de to former for kompetencer.

Selve ordet italesættelse stammer fra oversættelsen af Michel Foucaults bog Histoire de la sexualité - Vol I: La Volonté de savoir (Seksualitetens historie - viljen til viden) hvor han bruger formuleringen ”mis en discour”. Men hvis man slår ordet italesættelse op i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs bog Den Danske ordbog, så står der følgende forklaring af ordet: ”At udtrykke ved hjælp af ord. At give en sproglig formulering.” Det hjælper egentlig ikke særlig meget på forståelsen af ordets betydning – da det vel svarer til at spørge lægen omkring, hvad man fejler og så få det svar, at man er syg. Men jeg ser ordet italesættelse som en slags retorisk strategi, hvor man laver en sproglig iscenesættelse af et bestemt emne, område, virksomhed eller produkt. Her forsøger man at formidle et bestemt fokus på et område eller nogle bestemte værdier gennem ens valg (og fravalg) af ord, metaforer, sætningskonstruktioner og udtryk. Karen Dyhr Pedersen kritiserer specielt, hvorledes ordet italesættelse bliver brugt alt for ofte og det med god grund. For hvis man italesætter alt, så italesætter man jo i virkeligheden intet. Alt kan ikke være lige vigtigt og dermed bliver det også meningsløst at tale om italesættelse. Jeg har ikke selv haft nogen oplevelser med, at folk konstant bruger ordet italesætte i den grad, det det virker meningsløst. Men man kunne måske godt forestille sig, at nogle kommunikationskonsulenter (enten bevidst eller ubevidst) prøver på at italesætte deres egne kommunikationsevner ved konstant at bruge ordet italesætte.

I går var jeg så heldig at få lov til at tale i 1½ time omkring mit arbejdsområde (kvalitet i sundhedssektoren). Der håber jeg meget, at jeg fik italesat vigtigheden af kvalitetsarbejdet overfor den store forsamling af meget kompetente og dygtige fageksperter. Men jeg er ikke så arrogant, at jeg tror, at man kan diktere ens forståelse af virkeligheden til andre mennesker, blot fordi man italesætter et område. Og derfor handler italesættelse heller ikke bare om sproglige virkemidler, men om at få de gode argumenter på bordet og få forklaret, hvorfor det er vigtigt. For der er intet determinerende ved italesættelse - det er blot en beskrivelse af en sproglig handling, hvor man forsøger at sætte fokus på nogle bestemte emner eller aspekter og dermed vil der også altid være mulighed for andre perspektiver og fortolkninger.

Filosofiske overvejelser - på grænsen mellem begrebsafklaring og begrebsmanipulation

Filosofiens elendighed har altid bestået i, at filosofi er svær at kategorisere. Man kan sige, at filosofi er svær at få greb om (=begreb). Filosofi kan handle om alt, men ikke alt er filosofi. Filosofi er et meget spændende område, men har fået et lidt kedeligt ry, fordi der findes alt for mange kedelige tekster og bøger om filosofi. Hvorfor? Fordi de såkaldte filosoffer ikke har evnet at relatere de filosofiske spørgsmål i høj nok grad til virkeligheden. De har, som jeg tidligere har kritiseret, filosoferet sig væk fra virkeligheden. Og filosofi giver jo netop kun mening i relation til virkeligheden. Det burde egentlig være fuldkommen selvindlysende for enhver filosof, men det er det bare ikke. Det kan man med stor forundring konstatere gang på gang. Mange filosofiske spørgsmål skyldes også helt basalt en grundlæggende begrebsforvirring og derfor består mange filosofiske overvejelser også af begrebsafklaring. Meget forfejlet filosofi (og politik for den sags skyld) skyldes det simple forhold, at man ikke formår at medtænke virkeligheden i sine overvejelser. Indenfor filosofi, der skelner man traditionelt set mellem praktisk og teoretisk filosofi. Denne skelnen har helt sikkert været en medvirkende årsag til, at flere filosoffer har fået den forfejlede opfattelse, at man sagtens kan tale om filosofi helt isoleret fra virkeligheden! For selvom, at skellet naturligvis også har en praktisk anvendelse, så er det mindst lige så vigtigt at huske på, at den teoretiske filosofi altså ikke eksisterer fuldkommen uafhængig af virkeligheden. Problemet opstår typisk, fordi begrebsafklaring i høj grad handler om at eliminere alle de unødvendige detaljer og dermed kan man hurtigt få smidt virkeligheden ud med badevandet. For begrebsafklaring forudsætter, at man evner at kunne skelne mellem, hvor grænsen går imellem begrebsafklaring og begrebsmanipulation. Det samme gør sig også gældende i mange nyere politiske diskussioner, hvor man i høj grad diskuterer definitionen af de brugte begreber – frem for værdierne. Det kan man uden den store tøven kalde for politisk filosofi.

Begrebsafklaring er en vigtig øvelse, da begrebsafklaring er med til at klarlægge og tydeliggøre tænkningen. Et begreb er den abstrakte egenskab, relation, tankemæssige forestilling eller et afgrænset område af fænomener, som på mange måder muliggør sprogets funktion. Gennem begrebsafklaringen søger man systematisk at indordne begrebet ved at indkredse og afgrænse begrebets indhold i forhold til andre begreber. Indholdet er de kendetegn, som er fælles for alle de ting, der falder under det samme begreb. Begreber udgør på mange måder grundelementerne i tænkningen og derfor er det også vigtigt at få afklaret, hvilke begreber der er i spil i en diskussion – i såvel de filosofiske som de politiske debatter. Derfor finder jeg det også tankevækkende, at man skriver således Om begrebet mathematical literacy i Undervisningsministeriets publikation: Nøglekompetencer – forskerbidrag til det Nationale Kompetenceregnskab: "Ligesom reading literacy eller blot literacy er mere end at afkode, forstå og reproducere bogstaver, ord og vendinger, er mathematical literacy også mere end at afkode, forstå og reproducere tal og matematiske udtryk. Det omfatter også brugen af tal og matematiske udtryk i forskellige sammenhænge og drejer sig om evnen til at anvende matematisk viden og færdigheder i praktiske sammenhænge i dagligdagen." Noget lignende må også gøre sig gældende for filosofferne. En filosof må også være i stand til at anvende de filosofiske begreber, teorier og færdigheder i praktiske sammenhænge i dagligdagen – ellers må det være et tegn på en manglende forståelse eller evt. en manglende forbindelse til virkeligheden. Det er på ingen måde noget kvalitetsstempel, at man kan filosofere fuldkommen upåvirket eller uafhængigt af virkeligheden. Det kan nemlig meget vel føre til begrebsmanipulation frem for begrebsafklaring, hvilket der også findes flere eksempler på indenfor filosofihistorien. Grænsen mellem begrebsmanipulation og begrebsafklaring er meget fin, men det er set med mine øjne også ret væsentligt, hvad filosofien rent faktisk producerer: fakta eller fiktion.

Om dialog og det at flygte fra virkeligheden

Der bliver skrevet meget om dialog for tiden. Man skal være i dialog. Dialog skulle gerne være en samtale, hvor der bliver fremsat nogle forskellige synspunkter og som minimum burde føre til en bedre forståelse af den andens synspunkt. Hvis ikke, så er dialogen reelt bare en dobbelt monolog og derfor potentielt spild af tid. Dialog for dialogens skyld har ikke nogen nødvendighed – det har samtale til gengæld. Lidt ligesom Heideggers skelnen mellem tale og snak. Jeg er ofte i dialog med mange forskellige mennesker, som jeg ikke nødvendigvis har særlig meget til fælles med. Det ser jeg som noget meget positivt. For det holder mig vågen og fjerner de potentielt farlige skyklapper. Problemet er bare, at den autentiske dialog også kan ødelægge en rosenrød og forsimplet forståelse af verden. Sådan en forståelse har mange mennesker brug for at tro på, da alternativet (virkeligheden) er alt for overvældende. Det er langt mere kompliceret at have en nuanceret forståelse af verden end en forsimplet. Derfor slukker mange mennesker også for nyhederne. De slukker for virkeligheden. De vil meget hellere flygte ind i den trygge drømmeverden, hvor alt er præcist, som de ønsker. Man flygter ind i en pseudo-virkelighed af frygt for virkelighedens brutalitet. Denne flugt sker ofte gennem nogle trygge rammer, hvor alle har de samme holdninger og dermed kan bekræfte hinanden i pseudo-virkelighedens eksistens. Ethvert argument, der potentielt kunne ødelægge den fælles forestilling, bliver derfor også kategorisk afvist. Flugten er et tegn på luksus – en luksus som mange andre mennesker ikke har mulighed for. For de er konstant tvunget til at se den barske virkelighed i øjnene. Flugten må derfor også altid i en eller anden grad være et tegn på et beskyttet liv, hvor man på den ene eller den anden måde er forskånet fra nogle af livets mere barske sider. Her har drømmeverdenen den funktion, at den gør ulykke som f.eks. fattigdom, undertrykkelse og vold til et fænomen, der findes andre steder - i ulandene eller USA. Ikke lige udenfor ens egen hoveddør. Pseudo-verdenen har til formål at holde den ubehagelige virkelighed på tryg afstand. Problemet er bare, at ingen kan flygte for evigt - før eller siden indhenter virkeligheden os alle. Om ikke andet så i hvert fald i små glimt. Men flugten har også sine omkostninger. Det er farligt at leve i uvirkelighed - for i længden virker det fordummende! Derfor er jeg i dialog. Ikke, fordi virkeligheden bliver skabt gennem dialog, men fordi uvirkeligheden bliver skabt gennem den manglende dialog.