Nelson Mandela - Mine 10 yndlings citater

Verden har mistet en af de allerstørste helte. Olof Palme sagde en uge før sin død: "Apartheid kan ikke ændres, det skal elimineres." Det vil Mandela altid blive husket for - at have transformeret Sydafrika fra apartheid til demokrati. Endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at transformationen fra undertrykkelse og uretfærdighed til demokrati skete helt uden våben og uden de store blodudgydelser. Æren for dette kan i høj grad tilskrives Mandelas intelligens og retoriske evner, hvorigennem han skabte forandring gennem fredelig dialog, demonstrationer og pres fra det internationale samfund. Af alle Nobels fredsprismodtagerne er Mandela uden tvivl en af de personer, som har ofret mest på det personlige plan for at opnå fred.

Her er mine 10 absolutte yndlings citater af Mandela, hvoraf flere af dem stammer fra Mandelas fantastiske selvbiografi "Long Walk to Freedom":

1. We must use time wisely and forever realize that the time is always ripe to do right.

2. It always seems impossible until its done.

3. After climbing a great hill, one only finds that there are many more hills to climb.

4. A good head and a good heart are always a formidable combination. But when you add to that a literate tongue or pen, then you have something very special.

5. The greatest glory in living lies not in never falling, but in rising every time we fall.

6. A good leader can engage in a debate frankly and thoroughly, knowing that at the end he and the other side must be closer, and thus emerge stronger. You don't have that idea when you are arrogant, superficial, and uninformed.

7. I am fundamentally an optimist. Whether that comes from nature or nurture, I cannot say. Part of being optimistic is keeping one's head pointed toward the sun, one's feet moving forward. There were many dark moments when my faith in humanity was sorely tested, but I would not and could not give myself up to despair. That way lays defeat and death.

8. There is no such thing as part freedom.

9. For to be free is not merely to cast off one's chains, but to live in a way that respects and enhances the freedom of others.

10. Money won't create success, the freedom to make it will.

Hvor er de sexede mænd?

Når man taler omkring forskellen mellem kønnene, så syntes jeg, at det er tankevækkende, at mænd aldrig bliver forarget over andres mænds seksuelle adfærd. I hvert fald ikke i samme grad, som nogle kvinder tit bliver over andres kvinders adfærd. Nogen mænd bliver måske jaloux over andres mænd evne til at tiltrække kvinder, men de er sjældent forarget over deres seksuelle adfærd. (Selvom man naturligvis ikke kan afvise, at det samme gælder for de forargede kvinder.) Og hvad skyldes det så? Måske skyldes den forskel – ikke nogen forskel mellem kønnene - men mere at mændene generelt ikke udviser den samme form for seksuel adfærd, som nogle kvinder gør. Her er det altid belejligt med nogle kendte, som man kan tage udgangspunkt i - hvor f.eks. Britney Spears ved flere lejligheder har givet anledning til offentlig kritik på baggrund af hendes seksuelle tekster og adfærd i hendes musikvideoer. Det ser man ikke i samme grad, at mænd udviser i musikvideoerne – i hvert fald ikke på den samme måde – men det sker dog. Et godt eksempel på det - er den amerikanske R&B sanger og producer D’angelos video til sangen Untitled (How does it feel) fra 2000. Untitled (How does it feel) bestod udelukkende af en helt nøgen D’angelo, der sang Untitled (How does it feel)s stærkt seksuelle tekst. Her vil jeg ikke gennemgå teksten eller de seksuelle referencer, der bliver spillet på under vejs i videoen, men man kan jo selv google teksten og se videoen foroven. Efter videoen blev lanceret, så blev den hurtigt populær på MTV, hvor den senere blev nomineret til 4 MTV Video Music Awards. Derudover modtog D’angelo også i 2001 en Grammy Award for Best Male R&B Performance for den og Untitled (How does it feel) var også nomineret som årets bedste R&B sang. Derudover er Untitled (How does it feel) også ved flere leligheder blevet kåret som en af de bedste sange nogensinde - f.eks. som er den nr. 51 på Rolling Stones liste The 100 Best Songs of the Decade. Så selvom der på et tidspunkt var en del kritik af D’angelos video og han selv var træt af hans image som sexikon i en periode, så er der ingen tvivl om, at det var videoen, der gjorte ham berømt. Men det ville generelt være interessant at se, hvordan mænd ville reagere, hvis der var flere videoer af den slags? Ville der så også være flere forargede mænd? Det tror jeg. Men det er vel det, som man kalder ligestilling og dermed vil der formentlig også kommer flere af den slags videoer i fremtiden. For det er vel uundgåeligt, når mændene ikke gider at uddanne sig i samme grad som kvinderne, at der vil komme fokus på nogle andre områder? Eller hvad, er kvinderne i virkeligheden så anderledes end mændene?

Mon det er et handicap at være ALT for positiv?

I dag blev jeg afbrudt midt i en samtale med en fremmed person, fordi vedkommende gerne lige ville gøre mig opmærksom på, at jeg virkede som ”en meget positiv og ressourcestærk person”. Det er vist første gang, at jeg er blevet kaldt det af en vildt fremmed person efter blot 10 minutters samtale. Det blev jeg naturligvis meget glad for at høre, da jeg har en pudsig tendens til at være meget lidt kritisk overfor ros (medmindre den kommer fra meget sarkastiske mennesker)! Men herefter tilføjede vedkommende sætningen: ”... men det hører du sikkert hele tiden”. Det er desværre en sandhed med visse modifikationer, da det faktisk ikke altid er lige så let at være et super positivt menneske - som nogle måske umiddelbart kunne tro. For det at være et meget positivt menneske medfører faktisk også tit en del negative reaktioner (hovedsagligt fra negative mennesker) og derfor kan man heller ikke lade være med at overveje nogle gange, hvorvidt det måske ville være lidt lettere, hvis man bare var en anelse mindre positiv eller entusiastisk.

For der er nogle helt praktiske problemer forbundet med at være et meget positivt menneske. F.eks. kan det være ret svært at vurdere, hvor lykkelige andre mennesker er. Da ens nyttekalkule af, hvor lykkeligt det andet menneske (burde være) er - ikke altid matcher personens egen vurdering. Og derfor skal man også tit minde sig selv om, at bare fordi, at JEG kan påpege en milliard positive ting ved den andens liv, så behøver vedkommende jo ikke selv at kunne se det på samme måde. En anden ting, som også er meget problematisk for en person med en meget positiv indstilling til livet, er (hvad en af mine AC-kollegaer forleden omtalte som) brokke-kulturen. Det er enormt svært at være en del af en brokke-kulturen, hvis man har en meget positiv indstilling til tingene. For man vil konstant komme med opmuntrende kommentarer og gode konstruktive løsningsforslag – hvilket virker højest upassende i en social sammenhæng, som primært bygger på sammenhold baseret på brok omkring livets umulighed.

Når man er et meget positivt menneske, så påvirker man som regel også sine omgivelser i to forskellige retninger. Enten så skaber man enorm meget glæde omkring sig. For det er virkelig sandt – glæde smitter. Desværre bare ikke på alle. Og derfor kan man også godt påvirke folk i en negativ retning - bare ved at have en rigtig positiv indstilling til tingene. For nogle (sure) mennesker kan det ligefrem virke så provokerende, at de får lyst til at påpege nogle negative aspekter ved ens liv. Formodentlig i håbet om, at man dermed vil føle sig mindre lykkelig. Sådan en reaktion har jeg ikke særlig meget forståelse for - men jeg antager, at det må skyldes, at de har det enormt dårligt med dem selv. (Empati har virkelig mange positive funktioner.) Nogle gange tror jeg også, at nogle mennesker fejlagtigt antager, at hvis man er meget glad af natur, så må det også være ensbetydende med, at hele ens liv har været en dans på roser. Men her sandheden nok nærmere, at jo mere ulykke man oplever, jo lettere har man også ved at værdsætte de små ting i livet. Og jo længere tid ulykken har varet, jo mere værdsætter man også de lykkelige øjeblikke. For en positiv indstilling til livet handler ikke så meget om succes, men mere omkring, hvordan man definerer succes. Hvilken indstilling man har til livet. Og hvordan man vælger at se på sit liv og de muligheder, som man bliver præsenteret for. Hvilke forventninger man har til sig selv og sine omgivelser. Følelsen af lykke handler nemlig i høj grad om, hvilke forventninger man har til livet. Og dem vælger man faktisk selv - modsat så mange andre ting her i livet, som man ikke har kontrol over. Man kan 100 % selv vælge, hvordan man vil forholde sig til sit eget liv. Her vælger jeg den positive tilgang - selvom jeg da heller ikke helt kan afvise, at det måske nogle gange ville være lettere at have en lidt mere afdæmpet tilgang til livet.

Om ligestilling - en opsang til feministerne

Jeg går naturligvis qua mit køn ind for ligestilling. Hvis jeg var en mand, så ville dette jo være knapt så væsentligt, da jeg dermed ikke automatisk skulle tage barsel og fik mindre i løn. Men det betyder ikke, at jeg automatisk går ind for alt, hvad diverse feminister hælder ud af ærmet. Generelt så findes der uhyggeligt meget sludder omkring forskellen på mænd og kvinder. Der er mange forsimplede, fordomsfulde og generaliserende teorier omkring kønnene - som på ingen måde beskriver alle mænd og kvinder. Bare det, at man tror, at man kan skrive en teori omkring, hvordan manden eller kvinden ER. Mænd er (indbyrdes) meget forskellige. Det er kvinder også. Et af de fænomener, som virkelig undrer mig meget, er, når feminister ikke selv lever op til deres egne idealer. F.eks. så mener jeg ikke, at man kæmper særlig meget for ligestilling, hvis man har sin mand under tøflen. Ligestilling betyder jo ikke, at kvinden skal bestemme det hele. Det betyder lighed mellem kønnene. Dermed burde manden vel også have noget at skulle sige, hvis man ellers anser ham for at være en ligeværdig partner. Hvis ikke, så burde man måske finde en anden. Endnu værre er det, når feministen har en mandschauvinistisk mand. Det har jeg virkelig ikke nogen forståelse for. Hvorfor skaffer feministen sig ikke straks af med denne neandertaler? Her mener jeg, at feministen bør være lidt konsekvent og gribe i egen barm. Hvis man kæmper for ligestilling, så må man også finde en partner, som anser én som en ligeværdig partner. Ellers så er man jo dybest set bare med til at forsætte mandschauvinisternes forsatte overlevelse. Hvis ikke, så må feministen som et minimum huske på, at deres eget valg af en neandertaler, ikke giver dem retten til at generalisere de ubehagelige træk ud på resten af mændene. Hvis kampen for ligestilling skal forsætte med en vis troværdighed, så må det også foregå på de rigtige præmisser. Nemlig uden at generalisere eller undertrykke mændene.

Test: Er du en del af den intellektuelle elite?

Så er det igen blevet tid til en af mine super seriøse test. Denne gang kan du teste, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite eller ej. For selvom at du måske har taget en akademisk uddannelse, så er det jo ikke sikkert, at du er en del af den absolutte intellektuelle elite! Husk at være ærlig!

1. Når du møder nye mennesker, der ikke regelmæssigt læser bøger omkring dit fag- /arbejdsområde, så:

A. Ser du med stor mistro på dem, mens du rækker hånden frem.
B. Rækker du hånden frem og hilser høfligt på dem med et stort smil.
C. Prøver du at undgå deres opmærksomhed og er i det hele taget meget i tvivl omkring, hvordan man skal kommunikere med så primitive skabninger.

2. Du er kun begejstret for underholdning, når:

A. Der er en anden intellektuel med – for så må det jo være i orden.
B. Det er sjovt.
C. Du selv er midtpunktet – for så kan der jo umuligt være tale om meningsløs underholdning for masserne.

3. Du mener, at du:

A. Ved næsten lige så meget som alle de andre arrogante akademikere.
B. Ved en del omkring dit fag- / arbejdsområde.
C. Er klogere end alle andre og dermed også burde være enevældig diktator.

4. Dine indkøb foregår hovedsageligt:

A. Der, hvor de har de ting, som du skal bruge - det har de jo ikke alle de almindelige steder - i hvert fald ikke i den rette kvalitet, fra den rette geografiske placering, lavet ud fra de rigtige politiske holdninger osv.
B. Helt almindelige indkøbssteder - hvor alle andre mennesker også handler.
C. Specialforretninger - hvor du kun møder folk, som du allerede kender og deler (minimum) 99 % af dine holdninger og interesser med.

5. Når du bruger fagudtryk eller begreber, som dine diskussionspartnere ikke kender, så:

A. Sker det hovedsagligt for at dække over din egen uvidenhed eller mangel på gode argumenter.
B. Forklarer du også altid begreberne, så de har en mulighed for at tage stilling til dine argumenter.
C. Forstår du ofte heller ikke selv betydningen af dem – men det er jo ikke nogen hindring for, at man kan bruge dem til at vinde en diskussion.

6. Når du fortæller andre udenforstående omkring dit fag- / arbejdsområde, så tænker du tit:

A. Det forstår de nok alligevel ikke noget af.
B. Hvordan kan jeg mon forklare det, så de også kan se det spændende ved mit fag- / arbejdsområde?
C. Hvorfor spilder jeg dog min tid på de her primitive undskyldninger for mennesker?

7. Hvis du sidder på en cafe og der bliver sat noget populært moderne musik på, som ikke lige falder i din smag, så tænker du:

A. Hvor ærgerligt – endnu en god cafe, der er blevet overtaget af en populistisk kapitalist!
B. Ikke nærmere over det.
C. At Taliban måske alligevel havde en pointe, da de forbød musik.

8. Når du hører nogen ytrer en anden holdning end din egen, så er din umiddelbare reaktion:

A. At du ikke rigtig hører efter – men bruger den overskydende spildtid (mens den anden fortæller) på at forberede din fremlægning af dit eget synspunkt.
B. At lytte opmærksomt, for derefter at stille opklarende spørgsmål - for på den måde at få den bedst mulige forståelse af den andens synspunkt.
C. At du ikke hører efter – for det ville jo være spild af din tid, når du allerede ved alt, hvad der er værd at vide.

9. Når du siger, at man bør hjælpe de svage i samfundet, så er det fordi:

A. At det er politisk korrekt.
B. At du mener, at det giver det bedste samfund.
C. At du gerne vil markere din egen højerestående position i samfundet.

10. Når du taler om den intellektuelle elite, så gør du det hovedsagligt, fordi:

A. At du ikke har noget klogere at sige.
B. Du elsker at gøre grin med arrogante akademikere (også gennem tests på din blog).
C. Du gerne vil understrege, hvor klog du selv er (hvilket desværre ikke er særlig selvindlysende).

Her burde det jo egentlig være overflødigt at komme med nogen yderligere forklaring. Men hvis du stadig skulle være i tvivl omkring, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite, så består den intellektuelle elite af dem, som hovedsagligt har svaret C igennem alle spørgsmålene. Hvis du derimod skulle have svaret A de fleste gange, så er du lige på grænsen. Du er lidt af en wannabe-intellektuel, da du godt kan se fordelene ved at være en del af den intellektuelle elite, men stadig ikke helt har cuttet båndene til den almene befolkning. Hvis du har svaret B flest gange, så bliver du nok aldrig en del af den intellektuelle elite. Du mangler helt grundlæggende egenskaber som f.eks. arrogance, storhedsvanvid, selvhøjtidelighed og kan derfor heller aldrig blive anset som et ligeværdigt medlem af den intellektuelle elite.

X-Factor findes kun uden arrogance

Så er det i aften, at X-Factor-finalen bliver afgjort. Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal holde med, da alle finalisterne tydeligvis har talent. Men jeg glæder mig til at høre Alien Beat Club bestående af Patricia, Kasper, Marcel og Stephanie synge Elton Johns Circle of Life og Lady Gagas Just dance. Da jeg syntes, at deres unikke vokaler passer perfekt sammen - ganske ligesom andre gode vokalgrupper som f.eks. den amerikanske R&B gruppe Boys II Men. Men modsat Remees gode sangvalg, så må jeg endnu en gang undre mig over Thomas Blachmans valg af sange. Jeg syntes generelt, at Blachman har valgt nogle enormt ringe sange til sine deltagere. Hvorfor skal en fyr med Mohammeds talent kun synge halvkedelige popsange? Hvis man har et talent, så bør man da også have mulighed for at vise det! Derfor tror jeg heller ikke, at Mohammed nogensinde var endt i farezonen, hvis det f.eks. var Remee som havde valgt hans sange.

Men generelt er jeg ret skuffet over Thomas Blachman, da jeg ellers var ret vild med ham sidste år, hvor han - på trods af flere unødvendige ubehagelige udtalelser omkring deltagerne – kom med flere gode og tankevækkende bemærkninger. Men, hvor var den Blachman henne i år? I år bidrog Blachman stort set ikke med andet end ros til sine egne deltager uanset deres performance og så lidt tilfældig kritik til de deltagere, som udgjorte en trussel overfor hans egne deltagere. Ligeledes skuffede det mig også, at Blachman ikke selv kunne kende forskel på arrogance og selvtillid i diskussionen omkring Lucas. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorvidt Lucas egentlig var arrogant eller ej – for det kunne jo også bare være en uheldig måde at skjule sin usikkerhed på. Men uanset Lucas personlighed, så hjalp det ham i hvert fald ikke særlig meget, at Blachman valgte at afvise kritikken ved at henvise til janteloven (frem for bare at afvise, at Lucas skulle være arrogant). Hvilket i situationen nok var den værste form for hjælp, som Lucas kunne have fået. For arrogance har jo intet at gøre med hverken stjernekvalitet eller selvtillid, men er nærmere et udtryk for en persons behov for at se bort fra sin egen manglende selvtillid ved at se ned på andre mennesker. Og derfor var det også kun naturligt, at de tre finalister forleden optrådte med både stor glæde og ydmyghed overfor publikums begejstring på Rådhuspladsen. For den sande glæde opstår jo netop, når man får lov til at udfolde sit talent og dermed bliver fyldt med en følelse af taknemlighed - hvilket står i skarp kontrast til arrogance! Den glæde kan man også tydeligt se i denne video, hvor Alien Beat Club optræder med deres fantastiske version af Sanne Salomonsens frække og intense sang Taxa:

Hiphop for ligestilling og personlig frihed

Selvom jeg ikke er den største fan af Outlandish, så vil jeg alligevel gerne gøre opmærksom på deres nummer Fatima's Hand fra deres første (og bedste) album Outland's Official. Det vil jeg gerne, fordi det er et fantastisk stærkt nummer, som rører mig dybt, hver gang jeg hører det. Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå, hvad der får mennesker til at udsætte hinanden for den slags ondskab – uanset hvilken dårlig undskyldning de så end bruger.



Fatima is 21.
And around here - when you’re 21,
u gotta start thinking about getting a man,
getting a son - getting it done.
Just like her mom, when she was 21.
But even though Fatima's not ready for it.
She not gonna say some.
She feels - she gotta do this for the parents,
cuz they've been on her for the last 5 years.
A lot of men from motherland came up here,
hoping she say yeah,but she ain't down.
Wants somebody, that can make her feel alive.
Chill - every time she wanna cry
- the one in a million type of guy.
But her mom keeps telling her:
"Compromise, this ain't no fairy tale my child,
do not waste your time,
u'll regret, that u didn't say yes to this guy"
Everyday is the same,
like a battlefield, she gets the blame.
Bringing shame on the family name,
just cuz the streets be babbling.
Like a Bedouin in a dessert storm,
she lays low from all their songs,
try to make'em understand,
but it's like talking to the wall.
Her desire's burning to change her ill state,
it's strange - for the first time
in a long time - she sees the light in the end!

Chorus:
She brings the pain within your brain.
Y'all don't really wanna understand her thang.
Boo, be really strong - enough to maintain,
through your bullshit - it ain't nothing but pain.
But she knows in the name of Fatimas hand,
she don't go wrong.
In the name of Fatimas hand,
she will move on.
Hey, hoping everything will be alright

I see tears in everybody's eyes.
But I don't understand why,
Mama standing in the kitchen,
preparing dinner, while she cries,
as the pain spreads inside,
cuz something that's going on,
denial of my first question,
second time got no respond.
To lose some one, that had always been there.
She always had my back,
and she always did care.
So with these lines right here,
I wanna explain, how much I love u,
no matter what u do,
I will forever stay true.
Until this day - can't nobody tear us apart.
10 years is past, but u are still living in my heart.
Truly no poetry can explain, how much I miss ya,
no matter where u are – u will always be my sister.

Chorus…

Om undertrykkelsen af Tibet

Jeg skriver normalt ikke om politik, men jeg vil alligevel gøre en undtagelse med Tibet. Det gør jeg, fordi Tibet generelt er et meget overset område indenfor international politik. Ikke mindst i pressen, hvilket det forestående OL muligvis kan ændre lidt på i den kommende tid, men formodentlig kun for en kortere periode. Men endnu værre så er Tibet også et meget overset område i det internationale samfund, hvilket formodentlig skyldes den store og stadigt voksende kinesiske økonomi. Bare for at bekræfte denne tendens, så nævner ingen af mine akademiske bøger om international politik (og dem har jeg ellers en del af) Tibet bare en eneste gang. Det er øjensynlig mere hot, at skrive om Tjetjenien og Kosova. Om dette så skyldes Dalai Lamas ikke-voldspolitik, det kan man jo tænke lidt over. I hvert fald virker det tit som om, at verden helt har glemt Tibet. Jeg ved ellers en del om Tibet, da jeg før i tiden havde en meget stor interesse for buddhistisk filosofi - så stor at jeg ligefrem har holdt foredrag om emnet. (Specielt Mahayana, som er en retning indenfor buddhismen, som specielt fokusere på medfølelse, erkendelse og oplysning.) I 2000 var jeg også med til arrangementet Millennium of the Young, hvor Dalai Lama gik i dialog med danske unge. Men nok om mine begrundelser - fokus bør være på Tibet, så her kommer mit bidrag til den generelle oplysning om Tibets undertrykkelse.

Tibet er et geografisk område som ligger mellem Kina, Indien, Bhutan, Kashmir og Nepal. Tibet var, inden Kinas invasion i 1950, en selvstændig stat. Inden invasionen havde Kina flere gange prøvet på at overtale Tibet til at blive en del af Kina, for dengang havde Kina ikke nok militær til at besætte Tibet, hvilket krigene i 1917 og 1931 også tydeligt viste. Efter den kinesiske invasion blev den tibetanske regering tvunget til at underskrive en dikteret 17-punkts”aftale”. Tibet havde ikke andre muligheder end at underskrive aftalen, som ellers skulle have sikret Tibets politiske system og autonomi. Men sådan blev det ikke, for allerede i 1955 indledte Kina sine ”demokratiske reformer” som var en reel kollektivisering. Kina lukkede alle klostrene og henrettede, torturerede eller fængslede dem, som gjorte modstand. I 1958 gennemførte Formand Mao ”det store spring fremad”, hvilket betød hungersnød og døden for mange tusinder af tibetanere. I 1959 førte en fredelig demonstration mod den kinesiske besættelse og 17-punkts ”aftalen” til at kinesiske tropper beskød byen og derefter måtte Dalai Lama flygte til Indien i eksil. Den Kommunistiske Folke Befrielseshær (PLA) vandt hurtigt opgøret, hvor flere tusinder af tibetanere blev dræbt og sat i fangelejre. Tibetanske soldater genoptog senere kampene med hjælp fra USA. Men i 1974 stoppede USA hjælpen til Tibet og dermed fik Kina fuldkommen magten over Tibet.

Kina har siden indført flere forskellige kulturkampagner rettet mod den tibetanske kultur og religion. Hvilket blandt andet har betydet, at mange klostre, monumenter, litteratur og religiøs kunst enten er blevet ødelagt eller fjernet. En ødelæggelse som tibetanerne også er blevet tvunget til at deltage i. Under kulturrevolutionen blev al religion forbudt og der blev indført daglige indoktrinerings møder for alle i Tibet. Herudover blev der også indført et påbud om at klæde sig kinesisk, havde kinesiske frisurer, synge om Mao, holde kinesiske ceremonier og tale et nyt kinesisk forbedret tibetansk sprog. Kina indførte også thamzing (selvkritik møder) hvor dem, som gjorde modstand blev slået ihjel og dem, der ikke kom med selvkritik, selv blev emnet på næste møde. Dette førte naturligvis til mange selvmord og stor mistro i det tibetanske samfund. I 1992 indførte Kina nogle økonomiske reformer, som skulle gøre det mere attraktivt for de kinesiske virksomheder at investere og oprette virksomheder i Tibet. Denne industrialisering skabte en kraftig kinesisk indvandring til Tibet og sammen med børnebegrænsningen, så er tibetanerne efterhånden blevet et mindretal i Tibet. I 1987 fremlagde Dalai Lama sin 5-punkts fredsplan og senere i 1988 fremlagde han også Strasbourgforslaget, som han senere fik Nobels Fredspris for i 1989. Dalai Lamas plan gik ud på, at Kina kunne beholde magten på det forsvarspolitiske og udenrigspolitiske område til gengæld for, at tibetanerne selv kunne beholde et internt selvstyre. Men denne aftale afviste Kina. I 1994 begyndte Kina en ny kampagne for åndelig civilisation imod Dalai Lama. Her blev både nonner og munke undervist i patriotisme og tvunget til at underskrive en fordømmelse af Dalai Lama og uafhængighedsbevægelsen. Denne genopdragelses kampagne blev i 1997 udvidet til at indbefatte alle tibetanere. Siden har verden vist bare glemt Tibet.

Hvad er tolerance?

I mandagens udgave af Deadline 22.30 var temaet tolerance (som kan ses her). Her blev en ny bog om tolerance af Thomas Bredsdorff (professor, Nordisk litteratur, KU) og Lasse Horne Kjærsgaard (forskningslektor, Nordisk litteratur, KU) præsenteret og diskuteret ud fra blandt andet litteratur som Kafka og Holberg. (Bogen har forresten den opsigtsvækkende titel: Tolerance - hvordan man lærer at leve med den man hader.) Programmet begynder med en kritik af den måde begrebet tolerance ofte bliver brugt på og her bliver det slået fast, at tolerance altid må indeholde en fordømmelse af intolerante holdninger og adfærd. Og dermed må tolerance heller aldrig bare blive lalleglad eller ligegyldig tolerance, da lalleglad eller ligegyldig tolerance hurtigt kan blive til grusom tolerance. Et eksempel på grusom tolerance (fra programmet) kunne f.eks. være tolerance overfor en religiøs tradition som kvindelig omskæring. Det bliver også fastslået, at tolerance altid må indebærer en vis (fastholdt) interesse for dem og de holdninger, som man er uenig med. Dette er en utrolig vigtig pointe, for hvis man bare prøver på at ignorere fordomsfulde og intolerante holdninger, så kan det hurtigt ende med, at man tror, at de slet ikke eksisterer. Hvilket betyder, at man i virkeligheden bare har valgt at se bort fra de intolerante holdninger, muligvis fordi man foretrækker at se verden som harmonisk - frem for konfliktfyldt. Den mest forfriskende pointe der bliver fremsat i programmet er dog, at selve begrebet om tolerance også forudsætter, at man kan se sig selv ude fra og dermed også med en vis selvironisk distance. Det vil altså sige, at selve begrebet om tolerance også forudsætter en vis selverkendelse (nemlig af det faktum, at man ikke altid nødvendigvis har ret) og en vis selvironisk distance (nemlig evnen til ikke at tage sig selv alvorligt hele tiden (selvhøjtidelighed)). Hvilket igen nok også forudsætter, at man har et vist niveau af både selvtillid og selverkendelse. De hævder også, at begrebet om tolerance er socialt skabt for at løse forskellige samfundsmæssige problemer og at man stadig kan bruge begrebet til dette. Her fremhæver de så fiktionens rolle som værende et fremragende værktøj til at øge menneskers tolerance overfor andre mennesker, da man gennem fiktionen både kan øge ens forestillingsevne, indlevelsesevne og ens generelle forståelse af andre menneskers liv og perspektiver. (Her bliver ideen om at bombe Bagdad med litteratur også fremsat.) Meget relevant citerer de også den amerikanske filosof Richard Rorty for, at havde sagt at: litteraturen betyder mere for moralske fremskridt end filosofien, fordi den bidrager til at udvide den moralske forestillingsevne. Og netop Rorty har jo gjort opmærksom på, at det er gennem vores identifikatoriske forestillingsevne, at vi kan indse vores fælles medmenneskelighed. Og det er netop ud fra denne menneskelighed, indlevelsesevne eller empati, at man overhovedet kan tale om tolerance og moral. Jeg vil ikke gå nærmere ind i en erkendelsesteoretisk moralsk diskussion, men til gengæld vil jeg gerne påpege en af programmets andre pointer, som man hurtigt kan overse. Og det er Bredsdorffs udtalelse om, at Nelson Mandela er et ikon på, hvordan man kommer ud af en grusom (intolerant) konflikt med tolerancen i behold. Og Mandela er virkelig et ikon, for han har ikke "bare" kæmpet kampen for tolerance overfor de sorte, men i lige så høj grad også kampen for at fastholde de sortes tolerance overfor de hvide. Dette er i sandhed et udtryk for virkelig tolerance, som de færreste mennesker evner. Det vil jeg gerne skrive under på, selvom at jeg desværre ikke kan komme nærmere ind på mine personlige oplevelser med intolerante mennesker her.