Om mit lejlighedskompleks og mine naboer

Nu er det endelig ved at blive sommer. Det kan jeg se, ikke bare ved at se på buskene, træerne eller vejret, men også ved at se på mine naboer. De fleste naboer er nemlig begyndt at komme ud af deres lejligheder. Vi taler mest sammen om sommeren, da det jo også er der, hvor man helt automatisk kommer til møde hinanden, når man skal ud i det gode sommervejr. Om vinteren er det noget helt andet. Der går de fleste bare rundt sådan lidt anonymt hver for sig og hilser kun på hinanden, når de tilfældigt mødes. Sidste sommer overvejede jeg også, hvordan det egentlig ville være, hvis det var godt vejr hele året rundt. Ville folk mon så tale sammen hele året?

Vores lejligheder er opført sådan lidt som små spredte bygninger med græs imellem. Selve lejlighederne er også bygget sådan lidt i New Yorker stil med vinduer fra gulv til loft (sådan 2,80 højt). Hele boligkomplekset blev opført for 3-4 år siden og i den forbindelse fik komplekset også en eller anden form for arkitektpris. Men de fleste mennesker mener vist, at bygningerne er ret grimme, selvom der da også findes dem, som mener, at komplekset er flot. Folk har i hvert fald altid en mening om bygningernes udseende og vil meget gerne dele den med én, når de besøger én for første gang. Bygningerne skiller sig øjensynlig også så meget ud arkitektonisk, at vi regelmæssigt også har besøg af forskellige grupper af arkitekter og arkitektstuderende. Det kan godt nogle gange give én lidt en følelse af, at man bor i en Zoo. Sidste sommer sad jeg f.eks. udenfor lejligheden på terrassen og læste lidt i en bog i solen. Pludselig kommer omkring 40 mennesker i deres pæneste tøj vadede ind og stiller sig op i midten af bygningerne. En træder ud af gruppen og begynder at fortælle om byggeriet, mens resten af gruppen lytter, hvoraf nogle få diskuterer, mens andre peger rundt og tager billeder. Og de var skam ikke bange for at få mennesker med på deres billeder. Det kunne man så måske i en eller anden grad acceptere, hvis de blot var til privat brug. Men det er de skam ikke nødvendigvis, for nogle af billederne har jeg senere selv set både på internettet og i dagspressen. Ja, det er sørme privat at bo her. For at understrege følelsen af, at vi faktisk bare er et slags socialt eksperiment, så har vi også allerede haft flere forskellige undersøgelser af de fysiske og sociale rammer. Sidste sommer kom der f.eks. nogle forskellige arkitektstuderende, der gik rundt og skrev ned, hvad vi lavede udenfor på deres notesblokke. Forestil jer at slappe af, mens en anden person konstant skriver noget ned, hver gang du foretager dig noget nyt. Til sidst havde man næsten lyst til at gå over og snuppe blokken, for at se, hvad han egentlig havde skrevet. Senere fik vi også et tilbud om nogle flasker rødvin, hvis vi ville stille op til et interview om at bo herude, altså som et led i undersøgelserne. Hvad resultatet blev af alle de undersøgelser, det har vi mærkeligt nok aldrig hørt noget om.

Men faktisk har mit lejlighedskompleks en ret imponerende sammensætning af mennesker. Jeg er næsten fristet til at sige, at der findes alle slags mennesker herude, men det ville trods alt være en løgn. Da kun fem af lejlighederne er lejeboliger og resten er ejerlejligheder, så giver det vist en vis automatisk frasortering af nogle bestemte typer mennesker. Noget som arkitekten øjensynlig ikke kunne gennemskue, dengang da han proklamerede i tv, at det var et sted, hvor alle kunne bo. Men vi er faktisk ret forskellige. Vi har både singler, fraskilte, fraskilte med børn, par uden børn, par med små børn, par med større børn og ældre. Vi har også både folk med forskellig etnisk baggrund, hudfarve, religiøs overbevisning og så har folk vist også generelt meget forskellige uddannelser, jobs og dermed også økonomi. Og så havde vi har endda også (indtil for et stykke tid siden) både et homoseksuelt par af mandligt og kvindeligt køn, men nu er det lesbiske par så flyttet i hus. Men på trods af alle vores forskelligheder, så har vi faktisk et enormt godt miljø herude. Det skyldes nok det faktum, at selvom folk er enormt forskellige på visse områder, så deler alle dybest set de samme grundlæggende værdier. (Selvom de helt sikkert ikke stemmer på de samme partier.) Et sådan miljø er naturligvis meget skrøbeligt og kan også meget hurtigt forandre sig - alt efter, hvem der flytter ind og hvem der flytter ud. Men det er fantastisk, så længe det kan lade sig gøre.

For ikke at ødelægge den ellers så tilsyneladende harmoni, så diskuterer vi heller aldrig politik indbyrdes. Til gengæld diskuterer folk meget gerne den interne politik i lejlighedskomplekset. Og hvis man nogensinde har været til et møde i en leje- eller ejerforening, så har man også en helt naturlig forståelse af, hvorfor der er krig i verden. For her kan selv de mindste detaljer hurtigt fører til uendeligt mange diskussioner og flere forskellige former for barnlige magtkampe og rivaliseringer. Det kan handle om alt, lige fra de meget omdiskuterede ordensregler, til hvorvidt vi skal have et nyt og endnu hurtigere internet (selvom vi allerede har det hurtigste, der findes) om vi skal have en ny rutsjebane på legepladsen (selvom den gamle er fra sidste år) hvordan parkeringsafmærkninger skal se ud eller hvordan de begrænsede kvadratmeter af nyttehaver skal fordeles osv. Og de diskussioner og magtkampe foregår tit på nogenlunde samme måde som på Christiansborg, hvilket ikke nødvendigvis siger noget positivt om dialogformen. Altså er der masser af politiske diskussioner om fordelingen af ressourcerne - det handler bare kun om de interne ressourcer i vores lejligheds mikrokosmos. Det er jo også meget mere hensigtsmæssigt, for her kan en diskussion jo rent faktisk gøre en forskel. Man kan rent faktisk påvirke, hvorvidt stregerne på parkeringspladsen skal være hvide eller gule. Så sig ikke, at de mange magtkampe og personlige rivaliseringer har været fuldkommen formålsløse - for så kan du jo bare se på parkeringspladsen. Eller nogle af de andre områder for de sidste tre års magtkampe som f.eks. de to legepladser, nyttehaverne, bålområdet, petanquebanen, fodboldbanen, blomsterbedene, de årlige fester: fastelavn, jul osv. Er det her, jeg skal gøre opmærksom på, at lejlighedskomplekset kun består af 80 lejligheder og blev bygget for 3 år siden? Men på trods af dette, så tror jeg faktisk ikke, at særlig mange andre lejlighedskomplekser fungerer så optimalt som vores. Det er en både fascinerende og skræmmende konstatering på samme tid.