torsdag den 8. maj 2008

Guide: 10 effektive måder til at få færre besøgende på sin blog

Mange skriver om, hvordan man kan få flere besøgende på sin blog. Men hvad, hvis man ønsker det modsatte? Et begrænset antal besøgende - grænsende til stort set ingen? Selvom man (som blogger) har gjort sit bedste for, hverken at skrive for spændende, for alment eller for alternativt, så kan man jo alligevel godt ende i den situation, hvor man rent faktisk har fået nogle læsere. For at slippe ud af det dilemma, så kommer her en guide til, hvordan man kan få færre besøgende på sin blog. Den hurtigste løsning er naturligvis bare at slette bloggen. Men det er jo ingen kunst, for det kræver blot tre klik på musen og så er det overstået. Men det er faktisk muligt, at holde sit antal af besøgende nede på et vist niveau, samtidig med at man skriver nye blogindlæg. Her er 10 metoder til, hvordan du ganske effektivt kan holde antallet af besøgende nede på din blog:

10. Skriv på dansk. Så har du allerede elimineret resten af verdens interesse. Tilbage er nu kun de knap 5,5 millioner danskere, hvoraf nogle af dem ikke er på nettet og hvoraf de færreste læser blogs.

9. Lad være med at give læserne mulighed for at komme med kommentarer. Mange mennesker ser en manglende kommentarmulighed som enormt begrænsende og derfor vil de også hurtigt miste interessen for din blog, hvis den ikke har nogen kommentarmulighed. Den bedste løsning er dog, at man har en kommentarmulighed – men at den kun er gjort tilgængelig for et begrænset publikum. Det giver det helt rette indtryk af arrogance og ligegyldighed.

8. Slet de gamle indlæg. Jo flere indlæg, du skriver, jo større bliver risikoen også for, at du får nye besøgende via søgemaskinerne. Så her gælder det virkelig om at se kritisk på sine gamle indlæg. Her kan man med stor fordel slette nogle af de gamle indlæg ud fra følgende overvejelser: hvad er for spændende, hvad er for sjovt, hvad har for stor almen interesse osv. Her kan man helt strategisk slette de mest populære indlæg efter, hvor lavt et besøgsantal man ønsker sig på sin blog. Evt. kan man også overvåge sine besøgende og finde ud af helt præcist, hvad de helst vil læse. Det er dog ikke noget, som jeg bruger på min blog, da jeg går stærkt ind for, at alle (undtagen mig selv naturligvis) har ret til et privatliv på min blog.

7. Vælg regelmæssigt at skrive om nye interesseområder. Hvis du konstant skriver om de samme emner og giver udtryk for de samme holdninger, så risikerer du bare at samle en masse trofaste læsere med præcis de samme holdninger og interesser. Derfor er det enormt vigtigt, at du konstant skriver om nogle nye interesseområder, for derved bliver sandsynligheden også mindre for, at du stadig deler interesser med dine læsere. Derfor vil de konstante emneskift også hurtigt fører til, at dine læsere finder andre blogs med en mere konsekvent og retlinet skrivestil indenfor netop deres interesseområde.

6. Hold regelmæssigt nogle meget lange pauser, hvor du ikke skriver nogen blogindlæg. De lange pauser vil lynhurtigt betyde, at du mister en masse læsere. Bloglæsere kræver et vist flow i skriveproduktionen og stopper den, så finder de hurtigt nye og mere produktive blogs.

5. Kom ofte med kritiske og sarkastiske kommentarer om helt almene ting. På den måde kan du være helt sikker på, at mange af dine besøgende vil blive så fornærmede, at de dropper din blog.

4. Skriv om emner, som du ikke tror, at nogen andre gider læse om (altså ud over dig selv).

3. Vær ekstrem. Giv regelmæssigt udtryk for nogle ekstreme, absurde eller inkonsekvente holdninger - det vil få selv de mest trofaste bloglæsere til at søge nye græsgange. Husk at være rabiat på flere forskellige områder, for ellers risikerer du bare, at du tiltrækker nogle bestemte rabiate læsere.

2. Lad være med at få nogen til at linke til din blog. Selv det mindste lille uskyldige link kan hurtigt føre til rigtig mange besøgende.

1. Lad være med at fortælle nogen, som du kender i virkeligheden, at du har en blog. Det er den absolut hurtigste måde, hvorpå du kan få besøgstallet meget højt op og samtidig blive berømt i HELE din omgangskreds. Når du først har fortalt en enkelt person om din blog, så kender alle den lynhurtigt. Rygtet går vist nogenlunde lige så hurtigt, som lysets hastighed. Før du ved af det, så læser både din første kæreste, skolekammeraterne, gamle bekendte, din mor, din farmor, fjerne slægtninge, tidligere kollegaer, din gamle skolelærer, din chef osv. også med på din blog. Og bare rolig, de skal nok være så venlige at fortælle dig om det, når du allermindst venter det og når du allermindst vil høre om det. Hvis du troede, at en samtale med en tidligere/nuværende bekendt kunne være akavet, så bare vent til de har gjort dig opmærksom på noget, som du skrev om i et tidligere indlæg. Og når dine bekendte først kender til din blog, så er det lidt ligesom med flyverust, uanset hvad du gør, så bliver de ved med at komme tilbage.

10 kommentarer:

Anonym sagde ...

Mit forslag: Skriv med stærkt uregelmæssige mellemrum og ganske værdineutralt om erfaringer med koreanske discountstøvsugere, strategier for optimal udnyttelse af ophængningsmetrene på sammenklappelige tørrestativer, blindtest af forskellige mini-mælk-brands og lignende emner.

Husk at lave en no-follow robots.txt-fil og deaktiver rss-feeds.

Louise sagde ...

Ha ha. Jeg tror, at man ville blive overrasket over, hvad folk rent faktisk søger efter på nettet, hvis man undersøgte det. Der findes nok ikke noget emne, som ingen søger efter. Så derfor kan man også sagtens få en ”populær” side uanset, hvad man skriver om. Om ikke andet, så vil man altid få en masse hits, jo flere indlæg man skriver. Popularitet fortæller jo desværre intet om kvaliteten eller hvor spændende en webside/blog er. Desværre, for så ville de gode blogs jo være meget nemmere at finde.

Det er faktisk nogle rigtig gode forslag, som jeg overhovedet ikke selv har overvejet. Så tak for at gøre mig opmærksom på dem! :-)

Robots.txt er muligvis (uden nogensinde at have prøvet det i praksis) den mest effektive måde at begrænse antallet af besøgende fra søgemaskinerne. Muligvis mere effektiv end nogle af mine 10 andre metoder, hvis det altså virker efter hensigten. Men en nofollow burde jo i princippet ikke have den samme effekt, selvom du muligvis godt kan have ret i, at den reelt har det. Altså, at man får færre besøgende, hvis man bruger nofollow!

Det er også et rigtig godt forslag, at deaktivere rss-feedet. For RSS giver jo en hurtig og overskuelig måde at holde sig opdateret med ens favorit blogs og derfor vil en deaktivering muligvis også bremse en vis interesse - specielt hvis der går rigtig lang tid mellem blogindlæggene. Men det ville nu ikke stoppe min interesse, hvis den pågældende blog bare er spændende nok! :-D

Gustav Dahl sagde ...

Genial liste. Er enig med alle punkterne, som jeg naturligvis ikke følger. Har godt prøvet at få et link til min blog ind på en stor side; inden for et par dage havde jeg over 100 hits, som meget hurtigt gik ned igen ... :P

Louise sagde ...

Du skriver, at du ikke følger dem, meeeen... du skriver jo f.eks. på dansk! :-D

Jeg bruger faktisk nogle af dem. Du kan jo selv vurdere hvilke! Ha ha!

For et stykke tid siden linkede en anden (øjensynlig meget velbesøgt) blogger også til et af mine indlæg om ”Negative” konsekvenser ved at være positiv. Det gav også min blog enormt mange hits, men der gik ikke mange dage, før mit besøgsantal igen var tilbage på et mere normalt niveau. Så nogle links giver kun en masse besøgende i starten og derefter forsvinder interessen igen lige så stille. Men det skyldes jo nok, at det er sådan med blogs, at de skal fange ens interesse, for ellers gider man ikke at læse dem. Derfor tror jeg også, at det er helt naturligt, at nogle ikke finder ens blog særlig spændende. Du ved, ligesom ude i virkeligheden, nogle mennesker har man bare mere til fælles med end andre. Men tænk, hvis man kunne møde folk over nettet, som havde præcis de samme interesser som en selv. Det ville da godt nok være fascinerende. Men jeg tror nu stadig, at jo flere som linker til ens blog, jo flere besøgende får man også – sådan overall. Det er bare ikke særlig mange af dem som bliver trofaste læsere. De fleste besøgende er jo netop kun besøgende.

Gustav Dahl sagde ...

Hehe, det har du ret i. I dag og i går fik jeg for eksempel rigtig mange hits, fordi jeg linkede til min blog på Pcworld.dk. Har forresten også smidt et link til din blog derind :)

Louise sagde ...

Øh... ja, hvad skal jeg sige? Det forklarer jo, hvor alle mine mange besøgende kommer fra. Her kan jeg jo så meget passende sige velkommen til alle de besøgende fra PC World og tak, fordi I besøger min blog!

Jeg kan godt lide ironien i, at jeg skriver et indlæg om, hvordan man får færre besøgende på sin blog og derefter får over 150 besøgende på en enkelt dag. Det har jo lidt modarbejdet min plan om få besøgende. Men som sagt før, så falder antallet af besøgende nok hurtigt igen.

Men Gustav... Tusind tak for at nominere min blog som Danmarks bedste blog. Det er helt vildt sødt af dig. Jeg føler mig godt nok lidt ydmyg i rollen som nomineret, men tusind tak for de pæne ord. Der findes jo ellers virkelig mange gode blogs på nettet, som f.eks. din egen. Den ville jeg naturligvis også gerne have nomineret, men det er der jo allerede nogen, som har gjort! ;-D Det er også meget sjovt, at du læser Lapconfidential, for det er faktisk også en af mine favorit blogs.

Anonym sagde ...

Det sidste punkt virker omvendt i min verden - jeg startede egentlig med at skrive for at venner, familie og eks-kolleger, som jeg har sjældnere kontakt med, kunne holde sig orienteret om hvordan jeg har det. Rigtig selvoptaget - som om folk var interesseret i det...!
Jeg har link til min side i min autosignatur på mails og feed ind i facebookprofil, der er naturligvis RSS-feed og jeg har fået en adresse der er nemmere at huske for det er åbenbart ikke så brugt mere at lave bookmarks. Alligevel er der tilsyneladende ikke nogen af dem jeg kender der læser min blog. De er vist ikke så web 2.0-agtige nogen af dem, der er heller ikke nogen der selv har en blog eller lignende. Synes ellers selv jeg skriver nogle interessante ting ;-)

Louise sagde ...

Ja, måske er det forskelligt ud fra, hvem man kender? Og som du selv nævner, hvor meget de er på nettet. Jeg ved (for det har de været så ”venlige” at fortælle mig) at flere af dem, som jeg kender, læser med på min blog. Jeg skrev det egentlig mest som en joke, da jeg fornyelig blev overrasket af en bekendt, som fortalte mig, at vedkommende regelmæssigt besøger min blog. Altså en person, som jeg ikke selv har fortalt om min blog. Det med at fortælle ens bekendte om ens blog, det var en fejl, som jeg kun begik i starten. Men du har nok ret i, at mange mennesker er fuldkommen ligeglade med ens blog og derved er det også fuldkomment ufarligt, at fortælle dem om ens blog. Altså ufarligt i forhold til risikoen for at få flere besøgende. :-D

Anonym sagde ...

Pas på med pkt. 5 - den kan nemt give bagslag. Se bare "Maddox" og hans thebestpageintheuniverse.com - han fornærmer folk på stribe, og det tiltrækker både fans, der kan lide at læse fornærmelser, og folk, der åbenbart kan lide at lade sig fornærme.

Louise sagde ...

Ja, det har du fuldkommen ret i. Jeg kender også godt thebestpageintheuniverse.com og jeg har også læst de fleste af hans tekster! Ligeledes linker jeg faktisk også selv til flere blogs, som ikke er bange for at fornærme deres læsere. Det er jo ganske underholdende, hvis det gøres på den rigtige måde. Derfor kan fornærmelser helt sikkert også give mange besøgende, men spørgsmålet er bare, om det er de samme læsere, som bliver ved med at komme igen? For jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvor mange mennesker der reelt kan lide at blive fornærmet. Der er jo forskel på, om nogen siger noget fornærmende for sjov eller i fuldt alvor. Altså her vil jeg mene, at det er hensigten som gør en forskel. For der er jo forskel på, om man siger noget fornærmende for sjov eller for at gøre den anden person ked af det. (Og hvorvidt personen så finder det sjovt, men det er ligegyldigt i den her sammenhæng.) Det er nok de færreste mennesker, som finder det morsomt, at nogen bevidst prøver på at såre dem.