Kunsten at kunne holde lav profil

I det sidste stykke tid har jeg forsøgt at holde en lav profil. Her skal der virkelig lægges vægt på ordet forsøgt, da det langt fra er lykkes for mig. Det er øjensynlig langt sværere at holde lav profil, end jeg umiddelbart havde regnet med. Da jeg var yngre, sagde jeg ellers ikke særlig meget. Ifølge min mor var jeg generelt så stille, at hun kunne tage mig med til undervisning på universitetet. Hvorvidt jeg lyttede eller blot fandt undervisningen kedelig – det har jeg desværre ikke nogen erindring af, men det beviser, at der trods alt var engang, hvor jeg evnede at være helt stille. Det varede desværre kun indtil, at jeg havde lært at tale - til mine folkeskole- og gymnasielæreres (senere) store fortrydelse. Derfor har jeg i de sidste mange år øvet mig på ikke altid at give udtryk for mine holdninger og nogle gange holde en lidt lavere profil. For det er jo trods alt også grænseløst kedeligt konstant at høre på sig selv og langt mere spændende og givende at høre på andre menneskers beretninger. Derudover kunne der måske også være en gavnlig effekt ved at få lidt mindre opmærksomhed. Det er her, hvor bloggen spiller en væsentlig rolle i forhold til at tale mindre. Derfor kan jeg også godt relatere til den her joke.

Da det rent faktisk sker jævnligt, at jeg ikke gider at fortælle om et emne, hvis jeg har skrevet om det på min blog. Men jeg har (som før sagt) prøvet på at holde en lidt lavere profil i det sidste stykke tid. Det absurde er bare, at samtlige af mine forsøg har resulteret i præcis det modsatte. Det begyndte med, at jeg blev spurgt (sammen med nogle andre) om en af os ville være interesseret i komme at fortælle om vores arbejde. Her besluttede jeg med det samme, at det i hvert fald ikke skulle være mig. Selvom det lyder umiskendeligt meget som noget, som jeg normalt ville få mig selv rodet ud i. Senere blev jeg spurgt lidt mere direkte. Her troede jeg egentlig, at det havde lykkes mig at tale udenom emnet på en elegant måde, men det blev senere (til min egen store overraskelse) udlagt, som om at jeg havde meldt mig selv frivilligt. Det scenarie kunne jeg ikke rigtig genkende og da det undrede (irriterede) mig en del, så spurgte jeg nogle af mine søde AC-kollegaer til råds – da de jo trods alt havde været vidner til ulykken. De grinede bare, da jeg havde fremlagt problematikken. Jeg forstår stadig ikke, hvad der var så morsomt ved situationen. Men så fik jeg en forklaring om, at det nok bare var ment som et kompliment, fordi jeg var selvskreven til rollen. Selvskreven? Hvad skal det betyde? Er det i virkeligheden ikke bare kritik i forklædning? Det var ikke just det svar, som jeg havde håbet mest på, da det jo ikke ligefrem lyder, som en person der holder lav profil. Senere skulle vi havde taget et billede til et magasin. Med føromtalte kritik i baghovedet stillede jeg mig bagerst. Det var der sikkert ikke nogen, som ville lægge mærke til - men der tog jeg fejl! Fotografen var endda også så venlig at gøre samtlige af de andre opmærksomme på min lidt diskrete placering i flokken. Herefter blev jeg straks rykket frem. Ved den næste placering lykkes det mig endnu engang at gemme mig bag et par kollegaer. Men så let skulle det ikke gå. Endnu engang blev det bemærket og med en kommentar om gentagende adfærd blev jeg (som straf?) placeret i midten helt forrest. Ja, det går virkelig godt med min plan om at holde en lav profil. Ligeledes gik det også forleden til frokost ude på mit arbejde. Jeg sagde ikke rigtig noget, men nøjes bare med at høre på mine kollegaers fortællinger. Efter godt 20 minutter udbryder en af mine søde kollegaer så pludselig: "Hva’ Louise, er du meget træt? Du har slet ikke sagt noget. Sådan plejer du da ellers ikke at være!" Herefter kiggede samtlige af mine kollegaer på mig med en blanding af forundring og bekymring - næsten ligesom, hvis jeg var alvorlig syg. Det er virkelig mærkeligt, hvordan man kan fremhæve sig selv, når man prøver på at holde lav profil. Så måske har Emily Dickinson ret, når hun skriver: Saying nothing, sometimes says the most. Desværre så fortæller folks reaktioner også en del om, hvor langt væk jeg er fra målet om at kunne holde en lav profil.