Janteloven vs. den positive jantelov

Jeg har lige fundet ud af, at den positive jantelov er trykt i min kalender. Den positive jantelov er naturligvis skabt som modsætning til den gamle jantelov. Hvis nogen skulle havde glemt det, så går den gamle jantelov ud på; at man ikke må tro, at man er noget, ja faktisk så må man slet ikke tro, at man er lige så meget som alle andre og slet ikke, at man skulle være klogere eller bedre end andre. Man skal heller ikke tro, at man dur til noget eller at andre bryder sig om en. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvorfor man har skabt sådanne negative love? Men selvom jeg ikke har det præcise svar, så kan man godt analysere lidt ud fra janteloven omkring forfatterens motiver. Med risiko for at lyde som Nietzsche, så har det menneske, som har fået den ”geniale” ide at skrive janteloven, sikkert kun skabt den for at undertrykke andre mennesker med den. Altså har forfatteren sikkert selv en rigtig dårlig selvtillid og følt sig mindreværdig, men i stedet for at konfronterer denne manglende selvtillid og gøre noget ved den, så har forfatteren i stedet bare skabt nogle "love" i håbet om, at alle andre også skulle få det på samme måde. For dermed er det psykologiske problem jo væk eller i hvert fald maskeret af de andres mindreværd. Selverkendelse er jo noget, som mange mennesker bruger meget energi på at undgå.

Men så er der også den positiv jantelov skabt af Poul A. Jørgensen. Det lyder jo umiddelbart meget godt med en positiv version. Men ordet positivt er øjensynligt også et meget misbrugt ord, for den positive jantelov er langt fra kun positiv og implicerer også meget mere end den negative version. Men for at gøre min pointe tydelig, så vil jeg gennemgå den "positive" jantelov med mine egne kommentarer.

1. Du skal vide, vi andre regner med dig.

Det er selvfølgelig meget godt, at folk regner med én, men tror de så også på én? Det kan næsten lyde som et pres – altså at man er tvunget til at leve op til noget, som andre har bestemt.

2. Du må indse, at mindst 4-5 mennesker – dine nærmeste - er helt afhængige af dig.

Påstanden går altså på, at 4-5 af mine nærmeste ikke bare er lidt eller delvist, men HELT afhængige af mig. Det medfører naturligvis spørgsmålet om, hvem de 4-5 mennesker er? Mine nærmeste har heldigvis deres egne gode kvalitative liv, kan klare sig selv og selvom jeg selvfølgelig spiller en rolle i deres liv, så kan denne rolle næppe defineres som værende én, som de er helt afhængige af. Den eneste der er afhængig af mig i den grad er vel min hund. Men i loven står der jo mennesker. Det lyder lidt som loven hurtigt kan føre til storhedsvanvid; 4 -5 mennesker kan ikke leve uden min tilstedeværelse. Gad vide, hvad motivet er for at skrive netop denne lov?

3. Du skal vide, at der er noget godt og værdigfuldt i dig, som vi har brug for.

Hvordan kan man sige dette og seriøst mene det uanset, hvilken person man taler til? Mon ikke, at der rent faktisk findes mennesker som desværre hverken besidder noget godt eller værdigfuldt? Det er selvfølgelig en positiv antagelse, at alle mennesker rummer noget godt. Desværre virker det ret overfladisk, når loven er alment formuleret (hvilket en lov vel altid må være) frem for personligt formuleret. Her fremstår den positive jantelov lidt a al ros på dåse. Er du trist, så bare tag lidt almen ros!

4. Du skal vide, at du har nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af.

Tja, dette er vist ikke lige det, som man håber mest på at høre fra ens medmennesker. At man er værdsat for ens menneskelige egenskaber. For det første ligger det jo i definitionen, at det er egenskaber som alle andre mennesker også har (ellers ville det jo ikke være menneskelige egenskaber). Det vil sige, at jeg bliver værdsat og fremhævet for kvaliteter, som alle andre mennesker også har. Ikke lige det, som man ønsket fremhævet, når man skal roses. Det er vel nærmere kritik, hvis det eneste positive man kan sige om en person er almengyldige menneskelige egenskaber. Desuden er menneskelige egenskaber jo mange forskellige ting, som ikke nødvendigvis er positive. Her kan remses mange ting op, som man ikke ønsker at blive værdsat for, men jeg lader det ligge til læserens egen fantasi.

5. Du skal vide, at andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket.

Det er her svært at se det positive i den positive jantelov. Den 5. lov antager ligefrem, at man skulle føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket. Skulle det være positivt? Så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan den negative version lyder. Det lyder mere som en kritik end opmuntring, medmindre man altså rent faktisk er så trist, at man føler sig de førnævnte ting. Positiv for mig betyder livsglæde – jeg ved ikke rigtigt om man kan betegne 5. loven som livsglæde. Det eneste positive man kan sige om loven er vel, at den gør opmærksom på, at også andre mennesker også kender til negative følelser.

6. Du skal vide, at du hører sammen med os.

Det begynder at virke lidt ligesom i en sekt. Generelt kan jeg ellers også godt lide tanken om menneskeligt broderskab, hvor mennesker dybest set er ret ens på trods af, at de har forskellige aldre, hudfarver, holdninger og livserfaringer, men at man ligefrem hører sammen med nogen? Igen kan det undre en, hvilke motiver denne lov er skrevet ud fra??

7. Du skal vide, at vi vil gøre meget for dig.

Det lyder jo dejligt positivt. Det passer sikkert også på mine nærmeste. Men hvad med den ensomme? Hvem er vi for den ensomme? Her hjælper loven vidst ikke særlig meget.

8. Du skal tro, at dit eget liv og vort samfundsbeståen er meget afhængige af din indsats.

Ja, mit liv afhænger af mig. Det er der vidst ikke den store livsvisdom i. Men at samfundets beståen er meget afhængig af mig - det er noget nyt. Det lyder mere som en sætning fra en Superman film eller lignende. Men dybest set er samfundet jo udgjort af individer, så derfor må samfundet selvfølgelig også være afhængige af alles indsats. Men problemet opstår, når man siger, at det er samfundets beståen som er afhængige af indsatsen. For hvad så med terroristen som arbejder på det modsatte, nemlig samfundets undergang? Dette gør vel den 8. lov til en selvmodsigelse og dermed forkert.

9. Vi – du og jeg - kan løse problemerne i fællesskab.

Igen er den ensomme på herrens mark. Antagelsen om, at alle problemer kan løses - måske er den positiv, men er den realistisk?

10…

Tja, det må bygge på overtro eller måske den danske kristne tradition, at man altid tror, at der må være ti bud. Men det er der ikke i den positive jantelov, der er kun 9. I hvert fald ifølge den udgave jeg har. Måske er det en trykfejl?

Generelt virker den positive jantelov næsten endnu mere mærkværdig end den gamle (negative) jantelov. For det første er den ikke specielt positiv og den er heller ikke særlig generel eller universel. F.eks. tager den ikke hensyn til den ensomme - det gjorte den gamle i det mindste. Ingen skulle tro, at de var noget, uanset om de var ensomme eller ej. Desuden er der også en række mærkværdige antagelser i den positive jantelov. Antagelserne er ikke særlig entydige og derfor er det også svært at gennemskue motivet til at lave de 9 love. Men konklusionen må være, at der er gode muligheder for selv at lave en bedre jantelov end både den negative og positive jantelov.