Kunsten at være et høfligt menneske

Jeg ER et meget høfligt og positivt menneske. Det får mange til at antage, at jeg ikke kan blive vred og at jeg har en meget stor tålmodighed. Intet kunne være længere fra sandheden. Eller det vil sige, jeg har vist lært mig selv at være tålmodig over for andet end dyr og børn. Nu er gruppen vist blevet udvidet til folk med forskellige former for socialt handicap såsom manglende empatiske, logiske og sociale evner. Derudover er der også den gruppe af mennesker, som absolut skal teste ens venlige og rolige sind ved at se, hvorvidt de kan gøre én sur. Den glæde må man naturligvis ALDRIG give dem - men det kan alligevel godt være lidt trættende i længden. Så trættende, at jeg nogle gange overvejer, hvorvidt jeg bare skal give efter for de umiddelbare følelser og verbalt rive hovedet af dem:

Men så besinder jeg mig og argumenterer rationelt mod de latterlige kommentarer – indtil de opgiver deres forehavende. For man kommer sjældent særligt langt ved at blive sur – og en hel del længere ved at være tålmodig og tænke rationelt. For når man ikke kan kontrollere sine følelser, så kan man hurtigt komme til at ligne en klovn. Desværre så virker det også tit en anelse unaturligt, at man aldrig bare kan følge ens umiddelbare følelser. Det er noget forløsende ved vrede og vredesudbrud, som man ikke kan få ved at kontrollere sine følelser og ved at være rationel. Nu skal det heller ikke lyde som om, at jeg ofte bliver sur – for det er jeg faktisk stort set aldrig. (Humor er et virkelig godt værktøj.) Hvilket jeg også tror, at de fleste i min omgangskreds vil mene. Jeg prøver for det meste at holde en god stemning – men ikke for enhver pris. Og når jeg endelig bliver sur, så bliver jeg for det meste også hurtig glad igen, når jeg har haft mulighed for at lufte min frustration eller påpege det fuldkommen uacceptable i vedkommendes udsagn. Hvilket for det meste sker øjeblikkeligt, medmindre jeg fornemmer, at det nyttesløst, så nøjes jeg med at se nogenlunde sådan her ud:

Folk er for det meste rigtig søde, når jeg endelig har gjort mig den ulejlighed at blive lidt sur. Det sker nu sjældent. Over de sidste par år har jeg arbejdet meget med at min vrede ikke skal forvandle mig til en gangsterrapper med en havnearbejders ordforråd. For da jeg var ung, så ville enhver provokerende kommentar straks blive fuldt op med verbal lussing, som ville kunne få selv Ludacris til at krympe sig:



"Why you all in my ear? Talking' a whole bunch a shit, that I ain't trying to hear, Get Back!, M*therf*cker, You don't know me like that…, I ain't playin' around, Make one false move, I'll take you down."

Før i tiden ville jeg også forsætte enhver diskussion til den allersidste blodsdråbe. I dag mener jeg selv, at jeg godt kan nøjes med at vide, at jeg har ret. Mange diskussioner behøver man ikke at diskutere færdig, hvis man kan se, at den anden blot vil blive mere og mere sur og reelt ikke har nogen brugbare argumenter. Så er det bedre bare at få afsluttet samtalen. Derudover er jeg også holdt op med at bande - for helt ærligt, hvor tiltrækkende virker det at have et ordforråd som havnearbejder? Til gengæld har det også haft den bieffekt, at jeg har fået en bedstemor-lignende bevidsthed omkring, når andre mennesker bander. Men det er vel ligesom med eks-rygere og røg. Generelt så prøver jeg på at være et meget høfligt menneske ved at lægge mærke til andre menneskers behov - også selvom de ikke selv er bevidst omkring dem. Jeg rejser mig for ældre mennesker i bussen, viser vej, forklare og uddyber gerne ting to eller tre gange, tilbyder min hjælp til folk, når jeg kan se de har brug for det, overvejer folks psykologiske tilstande, inden jeg svarer på deres umiddelbart provokerende udsagn osv osv. Selvom der naturligvis også er en vis grænse for, hvor mange mennesker man kan hjælpe og tage hensyn til og i hvilken grad man kan engagere sig i dem. (Den diskriminerende grænse er nok udgjort af ens egne selvbestaltede og egoistiske valg.) Men noget af det, som kan gøre mig allermest glad, er hjælp fra fremmede mennesker – da der her ikke kan være nogen tvivl omkring motivet bag deres hjælp. Generelt har jeg lige siden min fødsel været den type, der kan selv og vil selv. Jeg vil ikke have hjælp fra nogen – faktisk så kan jeg finde et tilbud om hjælp direkte fornærmende – hvilket jeg også prøver at huske på, når jeg selv tilbyder min hjælp til andre. Men så befinder man sig jo alligevel nogle gange i den situation (som det ekstremt individualistiske og selvstændige menneske man er) hvor man har brug for hjælp. Og hvor er det bare fantastisk, når man så opdager, hvor flinke og hjælpsomme folk kan være. Ofte kan man ikke engang gøre noget for den anden person – andet end at udtrykke ens taknemlighed. Jo, det kunne da lige være, at man selv tilbød sin hjælp en anden gang, hvor en fremmed person har brug for ens hjælp. For det er vel indbegrebet af at være et høfligt menneske – at man hjælper og tager hensyn til andre mennesker, selvom man ikke selv nødvendigvis får noget igen.