Om italesættelse

Der findes en Facebook-gruppe imod ordet italesættelse og i Sproglaboratoriet uddyber kommunikationskonsulent og ophavskvinde Karen Dyhr Pedersen, hvorledes hendes antipati ikke er rettet imod selve ordet, men hvor ofte det bliver anvendt indenfor de konsulentkredse, hvor hun færdes. Dyhr Pedersen forklarer derudover, hvorledes hun mener, at ordet ofte bliver brugt for at lyde ”klog og meget intellektuel”. Det er en interessant kommentar, da jeg jo før har beskæftiget mig en del med brugen af ordet intellektuel. Endnu en gang bliver det bekræftet, at ordet intellektuel mest bruges i en negativ sammenhæng, hvor intellektuel bliver brugt til at referere til personens egen selvforståelse - frem for de reelle evner. Og dermed må anerkendelsen af et andet menneskets intellektuelle evner også i en eller anden grad hænge sammen med evnen til at kunne kommunikere og gøre sig forståelig overfor andre mennesker. Det, at man kan tale på et højt fagligt niveau kan sagtens være et udtryk for nogle gode faglige kompetencer, men det er på ingen måde noget udtryk for nogen gode kommunikative evner og der er for det meste også en vis sammenhæng mellem de to former for kompetencer.

Selve ordet italesættelse stammer fra oversættelsen af Michel Foucaults bog Histoire de la sexualité - Vol I: La Volonté de savoir (Seksualitetens historie - viljen til viden) hvor han bruger formuleringen ”mis en discour”. Men hvis man slår ordet italesættelse op i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs bog Den Danske ordbog, så står der følgende forklaring af ordet: ”At udtrykke ved hjælp af ord. At give en sproglig formulering.” Det hjælper egentlig ikke særlig meget på forståelsen af ordets betydning – da det vel svarer til at spørge lægen omkring, hvad man fejler og så få det svar, at man er syg. Men jeg ser ordet italesættelse som en slags retorisk strategi, hvor man laver en sproglig iscenesættelse af et bestemt emne, område, virksomhed eller produkt. Her forsøger man at formidle et bestemt fokus på et område eller nogle bestemte værdier gennem ens valg (og fravalg) af ord, metaforer, sætningskonstruktioner og udtryk. Karen Dyhr Pedersen kritiserer specielt, hvorledes ordet italesættelse bliver brugt alt for ofte og det med god grund. For hvis man italesætter alt, så italesætter man jo i virkeligheden intet. Alt kan ikke være lige vigtigt og dermed bliver det også meningsløst at tale om italesættelse. Jeg har ikke selv haft nogen oplevelser med, at folk konstant bruger ordet italesætte i den grad, det det virker meningsløst. Men man kunne måske godt forestille sig, at nogle kommunikationskonsulenter (enten bevidst eller ubevidst) prøver på at italesætte deres egne kommunikationsevner ved konstant at bruge ordet italesætte.

I går var jeg så heldig at få lov til at tale i 1½ time omkring mit arbejdsområde (kvalitet i sundhedssektoren). Der håber jeg meget, at jeg fik italesat vigtigheden af kvalitetsarbejdet overfor den store forsamling af meget kompetente og dygtige fageksperter. Men jeg er ikke så arrogant, at jeg tror, at man kan diktere ens forståelse af virkeligheden til andre mennesker, blot fordi man italesætter et område. Og derfor handler italesættelse heller ikke bare om sproglige virkemidler, men om at få de gode argumenter på bordet og få forklaret, hvorfor det er vigtigt. For der er intet determinerende ved italesættelse - det er blot en beskrivelse af en sproglig handling, hvor man forsøger at sætte fokus på nogle bestemte emner eller aspekter og dermed vil der også altid være mulighed for andre perspektiver og fortolkninger.