Jeg fandt for et stykke tid siden den her Youtube-video, hvor Ole Fogh Kirkeby fortæller omkring indholdet af hans bog Protreptik - Filosofisk coaching i ledelse. I videoen kommer Ole Fogh Kirkeby med nogle rigtig interessante pointer omkring ledelse, hvilket også har gjort, at jeg har tænkt mig at købe bogen. For umiddelbart syntes jeg bestemt ikke, at der er tale om ældgammel (forældet) tænkning, som Pia ellers kalder det i hendes meget interessante artikel "Ledelsesfilosofi skader mere end det gavner" (selvom jeg reelt ikke kan vide det med sikkerhed, før jeg har læst bogen). Selvom jeg da også gerne vil udtrykke min egen store undren over, hvorfor ledelsesfilosofi stort set aldrig tager udgangspunkt i nulevende filosoffer! Men uanset udgangspunktet, så syntes jeg, at andre filosoffer også burde overveje at lave lignende videoer, da de kan fungere som en rigtig god reklame på nettet.
28 kommentarer:
Hej Louise - tak for link. Jeg glæder mig til at læse, hvad du synes om Oles bog - som jeg med skam må indrømme, at jeg ikke har læst :o/ Til orientering kan du se flere film med ham og et par andre filosoffer på www.oneopenspace.dk. Beklager, hvis det virker som et forsøg på personlig branding - jeg tænkte bare, det kunne inspirere at se forskellige filosof-udgaver (og -niveauer) på film. Det kan jo være, du får lyst til at trække din opfordring tilbage... ;o)
Hej Louise. Her får du nogle foreløbige tanker om den video du føler dig lokket af. Jeg har arbejdet som leder i en halv snes år og læser nu filosofi på andet år, så mit perspektiv er praktisk, ikke teoretisk:
Begrebsafklaring skaber meget lidt lønsom vækst
OFK får ikke sagt noget om hvad ledelse er eller hvad protreptik skal bruges til i ledelsessammenhæng i den viste video. (Du må jo tage dette her som de foreløbige tanker det er - jeg har ikke set alle videoerne om protreptik.)
Hvis protreptik er - hvad jeg har googlet mig til - vejledning i refleksion over grundbegreber, så er det i en kriseramt virksomhed meget dyr tågesnak (selv om jeg ville ønske at man kunne gøre kunderne glade ved at arbejde med ontologiske grundbegrebers fænomenologi, et drømmejob!). En dygtig virksomhed vil altid handle som om den var i krise: Intet overflødigt fedt, ingen usunde besparelser.
Han svarer på det forkerte spørgsmål:
Som et udsagn er protreptik et seriøst svar på al den tvivlsomme coaching der blomstrede op inden krisen. I dag er spørgsmålet et helt andet, og protreptik er derfor ikke det svar vi har brug for. I dag vil vi vide: Hvordan skaber vi lønsom vækst? Vi vil ikke længere vide hvordan vi hver især bliver bedre ledere. Fokus er flyttet fra lederens forståelse af sig selv til organisationens evne til at løse sine problemer.
Og hvorfor er det så ikke to sider af samme sag? Fordi ledelse som disciplin ikke er løsningen på organisationens problem. Naturligvis er ledelse som løsning af problemer i organisationer ikke til at komme uden om, men ledelse har trængt organisationens substans i baggrunden: For LEGO børnenes legeglæde, for DANIDA hjælp til nødlidende, i vuggestuen børnenes trivsel. I forgrunden står "min egen udvikling", den enkeltes sociale opadstigen med alt hvad dertil hører.
For at gøre en lang historie kort er der brug for fokus på hvordan vi får trængt ledelse så meget i baggrunden i en organisation, at der bliver plads til de problemer der skal løses.
Ledelse stiller mindst lige så store krav til forretningskendskab som til selvkendskab, siger jeg som praktiker.
Jeg glæder mig til at studere ledelsesfilosofi og har den fordom, at ledelsesfilosofi næsten intet er:
En organisation der skal løse et problem (tjene penge, passe børn, aflevere post, etc) skal være trænet og indrettet til det at løse sit problem. Ledelse hører til udelukkende i det teknologiske i Heideggers forstand - det handler ikke om andet end at opnå udbytte. Derfor er ledelse pragmatisk og ikke andet end det der er nødvendigt for at opnå målet. I krisetider ser virksomheder ubehagelig klart, og det er derfor nu, OFK skal fortælle hvorfor ledere skal investere deres tid i at afklare begreber. Han henviser til hvad en leder typisk drømmer om og bliver bedømt på - og det kan næppe siges at være særlig relevant for en virksomhed.
Jeg bryder mig heller ikke om OFKs måde at tale om protreptik på som en teknologi, som han udfører på en person med største varsomhed og omtanke for den uvidende patient. Der antyder magtanvendelse og naiv storhedsvanvid: Protreptik er hans egen opfindelse og kan næppe siges at være udbredt endnu - hvad ved han overhovedet selv om virkningen af sin metode?
På den måde synes OFK at være i gruppe med de mange tvivlsomme coaches, der tilbyder "teknologier" til brug for hver enkelts steinbaggerske drøm om personlig succes - noget som for nylig har vist sig ikke at være tidløst design.
Kristian
ffs, der (oneopenspace) blev vi lige mindet om, hvor filosof-stereotyperne kommer fra. Sturgeons law gælder endnu.
Hej Pia! Nej, jeg trækker skam ikke min opfordring tilbage – heller ikke efter at have set en af dine videoer! :-D Jeg værdsætter skam, at du gør opmærksom på oneopenspace - da det jo netop ikke bare er personlig promovering - men en relevant kommentar til det, som var emnet i mit blogindlæg. Så tak for det! Og jeg syntes også stadig, at det er en rigtig god måde at dele ens filosofiske tanker på!
Hej Kristian! Jamen, det er jo altid skønt med en praktisk tilgang, da der jo allerede findes alt for meget virkelighedsfjern filosofi! Derfor vil jeg naturligvis også gerne med det samme medgive, at selve arbejdet med ontologiske grundbegrebers fænomenologi nok ikke gør en kriseramt virksomheds kunder mere tilfredse. Men tror du ikke også, at Kirkebys bog har et lidt andet sigte - end flere tilfredse kunder? Nu har jeg jo stadig ikke læst bogen, men umiddelbart forestiller jeg mig nu heller ikke, at bogen skal fungere som en redningskrans til kriseramte virksomheder, men nærmere som inspiration til chefer og ledelsesafdelinger, der gerne vil forbedre ledelsesstilen. Og her er det da også helt korrekt set, at der for de fleste firmaers vedkomne nok er langt større og mere alvorlige problemer at diskutere i ledelsen for tiden – end hvordan man bliver en bedre leder! Jeg mener naturligvis heller ikke, at en ændring i ledelsesstilen alene kan redde en virksomhed i krise - men det gør Ole Fogh Kirkeby nok heller ikke!
Det er også meget interessant, hvordan du påpeger, at man skal have sat ledelse i baggrunden for at få løst problemerne. Og her har du da helt klart også en pointe, da man nok ikke prioriterer ledelsesfilosofi særlig højt i virksomhederne, når man står midt i en økonomisk krise. Men det er lige før, at du får malet et billede af ledelsesfilosofi som værende (per definition) i kontrast til virkeligheden og det er vel ikke din holdning eller? I så fald så vil jeg gerne vide, hvad du baserer den holdning på? Jeg er også helt enig med dig i, at ledelse både kræver forretningskendskab og selvkendskab, men jeg forstår ikke helt, hvorfor du mener, at ledelse ikke skulle handle om andet end at opnå udbytte?
@Stefan: Sjovt, at du lige nævner filosof-stereotyper! Jeg har nemlig for tiden et blogindlæg liggende, som handler omkring forskellige filosof-stereotyper, så derfor kan jeg ikke lade være med at spørge dig, hvilke filosofstereotyper du mener, at der er på oneopenspace?
Mange tak for de gode kommentarer!
RE: OFK er det som Kristian siger den der lidt lommefilosofiske coach-agtighed. Og så er "protreptik" en gimmick-agtigt etiket - Det er jo bare samtale for helvede.
RE: Pia begynder det fint nok, men så forsvinder hun i floskler og vage dybsindigheds-generaliseringer.
I begge tilfælde er det indtrykket af en "overfladisk dybsindighed" (pleonasme, I know), hvor folk går i små-ævlende selvsving og det hele løber ud i sandet. Der mangler præcision, overskud, fornemmelsen af at vedkommende kan skære til roden af et eller andet.
OFS ekspliciterer hele problemet "at efterlade folk i et tomrum". Det ser han måske som en kvalitet. Men hvis det er et "nå-tomrum", så er det ikke en kvalitet.
Hej Louise,
Du siger:
"jeg forstår ikke helt, hvorfor du mener, at ledelse ikke skulle handle om andet end at opnå udbytte?"
Jeg siger:
Ledelse er at løse problemer i en organisation, simpelthen. Et aktieselskabs problem er at tiltrække aktionærer, en fabriks at producere det som kunderne beder om, en vuggestues at passe godt på børnene mens de er der. At sørge for at disse ting bliver gjort er ledelse, simpelthen.
Du antyder at ledelsesopgaven kunne være mere end det, men hvad skulle det dog være? Jeg indrømmer at jeg ikke svarer fyldestgørende på dit spørgsmål, men vi er vist fra to forskellige planeter :-)
-
Du siger:
"Jeg mener naturligvis heller ikke, at en ændring i ledelsesstilen alene kan redde en virksomhed i krise - men det gør Ole Fogh Kirkeby nok heller ikke!"
Jeg siger, baseret på ovenstående:
Hvis ikke protreptik kan gøre en organisation bedre til at løse sine opgaver, så er protreptik ikke værd at bruge tid på, krise eller ej. Når jeg nævner krise er det fordi den får os til at skære det netop overflødige fra.
-
Lad mig lige for min egen forfængeligheds skyld sige, at ledelse er af det _tekniske_ i Heideggers forstand, ikke af det teknologiske, som jeg fik skrevet i går!
-
Der er stof til mange gode diskussioner i dette her....
Med venlig hilsen
Kristian
@Stefan: Nu gør jeg mig generelt ikke i personangreb, så det må stå for egen regning. Men nu ved jeg faktisk ikke særlig meget om coaching, så det føles lidt mærkeligt, hvis jeg skal til at forsvare området. Men ud fra, hvad jeg ved, så vil jeg da gerne medgive, at coaching er samtaler og at der findes en del bullshit indenfor området (men dermed har jeg ikke sagt, at enhver form for coaching er bullshit). Jeg forstår ikke helt din brug af ordet "bare" - BARE en samtale. Jeg mener, at kommunikation har en enorm stor betydning for mennesker, da det jo er en af menneskets mest primære tilgangsformer til andre mennesker. En psykolog og en patient har jo også "bare" samtaler, men det betyder vel ikke, at det dermed er fuldkommen unødvendigt, ligegyldigt eller ubrugeligt? Ligeledes mener jeg også, at kommunikation er en af de vigtigste ting f.eks. i et parforhold. Hvis man ikke har en god kommunikation i et parforhold, så har man heller ikke noget godt parforhold. Så BARE en samtale? Samtaler kan skam også være enormt vigtige!
Men jeg kan godt lide dit udtryk: et nå-tomrum. Jeg forstår heller ikke helt, hvorfor man skal efterlade folk i et tomrum! For det virker ikke umiddelbart som den mest optimale form for coaching, hvis folk ikke ved, hvad de skal mene efter, at coachingen er slut. For dermed kunne man jo også godt få en mistanke om, at coachingen havde været mere manipulation end samtale. Men det er jo svært at vide, når man ikke ved, hvad Ole Fogh Kirkeby mener med ordet tomrum og dermed ville det måske også være en fordel at læse bogen – inden at man (jeg) udtaler sig mere om det!
:-D
@
Hej Kristian
Det virker lidt som om, at vi taler forbi hinanden. Hvilket måske kunne skyldes, at du tænker mere på de økonomiske aspekter, når du taler om ledelsesfilosofi - hvor jeg måske mere taler mere om ressourceplanlægning og HR strategier, når jeg taler om ledelsesfilosofi. Din definition af ledelse virker også ret bred og dermed kan den jo også rumme samtlige aspekter af at det at drive en virksomhed som f.eks. økonomi og marketing. Du spørg, hvad ellers ledelse kunne være? Hvad med f.eks. kompetenceudvikling, arbejdsfordeling, management af ressourcerne, HR strategier osv.? Det er vel heller ikke er helt uvæsentligt i forhold til virksomhedens produktion og økonomi? Men, som det burde fremgå af det ovenstående, så kan jeg jo stadig ikke rigtig afgøre, hvorvidt protreptik kan gøre en organisation bedre til at løse sine opgaver, så længe jeg ikke har læst bogen.
Med venlig hilsen
Louise
Mange tak for jeres opfølgende kommentarer! :-D
Jeg tænker nu på alle aspekter af ledelse, og har for eksempel ikke nævnt penge i nogen kommentar endnu.
Det væsentlige er hvad en organisation vil opnå, uanset om det er et positivt cashflow, en høj aktiekurs, nogle glade og trygge børn eller måske fred på jorden. Ligegyldigt hvad det måtte være, så er ledelse den disciplin der sørger for at opnå netop det, for, med og i en organisation.
(men nu lommefilosoferer jeg 100%, og venter spændt på hvad studiet byder mig i den retning)
HR-strategier og ressourceplanlægning er efter min mening ikke så gode eksempler på hvad ledelsesopgaven går ud på.
Dels er de begge accessoriske - der findes mange succesfulde virksomheder som nedprioriterer disse discipliner (i øvrigt ofte til medarbejdernes store glæde.
(Se fx nogle af deltagerne på den årlige WorldBlu-konference, eller læs hvordan Lars Kolind rystede posen i Oticon)
Dels er de højst STYRINGS-discipliner og hører ikke til den egentlige LEDELSESopgave. I så fald måtte man også regne bogholderiet og omstillingsbordet med, der jo hver især også har ikke ubetydelig indflydelse på en virksomheds produktion.
Sådan lykkes det mig måske at tømme ledelsesbegrebet for mening, kan du synes, men tilbage står faktisk den ene ting som man kunne håbe at en OFKs vidundermiddel havde en effekt på: Nemlig lederens evne til at få organisationen til at arbejde i en bestemt retning.
Hvis OFK kan sandsynliggøre at den enkelte leder bliver en bedre inspirator, en mere energisk indpisker, en modigere grænsesætter, mere intelligent, bedre til at prioritere eller en anden for den enkelte leder væsentlig egenskab i forhold til opgaven, så vil jeg håbe at du deler det med denne spændte læser.
Min fordom er at det ikke kan lykkes, og skulle jeg tage fejl, så er det stadig min holdning at der så megen ledelsessnak i både det offentlige og private, at alle er ved at segne under det.
Gid din favorit må vinde :-)
Kristian
Jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor du mener, at HR-strategier ikke er en ledelsesopgave eller hvorfor det skulle medføre at praktiske funktioner som bogholderi dermed også skulle være en del af ledelsesopgaven. Men uanset din definition af ledelse, så vil jeg da også gerne medgive, at det langt fra altid er en fordel for medarbejderne eller virksomheden at have en HR-strategi. En HR-strategi kan hurtigt være spild af medarbejdernes tid og ressourcer, hvis den ikke fungerer i praksis eller hvis lederne er inkompetente. Med hensyn til Lars Kolind, så mener jeg ikke ligefrem, at han taler for, at man skal nedprioritere fokus på HR-området eller anse det som et accessorisk område. Fremhæver Kolind ikke nærmere, hvordan man skal udvikle en bedre og mere sammenhængende HR-strategi ved at basere den på faktuel viden – for på den måde at skabe et mere effektivt grundlag for virksomhedens fremtidige brug af HR-værktøjer indenfor områder som f.eks. medarbejder-, leder- og organisationsudvikling? Mange tak for din kommentar!
Med venlig hilsen
Louise
Jeg ser det ikke som personangreb. Begge er sikkert fine mennesker.
Det var alene en uddybning af indtrykket fra videoerne, som - indrømmet - blev lidt mere pissy end nødvendigt, da jeg var nød til at se dem igennem igen for at kunne svare på dit spørgsmål.
Når ens referenceramme er TEDtalks og lignende, bliver man måske lidt for forvænt mht. kvalitet og formidlingsevne. Mao. er det hele internettets skyld, lissom.
Mht. "bare" så henviste det mere til overflødigheden af obskurtlydende, pseudo-tekniske etiketter ala "protreptik" ift. det reelle indhold.
En lille kommentar til jeres debat om virksomheders og lederes funktioner: Burde man ikke (også) have et godt gammeldags strukturelt perspektiv ind over her? Og et kritisk blik herpå? I ser det, som jeg opfatter det, kun fra et aktørperspektiv: "Hvad vil firmaet/lederne/medarbejderne, og hvordan når vi derhen?".
Taler vi markeds-aktører, jamen så må markedets grundvilkår medtænkes: Konkurrence og profit! Uanset hvor altruistisk en organisations værdier formuleres, og uanset hvor human og coachende lederne er, så er profit og konkurrence et grundvilkår. Måske er dette hovedproblemet i forhold til menneskers trivsel og ikke diverse ledelsesformer eller organisationsformer?
mvh
@Stefan: Det er rart at høre! :-D Men protreptik er vel en meget passende betegnelse, når man tænker på, at protreptik var en lederuddannelse i det antikke Grækenland og Ole Fogh Kirkeby har baseret sin filosofi på Aristoteles!
@Søren: Naturligvis er konkurrence og profit grundvilkår - men jeg mener ikke, at konkurrence og profit per definition står i vejen for menneskets trivsel eller et godt arbejdsmiljø. Men det er klart, at en virksomhed med røde tal på bundlinjen ikke har råd eller ressourcer til alle mulige forskellige former for coaching eller teambuilding. Her vil der ganske givet gælde nogle andre vilkår – end hvis der havde været overskud. Hvilket man også kan se for tiden, hvor mange mennesker uden protester går væsentligt ned i løn eller timeantal for at få virksomheden til at overleve krisen. Men jeg mener ikke, at ledelse nødvendigvis behøver at være en stor omkostning – tværtimod så mener jeg faktisk, at en effektiv ledelse kan spare en virksomhed for mange unødvendige udgifter.
Mener du virkelig, at markedets grundvilkår per definition er dårligt for menneskets trivsel – også når der er tale om markedsvilkår indenfor rammerne af en velfærdsstat som den danske? Hvorledes mener du så, at man skal afhjælpe dette problem, hvis det ikke kan løses politisk?
Mange tak for jeres kommentarer!
Konkurrence og profit står ikke *per definition* eller med nødvendighed ”i vejen for menneskets trivsel”, det mener jeg heller ikke. Men konkurrencevilkåret skaber et *pres* på aktørerne, der *ofte* resulterer i mindre trivsel eller i direkte nød (hvis vi kigger lidt ud over andedammen, gør sidstnævnte sig jo i høj grad gældende!).
Som *grund*vilkår – altså som nødvendig betingelse for virksomhedens overlevelse – overskygger det principielt ethvert andet kriterium for handling i virksomheden. Således kan vi tænke os masser af situationer, og de fleste arbejdere har givetvis selv erfaret situationer, hvor arbejdstrivslen ville være langt bedre, hvis *ikke* konkurrence og øget profit havde været det altdominerende mål.
Basalt: Konkurrence som basalt vilkår for trivsel i altruistisk forstand er naivt (der skal nok være nogen, der bliver glade, det benægter jeg selvfølgelig ikke...). Derfor bør konkurrence begrænses i de fleste aspekter af vores tilværelse. Den usynlige hånd fungerer sjældent.
Det kan også formuleres ved at kaste den basale (kantianske) pointe på banen: Medarbejderes trivsel er som oftest instrument for virksomhedens profit, ikke omvendt – netop grundet virksomhedens grundvilkår. Hermed anser vi ikke personer som mål i sig selv – et moralsk princip, der vel prima facie er værd at holde fast i?
Markedet er i stadig højere grad – grundet den økonomiske globalisering – blevet i stand til at agere uden at være underlagt velfærdsstaternes demokratiske krav. Velfærdstaten er under voldsom pres (og her tænker jeg ikke kun på den danske, som klarer sig relativt godt i øjeblikket sammenlignet med de andre). Det gensidige afhængighedsforhold mellem stat og marked, der i en vis grad gjorde sig gældende for 40 år siden, er i opløsning. Skåret i pap: Markedsaktørerne er ikke længere lige så afhængige af velfærdsstaten, som velfærdsstaten er afhængig af markedsaktørerne. Med andre ord: De ’rammer’, du henviser til, at en velfærdsstat som den danske kan sætte for markedet, er i dén grad ved at blive sprængt. Den demokratiske kontrol med økonomien er stadig svagere og svagere. Virksomheder truer med at flytte eller flytter rent faktisk deres produktion, hvis ikke velfærdsstaten ’retter ind’ efter deres ønsker.
Konsekvensen af denne gør-sig-lækker-konkurrence staterne imelle:
Den stille *opløsning* af offentlig velfærd samt stop for *udviklingen* af ny offentlig velfærd.
Løsningen *er* efter min overbevisning *politisk*. Men ikke indenfor velfærdsstat DK’s rammer. Der må udvikles overnationale institutioner, der kan agere demokratisk kontrol over økonomien. På (meget) lang sigt er den utopiske løsning en verdens-velfærds-stat, om du vil, der i større grad end i dag markerer grænserne for, hvilke resurser og varer, det private marked bør konkurrere om at udbyde.
Jeg er ikke principielt imod fokus på virksomheders interne trivsel – jeg er imod det ensidige aktør-blik og insisterer på, at strukturerne må i betragtning *også*.
MVH
Søren E (liberal-socialist)
@Søren
"Som *grund*vilkår – altså som nødvendig betingelse for virksomhedens overlevelse – overskygger det principielt ethvert andet kriterium for handling i virksomheden. Således kan vi tænke os masser af situationer, og de fleste arbejdere har givetvis selv erfaret situationer, hvor arbejdstrivslen ville være langt bedre, hvis *ikke* konkurrence og øget profit havde været det altdominerende mål.
Basalt: Konkurrence som basalt vilkår for trivsel i altruistisk forstand er naivt (der skal nok være nogen, der bliver glade, det benægter jeg selvfølgelig ikke...). Derfor bør konkurrence begrænses i de fleste aspekter af vores tilværelse. Den usynlige hånd fungerer sjældent."
Den usynlige hånd fungerer vel på den måde, at den evt. mindre trivsel internt i virksomheden pga. konkurrence kommer kunderne (herunder de ansatte som kunder hos alle andre virksomheder) til gavn - dvs. bliver distribueret eksternt/bredere ift. virksomheden.
Derfor er jeg ikke sikker på, begrænsning af konkurrence mellem virksomheder vil øge trivslen overordnet set.
Men enig i, at den generelle udbredelse af markedsmekanismer som erstatning for sociale normer bør begrænses.
@Stefan:
Hej Stefan,
det er klart, at jo mere konkurrence des bedre for forbrugere, hvis vi måler det gode ud fra forbrugernes kortsigtede efterspørgsel efter varer. I denne snævre forstand virker den usynlige hånd givetvis.
Men dette 'gode' gavner for det første ikke den 'langsigtede' efterspørgsel (fx efter et klima, hvor vores børn og børnebørn kan leve) - og det gavner slet ikke taberne i konkurrence-gamet om varer, fx modtagere af kontanthjælp eller starthjælp eller folk, der bor i papkasser. Disses trivsel er tværtimod forringet pga. markedet som fordeler af varer.
For det andet er denne markeds-optik på det gode liv at isolere markedet fra resten af vores verdens liv og systemer. Denne pointe hinter du jo selv til med din sidste bemærkning.
Altså: Internt betragtet gavner konkurrence et marked, men det er selve det begrænsede markedsaktørperspektiv, vi må ud over - hvad end vi taler forbrugere eller producenter. Jeg nægter derfor at tale om trivsel på markedspræmisser, men taler for en politisering / demokratisering af markedet.
MVH Søren E
@Søren:
Jeg mener altså ikke, at det er korrekt, at man rundt omkring i de danske virksomheder KUN har konkurrence og øget profit som et alt dominerende mål. Jeg har kendskab til flere forskellige eksempler, hvor danske virksomheder også har betalt for medarbejderes velfærd på områder, hvor de bestemt ikke var forpligtet til det. F.eks. har jeg personligt kendskab til, at danske virksomheder har forsat med at betale fuld løn til deres medarbejdere – i et tilfælde, hvor medarbejderen fik en alvorlig livstruende sygdom og et andet tilfælde, hvor medarbejderen skulle passe og genoptræne sit barn – selvom personerne i dette forløb ikke var i stand til at passe deres arbejde. Det kan man naturligvis også se som en investering i medarbejdernes loyalitet og arbejdskraft, men jeg mener også, at det viser, at virksomhederne evner at se på andet end blot den størst mulige profit. Jeg siger ikke, at dette kendetegner dansk industri eller industri i det hele taget. For det gør det ikke. Jeg mener bare, at det er forkert at sige at konkurrence og øget profit er det altdominerende mål. Der findes også mange andre eksempler på, at virksomheder varetager andre interesser end blot profit. Faktisk så mener jeg, at det er netop dette aspekt som kendetegner en moderne virksomhed – at den har medarbejdernes trivsel for øje. Men det kræver naturligvis også, at virksomheden har en indtjening – for uden den, så er der heller ikke nogen virksomhed.
Søren: Basalt: Konkurrence som basalt vilkår for trivsel i altruistisk forstand er naivt (der skal nok være nogen, der bliver glade, det benægter jeg selvfølgelig ikke...). Derfor bør konkurrence begrænses i de fleste aspekter af vores tilværelse. Den usynlige hånd fungerer sjældent.
Nej, den fungerer langt fra altid optimalt, men hvordan mener du, at en begrænset konkurrence skal give et bedre arbejdsmiljø?
Søren: Markedet er i stadig højere grad – grundet den økonomiske globalisering – blevet i stand til at agere uden at være underlagt velfærdsstaternes demokratiske krav. Velfærdstaten er under voldsomt pres (og her tænker jeg ikke kun på den danske, som klarer sig relativt godt i øjeblikket sammenlignet med de andre)... De ’rammer’, du henviser til, at en velfærdsstat som den danske kan sætte for markedet, er i dén grad ved at blive sprængt. Den demokratiske kontrol med økonomien er stadig svagere og svagere. Virksomheder truer med at flytte eller flytter rent faktisk deres produktion, hvis ikke velfærdsstaten ’retter ind’ efter deres ønsker.
Ja, det er helt korrekt set! Det er et stort problem for velfærdsstaten, hvilket man også kan se at politikerne i højere grad er begyndt at tage hensyn til.
Søren: Konsekvensen af denne gør-sig-lækker-konkurrence staterne imelle: Den stille *opløsning* af offentlig velfærd samt stop for *udviklingen* af ny offentlig velfærd.
Jeg mener ikke, at man er ved at opløse den offentlige velfærd, med der er helt klart nogle bekymrende tegn på en sådan udvikling. Men her er en del af problemet vel også, at man har en meget lille arbejdsstyrke der skal passe (betale for) en forholdsvis stor ældre generation i de kommende år? Hvad mener du helt præcist med, at man har et ”stop for udviklingen af ny offentlig velfærd”?
Søren: Løsningen *er* efter min overbevisning *politisk*. Men ikke indenfor velfærdsstat DK’s rammer. Der må udvikles overnationale institutioner, der kan agere demokratisk kontrol over økonomien. På (meget) lang sigt er den utopiske løsning en verdens-velfærds-stat, om du vil, der i større grad end i dag markerer grænserne for, hvilke resurser og varer, det private marked bør konkurrere om at udbyde.
Jeg mener også, at løsningen skal findes politisk, men jeg mener ikke, at det kan lade sig gøre vha. en verdens-velfærds-stat. Indenfor, hvilket regi skulle det dog foregå? Nato? EU? Det syntes jeg lyder meget urealistisk (utopisk) – hvilket du da heldigvis også selv medgiver! :-D Derudover mener jeg heller ikke, at det altid er særlig fordelagtigt for et velfærdssamfund som det danske at lave overnationale samarbejder, da de tit bygger på den lavest mulige fællesnævner! F.eks. har Danmark jo været tvunget til at tillade en lang række sprøjtegifte og mere kviksølv i fisk gennem sit medlemskab af EU - selvom der er bred politisk enighed om præcis det modsatte i Folketinget. Er det den slags demokrati, som du ønsker mere af?
Søren: det er klart, at jo mere konkurrence des bedre for forbrugere, hvis vi måler det gode ud fra forbrugernes kortsigtede efterspørgsel efter varer. I denne snævre forstand virker den usynlige hånd givetvis. Men dette 'gode' gavner for det første ikke den 'langsigtede' efterspørgsel (fx efter et klima, hvor vores børn og børnebørn kan leve)
Nej, men her har staten da stadig en vis form for kontrol (på trods af globaliseringen) da den jo kan regulere udbuddet af varer, som bliver solgt på det danske marked.
Søren: ... og det gavner slet ikke taberne i konkurrence-gamet om varer, fx modtagere af kontanthjælp eller starthjælp eller folk, der bor i papkasser. Disses trivsel er tværtimod forringet pga. markedet som fordeler af varer.
Det vil jeg gerne have uddybet!
Søren: Jeg nægter derfor at tale om trivsel på markedspræmisser, men taler for en politisering / demokratisering af markedet.
Hvordan forestiller du dig, at det skal foregå? Skal man stemme om priserne?
Mange tak for jeres meget spændende kommentarer!
Jeg er ikke helt sikker på, at du forstår min grundlæggende pointe korrekt, Louise, så lad mig uddybe: Jeg skriver jo *ikke*, som du synes at tillægge mig, at man *kun* har profit for øje i de private virksomheder. Så de fine eksempler, du giver på tilfælde, hvor virksomheder har gjort gode ting for deres medarbejdere, strider på ingen måder mod det, jeg siger. Min pointe er den simple, at det er et grundvilkår for en virksomhed – et overlevelseskriterium – at konkurrere og skabe profit. Dette medgiver du jo: Virksomheden må have en indtjening ”for uden den, så er der heller ikke nogen virksomhed”. Jeg mener bare, at du komplet undervurderer, hvilken stor betydning dette har for en privat virksomhed, for deres medarbejder og for borgere i det samfund, hvor markedet dominerer som grundlag for menneskers trivsel. Altså: Grundvilkåret *er* det altdominerende mål for en virksomhed, for hvis det ikke er, overlever virksomheden ikke. Det betyder selvfølgelig ikke, at det er det *eneste* mål; en overbevisning, som du synes at tillægge mig, og det betyder heller ikke, at man ikke i visse situationer midlertidigt kan sætte sig ud over dette mål. Det er derfor, jeg taler om, at strukturer – fx konkurrencevilkåret – *presser* aktørerne (fx virksomhederne) til at handle på bestemte måder. Jeg skriver *ikke*, at strukturerne (konkurrencevilkåret) *determinerer* aktørerne (jeg er ikke strukturalist!).
Det er nemt at tænke sig den komplet altruistiske virksomhedsleder, det er bare svært at tænke sig, at han bedriver privat virksomhed i ret lang tid....
Altså: Moderne virksomheder kan have medarbejdertrivsel for øje – men *kun* for så vidt, at det på lang sigt bidrager positivt til bundlinjen. Modeksmepler herpå er og bliver undtagelser fra reglen. Dette *er* vilkåret, det kan jeg ikke se, at du eller nogen ledelsesfilosof kan komme uden om.
Du (I) kan så pointere, at der heldigvis ofte er konvergens imellem medarbejderes trivsel og virksomhedernes profitskabelse. Hertil må jeg svare med dyb skepsis! (Og dette er gentagelse fra sidste indlæg): Vi kan tænke os masser af situationer, og de fleste arbejdere har givetvis selv erfaret situationer, hvor arbejdstrivslen ville være langt bedre, hvis *ikke* konkurrence og øget profit havde været det dominerende mål. Med Finn Jannings ord fra dagens Information: ”Coaching har intet med potentialeudvidelse at gøre. Det handler om at maksimere virksomheders omsætning under normer forklædt som kreativ udfoldelse”. Sagt anderledes: Profit-vilkåret *begrænser* mulighedshorisonten for, *hvilke* potentialer, der kan udvikles, og *hvilken* kreativitet, det giver mening at udfolde. Af samme årsag har filosffer ofte svært ved at finde jobs, hvor de rent faktisk kan få lov at filosofere! Det er for mig at se det, man med en angle-saxisme må betegne som et 'brutalt faktum', vi bare må leve med, hvis vi gerne vil arbejde i det private :O).
”hvordan mener du, at en begrænset konkurrence skal give et bedre arbejdsmiljø?”:
I en offentlig virksomhed gør konkurrencevilkåret sig ikke principielt gældende. Arbejdsmiljøet har større muligheder for at blive godt her – forudsat, selvfølgelig, at vi ikke indfører konkurrence som princip her også, hvilket jo er blevet gjort i mange offentlige virksomheder i håb om ’effektiviseringer’. Der er rum for udfoldelse, simpelthen, der ikke behøver at skabe profit. Sagt anderledes: Udfoldelsen er ikke begrænset af hensynet til profitskabelse. Der kan selvfølgelig være mange andre systemer og strukturer, der begrænser potentialerne i de offentlige virksomheder, og som man bør tage et opgør med. Men det er en anden sag.
Jeg taler i øvrigt ikke for den totale afskaffelse af markedet. Planøkonomien har lige så store problemer. Jeg taler for, at udbud af varer og tjenester på langt flere områder end i dag skal gøres et offentligt anliggende – og jeg taler for langt strengere lovkrav til private virksomheder hvad angår arbejdsvilkår. Industrien klager altid over, at strammere regler og bedre arbejdsrettigheder forringer deres konkurrencevilkår – og det har de jo ret i (da det koster knaster)! Dette leder desværre mange politikere til ikke at sætte så høje krav, for ellers går det jo dårligt for de danske virksomheder, og velfærdsstaten finansieres i høj grad af disse virksomheder. Den økonomiske globalisering gør, at vi bliver nødt til at samarbejde med andre stater for at sætte strenge regler for markedsaktørerne!
Politikerne er altså i meget høj grad ”begyndt at tage hensyn til” den økonomiske globalisering. Du ser denne pointe, men det virker ikke som om, at du ser de helt afgørende problemer, der ligger i dette faktum. Der er for det første et demokratisk problem: Markedsaktører har ingen demokratisk legitimitet, men de styrer alligevel indirekte de politiske aktørers muligheder for politisk handlen. Det er udemokratisk, simpelthen.
For det andet *er* det med til at underminere velfærden: Prøv at se lidt bredere på det end bare på DK. Alt andet lige presser konkurrencevilkåret ethvert privat firma til at sænke sine omkostninger. Velfærdssamfunds kendetegn – høje skatter og høje lønninger og høje krav til medarbejdertrivsel etc. – er alt andet lige store omkostninger for virksomheder. Derfor er de alt andet lige interesserede i at flytte produktionen hen, hvor der ikke er høje skatter og høje lønninger, eller i at der slækkes på kravene. Dette skaber et pres på velfærdsstaterne om at sætte skatterne ned og lønningsniveauerne ned og slække på kravene generelt – eftersom de er afhængige af virksomhederne. Danmark formår i øjeblikket at redde en masse arbejdspladser, fordi vi har andre ting at spille på (fx højt uddannelsesniveau). Men pointen er, at den økonomiske globalisering muliggør, at virksomheder kan lægge pres på velfærdsstaterne om at underminere sig selv. For staterne er jo afhængige af virksomhederne, ikke omvendt. De ”bekymrende tegn”, som du nævner, på undermineringen af velfærdsstaterne, skyldes primært denne asymmetri mellem det private og det offentlige: For at velfærdsstaten kan bevare virksomhedernes produktion indenfor egne murer, og for at disse virksomheder kan være konkurrencedygtige med de udenlandske, må staten slække på sine grundprincipper om fx strenge arbejdsmiljøkrav, høje skatter og høje lønninger – men dermed undergraver den sine egne eksistensbetingelser.
Demokratisering af markedet handler selvfølgelig ikke først og fremmest om at stemme om priserne… (staten kunne for resten godt regulere priserne mere end de gør i øjeblikket, særligt på basisvarer og forurenende varer, men det er ikke det, der er det primære her…). Det handler om at bevare og videreudvikle velfærdsstaten – altså om at bevare og udvikle demokratisk kontrol med markedets udbud, spilleregler osv. og ikke mindst en decideret *begrænsning* af, hvilke samfundsresurser, der skal markedsgøres (fx sygesikring, omsorg, grundresurser såsom kul og olie etc.).
Det er klart, at der er andre årsager også til presset på velfærdsstaten – og én er dem er selvfølgelig den uheldige demografi, som du nævner. Dette problem skulle da være til at løse indenfor nationalstaterne: Bedst, måske, ved at give større fleksibilitet for de ældre til at arbejde deltid. Men også ved at ændre strukturerne, der fastholder folk i permanente overførselsindkomster samt bedre integration (men det er en MEGET længere snak! :O) ).
Værre er det med det asymmetriske forhold mellem stat og marked i dag. Jeg taler *netop* om den utopiske verdens-velfærds-stat fordi, det for mig at se er den eneste måde realistisk at bevare og genskabe og udvikle en egentlig demokratisk statslig kontrol over økonomien. Den banale logik er: Hvis ikke der er nogen steder i verden for firmaerne at lukrere på lave skatte- og lønniveauer og ringe krav om arbejdsmiljø etc., så er der intet incitament for dem at flytte deres produktion og ingen pressionsmuligheder overfor politikerne.
Dette er selvfølgelig en utopi, men lad os bare beholde blikket for utopier som regulative idealer.
Vi kunne starte med at udvikle effektive og demokratisk legitime overnationale føderationer (du læste rigtigt, jeg er erklæret føderalist! :O) ) i forskellige regioner i verden, fx et demokratiseret EU. (NATO???!!! ). I sidste instans kunne man forestille sig et reformeret FN nærme sig en art verdensstat. Men selv de små skridt har ekstremt lange udsigter og bliver sandsynligvis aldrig til noget! Jeg er hamrende kulturpessimistisk på dette punkt – men det ændrer ikke ved, at jeg ikke kan se nogen mere realistiske alternativer på det lange sigt, hvis målet er at redde, udvikle og udbrede velfærdsstaten.
Den økonomiske globalisering kræver globale statslige institutioner, hvis det politiske skal bestemme over økonomien og ikke omvendt. Denne pointe er for mig at se egentlig ret simpel…..
Selvfølgelig går jeg ikke ind for ’laveste fællesnævner’… EU har med sit udgangspunkt i at være et markedsfællesskab for det meste *fjernet* forhindringer for markedet – jeg taler for det modsatte: Overnationale institutioner til at sætte *rammer* for markedet. Man kan sagtens tænke sig et system, hvor EU fx lavede maksimumsgrænser for udledning af sprøjtegifte, men lod stå helt frit for decentrale nationalstatslige institutioner som Folketinget at sætte højere standarder. Pointen her er: Der er *brug for* sådanne overnationale standarder – og man kan sagtens tænke sig lignende (evt. minimums-)standarder på områder såsom lønninger, skatter og (evt. grønne) afgifter! Det ville fjerne firmaers motivation for at flytte produktionen fra fx Danmark til Polen. Med tiden skal Kina og Indien selvfølgelig så med i klubben ;O)
Lange udsigter, sker næppe i vores tid, sker næppe nogensinde – men hvad er alternativet?
Der er stadig en vis kontrol med, hvad der bliver solgt i fx DK, selvfølgelig. Udbud svarer ideelt set til efterspørgslen på et frit marked. Men den købe-rationalitet, langt de fleste forbrugere benytter sig af, tager udgangspunkt i kortsigtet efterspørgsel. Hvad angår udbud af varer er det jo de *langsigtede*, jeg mener, markedsmekanismen ikke kan tage sig af.
Angående taberne i markeds-gamet: Markedet som fordeler af varer handler om, at udbuddet af varer svarer til efterspørgslen. Efterspørgsel forudsætter, at man har købekraft. Det har de absolut og relativt fattige ikke meget af. Det skaber social ulighed, og dette skaber ringe trivsel for de, der er dårligere stillet. Her kan velfærdsstaten gå ind og omfordele, men det er den i stadig ringere grad i stand til grundet først og fremmest det økonomiske ’pres’, der på velfærdsstaten, der bliver stadigt større. Og så er vi tilbage, hvor vi startede.
Jeg kunne godt tænke mig nogen positive bud fra andre på løsningen af problemerne med den økonomiske globalisering? Skal vi bare tænke nationalstatsligt – som det politisk er populært nu – og sørge for at kunne ’konkurrere’ med udlandet?
MVH Søren E
En del af løsningen, som ikke i samme grad baserer sig på utopier, er at gøre indholdet og oprindelsen af varer og serviceydelser mere transparent, samt øge vidensniveaut mht. negative konsekvenser (især for den enkelte forbruger) af forbruget af forskellige varer og serviceydelser.
@ "Markedsaktører har ingen demokratisk legitimitet, men de styrer alligevel indirekte de politiske aktørers muligheder for politisk handlen. Det er udemokratisk, simpelthen."
På mange måder er markedsaktører de facto mere demokratiske end de politiske aktører: De forsvinder løbende hvis ikke de leverer noget, som nogen finder værdi i, dvs. de har en klar feedback-mekanisme (modsat masser af offentlige systemer).
Jeg synes også, at du hopper lidt for elegant hen over de "usynlige", spredte _positive_ konsekvenser af det eventuelle profit-begrænsede velfærds/trivsels-potentiale i virksomhederne:
Den eventuelle begrænsning i virksomhedsinterne trivselstiltag pga. konkurrence kommer dig til gode i form af resultatet af selvsamme konkurrence i _alle_ de sammenhænge, hvor der konkurreres.
Dvs. (forsimplet) du betaler 1 trivselsenhed i nedsat arbejdspladstrivsel mod 1+n trivselsenheder som resultat af bedre varer og serviceydelser i alle andre sammenhænge.
Ja, offentlige institutioner kan booste trivsels-fremmende tiltag, men de betaler jo heller ikke selv for dem, så hvad er opportunity costs, når de gør det?
Sidste indvending i denne omgang: Vi kan ikke tage det for givet, at en offentlig instans alene pga. dens demokratiske legitimitet 1) faktisk fungerer demokratisk eller 2) er effektiv i sin forvaltning af de tildelte resurser (dvs. mere effektiv en fx et markede aka de enkelte forbrugere).
Hej Stefan, nu bliver det først rigtig spændende! :O)
Jeg ’baserer’ ikke min tankegang på utopier – det gør idealisten, som har tendens til at blive blind for midlerne til målet. Min ’utopi’ skal blot forstås som et regulativt ideal, dvs. som det ideal, jeg i argumentationen stiler efter, vel vidende at vi nok aldrig når dertil i absolut forstand. Vi kan dog tilnærme os! Du opererer for mig at se også med regulativer idealer – ’utopier’ i denne forstand – når du taler om at optimere transparens, information, trivsel, produktion, effektivitet etc.
Men det lader til, du slet ikke er enig i, at udbredelsen og udviklingen af velfærdsstaten er et regulativt ideal værd at forfølge?
Jeg er på ingen måde imod dit forslag om at gøre indholdet og oprindelsen af varer mere gennemskueligt samt øge vidensniveauet om negative konsekvenser. Jeg tror bare ikke på, det på nogen måder er tilstrækkeligt til at løse de negative problemer, markedet skaber. Lad os tage miljøet som eksempel: Skulle politisk forbrug redde miljøet, forudsættes fx følgende, når der forbruges:
- Folk agerer rationelt, ikke bare på kort sigt, også på lang.
- Folk agerer rationelt, ikke kun på egne vegne, men på fællesskabets – dvs., rationaliteten er ikke bare en selvisk optimerende fornuft over tid, men en altruistisk. (Når jeg forbruger, kan det have negative konsekvenser for folk i DK om 200 år eller måske for folk i Indien om 15).
Begge forudsætninger er *højst* tvivlsomme! Herudover er der andre problemer:
- Poltisk forbrug som politisk middel reproducerer individualistisk orienteret politisk handlen samt en konkurrencementalitet.
Miljøproblemerne kan kun løses i fællesskab. Folk køber aflad, når de forbruger politisk, det dræber det effektive politiske engagement. Politisk forbrug er altså en del af *problemet*, hvis det gøres til det primære eller sågar eneste politiske middel.
Herudover: Markedet skaber sociale problemer, som velfærdsstaten har stadigt sværere at tage hånd om. Det er vel i sig selv et problem?
Du opererer med et ekstremt snævert begreb om demokratisk legitimitet, hvis du fastholder, at markedsaktører besidder noget sådan. Jeg skal medgive, at alle politiske aktører selvfølgelig på ingen måder kan siges alt andet lige at have demokratisk legitimitet uden videre. Jeg taler om de folkevalgte af slagsen. At være folkevalgt er nok heller ikke tilstrækkeligt til egentlig demokratisk legitimitet i streng forstand, men alt andet lige må de love og regler, der er skabt af de folkevalgte, vel være mere demokratisk legitime end markedsaktørernes? At man bliver ’luet’ ud af systemet, hvis ikke man ’leverer varen’ er jo også et gængs princip indenfor de demokratiske regler, folkevalgte spiller med.
Men igen: er det at ’levere varen’ virkelig *tilstrækkeligt* for demokratisk legitimitet? Du åbner selvfølgelig et kæmpebal her om, hvad legitimitet egentlig med mening kan siges at være, men vi må i det mindste for mig at se fastholde, at demokratisk legitimitet (demos: folk, kratos: styre) som betingelse må have et procedurealt fornuftselement af én eller anden art – folk må med i processen: Du taler udelukkende om resultater (varer), demokrati handler også om, *hvordan* resultaterne fremkom. Blev de trukket ned over hovedet på folk – eller fremkom de som resultatet af en debatterende proces, hvor folk rent faktisk blev hørt og fik lov at påvirke resultatet?
Pointen er, at demokrati er mere end blot produktion af varer og tjenester. Det er *mere* end blot ophobningen af individers præferencer. – Særligt er det for mig at se et spørgsmål om *fælles* løsninger og *fornuftige* løsninger.
I øvrigt er der i den demokratiske tradition et grundfæstet ideal om, at alle myndige borgere i udgangspunktet er ligeværdige (én mand, én stemme, fx). På markedet er de rige og dygtige stærkest – og de fattige og ikke-dygtige har slet ingen indflydelse.
” Vi kan ikke tage det for givet, at en offentlig instans alene pga. dens demokratiske legitimitet 1) faktisk fungerer demokratisk eller 2) er effektiv i sin forvaltning af de tildelte resurser (dvs. mere effektiv en fx et markede aka de enkelte forbrugere).”
Jeg er helt enig. Jeg pointerede blot, at det offentlige ikke (nødvendigvis) er underlagt det problematiske konkurrencevilkår, hvilket alt andet lige er positivt givet min argumentation om markedets problemer i forhold til trivsel. Jeg nævnte også, at der selvfølgelig kan være andre problemer, som man må tage hånd om i det offentlige. Men det er nu engang markedet, vi taler om. Og hvorfor er 'effektivitet' egentlig hovedformålet med en virksomhed? Hvorfor kommer det kriterium før medarbejdertrivsel? Det er for mig at se at markedsgøre en produktion helt unødigt. Jeg er ikke imod effektivitet, jeg kan bare ikke se argumentet for, at det absolut skal være vores primære ærinde?
I forlængelse heraf:
” Du betaler 1 trivselsenhed i nedsat arbejdspladstrivsel mod 1+n trivselsenheder som resultat af bedre varer og serviceydelser i alle andre sammenhænge.”
Du forudsætter her nogle præmisser, jeg ikke mener holder:
Du forudsætter, at den medarbejder, der er ’gået ned ’ i trivsel, også får gavn af de bedre og billigere varer og serviceydelser. Det er på ingen måde givet. Eller også opererer du med en yderst problematisk vulgær-utilitarisme, der accepterer, at vi til enhver tid må ’ofre’ den enkelte (medarbejder) for, at flertallet (af forbrugere) kan få bedre og billigere varer. De fleste vil, når de lige får tænkt det igennem, intuitivt få jærnekramper over en sådan accept af syndebukke til fremme af helhedens bedste. I denne optik kan man vel argumentere for, at vi til enhver tid skal nedsætte arbejdstrivslen, såfremt det gavner produktet? Jeg tror og håber ikke, at det er det, du mener – men din argumentation implicerer vel dette, hvis jeg skal tage det for pålydende?
Du må lige forklare mig, hvad ’opportunity costs’ betyder, hvis jeg skal svare på denne indvending… Mine økonomibegreber er lidt rustne…
MVH Søren E
Hej Søren
Tak for svaret. Det er spændende emner, men vi har desværre fået åbnet et helt tivoli af potentielle diskussioner.
Opportunity cost er forholdet mellem brugen af begrænsede resurser og den bedste alternative måde at bruge disse på.
Jeg er begyndt på et svar et par gange, men er kørt fast i kvasi-libertarianske manifester hver gang, da jeg har ikke et klart billede af, hvad vi egentlig diskuterer.
Jeg har på fornemmelsen, at vi kunne bruge ret lang tid på at komme frem til, at vi har divergerende værdimæssige udgangspunkter mht. noget som ingen af os kan gøre noget ved alligevel.
Hvis denne intuition er korrekt, er opportunity costs for høje ift. videre diskussion. Dvs. vi kan begge bruge vores tid mere fordelagtigt andetsteds.
Tager jeg fejl, så sig endelig til.
Venlig hilsen
Stefan
Hehe, du tager nok ikke helt fejl (i dette!) :O)
Så lad os styre os og lade den ligge for nu.
MVH Søren
I har virkelig (med Stefans ord) åbnet et helt tivoli af potentielle diskussioner! :-D Jeg beklager meget, at jeg ikke har svaret før, men jeg har enormt travlt for tiden. Derudover så tager det også en del tid at svare på jeres kommentarer. Specielt dine Søren – men jeg er meget glad for, at I vil uddybe jeres synspunkter så grundigt! :-D
@Søren & Stefan
Søren: Det er nemt at tænke sig den komplet altruistiske virksomhedsleder, det er bare svært at tænke sig, at han bedriver privat virksomhed i ret lang tid...
Ha ha! *GG* :-D Nej, jeg mener heller ikke, at lederen skulle være altruistisk (på virksomhedens vegne) men blot, at der også er fokus på andre områder end profit. Men da virksomhedens primære formål er overlevelse, så må indtjening naturligvis også altid være et grundvilkår!
Søren: Altså: Moderne virksomheder kan have medarbejdertrivsel for øje – men *kun* for så vidt, at det på lang sigt bidrager positivt til bundlinjen. Modeksmepler herpå er og bliver undtagelser fra reglen. Dette *er* vilkåret, det kan jeg ikke se, at du eller nogen ledelsesfilosof kan komme uden om.
Ja, det er et grundvilkår, men jeg mener ikke, at de moderne virksomheder (som har fokus på medarbejdertrivsel) er undtagelser fra reglen. Derudover så peger flere internationale undersøgelser også på, at medarbejdertrivsel eller et godt arbejdsmiljø er en rigtig god investering. (Mottoet fra Videnscenter for arbejdsmiljø). Da et godt arbejdsmiljø giver lykkelige medarbejdere der både arbejder hårdere, har færre sygedage og er mere innovative og kreative. Så jeg forstår ikke helt, hvorfor du mener, at der per definition skulle være en modstrid mellem markedsvilkårene og et godt arbejdsmiljø.
Søren: Profit-vilkåret *begrænser* mulighedshorisonten for, *hvilke* potentialer, der kan udvikles, og *hvilken* kreativitet, det giver mening at udfolde.
Mener du også det gør sig gældende indenfor f.eks. reklamebranchen? Hvad er det helt præcist for en kreativitet, som erhvervslivet ikke værdsætter?
Søren: Af samme årsag har filosoffer ofte svært ved at finde jobs, hvor de rent faktisk kan få lov at filosofere!
Tja, det kommer vel an på, hvad man filosoferer omkring? Men du mener vel heller ikke, at al filosofi er lige brugbart eller giver lige meget mening, vel? At alt er lige godt? Selvom jeg da også gerne vil medgive, at man nogle gange er lidt snæversynet indenfor erhvervslivet!
Søren: I en offentlig virksomhed gør konkurrencevilkåret sig ikke principielt gældende. Arbejdsmiljøet har større muligheder for at blive godt her – forudsat, selvfølgelig, at vi ikke indfører konkurrence som princip her også, hvilket jo er blevet gjort i mange offentlige virksomheder i håb om ’effektiviseringer’. Der er rum for udfoldelse, simpelthen, der ikke behøver at skabe profit. Sagt anderledes: Udfoldelsen er ikke begrænset af hensynet til profitskabelse.
Ja, men en offentlig instans også være fuldkommen ineffektiv uden at det har nogen som helst betydning for udfoldelsen, men det er vel ikke som noget positivt? Som Stefan også påpeger:
Stefan: Vi kan ikke tage det for givet, at en offentlig instans alene pga. dens demokratiske legitimitet 1) faktisk fungerer demokratisk eller 2) er effektiv i sin forvaltning af de tildelte resurser (dvs. mere effektiv en fx et markede aka de enkelte forbrugere).
Søren: Dette leder desværre mange politikere til ikke at sætte så høje krav, for ellers går det jo dårligt for de danske virksomheder, og velfærdsstaten finansieres i høj grad af disse virksomheder. Den økonomiske globalisering gør, at vi bliver nødt til at samarbejde med andre stater for at sætte strenge regler for markedsaktørerne!
Ja, men her er det vel også et ret væsentligt problem, at de andre lande ikke har råd til regler på vores niveau!
Søren: Værre er det med det asymmetriske forhold mellem stat og marked i dag. Jeg taler *netop* om den utopiske verdens-velfærds-stat fordi, det for mig at se er den eneste måde realistisk at bevare og genskabe og udvikle en egentlig demokratisk statslig kontrol over økonomien.
Det er aldrig godt, når utopier er de mest realistiske løsninger! :-D
Søren: Vi kunne starte med at udvikle effektive og demokratisk legitime overnationale føderationer (du læste rigtigt, jeg er erklæret føderalist! :O) ) i forskellige regioner i verden, fx et demokratiseret EU. (NATO???!!! ). I sidste instans kunne man forestille sig et reformeret FN nærme sig en art verdensstat. Men selv de små skridt har ekstremt lange udsigter og bliver sandsynligvis aldrig til noget! Jeg er hamrende kulturpessimistisk på dette punkt – men det ændrer ikke ved, at jeg ikke kan se nogen mere realistiske alternativer på det lange sigt, hvis målet er at redde, udvikle og udbrede velfærdsstaten.
Jeg håber seriøst ikke, at du har ret i, at det er den mest realistiske måde at redde velfærdsstaten på. FN har ved flere forskellige lejligheder vist, hvor lidt det kan bruges til. Hvilket nok skyldes det grundlæggende problem, at landene er for forskellige – hvilket har den betydning, at enighed kun kan opnås gennem tvang og det er grundlæggende udemokratisk!
Søren: Man kan sagtens tænke sig et system, hvor EU fx lavede maksimumsgrænser for udledning af sprøjtegifte, men lod stå helt frit for decentrale nationalstatslige institutioner som Folketinget at sætte højere standarder.
Ja, men her er der jo igen det problem, at der ikke er noget flertal for at gøre dette muligt. Og hvorfor er der ikke det? Det er der ikke, fordi de høje danske nationale standarder ville forhindre en lang række europæiske produkter i at blive solgt på det danske marked! Altså har de andre lande ikke nogen interesse i de højere standarder – i hvert fald ikke, hvis det skader deres eget salg!
Søren: Pointen her er: Der er *brug for* sådanne overnationale standarder – og man kan sagtens tænke sig lignende (evt. minimums-)standarder på områder såsom lønninger, skatter og (evt. grønne) afgifter! Det ville fjerne firmaers motivation for at flytte produktionen fra fx Danmark til Polen. Med tiden skal Kina og Indien selvfølgelig så med i klubben ;O)
Ja, men det har f.eks. Polen jo ikke nogen interesse i og derfor vil de heller ikke stemme for sådan et forslag. De tænker jo netop nationalistisk: hvad er bedst for os?
Søren: Jeg kunne godt tænke mig nogen positive bud fra andre på løsningen af problemerne med den økonomiske globalisering? Skal vi bare tænke nationalstatsligt – som det politisk er populært nu – og sørge for at kunne ’konkurrere’ med udlandet?
Ja, vi skal jo konkurrere med udlandet - det er et grundvilkår! Men jeg mener ikke, at man bare skal opgive velfærdsstaten, hvis det er det, som du indirekte mener med, at konkurrere med udlandet. Og ja, man er i en vis grad tvunget til at tænke nationalistisk – for det gør alle de andre stater jo også. Men det udelukker jo ikke muligheden for internationale samarbejder på de områder, hvor det er muligt, som f.eks. klimaområdet. Men der er mange områder, hvor dette ikke er muligt pga. de forskellige lande ikke har en økonomi som kan bære det.
Stefan: En del af løsningen, som ikke i samme grad baserer sig på utopier, er at gøre indholdet og oprindelsen af varer og serviceydelser mere transparent, samt øge vidensniveauet mht. negative konsekvenser (især for den enkelte forbruger) af forbruget af forskellige varer og serviceydelser.
Ja, det er faktisk også et af mine bud. Hvis man ikke kan forbyde varer der indeholder f.eks. pesticider, så må man oplyse forbrugerne omkring konsekvenserne.
Søren: Lad os tage miljøet som eksempel: Skulle politisk forbrug redde miljøet, forudsættes fx følgende, når der forbruges: - Folk agerer rationelt, ikke bare på kort sigt, også på lang. - Folk agerer rationelt, ikke kun på egne vegne, men på fællesskabets – dvs., rationaliteten er ikke bare en selvisk optimerende fornuft over tid, men en altruistisk. (Når jeg forbruger, kan det have negative konsekvenser for folk i DK om 200 år eller måske for folk i Indien om 15). Begge forudsætninger er *højst* tvivlsomme!
Ja, men folk kan jo tvinges til at agere rationelt både på lang sigt og på fællesskabets vegne gennem f.eks. beskatning. Hvilket jo også er et politisk redskab, som vi bruger hyppigt i Danmark! Der er vel ikke nogen, som har sagt (på nær Adam Smith) at konkurrence alene skulle løse alle problemer!
Stefan: På mange måder er markedsaktører de facto mere demokratiske end de politiske aktører: De forsvinder løbende hvis ikke de leverer noget, som nogen finder værdi i, dvs. de har en klar feedback-mekanisme (modsat masser af offentlige systemer).
Søren: Men igen: er det at ’levere varen’ virkelig *tilstrækkeligt* for demokratisk legitimitet? Du åbner selvfølgelig et kæmpebal her om, hvad legitimitet egentlig med mening kan siges at være, men vi må i det mindste for mig at se fastholde, at demokratisk legitimitet (demos: folk, kratos: styre) som betingelse må have et procedurealt fornuftselement af én eller anden art – folk må med i processen: Du taler udelukkende om resultater (varer), demokrati handler også om, *hvordan* resultaterne fremkom. Blev de trukket ned over hovedet på folk – eller fremkom de som resultatet af en debatterende proces, hvor folk rent faktisk blev hørt og fik lov at påvirke resultatet?
Ja, men folk er jo også med i processen – når de kun køber de produkter, som lever op til deres forventninger og standarder. Ikke at jeg dermed mener, at marked er demokratisk, men der er klart nogle fordele ved konkurrence. Tit kan en begrænsning af konkurrence jo også føre til monopol, hvilket sjældent gavner forbrugerne! Mener du for øvrigt, at f.eks. DSB lever op til dine demokratiske krav?
Søren: I øvrigt er der i den demokratiske tradition et grundfæstet ideal om, at alle myndige borgere i udgangspunktet er ligeværdige (én mand, én stemme, fx). På markedet er de rige og dygtige stærkest – og de fattige og ikke-dygtige har slet ingen indflydelse.
Ja, men det gælder jo også indenfor staten, hvor de rige bare kan tage deres bil eller tage på privathospital – mens de fattige er overladt til DSB og ventelister!
Søren: Pointen er, at demokrati er mere end blot produktion af varer og tjenester. Det er *mere* end blot ophobningen af individers præferencer. – Særligt er det for mig at se et spørgsmål om *fælles* løsninger og *fornuftige* løsninger.
Ja, men jeg kan desværre ikke se, at staten sådan per automatik sikrer en mere fornuftig løsning! Hvilket vel også er en del af begrundelsen for, at der er flere og flere mennesker som tegner en privat sundhedsforsikring! Det mener jeg er et kritisk tegn på, at velfærdsstaten ikke gør sit arbejde godt nok og det kan man ikke bare bebrejde globaliseringen!
Hej Louise,
Du skal ikke for mit vedkommende føle dig forpligtet til at svare hurtigt (det går ikke nødvendigvis den anden vej i hvert fald :O), vi må jo prioritere vores tid ud fra velovervejede 'opportunity costs', hehe. )
Angående forholdet mellem arbejdstrivsel og profit: Der er nok en vis sammenhæng i de virksomhedssektorer, der beskæftiger sig med kreative varer/tjenester, og disse har vi jo masser af i et ’informationssamfund’ som det danske. – men igen: Prøv at udbrede perspektivet ud over andedammen! Langt de fleste private virksomheder i verden producerer helt andre slags varer end dem, der har arbejdstrivsel som forudsætning for at blive produceret. Fint at man kan være kreativ og trives i reklamebrancen. Men hvad med de fabrikker, der producerer alle de varer, som reklamebranchen skal prøve at brande? Kom ikke og fortæl mig, at en indisk fabriksarbejder – eller en dansk slagteriarbejder – skaber mere profit, hvis han går og har det fortræffeligt på arbejdet grundet høj løn, gode feriebetingelser og gode kreative udfoldelsesmulighdeder…. Pointen er, at dette koster knaster for virksomheden, men højner ikke effektiviteten i disse slags produktioner, og konkurrencevilkåret fordrer, at omkostningerne holdes nede. Det, som de ’kreative’ virksomheder får igen, når de investerer i arbejdstrivsel – innovation – det er ikke efterspurgt på disse fabrikker, simpelthen. Tværtimod er effektivitet og lydighed, arbejdspres, nedslidning to sider af samme sag her. Det er et *problemØ for ledelsen når arbejderne stiller krav om trivsel!Det er langt mere profitabelt at presse lønnen så langt ned som muligt og sætte tempoet på båndet op. Det er som om, at du forudsætter, at alle virksomheder i verden er en del af den 'kreative' produktion, men det er en brøkdel... Og når der oven i købet er stor ledighed i samfundet, er den enkelte arbejder i de mere traditionele industrielle virksomheder undværlig og har derfor ingen pressionsmuligheder over for arbejdsgiveren. Har medarbejderen for mange sygedage, fyres han og erstatts af en anden, så det kan ikke betale sig at investere i den enkeltes trivsle for at nedsætte sygedagene. Arbejdstrivsel er historisk set først og fremmes et produkt af socialt engagement, der bryder med eller begrænser markedstænkningen – faglige kampe og kampe om menneskesyn og idealer. Og dette har ikke ændret sig nævneværdigt i det store billede, selv om vi har fået produktionsbehov for kreative arbejdsmiljøer i DK.
” Så jeg forstår ikke helt, hvorfor du mener, at der per definition skulle være en modstrid mellem markedsvilkårene og et godt arbejdsmiljø.”
Du må virkelig læse mig lidt grundigere her, Louise :O). Du smider en stråmand. Jeg sakser igen:
jeg taler om, at strukturer – fx konkurrencevilkåret – *presser* aktørerne (fx virksomhederne) til at handle på bestemte måder. Jeg skriver *ikke*, at strukturerne (konkurrencevilkåret) *determinerer* aktørerne (jeg er ikke strukturalist!).
Der er altså *Ikke* per definition nogen modstrid – der er en markant tendens og tilbøjelighed grundet markedsvilkåret.
”Hvad er det helt præcist for en kreativitet, som erhvervslivet ikke værdsætter?”
Al den kreativitet, der har værdi, men som ikke giver profit på lang sigt, simpelthen. Der kan da tænkes utallige eksempler. Et enkelt: Du er dygtig til filosofi. Du kan udlægge filosofiske problemstillinger og udvikle dine potentialer for dette til gavn for dig selv og for resten af verden. Du kunne fx med udgangspunkt i Habermas og Honneth forske i identitetsdannelse og anerkendelse som forudsætninger herfor. Her er det måske nødvendigt at tematisere betingelserne for – og ikke mindst forhindringerne for – muligheden for gensidig anerkendelse af den andens menneskelige potentialer. Du kunne finde frem til, som Habermas, fx, at visse system-logikker (fx stivnede statslige bureaukratiske procedurer eller måske endda markedsstrukturer) står i vejen for det anerkendende møde med den anden. Når så du fremlægger din foreløbige forskning for chefen, mødes du spørgsmålet: ”Hvordan skal vi optimere vores profit med denne forskning, Louise?”. Og du kan måske – qua resultaterne af din forskning – kun konstatere, at det må da have én eller anden værdi det her, men du kan desværre ikke se, hvordan det kan hjælpe med at øge profitten…. ”
Den banale pointe er, at der er masser af værdifulde potentialer, der ikke gavner profit – masser der måske endda har den modsatte effekt. Det gælder selvfølgelig også for mdarbejdere i reklamebranchen. Disse profitnegative potentialer er der selvfølgelig ikke plads til at udfolde i et markeds-domineret samfund.
” Men du mener vel heller ikke, at al filosofi er lige brugbart eller giver lige meget mening, vel? At alt er lige godt?”
Det følger jo på ingen måde af min argumentation. Jeg forklarer blot – med pointen om markeds– og profitvilkåret – hvorfor erhvervslivet selvfølgelig bliver nødt til at være ’snæversynede’, som du kalder det. Det er jo ikke fordi, (alle) erhvervsledere er dumme, onde eller fuldstændig uvidende om andre værdier end profit her i livet. Pointen er, at de blot må tage deres arbejdsbetingelser seriøst, men at det bare ikke er markedsaktører, der definerer, hvad der er god filosofi eller kreativitet for den sags skyld. At sætte som kriterium for sin tænkning eller kreative udfoldelse i udgagnspunktet, at det skal kunne skabe profit, er at begrænse den fra starten. Kan du forestille dig Dalí eller Kirkegaard Eller Bohr være underlagt en sådan begrænsning?
” Stefan: Vi kan ikke tage det for givet, at en offentlig instans alene pga. dens demokratiske legitimitet 1) faktisk fungerer demokratisk eller 2) er effektiv i sin forvaltning af de tildelte resurser (dvs. mere effektiv en fx et markede aka de enkelte forbrugere).”
Jeg svarer jo Stefan (og nu din) indvending: Jeg sakser:
Jeg er helt enig. Jeg pointerede blot, at det offentlige ikke (nødvendigvis) er underlagt det problematiske konkurrencevilkår, hvilket alt andet lige er positivt givet min argumentation om markedets problemer i forhold til trivsel. Jeg nævnte også, at der selvfølgelig kan være andre problemer, som man må tage hånd om i det offentlige. Men det er nu engang markedet, vi taler om.
Altså: Grundproblemet er at underlægge tænkning og kreativitet (generelt udfoldelse af potentialer) stivnede systemtankegange i udgangspunktet og dermed begrænse potentialerne. (Systemernes kolonisering af Livsverden, som Habermas ville have formuleret det!) Om det foregår i det offentlige eller det private er ligegyldigt (tag fx Sovjet som det ekstreme modeksempel på det rendyrkede markeds-samfund). Men nu var det det private, vi snakkede om. Don’t get me startet med det offentlige! Evaluerings-procedurer, fx! (suk)
Så nej, statsliggørelse indebærer ikke ’automatisk’ en fornuftig løsning – igen lægger du ord i munden på mig… Vi taler om markedet, så jeg har fokuseret på markedet. Jeg pointerede kun, at staten ikke var underlagt markedsvilkår og derfor ikke har de problemer, der følger med dette vilkår. Jeg har ingen steder udtalt, at staten er uden problemer eller automatisk problemløser. Så nej, DSB og mange andre monstrummer af offentlige virksomheder fungerer på ingen måde demokratisk. Men *potentialet* er som sagt langt større for demokratisk orden, da de i det mindste er underlagt krav om at fungere for fællesskabet – offentlig betyder fælles – frem for krav om at konkurrere med alle andre. (Med mindre man har indført markedsprincipper, ’public management’ i den offentlige administration, hvad man har mange steder desværre…).
Jeg ser altså større potentialer i det offentlige for, at man kan ændre ved systemerne, da de potentielt kan styres vha. demokratiske procedurer. Ude at lukke øjnene for de grelle problemer her...
Monopoler er et onde omkring visse slags varer – men gavnligt, hvis de er demokratisk kontrollerede, når vi har at gøre med grundresurser, omsorg, velfærdsydelser i (meget) bred forstand. Jeg taler som nævnt heller ikke for den komplette planøkonomi.
Hele pointen om demokratisk legitimitet . markedets store indflydelse på politik - bør du også tage stilling til!
Dit eksempel med privathospital bekræfter jo *min* pointe, ikke din/jeres. Det er jo netop et problem, at de rige kommer først i køen, *fordi* vi her har begyndelsen på en markedsgørelse af en ’service’, der burde have været rendyrket offentlig.
Velfærdsstaten fungerer dårligt på mange områder, det er vi jo helt enige om. At den ” ikke gør sit arbejde godt nok” er bare en anden måde at gentage denne pointe. Min argumentation om globaliseringens pres på velfærdsstaten er forsøg på at give *forklaringer* på, *hvorfor* dette er tilfældet - og dermed bud på en mulig løsning på problemerne. Der er jo strukturelle grunde til, at velfærdsstaten er presset, som du må tage stilling til. Jeg påstår jo ikke ud i det blå, at det skyldes globaliseringen, jeg kommer med konkrete (for mig at se skide gode:O) ) argumenter for det. Lige nu afviser du bare denne argumentation dogmatisk.
God debat! :O)
MVh Søren E
Fandt lige denne her :O)
http://politiken.dk/erhverv/article687698.ece
- Søren
Hej Søren!
Ja, vi skal helt klart prioritere vores tid ud fra velovervejede 'opportunity costs'! :-D Men jeg værdsætter meget din forståelse for, at jeg har travlt for tiden. Men jeg forventer heller ikke, at du nødvendigvis skal svare mig med det samme (på min blog). Hvorimod jeg måske forventer et svar indenfor en vis tid, hvis vi diskuterede på din blog.
Søren: Kom ikke og fortæl mig, at en indisk fabriksarbejder – eller en dansk slagteriarbejder – skaber mere profit, hvis han går og har det fortræffeligt på arbejdet grundet høj løn, gode feriebetingelser og gode kreative udfoldelsesmuligheder… Pointen er, at dette koster knaster for virksomheden, men højner ikke effektiviteten i disse slags produktioner, og konkurrencevilkåret fordrer, at omkostningerne holdes nede.
Ja, naturligvis - men nu kan man jo også diskutere, hvorvidt et slagteri er en moderne arbejdsplads eller ej. Men de danske slagterier har det jo også ret svært, når man kan få udført det samme stykke arbejde langt billigere bare lidt syd for grænsen i f.eks. Tyskland og Polen. Dette skyldes formodentlig de (for virksomheden) høje danske lønninger eller den høje danske beskatning. Jeg tror, at løsningen på sigt vil blive, at man erstatter menneskerne med avancerede robotter. Da man jo netop på dette område ikke bare kan flytte produktionen til Asien eller noget lignende pga. kødets begrænsede levetid. Men jeg giver dig helt ret – her er der ikke særlig meget fokus (i forhold til andre steder) på medarbejdernes trivsel. Dette skyldes nok i høj grad, at det ikke er nogen særlig stor fortjeneste indenfor slagteriområdet.
Søren: Det er som om, at du forudsætter, at alle virksomheder i verden er en del af den 'kreative' produktion, men det er en brøkdel...
Altså nu var det bare et eksempel med reklamebranchen. Jeg mener da også, at noget lignende gør sig gældende indenfor andre områder som f.eks. indenfor IT-, advokat- og revisionsfirmaerne. Når et firma har fokus på medarbejdernes trivsel så er det jo også tegn på økonomisk overskud og succes. Men jeg er naturligvis godt klar over, at det ikke gælder for alle virksomheder. Jeg talte primært om de danske moderne virksomheder – ikke den traditionelle industri. Hvilket også gør sig gældende i andre lande. Jeg vil ligesom dig også gerne medgive, at medarbejdertrivsel nok næppe er det mest udbredte fænomen i Indien - tværtimod! :-D Men jeg har også fundet en ret spændende artikel Fremtiden tilhører de lykkelige (http://www.erhvervsbladet.dk/article/20081127/news01/711260094) Her kan du læse om det amerikanske flyselskab South West Airlines, hvor man primært fokuserer på medarbejdernes lykke. Derfor nægtede Sout West Airlines også at fyre en eneste medarbejde under den sidste krise indenfor flybranchen (i forbindelse med 11. september).
Søren: Du må virkelig læse mig lidt grundigere her, Louise :O). Du smider en stråmand.
Jeg beklager naturligvis, hvis jeg har misforstået dig – det var på ingen måde min intention at smide nogen stråmænd. :-D Jeg ville bare gerne være sikker på, hvad du mente!
Søren: Et enkelt: Du er dygtig til filosofi. Du kan udlægge filosofiske problemstillinger og udvikle dine potentialer for dette til gavn for dig selv og for resten af verden. Du kunne fx med udgangspunkt i Habermas og Honneth forske i identitetsdannelse og anerkendelse som forudsætninger herfor. Her er det måske nødvendigt at tematisere betingelserne for – og ikke mindst forhindringerne for – muligheden for gensidig anerkendelse af den andens menneskelige potentialer. Du kunne finde frem til, som Habermas, fx, at visse system-logikker (fx stivnede statslige bureaukratiske procedurer eller måske endda markedsstrukturer) står i vejen for det anerkendende møde med den anden. Når så du fremlægger din foreløbige forskning for chefen, mødes du spørgsmålet: ”Hvordan skal vi optimere vores profit med denne forskning, Louise?”. Og du kan måske – qua resultaterne af din forskning – kun konstatere, at det må da have én eller anden værdi det her, men du kan desværre ikke se, hvordan det kan hjælpe med at øge profitten…. ”
*GGG* Mange tak for det flotte eksempel med den meget grundige forklaring - som jo i høj grad bygger på flere af mine interesseområder! :-D Hvor mon du ved alt det fra? :-D Men jeg ville forhåbentlig aldrig havne i sådan en situation, da jeg formodentlig ville have en aftale med chefen om, hvad mit arbejde bestod i. Men jeg forstår naturligvis godt din pointe og nej, man kan naturligvis ikke bare lave præcis, hvad man vil indenfor en given stilling. Derfor må man jo udse sig en stilling, hvor man kan bruge sine kompetencer og få lov til at beskæftige sig med det område, som man har interesse for indenfor filosofien. Så langt ligger mine filosofiske interesser altså heller ikke fra virkeligheden og derfor mener jeg også sagtens, at det er muligt at lave en kobling imellem de to. Hvilket jeg også umiddelbart ville mene var tilfældet for dig, da vi jo har den samme baggrund. Men det kan naturligvis godt være forskelligt fra person til person afhængigt af ens interesser. Men dermed har jeg altså heller ikke sagt, at arbejdsmarked er et tag-selv-bord for filosoffer – for det er det bestemt ikke! Men det gælder jo om at bruge sine kreative evner og selv se mulighederne!
Søren: "Men du mener vel heller ikke, at al filosofi er lige brugbart eller giver lige meget mening, vel? At alt er lige godt?" Det følger jo på ingen måde af min argumentation.
Rolig, det påstod jeg altså heller ikke – jeg spurgte bare! :-D
Søren: Så nej, DSB og mange andre monstrummer af offentlige virksomheder fungerer på ingen måde demokratisk. Men *potentialet* er som sagt langt større for demokratisk orden, da de i det mindste er underlagt krav om at fungere for fællesskabet – offentlig betyder fælles – frem for krav om at konkurrere med alle andre.
Jeg er helt enig, men problemet er bare, at hvis der ikke findes nogen form for konkurrence, så har det ofte den konsekvens, at man får en enorm dårlig service til en enorm høj pris. Ineffektivitet og spild af skattepenge er jo heller ikke til gavn for nogen - hverken de ansatte eller samfundet. Hvilket DSB er et enormt godt skræmmeeksempel på - specielt, hvis man ser på hele sagen omkring de nye IC-4 tog! Hvor elendige forhandlere har indgået den aftale? Her kunne staten vist have haft brug for lidt sparring fra erhvervslivet!
Søren: Dit eksempel med privathospital bekræfter jo *min* pointe, ikke din/jeres. Det er jo netop et problem, at de rige kommer først i køen, *fordi* vi her har begyndelsen på en markedsgørelse af en ’service’, der burde have været rendyrket offentlig.
Mit eksempel bekræfter altså også min teori, så måske er vi ikke så uenige, som du antager? :-D Derudover vil jeg også gerne påpege, at de mange private sundhedsforsikringer faktisk også har gavnet samfundet ved at forkorte de offentlige ventelister og dermed har givet mindre ventetid for dem uden sundhedsforsikring. Det ændrer nu på min holdning omkring, at det offentlige burde levere varen (uden nogen yderligere betaling) for ellers så risikere man, at velfærdsstaten mister sin demokratiske opbakning.
Søren: Velfærdsstaten fungerer dårligt på mange områder, det er vi jo helt enige om. At den ” ikke gør sit arbejde godt nok” er bare en anden måde at gentage denne pointe.
Ja, jeg gav dig jo netop ret! Jeg syntes ellers, at jeg gjorte dette rimelig tydeligt, men det var måske alligevel ikke tydeligt nok!
Søren: Min argumentation om globaliseringens pres på velfærdsstaten er forsøg på at give *forklaringer* på, *hvorfor* dette er tilfældet - og dermed bud på en mulig løsning på problemerne. Der er jo strukturelle grunde til, at velfærdsstaten er presset, som du må tage stilling til. Jeg påstår jo ikke ud i det blå, at det skyldes globaliseringen, jeg kommer med konkrete (for mig at se skide gode:O) ) argumenter for det. Lige nu afviser du bare denne argumentation dogmatisk.
Måske har jeg alligevel ikke brugt tid nok på mit tidligere svar, for jeg afviste bestemt ikke bare dine gode argumenter. Jeg er meget enig med dig i mange af dine betragtninger omkring, hvordan globaliseringen udgør et problem for velfærdsstaten. Derfor gik jeg måske også mere op i at kommenterer der, hvor vi var uenige end at understrege de steder, hvor vi er rørende enige. :-D Men det skal jeg nok huske fremover! Jeg mener faktisk også, at du kommer med nogle ret gode løsningsforslag – selvom de måske er lidt urealistiske! Hvilket du jo også selv medgav sidst. Jeg kan heller ikke give dig nogle andre eller bedre løsningsforslag, som skulle kunne afhjælpe problemet lige her og nu. Men jeg har forsat en stærk tiltro til at den danske velfærdsstat (med sin stærke økonomi) forsat vil kunne tiltrække både investorer til de danske virksomheder samt nye udenlandske virksomheder. Fremtiden for Danmark ligger helt klart indenfor vidensøkonomi og derfor skal man også satse på erhverv der bygger dette - ikke de traditionelle erhverv. På det område er vi næsten allerede blevet udkonkurreret af Østeuropa og Asien! Derudover har Danmark også det trumfkort, at på trods af den høje beskatning, så er Danmark stadig et af de lande med den bedst udbyggede infrastruktur og den mindste mængde (tro det eller ej) bureaukratisk bøvl i forbindelse med etableringen og driften af nye virksomheder. Men jeg tror ikke, at man kan komme udenom at velfærdsstaten alligevel er på vej mod nye tider, da det simpelthen ikke vil være muligt fremover at drive en velfærdsstat, som man tidligere har gjort det. Hvad de præcise forandringer vil komme til at bestå i, det tør jeg ikke spå om, men der vil helt sikkert ske en del forandringer i de kommende år!
Tak for henvisningen til artiklen - som tilfældigvis er skrevet af en af mine tidligere bekendte! Ja, der er mange fordele ved at arbejde i den offentlige sektor - også når der ikke er krise! ;-D
Selv mange tak for en god diskussion – hvis den altså slutter her! :-D
Med venlig hilsen
Louise
Your blog keeps getting better and better! Your older articles are not as good as newer ones you have a lot more creativity and originality now. Keep it up!
And according to this article, I totally agree with your opinion, but only this time! :)
Denne diskussion er, som at stikke hovedet i en roterende vaskemaskine :-)
Jeg er selv cand.mag. med hovedfag i filosofi (cand.phil) og har ikke savnet studiemiljøet. Ikke fordi filosofien er uinteressant, men fordi folk der hævder at ville filosofien, faktisk hellere vil sig selv. Ligesom hovedparten af disse indlæg ikke handler om at løfte diskussionen, men lader en tilbage i et mudderhul. Denne tråd er sofisteri og ikke om filosofi :-)
Interessant kommentar! Jeg er helt enig med dig i, at der er nogle mennesker, som hævder, at de vil filosofien – egentlig hellere vil sig selv! De søger ikke efter nogen ny viden eller sandheden - de ønsker blot at se sig selv som den store filosof. Uagtet om dette reelt er et selvbedrag. (Har du læst mit blogindlæg Filosofiens Kejserens nye klæder?)
Din anklage mod tråden – den kunne jeg også hurtigt vende mod din egen kommentar. Du løfter heller ikke diskussionen! Du prøver ikke engang på det. Du kommer heller ikke med nogen konkret kritik. Det er blot kritik for kritikken skyld og dermed er din anklage om sofisteri også selv sofisteri. :-)
Hvem har for øvrigt hævdet, at det er filosofi? Både Søren og jeg har læst statskundskab – måske er det nærmere en politisk diskussion?
Uanset uenigheden - så tak for din kommentar! :-)
Send en kommentar