Om dialog og det at flygte fra virkeligheden

Der bliver skrevet meget om dialog for tiden. Man skal være i dialog. Dialog skulle gerne være en samtale, hvor der bliver fremsat nogle forskellige synspunkter og som minimum burde føre til en bedre forståelse af den andens synspunkt. Hvis ikke, så er dialogen reelt bare en dobbelt monolog og derfor potentielt spild af tid. Dialog for dialogens skyld har ikke nogen nødvendighed – det har samtale til gengæld. Lidt ligesom Heideggers skelnen mellem tale og snak. Jeg er ofte i dialog med mange forskellige mennesker, som jeg ikke nødvendigvis har særlig meget til fælles med. Det ser jeg som noget meget positivt. For det holder mig vågen og fjerner de potentielt farlige skyklapper. Problemet er bare, at den autentiske dialog også kan ødelægge en rosenrød og forsimplet forståelse af verden. Sådan en forståelse har mange mennesker brug for at tro på, da alternativet (virkeligheden) er alt for overvældende. Det er langt mere kompliceret at have en nuanceret forståelse af verden end en forsimplet. Derfor slukker mange mennesker også for nyhederne. De slukker for virkeligheden. De vil meget hellere flygte ind i den trygge drømmeverden, hvor alt er præcist, som de ønsker. Man flygter ind i en pseudo-virkelighed af frygt for virkelighedens brutalitet. Denne flugt sker ofte gennem nogle trygge rammer, hvor alle har de samme holdninger og dermed kan bekræfte hinanden i pseudo-virkelighedens eksistens. Ethvert argument, der potentielt kunne ødelægge den fælles forestilling, bliver derfor også kategorisk afvist. Flugten er et tegn på luksus – en luksus som mange andre mennesker ikke har mulighed for. For de er konstant tvunget til at se den barske virkelighed i øjnene. Flugten må derfor også altid i en eller anden grad være et tegn på et beskyttet liv, hvor man på den ene eller den anden måde er forskånet fra nogle af livets mere barske sider. Her har drømmeverdenen den funktion, at den gør ulykke som f.eks. fattigdom, undertrykkelse og vold til et fænomen, der findes andre steder - i ulandene eller USA. Ikke lige udenfor ens egen hoveddør. Pseudo-verdenen har til formål at holde den ubehagelige virkelighed på tryg afstand. Problemet er bare, at ingen kan flygte for evigt - før eller siden indhenter virkeligheden os alle. Om ikke andet så i hvert fald i små glimt. Men flugten har også sine omkostninger. Det er farligt at leve i uvirkelighed - for i længden virker det fordummende! Derfor er jeg i dialog. Ikke, fordi virkeligheden bliver skabt gennem dialog, men fordi uvirkeligheden bliver skabt gennem den manglende dialog.