Ole Fogh Kierkeby har lige udgivet en bog som hedder ”Skønheden sker - begivenhedens æstetik” og efter at havde set DR2s Deadline om emnet som blev sendt den 21.10, så må jeg havde den bog på min hylde. Selvom jeg for god ordens skyld nok også lige må nævne, at jeg endnu ikke ved præcis, hvor enig jeg er med Ole Fogh Kierkeby, da jeg endnu ikke har læst hans bog, men den lyder særdeles interessant.
Ole Fogh Kierkeby mener, at alt kan være skønt. Vi vælger ikke selv, hvad der er skønt, men det skønne kommer til os i en bevægelse (hemmelighedsfuldt) og forvandler os. Det skønne er det fremmede som fascinerer mig og som ikke findes i mig selv. Det minder næsten om definitionen af kærlighed. Det mest spektakulære som Ole Fogh Kierkeby hævder (er for mig), at skønhed er at se det meningsløse i øjnene og at skønheden er skøn, fordi den er ren overflade. Det er en meget interessant pointe, når jeg tænker på min egen fascination af retorik. Jeg har altid været meget fascineret af dygtig retorik, som jeg derved også opfatter som skøn. Retorik kan hurtigt blive meget overfladisk, hvis man ikke får puttet mening, essens og betydning ind i det man taler om. Retorikken kan hurtigt blive til kunsten blot at tale, tale væk fra emnet, tale uden om eller bare vinde en argumentation på tricks, frem for argumenter. Det er dog ikke her min primære fascination af retorik ligger, for det er egentlig bare at snyde sin modstander - ikke at vinde diskussionen. Et godt eksempel på dette er Arthur Schopenhauers bog Kunsten altid at få ret. Ole Fogh Kierkebys påstand om, at det der er skønt er det meningsløse og overfladiske giver faktisk ganske god mening i denne kontekst. For det er netop, må jeg erkende og indrømme, den overfladiske og på sin vis i hvert fald potentielle meningsløse retorik som har fascineret mig. Jeg har naturligvis også stor beundring for folk med store filosofiske evner, men det har alligevel aldrig fascineret mig i samme grad som retorikken. Altså er beundringen større for den måde man siger noget på, frem for indholdet. Det lyder jo egentlig skræmmende overfladisk, at jeg foretrækker den skønne overfladiske flotte og derved potentielle meningsløse retorik, frem for den reelle og konkrete retorik med et indhold om virkeligheden. Den ligefremme og nøjsomme retorik om noget konkret fremstår i sin sandhed selvindlysende og er på den måde også samtidig blottet for skønhed. Selvom det selvfølgelig her skal understreges kraftigt, at dette selvfølgelig ikke gør de filosofiske evner mindre spektakulære, det er bare ikke det samme som skøn retorik. Desuden findes der rent faktisk også mennesker som formår begge; både det at havde en flot og gennemført retorik og så det at havde et dybt filosofisk indhold og pointe. Det er faktisk det, som jeg elsker mest ved universitetet.
Men hvis skønhed blot er overflade og potentiel meningsløs, så er skønhed måske i virkeligheden også bare dagdrømmeri væk fra virkeligheden. Alting er smukkere på afstand kunne man være så fræk at sige. Det skønne er derved også det umenneskelige og derved fremmede og anderledes fra mig selv. Det fremmede er også ifølge Kierkeby et kendetegn ved det skønne. Altså bliver man fascineret af det fremmede, umenneskelige og i meget kunst måske også af det overmenneskelige. Det overmenneskelige aspekt er måske det som gør at nogen betegner kunst som guddommelig. Kierkeby siger i udsendelsen, at han ikke tror på det guddommelige i kunsten, men måske han har bare erstattet det guddommelige med begrebet om det meningsløse. Man fatter i kunsten det meningsløse ved livet og det får én til at føle sig lille og ubetydelig, netop det som nogen måske betegner som det guddommelige. Jeg mener heller ikke, at skønhed findes i kunsten eller i tingen selv, men hos den der betragter det eller måske har kunsten ligefrem sin egen slags "væren" mellem kunsten og mennesket. Skønhed er noget uforståeligt noget, som Niels Steensen skriver: "Skønt er det, vi ser. Skønnere det vi forstår. Skønnest det vi ikke fatter." Men det virker som om at Kierkeby har fat i nogle meget essentielle tanker omkring opfattelsen af kunst og af det skønne. Men det må jeg blive klogere på, når jeg har læst hans bog.
Se DR2s program Deadline med Ole Fogh Kierkeby ved at trykke på overskriften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar