Freud var allerede i Kulturens byrde bevidst om, at ideen om næstekærlighed egentlig var i strid med ens fornuft. Zygmunt Bauman tager også ideen op i sin bog Flydende kærlighed og argumentere for det absurde i, at elske sin næste sådan helt bogstaveligt talt. For dette er ikke naturligt ud fra menneskets egne interesser. For normalt når man elsker et andet menneske, så er det for nogle specielle egenskaber eller unikke træk ved det menneske. Og derfor hævder Bauman, at en vildt fremmed ikke kan have nogen emotionel værdi eller en allerede erhvervet betydning for ens følelsesliv, da der (i hvert fald endnu) ikke er nogen forbindelse mellem nogle bestemte egenskaber eller træk og så ens følelser. Og derfor kan man rent logisk heller ikke elske en fremmed. Selvom det selvfølgelig er muligt at tillægge personen visse egenskaber eller identificerer visse fælles træk og derved føle kærlighed, som man f.eks. ser det med idoler og forbilleder. Men der kan ikke være en reel kærlighed mellem to mennesker, så længe kærligheden ikke har nogen forudsætninger at bygge på. Derved bliver næstekærlighed mellem to fremmede mennesker næsten også til en slags religion, hvor næstekærligheden ikke er noget man kan føle, men noget man skal tro på.
Det er nok sådanne tanker som gør, at nogen kalder næstekærlighed for medlidenhedsetik. Et ord man tit hører i forbindelse med Søren Kierkegaard og her bliver det ikke brugt på nogen positiv måde. For her bliver næstekærlighed set på som en slags foragt eller mangel på respekt overfor andre mennesker, hvor man fremhæver sig selv ved at føle barmhjertighed overfor det andet menneske. Og derved har man fået præcis den modsatte betydning ud af begrebet om næstekærlighed, end den man normalt forstår ved det. Det egentlig fascinerende, hvor let det er at vende noget positivt til noget negativt. Men jeg kan godt forstå, at ingen dybest set bryder sig om medlidenhed, da der jo i medlidenheden også er en slags dom. Hvis man havde et godt liv, så ville der jo være nogen grund til at føle medlidenhed med personen, da personen jo så ikke ville havde brug for medlidenhed. Men hvem har egentlig brug for medlidenhed? De fleste har vel mere brug for kærlighed og omsorg. Og det er nok her den væsentlige forskel ligger, nemlig forskellen mellem at elske en person og så føle medlidenhed med personens skæbne. Pointen er derfor, at inden man i den forestående søde juletid i godhedens navn yder andre mennesker næstekærlighed (som jeg dog stadig vil opfodre til) så skal man huske på, hvordan man selv ville opfatte næstekærligheden, hvis situationen var omvendt. Næstekærligheden kan hurtigt opfattes som en foragtelig, kynisk og overfladisk medlidenhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar