Er normal det samme som kedelig?

Hvad betyder det egentlig at være normal? En meget almindelig og udbredt definition af normal er, at man har en social almen anerkendt adfærd. Men hvad betyder det egentlig? Det betyder vel, at ens adfærd ikke adskiller sig alt for meget fra andre menneskers adfærd, for hvis den gjorte det, så ville man jo netop blive opfattet som unormal. Når en persons adfærd adskiller sig i alt for høj grad fra andre menneskers adfærd, så forklarer man det ofte ud fra deres manglende sociale, psykologiske og empatiske kompetencer eller i mere ekstreme tilfælde ud fra en psykisk sygdom. (Spørgsmålet er bare om, der egentlig er tale om to forskellige forklaringer eller om der ikke er tale om en mere flydende overgang - hvilket man også kan tænke lidt over ud fra diverse fysiologiske og psykiske symptomer.) Men tit afhænger definitionen af normal også i høj grad af, hvorvidt ens empatiske, psykologiske og sociale kompetencer er nok udviklet. Disse kompetencer bygger også i høj grad på, hvor realistisk en forståelse man har af både sig selv, andre mennesker og verden generelt. Altså har det, at man evner at kunne forstå, omgås og relatere til andre mennesker også en stor betydning for, hvorvidt man bliver opfattet som normal eller ej.

Men udover mennesker med ringe sociale evner eller psykologiske problemer, så er mere ”normale” mennesker jo heller ikke fuldkommen ens. Og dermed kan definitionen af normal også hurtigt blive til en definition, der udelukkende er baseret på fælles træk og dermed også udelukker enhver form for unikke træk. Og dermed kan definitionen af normal adfærd også hurtigt blive fuldkommen identisk med en definition af (kedelig) forudsigelig adfærd. For hvis man med normal bare mener, at man udelukkende har en adfærd og egenskaber, som alle andre mennesker også har, så adskiller man sig jo heller ikke længere på nogen områder fra andre mennesker. Og det ironiske ved skellet mellem normal og unormal er jo netop, at de fleste mennesker meget gerne vil opfattes som at være normal i en vis grad - for ingen ønsker at blive opfattet som unormal. Hvilket nok skyldes, at unormal udover en vis negativ klang også implicit hænger sammen med manglende sociale og psykologiske kompetencer. Men omvendt vil de fleste mennesker heller ikke opfattes som at være ALT for normal, da det jo netop omvendt betyder, at man bare er gennemsnitlig, almindelig og dermed kedelig. Derfor er der heller ikke nogen form for afstandstagen til at være unik i den almene brug af ordet normal. Hvilket også gør, at normal og unik heller ikke nødvendigvis modsætninger. Man skal bare helst være unik på den rigtige måde. Den amerikanske psykolog Dr. Breeding har også engang udtalt, at en normal person er en person, som du ikke kender særlig godt. For alle mennesker skiller sig jo netop ud på enten den ene eller den anden måde - hvis man altså bare kender dem godt nok. Og dermed er unormal adfærd også kun den anderledes form for adfærd, som adskiller sig i sådan en grad og på sådan en måde fra det gennemsnitlige, at andre mennesker rent faktisk opfatter adfærden som unormal. Altså kan man se unik, som den positive betegnelse af anderledes adfærd, hvor unormal ellers er den negative betegnelse.

Nogle mennesker mener, at man kan sætte lighedstegn mellem at være normal og være naturlig. Men dette fører jo bare til spørgsmålet om, hvad det vil sige, at være naturlig? Hvis man med naturlig mener, hvordan mennesket var dengang, da det levede (mere) i naturen, så kan man jo sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt mennesket ikke har udviklet sig væk fra et sådan et slags naturstadie? Og om mennesket ikke har udviklet sig til et moderne menneske, ikke bare på det biologiske område, men også på det psykologiske område? Nogle mennesker sætter også lighedstegn mellem at være seriøs og normal. Altså er man normal, hvis man ikke laver alt for mange spontane, anderledes, vilde, kreative (osv.) aktiviteter. Her sætter man altså igen lighedstegn mellem at være normal og kedelig. Dette syntes jeg egentlig er en lidt trist definition af normal, da det jo netop opfodrer til mere ensretning. Og ensretning er jo langt fra altid en positiv udvikling. For det er jo netop det unikke, som gør de fleste mennesker enormt spænende. Det er jo sjældent særlig fascinerende, hvis en person bare passer ind, konstant gør det forventede, aldrig gør noget spontant, anderledes eller sjovt. Ensretning er i mine øjne enormt kedeligt og det fodrer bestemt heller ikke til hverken innovation, kreativitet, udvikling eller i det hele taget noget, som gør livet mere spændende. Så hvis normal i virkeligheden bare betyder, at man skal være præcis, ligesom alle andre (altså kedelig), hvem ønsker så egentlig at være normal? Her skal man naturligvis også huske på, at der rent faktisk også findes en masse mennesker, som godt kunne passe bedre ind i samfundet. Altså ville en del mennesker formodentlig klare sig meget bedre (og være mere lykkelige), hvis de blot havde nogle bedre psykologiske, sociale, empatiske og (i nogle tilfælde muligvis også) intellektuelle evner. For det er jo netop disse evner, som fortæller én helt intuitivt, hvad der er normalt eller unormalt ved en given situation. Det er enormt svært, at definerer helt præcist med ord, hvad der gør en handling normal, netop fordi en handlings normalitet eller mangel på samme altid vil være fuldkommen situationsafhængig helt ned til den allermindste detalje. Hvad der er normalt i en situation, er absolut ikke nødvendigvis normalt i en anden (og meget) lignende situation. Så her kan kun ens sociale, psykologiske og empatiske evner give én et helt (intuitivt) klart svar på, hvad der vil være mest normalt og dermed hensigtsmæssigt i den givne situation - forhåbentlig!