mandag den 21. september 2009

Mon det er et handicap at være ALT for positiv?

I dag blev jeg afbrudt midt i en samtale med en fremmed person, fordi vedkommende gerne lige ville gøre mig opmærksom på, at jeg virkede som ”en meget positiv og ressourcestærk person”. Det er vist første gang, at jeg er blevet kaldt det af en vildt fremmed person efter blot 10 minutters samtale. Det blev jeg naturligvis meget glad for at høre, da jeg har en pudsig tendens til at være meget lidt kritisk overfor ros (medmindre den kommer fra meget sarkastiske mennesker)! Men herefter tilføjede vedkommende sætningen: ”... men det hører du sikkert hele tiden”. Det er desværre en sandhed med visse modifikationer, da det faktisk ikke altid er lige så let at være et super positivt menneske - som nogle måske umiddelbart kunne tro. For det at være et meget positivt menneske medfører faktisk også tit en del negative reaktioner (hovedsagligt fra negative mennesker) og derfor kan man heller ikke lade være med at overveje nogle gange, hvorvidt det måske ville være lidt lettere, hvis man bare var en anelse mindre positiv eller entusiastisk.

For der er nogle helt praktiske problemer forbundet med at være et meget positivt menneske. F.eks. kan det være ret svært at vurdere, hvor lykkelige andre mennesker er. Da ens nyttekalkule af, hvor lykkeligt det andet menneske (burde være) er - ikke altid matcher personens egen vurdering. Og derfor skal man også tit minde sig selv om, at bare fordi, at JEG kan påpege en milliard positive ting ved den andens liv, så behøver vedkommende jo ikke selv at kunne se det på samme måde. En anden ting, som også er meget problematisk for en person med en meget positiv indstilling til livet, er (hvad en af mine AC-kollegaer forleden omtalte som) brokke-kulturen. Det er enormt svært at være en del af en brokke-kulturen, hvis man har en meget positiv indstilling til tingene. For man vil konstant komme med opmuntrende kommentarer og gode konstruktive løsningsforslag – hvilket virker højest upassende i en social sammenhæng, som primært bygger på sammenhold baseret på brok omkring livets umulighed.

Når man er et meget positivt menneske, så påvirker man som regel også sine omgivelser i to forskellige retninger. Enten så skaber man enorm meget glæde omkring sig. For det er virkelig sandt – glæde smitter. Desværre bare ikke på alle. Og derfor kan man også godt påvirke folk i en negativ retning - bare ved at have en rigtig positiv indstilling til tingene. For nogle (sure) mennesker kan det ligefrem virke så provokerende, at de får lyst til at påpege nogle negative aspekter ved ens liv. Formodentlig i håbet om, at man dermed vil føle sig mindre lykkelig. Sådan en reaktion har jeg ikke særlig meget forståelse for - men jeg antager, at det må skyldes, at de har det enormt dårligt med dem selv. (Empati har virkelig mange positive funktioner.) Nogle gange tror jeg også, at nogle mennesker fejlagtigt antager, at hvis man er meget glad af natur, så må det også være ensbetydende med, at hele ens liv har været en dans på roser. Men her sandheden nok nærmere, at jo mere ulykke man oplever, jo lettere har man også ved at værdsætte de små ting i livet. Og jo længere tid ulykken har varet, jo mere værdsætter man også de lykkelige øjeblikke. For en positiv indstilling til livet handler ikke så meget om succes, men mere omkring, hvordan man definerer succes. Hvilken indstilling man har til livet. Og hvordan man vælger at se på sit liv og de muligheder, som man bliver præsenteret for. Hvilke forventninger man har til sig selv og sine omgivelser. Følelsen af lykke handler nemlig i høj grad om, hvilke forventninger man har til livet. Og dem vælger man faktisk selv - modsat så mange andre ting her i livet, som man ikke har kontrol over. Man kan 100 % selv vælge, hvordan man vil forholde sig til sit eget liv. Her vælger jeg den positive tilgang - selvom jeg da heller ikke helt kan afvise, at det måske nogle gange ville være lettere at have en lidt mere afdæmpet tilgang til livet.

13 kommentarer:

Søren Engelsen sagde ...

Hej Louise

Et par negative bemærkninger (med det utvetydige formål at skabe positiv værdi!):

Påpegning af negative aspekter af et liv kan bidrage til at gøre opmærksom på, at der ER problemer, som står i vejen for realiseringen af positivt værdifulde erfaringer. Du får det til at lyde som om, at enhver negativ attitude ikke kan have nogen positiv funktion eller bare er en projektion af dårligt selvværd.

Den positive attitude kan til tider være et overfladisk forsøg på selvindbildning – lalleglæde, kan vi kalde det :OD

”...jo mere ulykke man oplever, jo lettere har man også ved at værdsætte de små ting i livet”.

Det er for grov en generalisering, tror jeg. Mange, der oplever ulykke, får et negativt syn på de små ting i livet – men ulykke KAN og BØR selvfølgelig bruges til at sætte ligegyldigheder i perspektiv og værdsætte livets positive sider.

” Følelsen af lykke handler nemlig i høj grad om, hvilke forventninger man har til livet.”

Betyder det, at for så vidt, man sætter forventninger til livet i bund, stiger lykken proportionalt?

Årsagen til den udbredte brokkekultur kunne jo være, at der rent faktisk er noget at brokke sig over – jeg tror ikke på den dér med at folk brokker sig bare for at brokke sig. Brokken fører sjældent ret meget godt med sig, og den er rigtig nok ofte med til at opretholde og skabe et fællesskab, men det er i mine øjne fordi, at den sjældent bliver omsat til konstruktiv kritik, og fordi problemerne ties ihjel af omverdens krav om at tænke positivt. De såkaldt ”opmuntrende kommentarer og gode konstruktive løsningsforslag”, som folk af og til smider i hovedet på et brokkehoved som mig, opleves meget ofte som forsøg på at lukke mine øjne for, at der rent faktisk er noget galt.

”Man kan 100 % selv vælge, hvordan man vil forholde sig til sit eget liv”.

Hmm… Det er jeg ikke sikker på, at alle kan. Den indeterministiske frihed har sine sociale forudsætninger, har jeg én eller anden vag idé om. Men jeg er ærlig talt i tvivl her.

Du sætter ofte livet op som et valg mellem to modpoler, den positive og den negative tilgang til livet. Jeg mener, du dermed afskærer dig fra nogle væsentlige erfaringer af værdi-fænomeners sammensathed og kompleksitet. Ofte er ’det positive’ simpelthen betinget af ’det negative’. Du åbner lidt op for denne indsigt i din anerkendelse af, at negative erfaringer kan medføre en mere positiv indstilling, men måske gælder det ikke bare den mere generelle livsindstilling. Måske gælder det langt flere områder og aspekter af værdierfaringer?

vh Søren

Søren Engelsen sagde ...

... så et rungende JA, lyder der herfra som svar på din overskrift!

(*GG*, :O), LOL)

Louise sagde ...

Hej Søren! :-D

Søren: Påpegning af negative aspekter af et liv kan bidrage til at gøre opmærksom på, at der ER problemer, som står i vejen for realiseringen af positivt værdifulde erfaringer. Du får det til at lyde som om, at enhver negativ attitude ikke kan have nogen positiv funktion eller bare er en projektion af dårligt selvværd.

Nej, jeg mener, at et ønske om andres ulykke er et tegn på dårligt selvværd. Og jeg skrev rent faktisk, at oplevelsen af ulykke på mange måder er en forudsætning for lykke. F.eks. mener jeg også, at det er essentielt i forhold til lykke, at man har en realistisk forståelse af livets negative sider.

Søren: Den positive attitude kan til tider være et overfladisk forsøg på selvindbildning – lalleglæde, kan vi kalde det :OD

Ja, det kunne man godt forestille sig, men er det ikke også yderst sjældent, at man oplever det?? Har de fleste mennesker ikke en rimelig realistisk tilgang til livet? Dvs. ikke alt for positiv? :-D Jeg vil nu heller ikke ligefrem betegne min egen indstilling som lalleglad – måske er den bare lidt mere positiv end de fleste andre menneskers. :-D F.eks. syntes jeg, at mange tidligere kræftpatienters syn på livet minder meget om mit eget!

Søren: ” Følelsen af lykke handler nemlig i høj grad om, hvilke forventninger man har til livet.” Betyder det, at for så vidt, man sætter forventninger til livet i bund, stiger lykken proportionalt?

Super godt spørgsmål!!! :-D

Søren: Årsagen til den udbredte brokkekultur kunne jo være, at der rent faktisk er noget at brokke sig over – jeg tror ikke på den dér med at folk brokker sig bare for at brokke sig... De såkaldt ”opmuntrende kommentarer og gode konstruktive løsningsforslag”, som folk af og til smider i hovedet på et brokkehoved som mig, opleves meget ofte som forsøg på at lukke mine øjne for, at der rent faktisk er noget galt.

Ha ha! Jamen, det kan jeg da heller ikke afvise! Det kan da godt være, at nogen prøver på at lukke munden på dig med positive kommentarer! :-D Jeg tror nu stadig, at der findes brokkekultur andre steder – selvom jeg heller ikke kender det fra min egen arbejdsplads! Men så kan man jo også diskutere, hvorvidt det overhovedet falder indenfor definitionen af brok, hvis der er tale om reelle problemer!?! :-D

Søren: ”Man kan 100 % selv vælge, hvordan man vil forholde sig til sit eget liv”. Hmm… Det er jeg ikke sikker på, at alle kan. Den indeterministiske frihed har sine sociale forudsætninger, har jeg én eller anden vag idé om. Men jeg er ærlig talt i tvivl her.

Jeg mener, at det er en kontinuerlig kamp om retten til at vælge sit eget liv og ikke lade sig diktere af, hvad andre mener, lykke skal betyde for én!

Mange tak for dine (som sædvanlig) relevante kommentarer! :-D

Emil sagde ...

Udtrykket "glad af natur" er måske mere sandt end man umiddelbart skulle tro. Det viser sig nemlig at lykke i livet korrelerer 50% med ens gener! (Fundet ved studiet af enæggede tvillinger.)

Jeg har derefter spekuleret på om man kan identificere disse gener og gennem screening i fremtiden lade folk vælge de ægg+sædcelle kombinationer der giver de gladeste børn. Spørgsmålet er så om dette er en god ide set i det største perspektiv. Måske er det godt at der er nogle der er ulykkelige!

Det var det jeg tænkte, da jeg læste din overskrift. Det havde ikke helt så meget at gøre med din artikel, men ok. :)

Søren E sagde ...

@ Louise:

Vi er (som sædvanlig) ikke så systematisk uenige, tror jeg. Empirien er vi dog ikke helt enige om: Jeg vil IKKE kalde det yderst sjældent, at jeg oplever det, vi kan kalde for lalleglæde. Jeg har ofte befundet mig i situationer, hvor ’den gode stemning’ bliver gjort til den eneste socialt acceptable, selvom der er gode grunde til at tage problemer op. Det anser jeg for et udbredt problem.

Mit spørgsmål om hvorvidt lykken stiger proportionalt med, at man sætter livsforventningerne i bund, skulle mest af alt forstås som et retorisk af slagsen. Jeg svarer klart og entydigt NEJ her – det forekommer mig simpelthen for absurd. Et lykkeligt liv forudsætter også visse forventninger til livet, tror jeg. Disse forventninger tror jeg i øvrigt ikke er nogen, man vælger selv. Som alle overbevisninger er man ikke selv herre over dem.

@ Emil:

Er det ikke absurd, at det skulle være godt, at nogen er ulykkelige?

Jeg tror i øvrigt, at vi skal være meget varsom med induktions- og andre forklarings-problemer, når vi taler om gener og lykke…

Vh Søren E

Emil sagde ...

Søren,

Jo, måske. Det kommer an på hvordan man præcis forstår det. Jeg tænker fx at folk der er mange lykkelige måske oftest er ekstroverte, og at det er introverte personer der står for meget af den intellektuelle udvikling. Så hvis vi kraftigt reducerede antallet af introverte personer, så ville vi kraftigt reducere antallet af intellektuelle.

Noget i den stil. Der er en mange antagelser i det ovenstående. Det er ikke noget jeg kender til nogle beviser for, det er blot spekulation. :)

Louise sagde ...

@Emil: Jeg er, ligesom Søren, også ret skeptisk omkring, hvorvidt man bare kan sætte lighedstegn mellem bestemte gener og lykke, da lykke er et meget komplekst fænomen. Derudover undrer jeg mig også lidt over, hvorfor du mente, at det skulle være godt, at nogen var ulykkelig. Det kunne nemlig godt umiddelbart lyde lidt som den tankegang, hvor man per automatik sætter lighedstegn mellem alt, hvad der er naturligt så også nødvendigvis må være korrekt eller godt. Men det har du jo korrigeret med din lidt spøjse teori omkring intellektuelle. Selvom jeg ikke bryder mig særlig meget om ordet intellektuel, så vil jeg da også gerne medgive (uden nogen form for videnskabeligt belæg for min påstand) at der ofte virker til at være en vis sammenhæng mellem ulykke og større refleksioner (og stor kunst).

Så skriver du også, at lykkelige mennesker oftest er ekstroverte, mens det modsatte gør sig gældende for introverte personer. Mon ikke at årsagssammenhængen her er den modsatte – at ulykke gør mennesker indadvendte? Mange tak for at dele dine tanker og velkommen på filosofi-blogbot! :-D

@Søren: Måske skyldes vores uenighed, at vi har meget forskellige oplevelser?? Det er i hvert fald lidt tankevækkende, at du ligefrem anser det for at være et udbredt problem – at folk er lalleglade for at opretholde den gode stemning. For det oplever jeg stort set aldrig. Jeg syntes ikke, at folk er særlig optaget af at bibeholde nogen som helst god stemning eller være lalleglade. Min oplevelse er nærmere, at folk generelt er meget kritiske overfor alt og ikke er bange for at gøre opmærksom på det uanset situationen. Derfor kunne det være interessant at vide, hvad denne forskel i vores oplevelser skyldes – skyldes det blot forskellige mennesker og forskellige miljøer eller har vi en forskellig tilgangsvinkel?? Umiddelbart vil jeg dog gætte på, at det første er tilfældet.

Jeg var også godt klar over, at du bestemt ikke mener, at lykken stiger proportionalt ved at man sætter sine forventninger ned. Det kan jeg godt huske fra sidst - jeg lavede bare sjov med din kommentar! :-D Men jeg mener faktisk, at mange mennesker kunne blive meget mere lykkelige, hvis de blot sænkede deres forventninger. Det gælder specielt på det økonomiske område, hvor mange mennesker føler sig utilstrækkelige og ulykkelige, blot fordi de ikke har alle de statussymboler, som de mener, de bør have for at kunne føle sig lykkelige. Men jeg mener bestemt heller ikke, at man kan eller skal sænke sine forventninger på alle områder. F.eks. mener jeg aldrig, at man bør gå på kompromis med sine forventninger til kærlighed. Mange tak for din opfølgende kommentar!

Emil sagde ...

Louise,

Jeg ved ikke hvad det betyder at "sætte lighedstegn mellem lykke og gener". Jeg siger at der er en klar sammenhæng, i.e. statistisk sammenhæng (>50%), og det er meget sandsynligt at der også er en kausal-sammenhæng. Dette er ikke noget jeg finder på eller selv er kommet frem til ud fra egne observationer. Det ser ikke ud til at være specielt kontroversielt heller uden for fagområdet. Læs selv mere om det i denne undersøgelse som er citeret på Wikipedia (Jeg har læst den.):

http://en.wikipedia.org/wiki/Happiness#cite_note-11

Mht. godt og naturligt. Nej, det har jeg ikke udtrykt. Det er den naturalistiske fejlslutning; en slags ought/is fejlslutning.

Mht. lykke og ulykke.
Det kan (logisk) godt være at en situation hvor nogle er ulykkelige er bedre end en situation hvor ingen er ulykkelige. Det kommer an på hvor lykkelige og hvor ulykkelige folk er, samt hvad de forskellige antal er. Jeg havde forestillet mig en eller anden utilitarisk lykkeregning, ikke nærmere angivet. Ideen var at introverte personer tilføjer noget vigtigt til verden som ekstroverte ikke gør, og således hvis vi fjerner alle de introverte, så vil vi mangle det som de tilføjer. Det er temmelig spekulativt, men sådan er alting jo i starten.

Mht. lykke og introverte personer. Jo, det kan godt være at kausal-sammenhængen er omvendt. Den er måske begge veje. Who knows? Science will tell us. ;)

Mht. Blog-bot.
Tak, tak. ;) Jeg skriver temmelig engelsk dog. Der lægges ikke så meget vægt på, at det skal være en dansk blog-bot, udover måske at det er er danskere der skriver på blogene? I don't know. :)

Louise sagde ...

Hej Emil

Ved du ikke, at der findes løgn, forbandet løgn og så statistik? Selvom man kan fremvise en statistisk sammenhæng, så kan der godt være nogle helt andre årsagsforklaringer på spil, end dem, som man umiddelbart antager, er årsagen. Derfor skal man være meget forsigtig med at påvise en statistisk sammenhæng - specielt når der er tale om et område som lykke, hvor der hurtigt kan være mange ubekendte faktorer, der spiller ind. Men hvis vi endelig skal diskutere emnet, så kunne det da være interessant at vide, hvilke gener der er tale om? Derudover så tvivler jeg også stærkt på, at den omtalte videnskab skulle være fuldkommen ukontroversiel. Men problemet er jo, at jeg reelt ikke ved, hvilken forskning du taler om og derfor har jeg jo også lidt svært ved at tage stilling til emnet.

Du har helt ret med hensyn til din kategorisering af den naturalistiske fejlslutning. (Det er helt mærkeligt, at jeg for en gangs skyld ikke skal argumentere imod den naturalistiske fejlslutning.)

Med hensyn til de introverte personer, så har du ret i din lykkeudregning, HVIS man altså forudsætter, at den intellektuelle udvikling (som du kalder den) er mere værd end menneskernes lykke. Det var den antagelse, som jeg satte spørgsmålstegn ved?!?! Og ja, du har helt ret - naturligvis går kausalsammenhængen begge veje! :-D Mange tak for din kommentar!

Med venlig hilsen

Louise

Emil sagde ...

Louise,

"Ved du ikke, at der findes løgn, forbandet løgn og så statistik?"

Jo. Jeg kender både til frasen, samt (d)en kendt(e) bog der behandler emnet. Jeg snakker naturligvis om "How to lie with Statistics". Se WP: http://en.wikipedia.org/wiki/How_to_Lie_with_Statistics

Endvidere så har jeg haft en del statistik dengang jeg læste matematik på A niveau i gymnasiet. Jeg vil mene at jeg derfor er i besiddelse af den rette baggrundsviden. Hvad kender du til statistik?

-

"Selvom man kan fremvise en statistisk sammenhæng, så kan der godt være nogle helt andre årsagsforklaringer på spil, end dem, som man umiddelbart antager, er årsagen. Derfor skal man være meget forsigtig med at påvise en statistisk sammenhæng - specielt når der er tale om et område som lykke, hvor der hurtigt kan være mange ubekendte faktorer, der spiller ind."

Du siger egentlig ikke andet end at at Non Causa Prop Causa er en fejlslutning. En informel en. Det ved jeg godt. Jeg skulle mene at jeg er temmelig godt bekendt med diverse fejlslutninger i og med at mit (ene) hovedinteresse-område er - surprise - logik! (Det andet er måske sprog.)

Om den nævnte fejlslutning:
http://www.fallacyfiles.org/noncause.html

En meget brugbar taksonomi over fejlslutninger:
http://www.fallacyfiles.org/taxonomy.html

-

"Men hvis vi endelig skal diskutere emnet, så kunne det da være interessant at vide, hvilke gener der er tale om?"

Det vides ikke AFAIK. Man ved bare at det er genetisk. (Studier af en-æggede tvillinger.)

-

"Derudover så tvivler jeg også stærkt på, at den omtalte videnskab skulle være fuldkommen ukontroversiel. Men problemet er jo, at jeg reelt ikke ved, hvilken forskning du taler om og derfor har jeg jo også lidt svært ved at tage stilling til emnet."

Heldigvis så har jeg heller ikke påstået at det er "fuldkomment ukontroversiel" hvad det end måtte betyde. Er der overhovedet noget som helst som er "fuldkomment ukontroversiel"? Det tror jeg ikke.

Du er jo velkommen til at læse den omtalte artikel og så vende tilbage hvis emnet interesserer dig. Den ligger på nettet og jeg linkede til den tidligere.

-

"Det var den antagelse, som jeg satte spørgsmålstegn ved?!?!"

Jovist, det var bare spekulation. Jeg har ikke noget godt evidens for den, som jeg skrev tidligere. Heldigvis har jeg heller ikke fortalt mig og påstået at jeg havde godt evidens for den. Nul problemer der.

-

Jeg tror at du bør være lidt mere ydmyg mht. videnskaben her. Tror du virkelig at forskerne har overset, at der kunne være tale om 'en tilfældig korrelation'? Jeg er pænt sikker på, at de har undersøgt det temmelig godt. Ellers ville de ikke kunne få udgivet deres artikel i et peer-reviewed blad. (Review of General Psychology, Vol. 9, No. 2, 111–131, 2005)

Have a little faith in science! ;)

Louise sagde ...

Jeg har både arbejdet med statistik og brugt det i vid udstrækning på universitetet i forbindelse med statskundskab. (Jeg elsker faktisk statistik!) Derudover er videnskabsteori også et af mine største interesseområder. Men jeg er udmærket godt klar over, at du ved temmelig meget om logik – så det behøver du ikke at gøre mig opmærksom på! Skrev jeg ikke også det i min anbefaling af dig?? ;-D

Derudover mener jeg også, at der rent faktisk findes nogle områder indenfor videnskaben, som har så stor konsensus, at man kan kalde videnskaben for fuldkommen ukontroversiel.

Da jeg ikke kender til den konkrete forskning, så er det da heller ikke sikkert, at der er tale om en tilfældig korrelation. Jeg påpeger bare sandsynligheden for det.

Med hensyn til din påstand omkring min manglende ydmyghed overfor videnskaben, så tror jeg umiddelbart, at den misforståelse skyldes min kritiske tilgang til forskningsresultater. Hvilket dels skyldes det faktum, at der ofte findes modstridende forskningsresultater indenfor et givent forskningsfelt – hvilket, jeg mener, gør det helt naturligt at have en vis kritisk tilgang til forskningsresultater. Derudover så mener jeg også, at det ligger i selve den videnskabelige metode, at man konstant skal være kritisk overfor de fremlagte forskningsresultater, da det netop er gennem denne metode, at forskningen udvikler sig og bliver modificeret. Mange tak for din opfølgende kommentar!

Emil Kirkegaard sagde ...

Der er ikke flere uenighedspunkter. :)

Louise sagde ...

Great! :-D