Overvejelser over valgets temaer og velfærdsstaten

Det er helt klart, at vi snart skal have valg (i hvert fald inden d. 12. november). Det hænger ligesom i luften – vi har set det hele før. Oppositionen har for længst opgivet ethvert selvstændigt synspunkt og bruger nu primært tiden på at kritisere regeringen og love guld og grønne skove. Der er næsten tale om den gamle Jelved-Nyrup-opskrift og mon ikke også, at det lykkes at få overbevist vælgere om, at et regeringsskifte vil løse hele den globale krise. Det snarlige valg kan så småt spores på højrefløjen, hvor Dansk Folkeparti er ved at gå i træningslejr i forhold til at få sat lighedstegn mellem folk med anden etnisk baggrund og alverdens ulykker – nu manglende penge til velfærdsstaten. Igen uden at skele til den lille detalje - den globale finanskrise. Lars Løkke er også begyndt at fremtone som verdensmand og statsmand ved enhver given lejlighed og ligner ikke længere min far eller en af naboerne. Det bliver spændende at se, hvorvidt han også har tænkt sig at køre med Team Rynkeby til Paris i jakkesæt?

Ifølge dagens aviser er hospitalerne valgets vigtigste tema med hele 48 %. Det kan jeg naturligvis godt forstå, men jeg er muligvis også en anelse farvet, da jeg jo er så heldig at få lov til at arbejde med kvaliteten på sygehusene. Det næst vigtigste tema er ifølge undersøgelsen efterlønnen med 29 %. Det er et sprængfarligt emne og derfor vil jeg også bare påpege, hvorledes jeg stadig ikke har mødt nogen jævnaldrende som mener, at efterlønnen er sådan en god investering, at de selv betaler til deres efterløn. Det fortæller mig alt, hvad jeg behøver at vide omkring, hvor sikker en investering efterløn vil være i fremtiden. Men selvom at det er et spørgsmål om tid, hvornår efterlønnen er afskaffet, så vil jeg gerne understrege, at folk med hårde fysiske og psykiske jobs naturligvis stadig skal have mulighed for at få hjælp, hvis de bliver nedslidt før tid. Ellers er det totalt meningsløst at tale om en velfærdsstat - ganske ligesom det er meningsløst at tale om den danske velfærdsstat uden et velfungerende offentligt sundhedsvæsen. Ældreomsorgen kommer ind på en tredje plads, hvilket ikke er særlig overraskende i forhold til de stigende antal af ældre og de færre (stakkels) unge, som skal betale for omsorgen. Arbejdsløshed og folkeskolen indtager de næste pladser, hvilket er meget logisk, når man tænker på den økonomiske krise og de unges manglende basale færdigheder indenfor både grammatik og matematik som sætter spørgsmålstegn ved idealet for Danmark som et videnssamfund. På en syvende pladsen er skat. Skat er en forudsætning for velfærdsstaten og reguleringen af skatten har en stor betydning for både dansk industri og dansk økonomi – hvilket derigennem også påvirker alle andre politiske områder. Derfor burde alle per definition mene, at skat er vigtigt – uanset hvilken holdning man så ellers har til skattepolitik. Miljø kommer ind på en niende plads og har naturligvis også en vis betydning i forhold til miljøet herhjemme – men hvis man taler om de globale miljøproblemer, så afhænger det i langt højere grad af, hvad de andre (store) lande beslutter sig for at gøre i forhold til at løse miljøproblemerne (hvilket alle også burde have lært efter COP15). På tiendepladsen er politi og retsvæsen – som også udgør en af de grundpiller, som velfærdsstaten er bygget på. Hvis bandeproblemerne med tiden vil fører til lukkede villakvarterer med hegn og private vagter, som man ser det i udlandet, så er vi på vej væk fra velfærdsstaten. Hvis sundhedsvæsenet med tiden bliver erstattet af private forsikringer, så er vi også på vej væk fra velfærdssamfundet. For velfærdsamfundet burde netop være kendetegnet af en omfordeling af goderne til alles bedste, således at ingen mangler noget. Men hvis borgerne føler, at staten ikke længere kan varetage de mest basale funktioner og der bliver et stigende behov for f.eks. at beskytte sig selv – så er det svært at se, hvordan vi forsat kan tale om en velfærdsstat eller bare en minimalstat. Jeg mener ikke, at der er nogen tvivl omkring, hvorvidt velfærdsstaten er et gode. Det er det. Spørgsmålet er nok mere, om vi i overhovedet har råd til velfærdsstaten i fremtiden eller måske nærmere, hvordan vi får råd til velfærdsstaten i fremtiden?