Om fascinerende mennesker og tillid

Der findes ikke noget mere fascinerende i den her verden end mennesker. Jeg ved ikke, hvorvidt jeg bare er heldig, men jeg har altid været omgivet af nogle enormt fascinerende mennesker. Det jeg finder allermest fascinerende ved mennesker er, hvorledes et andets menneskes personlighed kommer til udtryk. Hvordan de tænker, hvordan de udtrykker deres følelser, hvordan de ser på verden og hvordan deres personlighed kommer til udtryk i alle deres handlinger, overvejelser og beslutninger. Der er intet større i denne verden end personlighed og derfor er det også enormt fascinerende, når folk tør være dem selv. Det gør mig glad helt ind i hjertet. Det er ikke noget mere livsbekræftende eller fantastisk end at kunne tale med det rigtige menneske frem for en eller anden kold, ligegyldig og overfladisk (=kedelig) facade. Det er også et tegn på tillid, når et andet menneske tør åbne op og dele, hvem de er, så man kan se det rigtige menneske bag facaden. Jeg finder det til gengæld enormt anstrengende at skulle være sammen med mennesker, som ikke tør åbne op og som ikke har nogen tillid til andre mennesker, da det også i en eller anden grad tvinger mig til at være mistroisk og overfladisk. For tillid er jo netop et spørgsmål om gensidig bekræftelse af tiltro og hvis tilliden ikke er gensidig fører den lynhurtigt til mistro. Derfor gør selvtillid det også altid meget lettere at have tillid til andre mennesker, da selvtilliden giver trygt udgangspunkt for at være sig selv.

Tillid er en helt grundlæggende forudsætning for ethvert menneskeligt socialt bånd. Tillid er dybest set en hensigtserklæring om, hvor pålidelig man vurderer, at et andet menneske er, selvom man ikke nødvendigvis har nogen begrundet viden om, hvorvidt det er fornuftigt. At have tillid til nogen er en tillidserklæring om, at man er villig til at risikere at blive forrådt af vedkommende. Og derfor er den åbne og ærlige samtale med en fremmed også langt mere fascinerende end med ens nærmeste, da den samtale jo i høj grad må bygge på en forholdsvis blind tillid. Problemet med tillid illustrerer man tit indenfor samfundsvidenskab med det klassiske Prisoner’s dilemma:

To mistænkte er blevet anholdt af politiet. Politiet har tilstrækkeligt med beviser for en domfældelse og efter at have holdt fangerne adskilt, tilbyder man dem hver især den samme aftale. Hvis den ene kun vidner, så kan man retsforfølge den anden (tavse) fange. Hvilket vil sige, at forræderen går fri og den tavse medskyldige får 10-års fængsel. Hvis de begge forbliver tavse, så får de kun seks måneders fængsel for en mindre alvorlig tiltale. Hvis de begge røber den anden, så får de begge en hård fængselsstraf. Hvad skal den isolerede fange nu vælge: at forråde den anden eller at tie stille?

Selvom eksemplet er lidt groft, så er det præcis de samme overvejelser, som mennesker gør sig hver eneste dag (enten bevidst eller ubevidst) når de viser et andet menneske deres tillid. At have tillid til et andet menneske er at turde åbne op, gøre sig sårbar og dermed også satse en lille del af sig selv. Hvis man aldrig tør vise andre mennesker den form for tillid, så vil det formentlig også give nogle sociale problemer, da tillid er en helt grundlæggende forudsætning for, at man kan etablere nye sociale relationer og samarbejde med andre mennesker. Ligeledes gør en manglende tillid det også umuligt for andre menneske at etablere et tillidsbånd til den mistroiske, da den mistroiske ikke tør være sig selv og derfor heller ikke giver de andre nogen grund til at tro, at de kan stole på vedkommende. Og det er trist, for mennesker er i sandhed fascinerende og derfor har man også kun alt at vinde (og meget lidt at miste) ved at vise andre mennesker ens tillid, så længe man blot formår at sige fra, når tilliden er blevet brudt.