søndag den 18. april 2010
Om fascinerende mennesker og tillid
Der findes ikke noget mere fascinerende i den her verden end mennesker. Jeg ved ikke, hvorvidt jeg bare er heldig, men jeg har altid været omgivet af nogle enormt fascinerende mennesker. Det jeg finder allermest fascinerende ved mennesker er, hvorledes et andets menneskes personlighed kommer til udtryk. Hvordan de tænker, hvordan de udtrykker deres følelser, hvordan de ser på verden og hvordan deres personlighed kommer til udtryk i alle deres handlinger, overvejelser og beslutninger. Der er intet større i denne verden end personlighed og derfor er det også enormt fascinerende, når folk tør være dem selv. Det gør mig glad helt ind i hjertet. Det er ikke noget mere livsbekræftende eller fantastisk end at kunne tale med det rigtige menneske frem for en eller anden kold, ligegyldig og overfladisk (=kedelig) facade. Det er også et tegn på tillid, når et andet menneske tør åbne op og dele, hvem de er, så man kan se det rigtige menneske bag facaden. Jeg finder det til gengæld enormt anstrengende at skulle være sammen med mennesker, som ikke tør åbne op og som ikke har nogen tillid til andre mennesker, da det også i en eller anden grad tvinger mig til at være mistroisk og overfladisk. For tillid er jo netop et spørgsmål om gensidig bekræftelse af tiltro og hvis tilliden ikke er gensidig fører den lynhurtigt til mistro. Derfor gør selvtillid det også altid meget lettere at have tillid til andre mennesker, da selvtilliden giver trygt udgangspunkt for at være sig selv.
Tillid er en helt grundlæggende forudsætning for ethvert menneskeligt socialt bånd. Tillid er dybest set en hensigtserklæring om, hvor pålidelig man vurderer, at et andet menneske er, selvom man ikke nødvendigvis har nogen begrundet viden om, hvorvidt det er fornuftigt. At have tillid til nogen er en tillidserklæring om, at man er villig til at risikere at blive forrådt af vedkommende. Og derfor er den åbne og ærlige samtale med en fremmed også langt mere fascinerende end med ens nærmeste, da den samtale jo i høj grad må bygge på en forholdsvis blind tillid. Problemet med tillid illustrerer man tit indenfor samfundsvidenskab med det klassiske Prisoner’s dilemma:
To mistænkte er blevet anholdt af politiet. Politiet har tilstrækkeligt med beviser for en domfældelse og efter at have holdt fangerne adskilt, tilbyder man dem hver især den samme aftale. Hvis den ene kun vidner, så kan man retsforfølge den anden (tavse) fange. Hvilket vil sige, at forræderen går fri og den tavse medskyldige får 10-års fængsel. Hvis de begge forbliver tavse, så får de kun seks måneders fængsel for en mindre alvorlig tiltale. Hvis de begge røber den anden, så får de begge en hård fængselsstraf. Hvad skal den isolerede fange nu vælge: at forråde den anden eller at tie stille?
Selvom eksemplet er lidt groft, så er det præcis de samme overvejelser, som mennesker gør sig hver eneste dag (enten bevidst eller ubevidst) når de viser et andet menneske deres tillid. At have tillid til et andet menneske er at turde åbne op, gøre sig sårbar og dermed også satse en lille del af sig selv. Hvis man aldrig tør vise andre mennesker den form for tillid, så vil det formentlig også give nogle sociale problemer, da tillid er en helt grundlæggende forudsætning for, at man kan etablere nye sociale relationer og samarbejde med andre mennesker. Ligeledes gør en manglende tillid det også umuligt for andre menneske at etablere et tillidsbånd til den mistroiske, da den mistroiske ikke tør være sig selv og derfor heller ikke giver de andre nogen grund til at tro, at de kan stole på vedkommende. Og det er trist, for mennesker er i sandhed fascinerende og derfor har man også kun alt at vinde (og meget lidt at miste) ved at vise andre mennesker ens tillid, så længe man blot formår at sige fra, når tilliden er blevet brudt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
9 kommentarer:
Hej Louise, jeg har en indvending:
Det er for mig at se en unødigt spekulativ abstraktion at koncipere tillid som sådan med fangernes dilemma. Problemet er, at vi hermed netop IKKE får anskueliggjort tillidens fundamentale rolle, men reducerer den til resultatet af strategiske overvejelser. Fangernes dilemma har som teoretisk udgangspunkt homo economicus' instrumentelle rationalitet som konstant - og dette indebærer selvoptimeringen som grundpræmis, hvilket strider fundamentalt mod netop fænomenet tillid.
Fangerne har så at sige kun et dilemma med den præmis, at rationalitet = selvoptimering. Men netop et fænomen som tillid modsiger altså denne præmis, mener jeg. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil 'gå helt Løgstrup', som jo hævder, at tilliden snarere er forudsætning for enhver form for instrumentel rationalitet end omvendt. Men fænomenologisk betragtet er det for mig at se svært at komme uden om, at vi i mange situationer netop er tillidsfulde FØR disse instrumentelt-rationalistiske overvejelser - at hævde det modsatte, som du synes at gøre, virker snarere som en ubegrundet spekulation (sikkert et fortdslevn fra de politologiske statskundskab-studier, hehe ;O) ) - når du hævder, at vi altid gør os overvejelser, der ligner fangernes dilemma, i forbindelse med tillid. Jeg tror, at din påstand om, at vi i forbindelse med tillid ofte foretager de strategiske overvejelser ubevidst er ubegrundet - du må snarere ty til en sådan påstand som en ad hoc løsning på den forkerte grundpræmis om at sammenkoble instrumentel rationalitet (via fangernes dilemma) og tillid - netop fordi det ofte synes at være sådan, at vi er tillidsfulde, før vi er strategiske. (Henvisningen til det ubevidste har ofte denne ad hoc-funktion, frygter jeg).
Men i øvrigt er vi selvfølgelig basalt enige om tillidens vigtighed som grundindstilling - det er fangernes dilemma som forklaringsmodel, jeg har store problemer med.
mvh Søren
Hej Søren! :-D
Søren: Problemet er, at vi hermed netop IKKE får anskueliggjort tillidens fundamentale rolle, men reducerer den til resultatet af strategiske overvejelser.
Jeg mener ikke, at tillid bliver reduceret til strategiske overvejelser, da tillid jo netop ikke nødvendigvis bygger på instrumentel rationalitet. Som jeg skriver i mit blogindlæg: ”Tillid er dybest set en hensigtserklæring om, hvor pålidelig man vurderer, at et andet menneske er, selvom man ikke nødvendigvis har nogen begrundet viden om, hvorvidt det er fornuftigt.” Og dermed kan tilliden jo også sagtens være baseret på nogle irrationelle eller værdirationelle årsager. F.eks. så er det vel ikke utænkeligt, at den ene fange kunne vælge at forblive tavs ud fra nogle værdirationelle overvejelser som f.eks. moralsk eller loyalitetsmæssig art. Derudover så kan jeg heller ikke se, hvorledes man skulle kunne forudse, hvordan den anden fange vil handle gennem rationelle overvejelser. Hvilket også er udgangspunktet for mit eksempel med fangernes dilemma – at tillid altid er blind i en eller anden grad, da man jo netop ikke kan forudse andre menneskers fremtidige handlinger.
Søren: Fangernes dilemma har som teoretisk udgangspunkt homo economicus' instrumentelle rationalitet som konstant - og dette indebærer selvoptimeringen som grundpræmis, hvilket strider fundamentalt mod netop fænomenet tillid.
Ja, fangernes dilemma har et vist historisk udgangspunkt i den instrumentelle og formålsorienteret rationalitet, men jeg mener sagtens, at man kan bruge modellen mere bredt til at undersøge diverse sociale situationer (uden nødvendigvis at tage udgangspunkt i den instrumentelle rationalitet).
Søren: Fangerne har så at sige kun et dilemma med den præmis, at rationalitet = selvoptimering. Men netop et fænomen som tillid modsiger altså denne præmis, mener jeg.
Jeg forstår ikke, hvorfor der per definition skulle være et modsætningsforhold mellem selvoptimering og tillid. Min pointe med fangernes dilemma var jo netop at vise, at det godt kan betale sig at have tillid til andre mennesker. Fangernes dilemma repræsenterer et dilemma mellem egennytte og moral, hvor det fuldkomne individualistiske rationelle valg giver et dårligt kollektivt resultat. Og derfor er en del af pointen med fangernes dilemma vel også, at egennytte kræver et tillidsfuldt samarbejde.
Søren: Jeg er ikke sikker på, at jeg vil 'gå helt Løgstrup', som jo hævder, at tilliden snarere er forudsætning for enhver form for instrumentel rationalitet end omvendt. Men fænomenologisk betragtet er det for mig at se svært at komme uden om, at vi i mange situationer netop er tillidsfulde FØR disse instrumentelt-rationalistiske overvejelser - at hævde det modsatte, som du synes at gøre, virker snarere som en ubegrundet spekulation (sikkert et fortdslevn fra de politologiske statskundskab-studier, hehe ;O) ) - når du hævder, at vi altid gør os overvejelser, der ligner fangernes dilemma, i forbindelse med tillid.
Ha ha! Hvis du vidste, hvor meget af mit liv jeg har brugt på ubegrundet spekulation!! :-D Men det kan jeg vist ikke bebrejde de politologiske studier, da det vist begyndte længe før universitetet. Så det har du sikkert ret i! :-D Derudover er jeg meget enig med dig i dine betragtninger omkring tillid! Igen citerer jeg fra mit blogindlæg: ”Tillid er dybest set en hensigtserklæring om, hvor pålidelig man vurderer, at et andet menneske er, selvom man ikke nødvendigvis har nogen begrundet viden om, hvorvidt det er fornuftigt” altså kan man ikke vide, hvorvidt tilliden er instrumentalt rationel. Man kan håbe og ønske, at tilliden er rationel – men man kan jo dybest set ikke vide det, før tilliden er blevet brudt. Derudover vil jeg gerne medgive, at jeg vist godt kunne have uddybet min pointe lidt (MEGET) mere med hensyn til eksemplet med Prisoner’s Dilemma!
Søren: Jeg tror, at din påstand om, at vi i forbindelse med tillid ofte foretager de strategiske overvejelser ubevidst er ubegrundet - du må snarere ty til en sådan påstand som en ad hoc løsning på den forkerte grundpræmis om at sammenkoble instrumentel rationalitet (via fangernes dilemma) og tillid - netop fordi det ofte synes at være sådan, at vi er tillidsfulde, før vi er strategiske. (Henvisningen til det ubevidste har ofte denne ad hoc-funktion, frygter jeg).
Ja, jeg er ret enig, da jeg også mener, at man for det meste møder sine medmennesker med tillid, men jeg mener bestemt heller ikke, at man altid er tillidsfuld. For der findes jo masser af handlinger både på det fysiske og det psykiske plan, som mennesker kan udføre, som automatisk vil få alle menneskets røde alarmknapper til at lyse.
Søren: Men i øvrigt er vi selvfølgelig basalt enige om tillidens vigtighed som grundindstilling - det er fangernes dilemma som forklaringsmodel, jeg har store problemer med.
Hmm... men nu er jeg jo ikke ligefrem den første til at se på tillid ud fra Prisoner’s dilemma. Du kan f.eks. læse følgende på Wikipedias side om Prisoner’s Dilemma (som jeg linker til) “prisoner's dilemma game is fundamental to certain theories of human cooperation and trust”. Derudover står der også på Wikipedias engelske side om Game Theory: “Game theory is a branch of applied mathematics that is used in the social sciences…” Hvilket Martin Hollis også har skrevet flere bøger om som f.eks.The Philosophy of Social Science og Trust Within Reason.
Jeg har forsøgt at skrive et ordentligt svar, selvom jeg er lidt flad efter at holdt tre foredrag de sidste tre dage! Men MANGE tak for at forlade phd. projektet for en stund for at skrive en kommentar på min blog! :-D Men nu vil jeg lade lidt op til i morgen – som overraskende nok også byder på endnu et foredrag! :-D
Med venlig hilsen
Louise
......Jeg er således selvfølgelig udmærket klar over, at mange har tematiseret tillid (og samarbejde og altruisme etc.) med fangernes dilemma, og fred være med det. Men problemet er, at det ofte skygger for det VÆSENTLIGE ved tillid (og samarbejde og altruisme etc.): Det at tillid kan ’betale sig’ gør jo netop, at den bliver instrument for selvoptimering – og hermed mangler vi at illustrere det for mig at se helt essentielle ved tillid; nemlig at den ofte er der, selv om det IKKE kan betale sig, og FØR enhver overvejelse, bevidst eller ubevidst, om, hvorvidt den kan betale sig. Pointen er jo som sagt, at fangernes dilemma har som grundpræmis, at tillid skal forklares eller problematiseres som et produkt af selvoptimerende, strategiske interesse-logik. Dermed gør man tilliden til *sekundær* i forhold til selvoptimeringen – i stedet for det mere oplagte, at vi ofte umiddelbart og spontant er tillidsfulde; tillid er ofte vores naturlige ’default’ snarere end produktet af selvoptimerende logik. Når jeg skriver, at det er unødigt spekulativt at inddrage fangernes dilemma, så er det selvfølgelig en klassisk fænomenologisk manøvre; at påpege, at din tænkte teoretiske model – fangernes dilemma – i grunden snarere er en abstraktion VÆK fra sagen end en anskueliggørelse eller adækvat forklaring af den. Så husk lige at inddrage fænomenologien, når du holder foredrag om tillid, ik? ;O)
Jeg mener i øvrigt ikke, at tilliden altid er blind – man kan måske ikke forudse med ABSOLUT sikkerhed, hvad den anden vil gøre, men vi kan ofte med ekstrem stor sikkerhed vide det. Fx hvis vi kender vores medmenneske godt og har et tæt forhold, hvor tilliden er bygget op igennem mange år. Hvis den absolut sikre erkendelse er vores kriterium, så kan vi nok ikke erkende noget som helst….
Og i øvrigt vil jeg absolut heller ikke påstå, at vi altid møder andre med tillid. (Det er i øvrigt heller ikke Løgstrups pointe, snarere at tilliden ofte perverteres og bliver til en tillid til det, der ønskes behersket).
Vh Søren
Hej Louise,
Fint, hvis ikke du reducerer tilliden til resultatet af strategiske overvejelser – fangerne kan rigtig nok have andre motivationer, fx værdi-rationelle, end selvoptimeringen. DET er min hovedpointe, så vi er nok som sædvanlig kun uenige om detaljerne; men heri er djævlen jo som bekendt... ;O). I så fald er vi bare i mine øjne ikke i et fangernes dilemma mere. Hvis tilliden fangerne imellem er spontan, eller hvis værdier som gensidig respekt og tiltro, dyb kærlighed, etc. dominerer forholdet mellem fangerne, så ER der intet problem, intet dilemma… Fangernes dilemma – som dilemma – giver kun mening, når udgangspunktet er – dvs. det antages som forudsætning – at aktørerne er selvoptimerende, 'rationelle' på økonomisk; jeg kan på ingen måde se, hvad modellen gavnligt kan illustrere, hvis ikke den instrumentelle rationalitet er udgangspunktet – det er først med denne, at fangerne i det hele taget har et dilemma…
Derfor kan modellen sagtens i andre sammenhæng være brugbar, selvfølgelig; tag den internationale politiske scene, fx, der (uden stærke overnationale institutioner) som bekendt er domineret af den tanke, at hvert land må optimere sine egne interesser. Her kan vi måske – som ’alt andet lige’-princip – meningsfuldt forklare en del adfærd med modellen. Det, fangernes dilemma kan fortælle os i forbindelse med tillid, er, som du selv pointerer, at SELV på selvoptimeringens præmisser kan det ofte (dog ikke altid!) ’betale sig’ at have tillid. Det kan forklare, hvorfor aktører, selv i miljøer der presser dem til at være selvoptimerende (markedet er også et oplagt eksempel), ofte har tillid til andre aktører. Eller omvendt kan dilemmaet illustrere, hvorfor det – på selvoptimerende præmisser – kan være så svært at være tillidsfuld og dermed i visse situationer (situationer hvor vi er afhængige i vores egen succes af andres handlinger) kan være så svært at være rationel: Fangerne i dilemmaet har fx ikke information om hinandens tanker, og de kan ikke tale med hinanden. Overfører vi igen tankegangen til den internationale politiske scene, fx, så vil åbenhed og kommunikation lande imellem – og institutioner der sikrer dette – måske kunne opveje nogle af de ’fange-dilemmaer’, lande ofte står i – tænk fx på den kolde krig eller klimaproblematikken, hvor parterne er dybt afhængige af hinandens handlinger. Så jeg er ikke blind for, at fangernes dilemma-modellen KAN være anvendelig.......
Hej Søren!
Søren: Fint, hvis ikke du reducerer tilliden til resultatet af strategiske overvejelser – fangerne kan rigtig nok have andre motivationer, fx værdi-rationelle, end selvoptimeringen. DET er min hovedpointe, så vi er nok som sædvanlig kun uenige om detaljerne; men heri er djævlen jo som bekendt... ;O). I så fald er vi bare i mine øjne ikke i et fangernes dilemma mere. Hvis tilliden fangerne imellem er spontan, eller hvis værdier som gensidig respekt og tiltro, dyb kærlighed, etc. dominerer forholdet mellem fangerne, så ER der intet problem, intet dilemma…
Hvis din forudsætning for, at eksemplet med fangernes dilemma forsat er fangernes dilemma, er en simpel selvoptimeringsteori, så er det jo din forudsætning. Jeg mener bare, at man kan bruge eksemplet til så meget mere.
Søren: Fangernes dilemma – som dilemma – giver kun mening, når udgangspunktet er – dvs. det antages som forudsætning – at aktørerne er selvoptimerende, 'rationelle' på økonomisk; jeg kan på ingen måde se, hvad modellen gavnligt kan illustrere, hvis ikke den instrumentelle rationalitet er udgangspunktet – det er først med denne, at fangerne i det hele taget har et dilemma…
Der er stadig et dilemma, da det centrale i fangernes dilemma jo netop er, at fangerne ikke på forhånd kan vide, hvordan den anden vil handle, men stadig er afhængige af, hvorledes den anden handler. For det er jo netop først i det øjeblik, hvor tilliden får en fundamental betydning, at man begynder at overveje, hvorvidt den anden person er tilliden værdig. Og det illustrerer fangernes dilemma fint, da fangerne jo netop ikke har nogen sikker viden om, hvorvidt de kan stole på hinanden. Og derudover mener jeg også, at fangerne dilemma (uden en forståelse af mennesket som selvoptimerende) er et glimrende udgangspunkt for at diskutere grundvilkårene for udviklingen af tillid mellem mennesker.
Søren: Derfor kan modellen sagtens i andre sammenhæng være brugbar, selvfølgelig; tag den internationale politiske scene, fx, der (uden stærke overnationale institutioner) som bekendt er domineret af den tanke, at hvert land må optimere sine egne interesser.
Ja, men selv med et udgangspunkt i selvoptimeringstanken, så kommer man ikke udenom at, hvad der f.eks. er i Danmarks interesse sjældent kun er i Danmarks interesse, men også ofte er i andres landes interesse og dermed er der også brug for tillidsfulde alliancer osv.
Søren: Her kan vi måske – som ’alt andet lige’-princip – meningsfuldt forklare en del adfærd med modellen. Det, fangernes dilemma kan fortælle os i forbindelse med tillid, er, som du selv pointerer, at SELV på selvoptimeringens præmisser kan det ofte (dog ikke altid!) ’betale sig’ at have tillid.
Præcis!
Søren: Det kan forklare, hvorfor aktører, selv i miljøer der presser dem til at være selvoptimerende (markedet er også et oplagt eksempel), ofte har tillid til andre aktører.
Ja, for tillid er en helt grundlæggende forudsætning for et godt samarbejde – uanset om individernes udgangspunkt er altruistisk eller selvoptimerende. Jeg tror, at det ofte netop er den manglende tillid og et for stort fokus på, hvad der er bedst for en selv, som fører til et dårligt samarbejde og dermed et dårligere resultat for alle parter.
Søren: Fangerne i dilemmaet har fx ikke information om hinandens tanker, og de kan ikke tale med hinanden. Overfører vi igen tankegangen til den internationale politiske scene, fx, så vil åbenhed og kommunikation lande imellem – og institutioner der sikrer dette – måske kunne opveje nogle af de ’fange-dilemmaer’, lande ofte står i – tænk fx på den kolde krig eller klimaproblematikken, hvor parterne er dybt afhængige af hinandens handlinger. Så jeg er ikke blind for, at fangernes dilemma-modellen KAN være anvendelig.......
Ja, for åbenhed og kommunikation er jo netop en helt fundamental del af det at opbygge en tillidsfuld relation.
Søren: Men problemet er, at det ofte skygger for det VÆSENTLIGE ved tillid (og samarbejde og altruisme etc.): Det at tillid kan ’betale sig’ gør jo netop, at den bliver instrument for selvoptimering – og hermed mangler vi at illustrere det for mig at se helt essentielle ved tillid; nemlig at den ofte er der, selv om det IKKE kan betale sig, og FØR enhver overvejelse, bevidst eller ubevidst, om, hvorvidt den kan betale sig. Pointen er jo som sagt, at fangernes dilemma har som grundpræmis, at tillid skal forklares eller problematiseres som et produkt af selvoptimerende, strategiske interesse-logik. Dermed gør man tilliden til *sekundær* i forhold til selvoptimeringen – i stedet for det mere oplagte, at vi ofte umiddelbart og spontant er tillidsfulde; tillid er ofte vores naturlige ’default’ snarere end produktet af selvoptimerende logik.
Her er vi vel ved sagens kerne. Men jeg kan ikke se, hvordan fangernes dilemma per definition skulle gøre tilliden til sekundær? Det er da kun, hvis du tager udgangspunkt i selvoptimering, at du kan hævde det? Eksemplet i sig selv har vel ingen præferencer. Jeg ved ikke, om jeg vil mene, at mennesker nødvendigvis er spontant tillidsfulde frem for selvoptimerende, men det gør du øjensynlig eller hvad? For så skriver du:
Søren: Og i øvrigt vil jeg absolut heller ikke påstå, at vi altid møder andre med tillid.
Ok, så er vi måske alligevel ikke så uenige eller? For du skrev jo i det forrige citat:
Søren: Dermed gør man tilliden til *sekundær* i forhold til selvoptimeringen – i stedet for det mere oplagte, at vi ofte umiddelbart og spontant er tillidsfulde; tillid er ofte vores naturlige ’default’ snarere end produktet af selvoptimerende logik.
Jeg er lidt forvirret, men umiddelbart virker det mere til at vores uenighed drejer sig om, hvorvidt man kan tage udgangspunkt i eksemplet med fangernes dilemma UDEN at gøre tilliden til sekundær eller reducere den til et instrument for selvoptimering. Det mener jeg godt man kan – det mener du ikke.
Søren: Når jeg skriver, at det er unødigt spekulativt at inddrage fangernes dilemma, så er det selvfølgelig en klassisk fænomenologisk manøvre; at påpege, at din tænkte teoretiske model – fangernes dilemma – i grunden snarere er en abstraktion VÆK fra sagen end en anskueliggørelse eller adækvat forklaring af den. Så husk lige at inddrage fænomenologien, når du holder foredrag om tillid, ik? ;O)
Det her er ikke noget argument, men blot mudderkast! :-) Men det er lidt sjovt, at du antager, at mit blogindlæg skulle være temaet for mine foredrag. Men mine foredrag handler ikke om tillid, men omkring diverse emner indenfor mit arbejdsområde – hvilket jeg primært bruger min tankevirksomhed på.
Søren: Jeg mener i øvrigt ikke, at tilliden altid er blind – man kan måske ikke forudse med ABSOLUT sikkerhed, hvad den anden vil gøre, men vi kan ofte med ekstrem stor sikkerhed vide det. Fx hvis vi kender vores medmenneske godt og har et tæt forhold, hvor tilliden er bygget op igennem mange år.
Jeg er helt enig, selvom det stadig efterlader en vis grad af blind tillid!
Søren: Hvis den absolut sikre erkendelse er vores kriterium, så kan vi nok ikke erkende noget som helst….
Ha ha! Mange tak for endnu en spændende kommentar og jeg beklager endnu en gang ventetiden!
Med venlig hilsen
Louise
Hej Louise,
jeg kan simpelthen ikke begribe, hvordan fangerne kan have et dilemma uden den selvoptimerende forudsætning. Antag at de har tillid til hinanden eller at de gerne vil ofre sig for hinanden - jamen så ER der da intet dilemma?! Uanset hvor uvidende de end er om hinandens muligheder, vil tilliden optimere resultatet. Fangernes dilemma er en art spilteori, som historisk også udspringer af klassisk økonomisk tankegang - altså med selvoptimeringen som præmis. Jeg er ikke sikker på, at vi når meget videre i denne diskussion; vi strander i uenigheden om, hvorvidt selvoptimeringen er fundamental i fangernes dilemma.
vh Søren
Hej igen! :-D
Ja, det er vist selvoptimeringens nødvendighed i fangernes dilemma, som vi er uenige om. Men jeg vil også gerne medgive, at hvis du tager tilliden for givet, så er der intet dilemma. Men så simpelt er det jo ikke i situationen, hvor fangerne står overfor valget mellem at stole på hinanden og lade være. For det er jo netop i den situation, hvor det er spændende at se på, hvad der skal til for at mennesker har tillid til hinanden. Men mange tak for diskussionen – hvis den altså slutter her. :-D
Med venlig hilsen
Louise
Send en kommentar