Frihedens fallit er en gennemgående kritik af frihedens forherligelse i det moderne velfærdssamfund. Frihed har, ifølge Thomassen, erstattet lykke i det moderne samfund og blevet målet og meningen med livet. Frihed, definerer Thomassen, som den konstante jagt efter frihed til at vælge og vrage mellem livets mange tilbud. Problemet med denne definition er, at man i sidste ende glemmer, hvad man egentlig skulle bruge friheden til. Derved bliver frihed til et spørgsmål om valgmuligheder og derved kommer lykke til at handle om valgmulighedernes kvantitet frem for deres kvalitet.
Thomassen begynder bogen med en kritik af egokulturen, for det er denne som fører frem til egoisme og manglende medmenneskelighed. Egokulturen har forbrugerismen som sin livsholdning. Forbrugerismen er kendetegnet ved, at forbrugeren hele tiden kan vælge mellem mange forskellige varer og hurtigt kan bytte dem ud, hvis de ikke tilfredsstiller deres behov i høj nok grad. Denne forbrugermentalitet overførers i det moderne samfund til alle andre områder af livet, hævder Thomassen. Et eksempel fra bogen kunne være uddannelsessektoren. Inden for uddannelsessektoren fokuserer man meget snævert på det kontante faglige udbytte frem for andre aspekter som f.eks. de mere personlighedsudviklende og dannende sider af undervisningen. Et andet vigtigere område som forbrugerismen også har invaderet er privatlivet. Her fremhæver Thomassen partnervalgets forbrugslignende karakter. Hvor det ikke blot handler om at finde kærlighed eller lykke, men det i høj grad handler om at prøve muligheder af. For at sikre sig, at man ikke har begrænset sin frihed i sit partnervalg, så må man konstant undersøge forholdet. Dette gøres, ifølge Thomassen, ved at man gør sig bestemte forestillinger om, hvad man skal have ud af parforholdet. Ifølge Thomassen så stiller man: ”ganske omfattende krav og forventninger til hinanden, man er meget betænkt på om forholdet er godt nok, om man nu er forelsket nok, man har i vid udstrækning hinanden på prøve som en bil eller en kjole, og tager tvivlen overhånd, holder man en pause.”( Thomassen, 2006, s. 8) Det er en slags brug-og-smid-væk kultur som præger ens samvær med andre mennesker og dermed bliver andre mennesker hurtigt til en slags forbrugsvare. Dette hænger, ifølge Thomassen, sammen med at egokulturen favoriserer fornuften. Hvor fornuft her skal forstås som det rationelle valg som medfører størst mulig nydelse og mindst mulige omkostninger. Hvis denne form for fornuft bliver for omfattende en del af mennesket, så fører det, ifølge Thomassen, til selvtilstrækkelighed og egocentri. Derefter kritiserer Thomassen egokulturens individualisme dvs. det at mennesket er i centrum, uafhængigt og frit. Denne forståelse af mennesket ser Thomassen som en illusion. Menneskets identitet er ikke kun givet af naturen, men er også intersubjektivt givet. Mennesket er heller ikke selvtilstrækkeligt, for som Thomassen udtrykker det, så er selv den stærkeste personlighed en kolos på lerfødder. Lykken er heller ikke bare det at få tilfredsstillet sine lyster.
Men hvad er lykke så? Det gennemgår Niels Thomassen herefter ved at belyse lykke og ulykke i begrebspar som f.eks. det at leve i fortiden eller fremtiden frem for at leve i nuet, harmoni overfor konflikt, kedsomhed overfor det at være i bevægelse (det at realisere sin begrænsede tid på jorden) angst overfor tryghed (det at føle sig hjemme) det fortvivlende eller meningsløse overfor det meningsfulde osv. Denne del minder meget om Thomassens bog Ulykke og lykke - Et livsfilosofisk udspil med stadig hensyn til Søren Kierkegaard fra 2001.
Derefter kommer Thomassen med en lang kritik af konkurrencesamfundet, hvor han skelner mellem sund og usund konkurrence. Han gør også opmærksom på risikoen ved at evalueringer og karaktergivning kan blive et udtryk for den pågældende persons ”værdi”. Hele kritikken er en kritik af formålsrationaliteten som den forekommer i samfundet. Thomassen konkluderer til sidst, at egokulturen fremmer konkurrencesamfundet og en opfattelse af frihed som ikke er lykkebringende:”Frihed forstår vi som det at have muligheder, jo flere muligheder, jo større frihed. Muligheder fremskaffes gennem udvikling og vækst, gennem præstationer og magt. Muligheder for hvad? Frihed til hvad? Det er modernitetens formidable illusion, at frihed er et mål i sig selv. Eller med en bedre formulering: at frihed alene er et spørgsmål om muligheder. Frihed bestemmes rent kvantitativt. Men frihed er først frihed, når den er frihed til et liv af kvalitet. Det drejer sig ikke om muligheder i sig selv, men om muligheder for et liv af kvalitet. Friheden får sin kvalitet af det liv den muliggør. Frihed er at formå det gode liv, frihed er frihed til lykke.”(Ibid., s. 48)
Thomassen kritiserer herefter egokulturens kærlighedsopfattelse, som han mener, er præget af to ting nemlig forbrugerholdningen og det rationelle valg af kærlighed. Som Thomassen skriver: ”Man gør sig rationelle overvejelser over, hvordan ens partner skal være, skal se ud, og hvilke funktioner han eller hun skal opfylde i ens liv. Man har forventninger til den andens udseende, væsen, væremåde, vaner, sociale position, arbejde, økonomiske sans, venner, fritidsinteresser, deltagelse i husholdningen og forvaltning af den fælles ejendom og måske ikke mindst hvordan vedkommende skal være en hjælper og deltager i ens egen livsudfoldelse.”(Ibid., s. 50) Altså har man skabt et slags rationelt idealbillede som ens følelser skal passe ind i og derved blive rationelle. Men problemet med dette er, at man derved har ødelagt det spontane i kærligheden. Egokulturen opfatter også det at binde sig som noget farligt, for derved mister man jo sin frihed og nogle potentielle valgmuligheder. Dette mener Thomassen også kan forklare de lave børnetal i de vestlige lande.
Derefter karakteriserer Thomassen kærlighed i forhold til henholdsvis filosofi, fornuft og lidenskab. Kærlighed er ikke bare en følelse, men identitetens engagement. Thomassen beskriver kærlighed både som værende spontan lidenskabelig hengivelse og behov. Han beskriver meget smukt og præcist kærlighed, når han siger: ”Kærlighed er altid personlig. Den er det enestående individs ømhed for det andet enestående individ. Kærlighed vækkes og fastholdes af den andens væsen, engagerer sig i den anden uden begrænsninger. Der er identifikation i kærligheden, men en identificering med den anden i hans eller hendes fremmedhed. I kærligheden ligger en betagelse af det unikke ved den anden og dermed af det fra mig forskellige, det anderledes. Den er derfor min henvendelse til dig og dermed bestemt ikke alene af den der henvender sig, men også af den den henvender sig til.”(Ibid., s. 55) Men egokulturens frihedsjagt og karriereræs gør at kærligheden har meget vanskelige kår. At elske og blive genelsket er det samme som at høre hjemme. Derfor er kærlighed også et standardeksempel på en tryg og lykkelig tilværelse. Den ulykkelige kærlighed som ikke er gengældt er derfor selvfølgelig det modsatte, nemlig den største ulykke, da man derved bliver afvist med hele sin identitet.
Til sidst konkluderer Thomassen, at hvis lykke er det højeste gode og meningen med livet, så må kærligheden der lykkes være meningen med livet. Her kan fornuften ikke bruges som lykkebringer og dermed kritiserer Thomassen den lange filosofiske tradition for at udråbe fornuften til menneskets højeste aktivitet. Fornuften kan kun have en tjenende funktion for kærligheden, hvor den kan bruges til at overveje og afklare de situationer som kærligheden udfolder sig i. Som Thomassen udtrykker det: ”Mennesket kan lige så lidt undvære fornuft som lidenskab. Ufornuft er en trussel i mange sammenhænge, men der er næppe noget i sandhed så frygteligt som mennesker uden følelser.”(Ibid., s.56) Thomassen kritiserer også egokulturen for at gøre kærligheden til en præference blandt andre og derved går også hengivelsen i kærligheden tabt. Niels Thomassen hævder ligefrem:”... at den krævende og selvhævdende side af kærligheden kan egokulturen sagtens finde ud af at håndtere, men den anden halvdel af kærligheden, det at give sig selv bort til den elskede, negligeres.”(Ibid., s.57) Dette betyder at kærligheden perverteres og det betyder i sidste ende, at ”Bliver man svigtet af den elskede, så gør man det samme, som når bilen bryder sammen, finder hurtigst muligt en erstatning. Jo mere inderlighed og ånd bliver til oplevelser og fornuft, jo mere overfladisk og perverteret bliver kærligheden. Lykken i egokulturens kærlighed er relativt begrænset, bestandig truet af illusioner og derfor ikke særlig stabil.”(Ibid., s.57)
Niels Thomassens bog er en meget gennemført og grundig kritik af det moderne samfund i forhold til forbrugerismen. Han udpeger meget fint, hvordan forbrugerkulturen hurtigt kan føre til det meningsløse og overfladiske, specielt hvis forbrugerismen og formålsrationalismen får for stor betydning på det menneskelige område. De bedste dele af bogen er helt klart dem, hvor han går ind og analyserer, hvordan egokulturens forståelse af frihed, rationalisme og kærlighed påvirker mennesket. Niels Thomassen skriver i starten af bogen: ”Der gives næppe en teori om menneskelivet, som ikke forenkler. At indfange livet i al dets utrolige variation og rigdom i det skrevne ord eller for den sags skyld det talte, er ikke muligt.”(Ibid., s.5) Dette er naturligvis sandt, men Thomassen kommer meget tæt på at give en teori om menneskets forhold til frihed, kærlighed og lykke som netop formår dette. Nogle vil måske hævde, at Thomassen overdriver forbrugerismens og egokulturens betydning i det moderne samfund, men dette gør jo ikke nødvendigvis kritikken mindre relevant. Og selv hvis man ikke nødvendigvis er enig med alle Thomassens pointer undervejs, så kan man ikke afvise relevansen i at huske på det essentielle og ikke blot synke hen i overfladisk forbrugerisme. Bogens kritik af egokulturen og forbrugerismen i det moderne velfærdssamfund er noget som ethvert menneske må forholde sig til, hvis det vil leve autentisk og finde lykken.
Dette er en anden udgave end den der blev trykt i Refleks #40, november, 2007
Ingen kommentarer:
Send en kommentar