Hvad er tolerance?

I mandagens udgave af Deadline 22.30 var temaet tolerance (som kan ses her). Her blev en ny bog om tolerance af Thomas Bredsdorff (professor, Nordisk litteratur, KU) og Lasse Horne Kjærsgaard (forskningslektor, Nordisk litteratur, KU) præsenteret og diskuteret ud fra blandt andet litteratur som Kafka og Holberg. (Bogen har forresten den opsigtsvækkende titel: Tolerance - hvordan man lærer at leve med den man hader.) Programmet begynder med en kritik af den måde begrebet tolerance ofte bliver brugt på og her bliver det slået fast, at tolerance altid må indeholde en fordømmelse af intolerante holdninger og adfærd. Og dermed må tolerance heller aldrig bare blive lalleglad eller ligegyldig tolerance, da lalleglad eller ligegyldig tolerance hurtigt kan blive til grusom tolerance. Et eksempel på grusom tolerance (fra programmet) kunne f.eks. være tolerance overfor en religiøs tradition som kvindelig omskæring. Det bliver også fastslået, at tolerance altid må indebærer en vis (fastholdt) interesse for dem og de holdninger, som man er uenig med. Dette er en utrolig vigtig pointe, for hvis man bare prøver på at ignorere fordomsfulde og intolerante holdninger, så kan det hurtigt ende med, at man tror, at de slet ikke eksisterer. Hvilket betyder, at man i virkeligheden bare har valgt at se bort fra de intolerante holdninger, muligvis fordi man foretrækker at se verden som harmonisk - frem for konfliktfyldt. Den mest forfriskende pointe der bliver fremsat i programmet er dog, at selve begrebet om tolerance også forudsætter, at man kan se sig selv ude fra og dermed også med en vis selvironisk distance. Det vil altså sige, at selve begrebet om tolerance også forudsætter en vis selverkendelse (nemlig af det faktum, at man ikke altid nødvendigvis har ret) og en vis selvironisk distance (nemlig evnen til ikke at tage sig selv alvorligt hele tiden (selvhøjtidelighed)). Hvilket igen nok også forudsætter, at man har et vist niveau af både selvtillid og selverkendelse. De hævder også, at begrebet om tolerance er socialt skabt for at løse forskellige samfundsmæssige problemer og at man stadig kan bruge begrebet til dette. Her fremhæver de så fiktionens rolle som værende et fremragende værktøj til at øge menneskers tolerance overfor andre mennesker, da man gennem fiktionen både kan øge ens forestillingsevne, indlevelsesevne og ens generelle forståelse af andre menneskers liv og perspektiver. (Her bliver ideen om at bombe Bagdad med litteratur også fremsat.) Meget relevant citerer de også den amerikanske filosof Richard Rorty for, at havde sagt at: litteraturen betyder mere for moralske fremskridt end filosofien, fordi den bidrager til at udvide den moralske forestillingsevne. Og netop Rorty har jo gjort opmærksom på, at det er gennem vores identifikatoriske forestillingsevne, at vi kan indse vores fælles medmenneskelighed. Og det er netop ud fra denne menneskelighed, indlevelsesevne eller empati, at man overhovedet kan tale om tolerance og moral. Jeg vil ikke gå nærmere ind i en erkendelsesteoretisk moralsk diskussion, men til gengæld vil jeg gerne påpege en af programmets andre pointer, som man hurtigt kan overse. Og det er Bredsdorffs udtalelse om, at Nelson Mandela er et ikon på, hvordan man kommer ud af en grusom (intolerant) konflikt med tolerancen i behold. Og Mandela er virkelig et ikon, for han har ikke "bare" kæmpet kampen for tolerance overfor de sorte, men i lige så høj grad også kampen for at fastholde de sortes tolerance overfor de hvide. Dette er i sandhed et udtryk for virkelig tolerance, som de færreste mennesker evner. Det vil jeg gerne skrive under på, selvom at jeg desværre ikke kan komme nærmere ind på mine personlige oplevelser med intolerante mennesker her.