fredag den 14. december 2007

Universitetet vs. Hogwarts

Hvad har de danske universiteter til fælles med Hogwarts? (Hogwarts er den magiske skole fra Harry Potter universet.) Måske ikke særlig meget umiddelbart. Sammenligningen er selvfølgelig også meget uretfærdig, da Hogwarts jo er et opdigtet sted og da virkeligheden jo altid vil have svært ved at leve op til det forestillede. Men jeg vil alligevel prøve at sammenligne de to steder.

Først må man gøre sig klart, hvad der beskriver Hogwarts miljø? Mine umiddelbare bud er; omgivelserne, personlighederne, sorterings hatten og de fire huse de studerende er fordelt på.

Jeg begynder med omgivelserne. Omgivelserne på Hogwarts er fantastiske. Hogwarts skal forestille at være et kæmpe slot eller borg beliggende i det naturskønne Skotland. Dette kan de danske universiteter desværre ikke leve op til på nogen måde. For der er vidst aldrig nogen som har tænkt på omgivelserne, når de skulle placere et universitet i Danmark. Selvom man jo altid siger, at beliggenhed er alting, så gælder dette øjensynlig ikke for universiteterne. Jo måske med hensyn til central beliggenhed, men ikke med hensyn til en smuk beliggenhed. Selvom det med den centrale beliggenhed også kan diskuteres. Men en ting som vi dog har i Danmark, ligesom Hogwarts, det er smukke gamle universitetsbygninger. Det bedste eksempel, syntes jeg personligt, er Københavns Universitets bygninger ved Vor Frueplads og Fiolstræde skabt af C.F. Hansens elev Peder Mallings i 1831. Disse bygninger bliver dog stort set ikke brugt til undervisning mere, men mest til administration og så (til glæde for alle studerende på Københavns Universitet) Det Kongelige Bibliotek. Men den tid er jo desværre også snart forbi, da Københavns Universitet har besluttet, at Det Kongelig Bibliotek skal smides ud til fordel for mere administration og muligvis noget undervisning. Det syntes jeg faktisk er en meget trist udvikling for både bygningerne og de studerende. I udlandet findes der masser af fantastiske universiteter med fantastisk beliggenhed. Nogle gode eksempler er f.eks. Oxford University i England, Princeton University, Sewanee University og Rhodes College i USA. Her har de virkelig nogle universiteter som kan sammenlignes med Hogwarts. Men på trods af det, så er det ikke ligefrem noget de praler med på deres egne hjemmesider. Det er faktisk lidt svært at finde billeder af bygningerne på deres egne hjemmesider. Men det er selvfølgelig heller ikke omgivelserne, som skal afgøre ens valg af universitet. Hvad det så er, man skal vælge universitet efter, det er en anden diskussion.

Personlighederne på Hogwarts har også en stor betydning for Hogwarts miljø, da de både bidrager med karisma, stemning og giver en speciel følelse af noget unikt på Hogwarts (ligesom i virkeligheden). Det er formodentlig også personlighederne i Harry Potter bøgerne som har gjort, at serien er så enormt populær. Dette gælder, set med mine øjne, også for universiteterne. Jo flere personligheder en uddannelse har, jo større en oplevelse bliver universitetet også. Men personligheder er desværre jo ikke bare noget som hænger på træerne eller som man bare kan indkøbe. Og det er heller ikke noget, som man kan læse sig frem til, men noget man er. Det er naturligvis også meget individuelt, hvad man anser for at være en personlighed. Men for at tale på mine egne vegne, så har jeg HELDIGVIS på mit eget studie mødt rigtig mange store og forskellige personligheder blandt mine undervisere både af den sjove, provokerende og anderledes tænkende slags. Også blandt mine egne medstuderende har jeg været meget heldig. For min årgang på mit studie var en meget varieret årgang med alle mulige forskellige slags typer mennesker og personligheder i alle aldre. Nogle af de mere atypiske var f.eks. en tidligere udsmider, en rocker, en technofreak, en skovhugger, en afrodansker med voodoo tendenser og en meget højtråbende punker. Men det var enormt fedt, at der var så stor forskellighed på et universitetsstudium, men desværre var der også mange der droppede ud.

På Hogwarts bliver eleverne fordelt af sorteringshatten. Sorteringshatten fordeler de studerende efter intuition og råd fra de studerende selv. Sorteringshatten er meget smart fundet på af J.K. Rowlings, for den gør, at folk ikke skal inddeles efter andre mere ubehagelige (men tit ligeså tilfældige, latterlige og irrelevante) metoder. Virkelighedens sorteringshat hedder Den Koordinerede Tilmelding. Her bliver man sorteret efter ens karakterer fra Gymnasiet eller Handelsskolen. Disse karakterer viser ens evner på forskellige områder OG ens gymnasielæreres evner, uddannelse, niveau af selvtillid og i hvilken grad ens eget perspektiv på verden, videnskab og diverse teorier (også politik) matchede ens undervisers. Med hensyn til karakterer, så vil jeg også lige nævne Hogwarts karaktersystem som består af 6 karakterer, som minder lidt om den nye danske syvskala. Der er tre karakterer til at bestå; fremragende, over forventning og flot og så tre karakterer for ikke-bestået; acceptabelt, under forventning og trold. Præcis som i virkeligheden.

Sorteringshatten fordeler alle de studerende på Hogwarts på fire forskellige huse med hver deres egenskaber. Dette kunne man også godt sammenligne med fordelingen af studerende på de videnskabelige områder som f.eks. humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab, sundhedsvidenskab osv. Og der er helt sikkert også visse fællestræk mellem de mennesker som vælger den samme uddannelse, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på, da dette bare fører til en masse opremsninger af fordomme og generaliseringer.

Selvom der er visse ligheder mellem Hogwarts og universitetet, så virker universitetet alligevel en del mindre magisk - desværre. Men hvordan kunne universitetet så blive mere magisk? Her er nogle bud baseret på Hogwarts som forbillede:

På Hogwarts må man gerne have et kæledyr. Måske skulle man overveje dette på universitetet? (Jeg ved naturligvis godt, at dette ikke kan lade sig gøre af flere grunde f.eks. hensynet til allergikere.)

På Hogwarts er maden faktisk en væsentlig og essentiel faktor for, at livet på Hogwarts fungere godt. Selv når alting går dårligt for eleverne, så er maden altid et lyspunkt. Så måske skulle universiteterne satse mere på bedre mad - for simpelthen at forhindre frafald.

På Hogwarts er der generelt, til trods for al verdens fare og ulykke, altid en god stemning. Så måske ville det også hjælpe på de ellers så tilsyneladende fredelige universiteter, hvis der generelt var en mere positiv atmosfære. Her tænker nogle måske, at jeg forventer, at universitetet skulle være et sjovt og positivt sted. Og ja, det gør jeg naivt nok i en vis grad. For hvorfor skulle et sted fyldt med viden og udvikling ikke også være et enormt positivt sted? Selvom der selvfølgelig også skal være masser af plads til både faglig kritik og debat. (Debatten er generelt et overset område, men det er kritikken sjovt nok ikke.) For man kan jo diskutere på mange forskellige måder. For selvom at universitetet selvfølgelig er en uddannelsesinstitution og en arbejdsplads og dermed ikke er nogen legeplads. Så mener jeg bestemt ikke, at der er nogen nødvendig sammenhæng mellem den negative stemning og atmosfære (som der desværre tit er på universitetet) og så alvorlig og seriøs videnskablig forskning. Undersøgelser viser jo også, at jo bedre stemningen er på et institut, jo bedre bliver forskningen. For at understrege, hvor dårlig en atmosfære jeg har oplevet, så har jeg desværre oplevet flere eksempler på mennesker, der var så deprimeret på universitetet, at de ligefrem gik med selvmordstanker. Selvom dette forhåbentlig ikke er et generelt billede af universitets atmosfære, så påpeger jeg bare, at mine oplevelser af folk med selvmordstanker muligvis kunne hænge sammen med den negative atmosfære. For det er netop her, hvor magien forsvinder fra min oplevelse af universitetet og hvor Hogwarts adskiller sig og fremstår som det, som det er, nemlig en forestilling skabt af fantasien. Men derfor kunne man jo godt nogle gange ønske, at virkeligheden lignede fantasien mere. Jeg vil afslutte med Hogwarts motto: ”Draco dormiens nunquam titillandus”, for det måske netop det jeg lige har gjort.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Der er altså fire karakterer for at man ikke kan bestå; under forventning, ringe, elendigt og trold, og de tre karakterer som man skal have for at bestå, er fremragende, over forventning og acceptabelt!

Louise sagde ...

Kære Anonym

Hvis det er korrekt, hvad du skriver, så har Harry Potter Wiki begået den samme fejl, som jeg har:

http://harrypotter.wikia.com/wiki/Category:Exam_grades

Tak for kommentaren!

Med venlig hilsen

Louise