Om filosofisk tænkning - en kritisk kommentar til Stokbro

Forleden fik jeg en mail, hvor jeg blandt andet blev spurgt om, hvorvidt der stadig er brug for filosofisk tænkning? Det var faktisk et rigtig godt spørgsmål, da det implicerede, at jeg måtte overveje, hvad der egentlig definerer en filosofisk tankegang. Normalt skelner jeg ellers ikke mellem almindelig tankegang og filosofisk tænkning, men det blev jeg så tvunget til i den pågældende situation. Stokbro har før været inde på emnet i hans meget interessante blogindlæg Decentrering, dissemination (filosofi). Her beskriver Stokbro sin egen tilgang til filosofi og hvilken form for kritik, der kan rettes mod den: ”Det jeg egentlig kan kritiseres for, mht. manglende empiri og en metafysikkritisk tilgang til filosofien, er, at jeg ikke er filosofisk (nok) eller filosofisk dannet, at mine tekster er for eksperimenterende og således aldrig rigtig kommer frem til noget.” Jeg mener ikke, at der skulle være noget belæg for at sige, at Stokbro ikke er filosofisk nok. Ligeledes mener jeg heller ikke, at det nødvendigvis skulle være en ulempe ikke at være filosofisk (ud)dannet. For desværre kan man ikke sætte lighedstegn mellem det at have en uddannelse indenfor filosofi og så det at være en stor filosof. Ganske ligesom, at man heller ikke nødvendigvis bliver nogen god psykolog, bare fordi man har taget en uddannelse indenfor psykologi. Jeg mener heller ikke, at tekster kan være for eksperimenterende. Det er kun skønt, hvis en filosofisk tekst er eksperimenterende – specielt hvis det eksperimenterende ikke bare består af akademisk vrøvl. For der findes jo allerede alt for mange kedelige og ligegyldige tekster – som jeg af princip nægter at kalde filosofiske. Nej, filosofi må involvere mere end blot opremsningen af diverse filosofiske spørgsmål og så nogle selvindlysende konsekvenser heraf. Så lad os endelig få nogle flere eksperimenterende tekster! Ethvert skridt væk fra middelmådigheden og det forudsigelige byder jeg velkommen til hver en tid!

Der, hvor Stokbros og min forståelse af filosofi adskiller sig fra hinanden er det punkt, hvor Stokbro selv hævder, at han ”aldrig rigtig kommer frem til noget”. Og hvorfor er det så, at Stokbro ikke gør det? Det giver han selv svaret på senere i teksten, hvor han beskriver, hvorledes hans filosofi ikke er resultatorienteret og derefter tilføjer sætningen: ”men i dybeste forstand filosofisk”. Altså sætter Stokbro selv lighedstegn mellem det filosofiske og det manglende svar eller udeblevne resultat. Og dermed har Stokbro selv defineret den filosofiske tænkning, så den per definition aldrig kan nå frem til et resultat, for dermed ville den ophøre med at være filosofisk. Det er altså ikke filosofisk at nå frem til nogen form for sandhed eller erkendelse. Det forklarer også samtidig, hvorfor Stokbro (med hans egne ord) endnu ikke er ”kommet til noget begreb om sandhed eller erkendelse ”. Dermed er det heller ikke så overraskende, at Stokbros filosofi ikke når frem til dette ”noget” – hvilket vel i virkeligheden bare er en anden betegnelse for sandhed eller erkendelse.

Stokbro skriver også, at den filosofiske tanke skal bedømmes ”på dens smidighed og dens bevægelse (dvs. dens frihedsgrader), men også på dens evne til skepsis - dvs. på dens evne til skeptomai: skue, se sig omkring.” Det er jeg helt enig i, hvilket jeg også selv har formuleret i et af mine seks krav til en filosof. Men jeg mener også, at den filosofiske tænkning må implicere, at man evner at skelne mellem fantasi og virkelighed. For virkeligheden er ikke alene udgjort af tænkningen og dermed er virkeligheden også med til at opstille nogle rammer for tænkningens frihed, hvilket også samtidig udgør grundlaget for sand erkendelse. Det er her, hvor jeg, modsat Stokbro, mener, at empiri og logik spiller en ret væsentlig rolle. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Stokbro vælger at fastholde dette syn på filosofisk tænkning. Er det i virkeligheden et tegn på en romantisk verdensopfattelse? Er verden mere spændende eller eksotisk, hvis der ikke findes nogen endegyldige svar på de filosofiske spørgsmål? Det mener jeg ikke nødvendigvis. Efter min mening så skal en sand filosof ikke bare stille spørgsmålene – men må også give nogle svar. For hvad skulle pointen ellers være med at filosofere over spørgsmålene? Men måske mener Stokbro slet ikke, at der er eller skal være nogen pointe med at filosofere.