Stokbro er kommet med nogle meget interessante svar og forklaringer (her og her) på mit tidligere blogindlæg Om filosofisk tænkning, hvilket jeg naturligvis også gerne vil knytte nogle kommentarer til. Først vil jeg gerne afvise, at jeg skulle mene, at filosofi er det samme som formidling. Man kan sagtens have filosofiske tanker uden at være i stand til at formidle dem videre til andre mennesker. Der, hvor jeg mener, at formidlingen spiller en helt afgørende rolle, er mere i forhold til forståelsen blandt andre mennesker. For selvom at den manglende formidling eller forståelse ikke per definition gør de filosofiske tanker mindre filosofiske, så er spørgsmålet jo stadig, hvor meget man reelt kan bruge de filosofiske tanker til, hvis ingen forstår dem.
Stokbro skriver: ”Jeg mener altså nok, at der kan være en pointe med filosofien uden at den dermed hænges op på en sandhed.” Her er mit umiddelbare spørgsmål, hvilken pointe der skulle være med filosofien, hvis der ikke findes nogen form for sandhed? Stokbro afviser også både metode, erkendelse og sandhed ud fra en forståelse af virkeligheden som værende afhængig af begrebsdefinitioner og tradition. Men virkeligheden er jo ikke alene udgjort af sproget, begreber eller traditioner, selvom disse helt klart også har en stor betydning for menneskets forståelse af virkeligheden. For virkeligheden har jo også en materiel side, som har eksisteret lang tid før menneskets eksistens og som er fuldkommen uafhængig af, hvad mennesket tænker og forstår ved de forskellige begreber og traditioner. Det gør det også muligt for mennesket at finde frem til en sandhed, som ikke forandrer sig, uanset hvilken teori eller tradition det enkelte menneske betragter verden ud fra. Hvilket jeg også allerede en gang tidligere har argumenteret for i en lignende diskussion med Stokbro (Den videnskabelige filosofis overlevelse).
Til sidst bliver jeg beskyldt for at skulle være liberal-kapitalistisk, bare fordi jeg mener, at filosofien skal have et formål. Men et formål behøver jo ikke nødvendigvis at handle om merprofit eller optimering, så mon ikke den beskyldning nærmere skyldes fordomme omkring min interesse for økonomisk teori, budgetplanlægning og udgiftspolitik? Her vil jeg da også godt til almen oplysning påpege, at der faktisk også findes andre formål indenfor økonomisk teori og budgetplanlægning end blot profitoptimering. Jeg mener heller ikke, at selve den filosofiske tanke nødvendigvis skal være resultatorienteret eller rettet mod noget bestemt resultat. Det betyder bare, at tænkningen HAR et resultat. Hvilket også gælder for Stokbros tanker - uanset om han vil være ved det eller ej.
11 kommentarer:
HA HA ... jeg håber ikke du tog dig det liberal-kapitalistiske for nært, og kaldte dig iøvrigt ikke liberal-kapitalist, men sagde (lidt i spøg) at du måske inkluderede deres drøm om profitoptimering. Forresten vidste jeg ikke,, du havde så dybt perverse lyster ;)
Derudover har du selvfølgelig ret mht. formidlingen.
Jeg har haft en lignende diskussion med Søren E. omkring virkelighed og sprog. Vi to er enige om virkelighedens autonome eksistens, men ikke om graden af autonomi. Mit forhold til virkeligheden er udsprunget af Kants skelnen omkring das Ding an sich og das Ding für uns, mellem virkelighed og sprog i mit vokabular. Lad mig citere Johs. Sløk:
”Først i sproget træder tingene frem i belysning og får deres betydning; sproget er virkelig som et lys, de gør tingene synlige. Derfor udvider sprogets fornyere verden. Forplantning f.eks. har man naturligvis altid kendt, men kærlighed med alt, hvad dette ord involverer, er først trådt ind i menneskets verden, da digteren lærte os det – gennem sproget.” (”Gud, menneske, kosmos” s. 23-24).
Jeg hæfter mig ved det, han siger om kærligheden. Virkeligheden med al dens objektivitet har ikke ændret sig, det har vores opfattelse af den, men det betyder jo også, at virkeligheden ser anderledes ud.
Det sidste du skriver omkring resultater, vil jeg også give dig ret i. I mit første svar til dig skriver jeg om det at træde ved siden af og om lokaliteter. Lokaliteten definerer en sandhed omend den kun kan være provisorisk, som jeg siger, fordi den alene kan have betydning for det "sted", den udtales.
@ Stokbro:
Det bliver nok til en del gentagelser i forhold til vores tidligere diskussioner… men det er jo meget godt lige at få dem ridset op ind imellem :O)
I forlængelse af dit Kant-skel mellem Ding an Sich og Ding für Uns og dit Sløk-citat - og ikke mindst dine pointer om tænkningens virkninger - står du med følgende grundlæggende problemer, mener jeg:
1. Først en immanent kritik - den gode gamle post-kantianske-idealistiske indvending: Hvis tingene først træder frem med ’sprogets belysning’ – hvordan kan du så med rimelighed hævde, at der i det hele tage ER ting før denne belysning? Det forbliver jo et DOGME, eftersom det angiveligt først er med sproget, at der gives ting. Jeg har før givet dig stemplet ’idealist’, men kan udskifte mit stempel til et hypotetisk af slagsen: SÅFREMT du ikke vil være dogmatisk – hvilket du med dit fokus på den skeptiske tænkning indirekte har erklæret, at du ikke vil – BØR du rimeligvis tage konsekvensen og blive idealist. Stemplet siger altså, at du ikke tager dit eget udgangspunkt seriøst nok. Du kaster den uafhængige virkelighed ind som en ad hoc-tese from nowhere, der redder dig fra at blive idealist.
2. Hvis vi tager udgangspunkt i analyser af tingene, som de fremtræder for os (’für Uns’) – hvilket du må gøre qua din kantianske erklæring – så må vi tilnærme os at analysere denne fremtræden adækvat. Dvs.: Hvis der er træk ved denne fremtræden, som ikke passer ind i vores præsentation af vores erkendesituation, så har vi et FORKKLARINGSPROBLEM. Og det vil jeg hævde, at du har: Tingene fremtræder ofte ’formede’, eller betydnings-fulde, FØR sprogliggørelsen af den. Sproget er vigtig for vores refleksive erkendelse, men al erfaring er ikke refleksiv. Der er masser af ting, jeg synes at kunne forstå, uden at de nødvendigvis er sprogliggjorte. Jeg har tavs viden, fx: Denne viden er jo stadig til stede uden at være sprogliggjort, selv om sprogliggørelsen bidrager til en YDERLIGERE refleksiv belysning af den og muliggør dens kommunikerbarhed. Sproget er heller ikke det, der PRIMÆRT belyser mit indre liv - mine følelser, mine intentioner etc. - for mig. Mit bevidsthedsliv er KENDETEGNET ved at være umiddelbart belyst for mig, selv om jeg ikke har sprogliggjort det. Det er dette træk, der adskiller mit møde med mine indre tilstande fra mit møde med andre ting eller væsner.
Hvordan kan du i din begrebsverden forklare dette? To muligheder, for mig at se: Du kan fastholde dogmatisk, at al forståelse er sproglig og bare benægte ovenstående. Benægte, at der gives umiddelbar forståelse. I så fald vedbliver forklaringsproblemet (jf. ovenstående), og uden en forklaring forbliver det et dogme.
Eller du kan revidere det gængse begreb om ’sprog’ til at indbefatte det umiddelbare bevidsthedsliv.
Du tog den sidste udvej sidst, vi diskuterede, så vidt jeg husker. I så fald er vi ikke principielt uenige, så diskuterer vi bare benævnelser. Problemet med din ekstremt brede brug af ’sprog’ (til også at indbefatte det umiddelbare bevidsthedsliv) bliver blot, at så umuliggøres i det hele taget en sproglig skelnen mellem det formidlede og refleksive på den ene side og det umiddelbare på den anden side. Vi kan ikke være kritiske uden at skelne.
Ydermere: Almindelige ting fremtræder altid allerede SOM uafhængige af, AT de fremtræder. Dette træk ved tingene ’for os’ kan du ikke forklare, hvis du fastholder dogmet om, at vi ikke har tilgang til 'tingene selv'. Du skaber en unødig dualisme mellem verden og os, der ikke er i overensstemmelse med selve den måde, tingene gives ’for os’. Jeg siger ikke, at du ikke KAN have ret – jeg siger, at du har et forklaringsproblem, og at det derfor er usandsynligt, at du har ret: Hvordan fremtræder tingene for os som uafhængige, hvis vi ikke har tilgang til dem? Er det ikke mere oplagt at antage, at vores begrebsverden (vores ’metoder’, ’sandheder’ og ’erkendelse’) ikke KUN er et produkt af tilfældige tids- og rumlige forhold, men at de OGSÅ er produkt af tingene selv? Virkeligheden ('tingene selv')synes med andre ord at begrænse vores begrebskonstruktioner. Virkeligheden ’trænger sig på’.
3. Om instrumentaliseringen af erkendelse/viden: Du synes at indtage den position, at enhver instrumentalisering er problematisk og reproducerer ’det bestående’ eller lignende. Her rammer Louise jo plet: ”… tænkningen HAR et resultat. Hvilket også gælder for Stokbros tanker - uanset om han vil være ved det eller ej.” Det interessante spørgsmål er HVILKET resultat, ikke OM der er et. Det er en stråmand at hævde, at enhver korrespondensteoretisk sandhedsteori reproducerer den bestående samfundsordens logik. Nogle gør måske (de evidens-fetichistiske af slagsen). Andre (mere moderate versioner, fx en ’minimal korrespondensteori’, som jeg selv hælder til) gør bestemt ikke.
Du synes inspireret af Zizek. Jeg vil ikke påstå, at man skal tage Zizek alt for alvorligt i alkt, hvad han siger. Men han har i hvert fald denne pointe, som jeg i vores forbindelse – om tænkningens virkninger – mener, at vi bør tage seriøst. Den ’liberalisering’ af sandheden, som du og mange andre står for, er NETOP den fortælling i tiden, der mest af alt (bemærk: ikke 'nødvendigvis', 'men mest af alt') bidrager til at reproducere det liberalistisk-kapitalistiske system. Den relativisme, som den principielle afvisning af ENHVER universelt prætenderet position udgør (ikke blot de dogmatiske af slagsen, som selvfølgelig skal kritiseres), FORHINDRER netop muligheden for et radikalt nyt blik på det politiske. Den bliver til dyrkelsen af det partikulære: I stedet for at kritisere Systemet ud fra universelle normative standarder, reduceres kritik til partikulære identitetskonflikter. Kritikken bliver moralsk blind, når den ikke vil vedkende sig universelle standarder.
Hvor langt man kan trække Zizeks pointe, er jeg selv i tvivl om – men den er værd at gruble over, hvis man tager tænkningens virkninger seriøst.
MVH
@ Søren E
Jeg vil starte med det sidste omkring Žižek, fordi det er det hurtigste at besvare; en af mine kolleger har allerede klargjort Žižeks pointe for mig, og som jeg også sagde ovre på CVA, så er jeg meget delt i spørgsmålet omkring en ”libealisering af sandheden”. Nu mener jeg ikke, som analytikeren derovre gjorde, at Deleuze og Foucault kan gøres til talsmænd for at anything goes. Spørgsmålet er, hvordan mine egne tanker vil komme til at navigere i det spændingsfelt. Dermed også være sagt, at jeg ikke kan garantere, at jeg har det helt samme standpunkt, som da vi diskuterede sidst. Under alle omstændigheder er det nogle væsentlige indsigelser, du har, og jeg vil gøre mit bedste for, om ikke formulere et svar til dem, så dog tænke i forlængelse af dem.
Du fremsætter den kritik imod mig, at jeg benytter den erfaringsuafhængige virkelighed som en ad hoc-tese, og jeg fornemmer, at du mener, at jeg måske bruger denne tese som en grundliggende fantasi, der skal skærme mig imod at blive en fuldbyrdet idealist. Med idealist tror jeg, at du mener en person, hvis udgangspunkt er, at der ikke findes en erfaringsuafhængig eller objektiv virkelighed, at altså mine forestillinger om verden ER verden. Med andre ord benytter jeg den erfaringsuafhængige virkelighed som en nødbremse og efter forgodtbefindende. Lad os tage tyren ved hornene. Når et apparat registrerer vægten på et stof, så er det præcist inden for de rammer vi har sat som gældende for den givne måling; det samme gælder inden for matematikken, 1+1 vil altid give 2. Inden for de eksakte videnskaber giver målinger et objektivt billede af virkeligheden. Min interesse ligger inden for fortolkning. Det er her sproget begynder at spille med. Det er med andre ord på hele det kulturelle/sociale plan. At jeg lige nu sidder og skriver på min computer bliver ikke anderledes af at sproget blander sig, det gør derimod min stemning og oplevelelse af denne handling.
Jeg tror ikke på enheden i tænkningen, slet ikke i min egen. Du går ud fra, tror jeg, at mine tanker skal danne en helhed, men hvorfor skulle de? Kunne de ikke have sin egen værdi som delelementer i virkeligheden? At delen skal være del af en større helhed er en metodologisk fordom. Inden for psykologien har man opgivet de store altomfattende teorier for til gengæld at danne, hvad jeg vil kalde, lokale teoriudkast.
Jeg er fuldstændig enig med dig i at tingene ofte fremtræder ”’formede’, eller betydnings-fulde, FØR sprogliggørelsen af den.”, hvis vi med sprogliggørelse, lige som du, mener, at den er et refleksivt medium. Det er ikke det, jeg mener med sprog. Sproget er en struktur, der går forud for det førsproglige; f.eks. en ikke-refleksiv, i din sprogbrug en førsproglig, oplevelse af kærlighed (kan den overhovedet være andet end førsproglig?) er allerede farvet af romantikkens omvurdering af kærligheden, som Sløk talte om i citatet. Det er ikke fordi sproget sådan set omfatter andet eller mere end sproget, men sproget er den måde, vi konfirmeres i virkeligheden på. Så det kan godt være, at en måling giver et objektivt resultat (og det gør den ikke altid), men fortolkningen af denne måling bakser altid allerede med sproget og de givne signaturer.
I forlængelse heraf kan jeg vist besvare dit spørgsmål: ”Hvordan fremtræder tingene for os som uafhængige, hvis vi ikke har tilgang til dem?” Er det ikke netop fordi vi ikke har tilgang til dem, at de fremtræder for os som uafhængige? At vi ikke har tilgang til dem, betyder jo ikke, at de ikke eksisterer, det betyder alene, at de er os fremmede – akkurat som andre mennesker er. Men hvor gerne vi end ville det, så kommer en stol aldrig til at kunne gå, og vi kommer aldrig til at flyve uden mekanisk hjælp. Men virkeligheden trænger sig ikke på og det kan den ikke, fordi den ikke kan være aktivt agerende, som dette at trænge sig på antyder. Det er en metaforisk konstruktion, som skal kaste lidt objektivitet over sagerne. Det ville være mere i overensstemmelse med virkeligheden at hævde, at vi bruger tingene.
Jeg var og er også enig med Louise i, at tænkningen har et resultat. Men vi bør vel også skelne mellem naturvidenskab og filosofi? Det er ikke de samme resultater filosofien er ude efter som naturvidenskaben, hvis jeg kan tillade mig sådan at skære områderne over en kam. For mig er tænkningens resultat en destruktiv handling, dvs. den får rystet et givet fundament (som dine kommentarer ryster mine fundamenter). Men enhver sådan rystelse er også selv udgangspunkt for en ny sandhed, så enhver destruktiv handling må også indeholde et element af selvdestruktion.
@ Søren E: Det er en meget fornem forklaring, som du her kommer med i forbindelse med Stokbros kommentar. Og jeg er da heller ikke sikker på, at jeg selv kunne have formuleret det lige så præcist og flot, som du her gør. Specielt kan jeg godt lide dit spørgsmål omkring, hvordan Stokbro med rimelighed kan hævde, at der ER ting før belysningen, din påpegning af, hvordan en for bred brug af ordet ’sprog’ gør det umuligt at skelne sprogligt mellem det formidlede og refleksive og hvordan afvisningen af universelle standarder kan reducere kritik til blot at være identitetskonflikter. Meget imponerende! Mange tak for kommentaren – den værdsætter jeg meget. Selvom jeg da også gerne lige vil gøre dig opmærksom på, at dine kommentarer faktisk tit kunne have været nogle rigtig gode blogindlæg! :-D
@ Stokbro: Jeg overlever! Tro mig, jeg er blevet kaldt langt værre ting gennem tiden! :-D Men det er da rart at høre, at vi trods alt er lidt enige. Men med hensyn til diskussionen, så er der vist ikke rigtig nogen grund til, at jeg prøver på at uddybe Sørens meget grundige forklaring, så jeg vil nøjes med at kommenterer din sidste kommentar:
Stokbro: Men hvor gerne vi end ville det, så kommer en stol aldrig til at kunne gå, og vi kommer aldrig til at flyve uden mekanisk hjælp. Men virkeligheden trænger sig ikke på og det kan den ikke, fordi den ikke kan være aktivt agerende, som dette at trænge sig på antyder. Det er en metaforisk konstruktion, som skal kaste lidt objektivitet over sagerne. Det ville være mere i overensstemmelse med virkeligheden at hævde, at vi bruger tingene.
Jo, virkeligheden trænger sig på, da vi netop ikke bare bruger tingene. Tingene bruger eller (mere korrekt formuleret) påvirker også os. Det findes der masser af eksempler på som f.eks. tyngdekraften. Selvom du ikke forstår tyngdekraften, så påvirker tyngdekraften dig stadig, så du ikke bare svæver frit rundt i rummet. Din manglende erkendelse, forståelse eller evne til sprogligt at formulere tyngdekraften ændrer ikke på tyngdekraftens konstante aktive påvirkning af din krop og derfor begrænser virkeligheden (tingene i sig selv) også din erkendelse og forståelse af verden.
Stokbro: Jeg var og er også enig med Louise i, at tænkningen har et resultat. Men vi bør vel også skelne mellem naturvidenskab og filosofi? Det er ikke de samme resultater filosofien er ude efter som naturvidenskaben, hvis jeg kan tillade mig sådan at skære områderne over en kam. For mig er tænkningens resultat en destruktiv handling, dvs. den får rystet et givet fundament (som dine kommentarer ryster mine fundamenter). Men enhver sådan rystelse er også selv udgangspunkt for en ny sandhed, så enhver destruktiv handling må også indeholde et element af selvdestruktion
Ja, man kan godt skelne mellem naturvidenskab og filosofi, men hvorfor skulle det dog være nødvendigt? Du skriver: ”Det er ikke de samme resultater filosofien er ude efter som naturvidenskaben.” Her vil jeg meget gerne have uddybet ordene ”de samme”! For jeg mener sagtens, at man kan stille præcis de samme krav til resultaterne, uanset om man taler om naturvidenskab, humaniora eller samfundsvidenskab. Men ja, filosofi er på sin vis en destruktiv handling, men det er naturvidenskaben vel også – den har det bare ikke som sit eneste formål. Men det har filosofi vel heller ikke, da filosofi jo også er konstruktiv i den forstand, at filosofien også peger i retningen af sandheden. Hvilket du jo også selv medgiver. Så uenigheden ligger vel nærmere i vores definition af sandhed – for der, hvor du taler om den NYE sandhed, der taler jeg om sandhedEN. Mange tak for dine spændende kommentarer! :-D
@ Louise
Du "mener sagtens, at man kan stille præcis de samme krav til resultaterne, uanset om man taler om naturvidenskab, humaniora eller samfundsvidenskab." Du bliver nødt til at fortælle mig, hvad du mener med det. Naturvidenskaberne arbejder med en vis objektivitet og gentagelighed, som man (uanset hvor meget man prøver) aldrig kan overføre på fortolkningsvidenskaberne, hvilket også afspejler sig i de anvendte sandhedsbegreber. Der er nok større sandsynlighed for at finde en korrespondensteoretisk sindede videnskabsmand blandt hardcore-naturvidenskaberne end på humaniora.
"Så uenigheden ligger vel nærmere i vores definition af sandhed – for der, hvor du taler om den NYE sandhed, der taler jeg om sandhedEN." Jeg er næsten helt sikker på, at vi har misforstået hinanden. For jeg ville aldrig kunne tale om sandheden i forbindelse med det, jeg skrev om at et eksperiment hurtigt kan forbene til en sandhed (dogmatikken).
Virkeligheden begrænser os på NOGLE områder, den begrænser os ikke bare som sådan. At trænge sig på: udtryk for at noget ikke kan udsættes eller at være pågående. Den sidste betydning af at være nærgående eller anmassende kan virkeligheden ikke være. Og virkeligheden (er efterhånden et pseudorealt begreb i denne diskussion) er noget af det letteste at udsætte. Nej, vi kan ikke udsætte tyngdekraften, men hvad har det overhovedet med mit udgangspunkt at gøre? Jeg har aldrig været i nærheden af at betvivle DEN virkelighed. Husk lige, at det ikke er mig, der på noget tidspunkt har betvivlet tingenes autonome realitet- jeg har derimod sagt, at vi ikke kan have et udtømmende forhold til tingene. Så selvfølgelig påvirker tingene os, men det er meget langt fra at de faktisk er anmassende. Med den form for retorik gives tingene en egen vilje, hensigter og følgelig et bevidsthedsliv - og det mener I formentlig ikke.
Stokbro: Du "mener sagtens, at man kan stille præcis de samme krav til resultaterne, uanset om man taler om naturvidenskab, humaniora eller samfundsvidenskab." Du bliver nødt til at fortælle mig, hvad du mener med det. Naturvidenskaberne arbejder med en vis objektivitet og gentagelighed, som man (uanset hvor meget man prøver) aldrig kan overføre på fortolkningsvidenskaberne, hvilket også afspejler sig i de anvendte sandhedsbegreber.
”Jeg fastholder generelt en metodologisk enhedsvidenskab, hvilket vil sige, at jeg ikke mener, at der er de store metodiske forskelle mellem human-, samfunds- og naturvidenskab. Alle former for videnskab prøver på at forstå, forklare og fortolke diverse kendsgerninger og dermed skabe en viden omkring mennesket og naturen. Men dermed har jeg ikke sagt, at genstandsområderne er fuldkommen identiske eller at man nødvendigvis kan opnå den samme form for objektivitet indenfor alle fagområder.” (Citat fra vores diskussion fra Den videnskabelige filosofis overlevelse). MEN det betyder naturligvis ikke, at jeg afviser, at nogle fagområder er mere fortolkningsvidenskab end hardcore videnskab. Men det ændrer ikke ved det faktum, at man stadig godt kan stille de samme videnskabelige krav til undersøgelserne, analyserne og de kvalitative interviews indenfor fortolkningsvidenskaben. Hvis jeg skulle formulere det på en anden måde, så kunne jeg også spørge dig, hvorvidt du mener, at alle fortolkningsanalyser er lige gode? Og hvorvidt du mener, at det blot skulle være et spørgsmål om smag og perspektiv?
Stokbro: Der er nok større sandsynlighed for at finde en korrespondensteoretisk sindede videnskabsmand blandt hardcore-naturvidenskaberne end på humaniora.
Det har jeg desværre ikke rigtig noget belæg for hverken at kunne afvise eller bekræfte, men umiddelbart ville jeg da også gætte på, at du har ret i din påstand.
Stokbro: Husk lige, at det ikke er mig, der på noget tidspunkt har betvivlet tingenes autonome realitet- jeg har derimod sagt, at vi ikke kan have et udtømmende forhold til tingene.
Her kunne det være interessant at vide, hvad du helt præcist mener med udtømmende forhold! Mener du med udtømmende det faktum, at mennesket aldrig kan have et forhold til tingene som Das Ding an sich, da de altid vil være Das Ding-für-uns?
Stokbro: Så selvfølgelig påvirker tingene os, men det er meget langt fra at de faktisk er anmassende. Med den form for retorik gives tingene en egen vilje, hensigter og følgelig et bevidsthedsliv - og det mener I formentlig ikke.
Nej, naturligvis tilskriver jeg ikke tingene nogen form for bevidsthed eller vilje, da jeg her hovedsagligt tænkte på kausalitet, men derudover så består virkeligheden jo også af andre væsner som mennesker og dyr, som også har vilje og bevidsthed.
Mange tak for kommentaren! :-D
"derudover så består virkeligheden jo også af andre væsner som mennesker og dyr, som også har vilje og bevidsthed."
Sandt nok, Louise, men så er der en anden diskussion vi skal have styr på først, for for at vi kan tale om vilje, altså en viljeshandling, så er vi vel også nødt til at postulere et jeg, der kan ville og dvs. et jeg, der VED, hvad det vil - altså et gennemlyst jeg, der er alle sine processer bevidst. Det vil sige i bedste fald kan vi have et førbevidst, men ikke et ubevidst. Med det ubevidstes indtog kan vi ikke længere naivt postulere en vilje.
Egentlig burde jeg ikke have benyttet mig af Kants skelnen på noget tidspunkt, da das Ding an sich foregøgler en sand verden bagom fremtrædelsernes verden. Jeg tror ikke, vi kan komme bagom perspektiverne/optikkerne (her er noget der skal gennemtænkes på min konto), sagt på en anden måde: den sande verden er også en fortolkning osv..
Jeg mener godt, at man kan tale om vilje, uanset om en person er bevidst omkring sine egne motiver for handling eller ej. Hvis ordet vilje kun kunne bruges meningsfuldt omkring de mennesker, som er ”alle sine processer bevidst”, så ville det jo være det samme som at eliminere ordet. Men jeg forstår ikke helt, hvorfor det ubevidste skulle stå i modsætning til vilje, så det vil jeg da egentlig gerne have uddybet!
Stokbro: Egentlig burde jeg ikke have benyttet mig af Kants skelnen på noget tidspunkt, da das Ding an sich foregøgler en sand verden bagom fremtrædelsernes verden. Jeg tror ikke, vi kan komme bagom perspektiverne/optikkerne (her er noget der skal gennemtænkes på min konto), sagt på en anden måde: den sande verden er også en fortolkning osv..
Skal det betyde, at du ikke længere mener, at der nødvendigvis er noget bag perspektiverne? For det lyder mistænkeligt meget, som om at du endnu engang er vendt tilbage til idealismen, når du skriver, at den sande verden også bare er en fortolkning! Findes der ikke stadig en sand verden bag perspektiverne – også selvom mennesket ikke har direkte adgang til den?
Mange tak for kommentaren!
Hvem ved hvor jeg vender mig hen ;)
"Findes der ikke stadig en sand verden bag perspektiverne – også selvom mennesket ikke har direkte adgang til den?"
Men hvis vi ikke har direkte adgang til den, hvordan kan vi så, gennem vores fortolkninger, vide os sikre på, at nu er vi ved den sande verden?
Hvad skulle der være i vejen for at eliminere ordet vilje? Vilje indbefatter en bevidst, villet handling; hvis vi ikke er sikre på, hvor vores intentioner stammer fra, hvordan kan vi så vide "hvad" der vil?
Fordi man ikke behøver ikke at vide, ”hvad der vil” for at vide, hvad man vil. For mig er vilje den kraft som ligger bag ethvert valg, beslutning eller handling. En manglende bevidsthed omkring motiverne bag ens vilje, mener jeg ikke betyder, at viljen er elimineret. Det betyder blot, at mennesket ikke er sig selv eller sine motiver bevidst. Viljen eksisterer stadig. Det eneste tidspunkt man måske kan tale om en manglende vilje er, når et mennesket ikke vil noget eller ikke har nogen mål.
Tak for kommentaren! :-D
If you two do decide to go at it, have fun. ,http://socialfaith.ignathanianreligion.com//index.php?p=blogs/viewstory/19300
Send en kommentar