Er filosofi lig med mange irriterende spørgsmål?

Jeg har i et stykke tid tænkt lidt over den her artikel fra the Onion: Guy In Philosophy Class Needs To Shut The Fuck Up. Selvom artiklen er meget sjovt skrevet og jeg også sagtens kan forstå problematikken, så er min første umiddelbare reaktion alligevel: hvorfor gik den fyr ikke på mit hold, da jeg var studerende? Jeg foretrækker til hver en tid folk, som konstant stiller irriterende filosofiske spørgsmål, frem for bare at terpe de filosofiske tekster med en vis kedelig ligegyldighed og manglende engagement i de filosofiske problemstillinger. Umiddelbart så syntes jeg også, at det måske er værd at overveje, hvorvidt det ikke burde være en væsentlig del af det at læse filosofi, at man også selv overvejer de forskellige filosofiske spørgsmål og diskuterer dem med andre. Så derfor bør filosofisk læsning også automatisk medføre en masse filosofiske spørgsmål – uanset om andre så finder dem irriterende eller ej.

Rihanna - for fræk og dyster til Youtube?

Egentlig så havde jeg den opfattelse, at Rihanna bare var endnu en kedelig popsanger. Hendes første album Music of the Sun virkede mest af alt som kedelig dancepop, selvom Pon de Replay da havde lidt potentiale med nogle gode beats. Rihannas næste album A Girl Like Me havde også nogle fede beats (som f.eks. SOS) og Unfaithful viste da også, at Rihanna muligvis havde lidt mere dybde. Sidste år udkom så hendes tredje album Good Girl Gone Bad, hvor jeg for alvor lagde mærke til singlen Shut Up and Drive og den lidt pudsige kærlighedsballade Hate That I Love You. Men det var først med genudgivelsen af Rihannas tredje album og singlen Disturbia, at Rihanna for alvor fangede min opmærksomhed. For Disturbia er langt fra nogen almindelig popsang og derfor er den også meget omdiskuteret på nettet. Her diskuterer folk både forskellige alternative tolkninger af sangen og selve ordet disturbia. Da disturbia ikke er noget rigtigt ord, så ser jeg umiddelbart ordet som en sammensætning af ordene suburbia og emotional disturbance. Og da Rihanna selv begynder sangen med ordene: “What's wrong with me? Why do I feel like this? I'm going crazy now” og derefter forsætter med: “Nothing heard, nothing said, Can't even speak about it, All my life out my head, Don't want to think about it, Feels like I'm going insane”. Så mener jeg, at disturbia må referere til en psykologisk tilstand. Rihanna forklarer også i sangen, hvordan den psykologiske tilstand føles: ”It's a thief in the night, To come and grab you, It can creep up inside you, And consume you, A disease of the mind, It can control you, I feel like a monster.” Desværre så fremgår det ikke særlig klart af teksten, hvilken form for psykologisk forstyrrelse Rihanna egentlig beskriver, men til gengæld så gør hun hensigten med sangen meget klar med ordene: ”I gotta get out, Or figure this shit out, It's too close for comfort”.

Derfor var jeg også meget fascineret, da videoen til Disturbia blev udgivet den. 24. juli. Ligesom Steinkog, så mener jeg nemlig også, at videoen har en fantastisk sammenhæng mellem både musik, tekst og video. Steinkog har også tidligere påpeget, hvordan videoen meget fornemt understreger tekstens betydning igennem flere forskellige visuelle virkemidler og dermed overfører stemningen til publikum. Hvilket er en enorm intens og dyster stemning som både er præget af sindsforvirring og utryghed. Den mentale sindsforvirring fremstilles meget overbevisende gennem scenografien som spiller på flere forskellige elementer fra gyserfilm. Rihannas advarsel fra slutningen af sangen: ”Put on your brake lights, We're in the city of wonder, Ain't gonna play nice, Watch out, you might just go under, Better think twice, Your train of thought will be altered, So if you must faulter, be wise.” Hvilket til sidst fører frem til Rihannas lidt truende spørgsmål: ”Am I scaring you tonight?” I videoen har man understreget det farlige aspekt ved at give Rihanna ensfarvede øjne og fremstille hende som sindssyg. Derudover viser man hende også undervejs i videoen i selskab med en fugleedderkop, hvor hun kysser en udstoppet hund og rører intimt ved en mannequindukke. En af de mest geniale ideer i videoen er den konstante fremstilling af Rihanna som værende holdt fanget. Den visuelle fremstilling af Rihannas tilfangetagen, ved enten at være bundet eller bag tremmer, virker nemlig på to vidt forskellige planer optimalt i forhold til teksten. For det første, så understreger det følelsen af den mentale sindsforvirring og for det andet, så kan man også se tilfangetagelsen som et udtryk for, at Rihanna er fanget i sin psykologiske tilstand. Rihanna bliver også flere gange i videoen løftet op af flere forskellige mennesker, hvilket også er med til at understrege følelsen af manglende kontrol. Yderligere hiver Rihanna også undervejs i en tyk tung jernkæde, som hun har omkring halsen, for visuelt at illustrere den psykologiske tilstands følelse. Derudover spiller videoen også på en lang række forskellige seksuelle undertoner, hvilket måske også er begrundelsen for, at det for tiden er svært at finde videoer med Rihanna på Youtube. Hvad folk så finder mest provokerende - det er jeg ikke helt klar over. Er det den dystre stemning eller de seksuelle undertoner? Eller evt. kombinationen? Men det er da heldigvis ikke helt umuligt at finde Disturbia videoen i superb kvalitet.

Hvorfor er udråbstegn dårlig stil?

Forleden var jeg til en konference, hvor Jakob Lindgaard (ekstern lektor, Filosofi, KU) kom med en meget interessant bemærkning omkring udråbstegn. Han hævdede nemlig, at ens brug af udråbstegn ofte hænger sammen med, hvor meget man har læst af Søren Kierkegaard. Lindgaard pointerede også yderligere, at han anså alt for mange udråbstegn som et udtryk for lidt for meget fodstampen. Her må jeg hellere for god ordens skyld nævne, at hans kritik tog udgangspunkt i hans egen brug af udråbstegn i en oversigt og dermed nok mest af alt skal ses som et forbyggende selvforsvar.

Men der står rent faktisk i den danske definition af udråbstegn på Wikipedia, at: ”Umådeholden brug af flere udråbstegn i træk anses ofte som meget dårlig stil.” Ligeledes gælder det for den engelske definition på Wikipedia: ”Overly frequent use of the exclamation mark is generally considered poor writing.” Det er naturligvis ikke en særlig heldig erkendelse, da undertegnede selv har en tendens til at bruge uhyggeligt mange udråbstegn. Men det er på den baggrund, at jeg vil hævde, at man generelt anser enhver form for brug af udråbstegn som dårlig stil. De eneste sammenhæng, hvor det er legitimt at bruge udråbstegnet er i skønlitteratur og meget useriøse sammenhæng. Hvilket vil sige sammenhæng, hvor man alligevel ikke vil gå op i stavefejl eller grammatiske fejl. Derfor har jeg også igennem årene gjort det til en fast vane, at jeg altid gennemgår min egen tekst i forhold til at minimere (eliminere) antallet af udråbstegn. Det er også ud fra den bevidsthed, at jeg aldrig skriver udråbstegn i forbindelse med officielle breve, arbejde eller lignende. Så det er rent faktisk muligt for mig at formulere en tekst uden at skulle bruge udråbstegn - selvom det langt fra falder mig naturligt!

Men hvorfor er det, at udråbstegnet bliver betragtet som dårlig stil? Umiddelbart så ligner udråbstegnet jo ethvert andet tegn som f.eks. komma og punktum, men ingen bliver provokeret, hvis man bruger dem i overdreven grad. Det skyldes måske det faktum, at udråbstegnet (modsat de to andre tegn) kan dække over en lang række forskellige følelser. Generelt bliver følelser jo anset som noget frygteligt upassende i mange forskellige sammenhæng og som noget man helst bør pakke pænt væk og kun lade komme til udtryk i de helt rette situationer og i den passende mængde. Lindgaard kaldte udråbstegnet for fodstampen. Det er egentlig en meget god illustration af udråbstegnets funktion i en tekst. For udråbstegnet er jo netop et kraftudtryk, som skal markere eller understrege betydningen og vigtigheden af de ord, som netop er blevet formuleret. Derfor skal man naturligvis heller ikke overdrive ens brug af udråbstegn i sådan en grad, at det til sidst har elimineret udråbstegnets funktion. Alt kan i sagens natur ikke være lige vigtigt. Men når det er sagt, så skal man også være opmærksom på, at kritikken af udråbstegnet ikke bliver til en slags intern sproglig jantelov. Du må ikke tro, at det, som du siger, er vigtigt. Sproglige regler bør være logisk og rationelt begrundet - ikke normativt eller æstetisk begrundet. Derfor var det måske heller ikke helt tilfældigt, at Søren Kierkegaard så stædigt fastholdte sin brug af udråbstegnet.

(Til sidst vil jeg gerne lige gøre opmærksom på et glimrende blogindlæg om Søren Kierkegaard: Sprogets svingdøre åbner både indad og udad.)

Humor - et effektivt masseødelæggelsesvåben mod terrorisme

Det er meget omdiskuteret, hvorvidt man må lave sjov med religion, men der har endnu ikke været de store diskussioner omkring, hvorvidt man må lave sjov med terrorisme. Derfor må man indtil videre antage, at det er helt i orden (så kan man jo altid lære af sine fejltagelser senere). Men umiddelbart så vil jeg også hævde, at humor kan bruges som et ganske effektivt masseødelæggelsesvåben imod enhver form for terrorisme. (Dette hævder jeg på baggrund af Wikipedias danske definition af masseødelæggelsesvåben, som værende en ”betegnelse for ikke-konventionelle våben, der har evnen til at medføre store, ukontrollerbare tab.”) Terrorisme handler ikke så meget om at slå folk ihjel, men mere om at skræmme folk og dermed skabe frygt og angst. Søren Kierkegaard har skelnet imellem angst og frygt ved at sige, at frygt har en genstand, mens angsten er genstandsløs. Terrorisme er på mange måder også genstandsløs, da terrorisme ofte rammer helt tilfældige mennesker uden nogen dybere begrundelse eller formål. Terrorisme har derfor også en meget mere omfattende og ødelæggende effekt på samfundet gennem angsten end gennem frygten for de konkrete ødelæggelser ved et terrorangreb. Derfor mener jeg også, at humor er et glimrende våben imod terrorismens ødelæggende og angstskabende effekt på et samfund. For gennem humor kan man sætte det alvorlige i et nyt perspektiv, hvor det ukendte eller skræmmende bliver gjort til genstand for latter. Dermed gør man det alvorlige og skræmmende til noget konkret og håndgribeligt, hvilket ødelægger ethvert grundlag for angst. Det er også begrundelsen for, at humor kan have en befriende effekt på ethvert alvorligt emne. Så derfor præsenterer jeg hermed endnu et effektivt våben i kampen mod terrorisme: En reklame for den nye dvd The World's Wildest Terrorist Video Bloopers:

En hyldest til det at skille sig ud 2 - Clement Kjersgaard

Clement Kjersgaard skiller sig helt klart ud. Det betyder naturligvis også, at folk har meget forskellige meninger omkring ham. De fleste, som jeg kender, kan godt lide Clement, men det langt fra altid sådan. Clement bliver ofte kritiseret både i medierne og rundt omkring på nettet for hans personlige og til tider aggressive stil. (Her syntes jeg, at enhver form for kritik, der tager udgangspunkt i hans fars evner, er under bæltestedet.) Men hvorfor er det egentlig, at nogen mennesker har så travlt med at kritisere Clement? Er det virkelig bare på baggrund af, at de mener, at han er en dårlig tv-vært eller skyldes det i virkeligheden noget andet? Jeg kan i hvert fald umiddelbart konstatere, at stort set ingen bliver provokeret, hvis man f.eks. fremhæver en middelmådig skuespillers positive egenskaber. Nej, det er folk er fuldkommen ligeglade med, men Clement - han kan virkelig få folk op af stolene. Folk er bestemt ikke ligeglade, hvis man fremhæver Clements positive egenskaber. F.eks. så har Clement også, som en af de eneste tv-værter, formået at skabe overskrifter i aviserne alene på baggrund af hans personlige stil - bare se den her artikel fra Berlingske Tidende.

Egentlig så ville jeg helst påstå, at janteloven var død for mange år siden og det burde man også umiddelbart tro, hvis man spørger folk. For langt de fleste mennesker siger helt uden tøven i stemmen, at janteloven er en dårlig opfindelse. Men det er desværre ikke ensbetydende med, at de ikke følger janteloven. F.eks. så er der mange mennesker, som ikke bryder sig om, at man roser andre mennesker i høje toner. Ros er vist generelt noget, som man helst bør holde på et vist niveau. Ros må helst ikke blive for overdrevet eller for højtravende. Nej, for tænk, hvis man skulle gå hen og blive entusiastisk! Men hvorfor er det, at folk ikke bryder sig om for meget ros? Det findes der kun et umiddelbart svar på: janteloven! Så den lever stadig, selvom de fleste mennesker prøver på at benægte det. Men hvorfor er det egentlig, at man ikke må fremhæve et andet menneske på baggrund af vedkommendes kvaliteter? Specielt, hvis kvalitet i den her sammenhæng bare er et udtryk for personlig smag? Hvis det virkelig er så relativt, hvad er der så galt i at give udtryk for det? Hvorfor må man ikke mene, at en enkelt person er fantastisk? Ja, jeg forstår det ikke.

For nylig fik jeg selv muligheden for at opleve Clement i levende live og det var en fascinerende oplevelse, da Clement virkelig kan noget med ord. Han kan formulere dem hurtigt og under pres. Han har ordene i sin magt. Han er skarp og gennemskuer hurtigt andres argumenter og tankegange. Gennem sin charme og sjove gemyt kan han også skabe sin egen selviscenesættelse, hvilket både virker skræmmende fascinerende og medrivende på en gang. Hans egen selviscenesættelse er faktisk så god, at han uden at blinke kan tage opmærksomheden fra ethvert andet menneske i hans umiddelbare nærvær. Jeg formoder, at det muligvis er denne evne, som mange ikke bryder sig om. Selv hævder manden, at han hader lyden af sin egen stemme. (En erkendelse, som flere af os jo har gjort os.) Hvilket er en lidt sjov ironisk erkendelse, når den kommer fra en mand, som tydeligvis kan tale sig fra næsten alt. Eller er det? Er det selvironi på baggrund af selverkendelsen af storhed? Jeg er ikke helt sikker på, hvad kommentaren skyldes. Men uanset, hvad man mener om Clement, så kan man ikke komme udenom, at han skiller sig ud - og ifølge min vurdering – så er det på den gode måde. Desværre så kan tv ikke altid fange alle de fascinerende aspekter af virkeligheden og dermed bør man heller ikke gå glip af muligheden for at opleve Clement live. Hvilket DR2 faktisk for tiden giver dig mulighed for lige her. Ellers så kan man naturligvis også bare se hans program Autograf på DR2 hver tirsdag kl. 23.

Kunsten at kunne tegne virkeligheden

Direktøren for Kunstmuseet Louisiana Poul Erik Tøjner har udtalt, at kunst ikke kun bør være forbeholdt eliten, men bør være til glæde for hele befolkningen. Det er jeg helt enig i, da ordet elite alligevel kun bliver brugt, som et udtryk for arrogance (for at fremhæve sig selv og det er desværre sjældent på baggrund af noget stort). Det er i hvert fald sjældent, at man hører de store kunstnere kalde sig selv for en del af eliten. En af de få steder, hvor betegnelsen rent faktisk kan bruges meningsfuldt, det er indenfor sportens verden. For her kan man meget nemt måle, hvem der er bedst og dermed er en del af eliten. Hvilket jeg ikke mener, at man kan i samme grad indenfor kulturen. Ud fra samme betragtning, så mener jeg heller ikke, at kunst nødvendigvis er noget, som man finder på et kunstmuseum. Det er Julian Beevers værker et glimrende eksempel på, da han bruger forskellige storbyer rundt omkring i verden, som en kulisse for hans fantastiske tegninger.

Her er nogle af dem:

Waste of Water

Taking the Plunge

Feeding the Fish

Wild River Rafting

Man kan også se flere af hans værker på hans egen webside.

Blogpausen er slut

Egentlig så ville jeg helst ikke skrive dette blogindlæg, da det bare virker som en plat opfordring til at sige tillykke. Men jeg føler, at jeg skylder en forklaring på, hvorfor min blog har ligget stille i det sidste stykke tid. Det har den, fordi mine venner mente, at det var mere relevant for mig at bruge tiden på at skrive mit speciale færdigt end at skrive blogindlæg. De havde en eller anden sjov ide om, at det måske kunne være til min fordel at blive færdig på universitetet. Generelt har de mange mærkelige ideer om, hvad der er bedst for mig. Men nu er jeg så endelig blevet færdig med mit speciale og dermed skulle min blog også gerne blive lidt mere aktiv. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak for de mails, som jeg har fået, mens bloggen har ligget stille.