Filosofisk humor

Den amerikanske drøm

Der er ingen tvivl om, at Barack Obama er fantastisk velformuleret og ved præcis, hvordan man skal levere et budskab både i forhold til ordvalg, stemmebrug, kropssprog og ansigtsmimik. Så selvom han naturligvis har masser af politiske rådgivere, der konstant kan hjælpe ham med at finpudse teknikken, så ændrer det ikke på, at jeg har stor beundring for hans stil, da han i sandhed har ordet i sin magt. Men det betyder ikke, at jeg mener, at Obama er supermand. Hvilket formodentlig også vil gå op for de mange håbefulde amerikanere i de kommende måneder. For Obama kan ikke med et enkelt trylleslag rette op på den skrantende amerikanske økonomi eller forandre den amerikanske CO2 udledning fra den ene dag til den anden. Den slags tager tid, først skal man træffe de politiske beslutninger (hvilket helt sikkert heller ikke bliver helt uproblematisk med hensyn til senatet) og derefter tager det ofte måneder eller år, før man reelt kan se virkningen i samfundet.

Men for tiden gør det ikke den store forskel, da den amerikanske befolkning desperat har brug for et håb og det har Obama givet dem. Den økonomiske krise har gjort amerikanerne usikre på fremtiden og rystet deres tro på den amerikanske drøm. Derfor er amerikanerne mere end klar til forandring og det har Obama lovet dem med slagord som Yes We Can og Change We Can Believe In. En af Obamas bøger hedder The Audacity of Hope: Thoughts on Reclaiming the American Dream. Og det er præcis det, som Obama har gjort. Han har relanceret den amerikanske drøm og solgt håbet videre til amerikanerne som noget nyt. Hvilket for en kort stund har givet amerikanerne troen tilbage på både den amerikanske drøm og fremtiden. For hvem vil ikke gerne tro på en bedre fremtid? Denne drøm har også samtidig gjort Obama til et symbol på forandring og håb om bedre tider. Derfor er Obama den nye amerikanske superhelt – Messias der ene mand skal redde den dårlige amerikanske økonomi, miljøet og bringe tropperne hjem. Spørgsmålet er bare, hvorvidt denne forandring er realistisk indenfor den nærmeste fremtid? Hvorvidt det virkelig er Change You Can Believe In? Martin Luther King havde en drøm – den er blevet til virkelighed i dag med indsættelsen af Obama som præsident. Men hvad med Obamas drøm, hvornår bliver den til virkelighed?

Where is the love?

Jeg har gennem det sidste år ved flere lejligheder kritiseret danskerne for at være alt for overfladiske og ligeglade med deres medmennesker. Hvilket man blandt andet har kunnet læse om i mine blogindlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri og Danskernes ligegyldighed når nye højder. Det skal måske her pointeres, at jeg frit bruger ordet dansker om enhver der bor eller lever i Danmark og dermed ikke blot er her kortvarigt som besøgende. Nu er jeg jo ikke ligefrem den pessimistiske type (kun meget dybt indeni) så blogindlæggene blev naturligvis skrevet med et vist håb om forandring. Men sådan en forandring sker naturligvis ikke bare lige fra den ene dag til den anden... eller gør det? For i det sidste stykke tid har jeg næsten ikke kunne gå udenfor en dør uden at en eller anden fremmed (dvs. en ven, som du stadig ikke har mødt jf. mit blogindlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri) står klar med et smil, en sød kommentar eller helt uventet hjælp. Nu antager jeg naturligvis ikke, at dette alene skulle skyldes mine blogindlæg, men måske nærmere mediernes omtale af problematikken eller noget helt andet. Uanset årsagen, så er jeg naturligvis begejstret over muligheden for, at danskerne potentielt kunne være blevet et mere imødekommende og positivt folkefærd igennem det sidste år. Problemet med denne antagelse er bare, at jeg udelukkende baserer det på mine egne personlige oplevelser. Og nu har ens egne oplevelser jo, som bekendt, et ret omfattende subjektivitetsproblem. Derfor bliver jeg naturligvis nød til at overveje en række videnskabsteoretiske problemstillinger, når jeg skriver dette. For måske er det slet ikke danskerne, der har forandret sig igennem det sidste år, men derimod mig selv, som har forandret mig? Måske er det bare mig, som er begyndt at opføre mig anderledes og dermed også får nogle anderledes reaktioner. Jeg ved det ikke. Umiddelbart ville jeg nu selv antage, at situationen er nogenlunde status quo - altså hverken værre eller bedre. Men det er jo svært at se sig selv udefra, som Søren også skrev til mig i et svar for et stykke tid siden.

Der er også en anden mulighed, nemlig at der bare er tale om rene tilfældigheder. Måske er det bare et spørgsmål om tilfældighed, at jeg konstant møde rare mennesker fra stort set alle samfundslag, der gerne vil bruge et par minutter på at hjælpe mig ved at vise mig vej, give mig et kompliment, fortælle mig en sjov historie, lade mig komme foran i køen osv. Selv her på bloggen har jeg modtaget enormt mange søde mails (hvilket desværre ikke virker særlig motiverende for mig – nærmere tværtimod - hvilket formodentlig skyldes mit lange ophold i universitetsmiljøet.) Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg værdsætter brevene rigtig meget og jeg værdsætter bestemt også den venlighed, som helt tilfældige mennesker viser mig for tiden. For i det øjeblik, hvor en helt fremmed person bruger sin energi på at glæde én, der kan man virkelig føle kærligheden. Det er ikke så meget ordene eller hjælpen, som gør det største indtryk på mig, men derimod intentionen eller tanken der ligger bag handlingen. For hvad kan bedre definere venlighed end en god handling udført uden nogen form for bagtanker eller forventning om gengældelse. For den fremmede kan jo netop ikke (qua sin status som fremmed) havde nogen forventning om gengældelse, da sandsynligheden for dette ofte er meget minimal. (Selvom muligheden dog stadig foreligger i et lille land som Danmark.) Derfor kan jeg heller ikke andet end at give Jean Jacques Rousseau ret, når han spørg: What wisdom can you find that is greater than kindness?

Om moderne klassisk og new age musik

(Tænk, at jeg har skrevet et blogindlæg med den titel!) Jeg hører stort set alle former for musik lige fra metal til punk, rock, pop, hiphop, r'n'b og dance, men nogle gange når jeg har rigtig travlt, så lytter jeg også gerne til moderne klassisk eller new age musik for at stresse af. Umiddelbart så giver genrerne moderne klassisk og new age musik måske ikke ligefrem de bedste associationer, da der findes uhyggeligt meget frygtelig musik indenfor begge genre. Ofte så lyder moderne klassisk musik ikke særlig moderne eller også lyder det lidt FOR moderne, mens new age musik eller verdensmusik tit virker som en dårlig sampling af et kulturprogram fra Discovery Channel og en synthesizer. En sjælden gang lykkes det dog nogle enkelte kunstnere at lave et produkt under disse to betegnelser, som man rent faktisk kan holde ud at lytte til. Det vil jeg gerne give to eksempler på:

Det første eksempel på moderne klassisk musik er ”Adiemus” og stammer fra Dr. Karl William Jenkins berømte Adiemusprojekt. Jenkins ville gerne fremhæve stemmen som et instrument og skrev derfor udelukkende sangteksterne med harmoniserede stavelser og ord. Her er den lidt specielle musikvideo med forsangeren Miriam Stockley og London Philharmonic Orchestra:



Det andet eksempel med new age musik er Enigmas ”Return to Innocence”. ”Return to Innocence” er efter min mening et af de bedste numre, der nogensinde er skabt indenfor genren. Her har Enigma kombineret en sample fra Led Zeppelin med taiwanesisk chanting og en fantastisk tekst sunget af Angel X. Musikvideoen er optaget på Malaga:



Return to innocence

Love
Devotion
Feeling
Emotion

Don't be afraid to be weak
Don't be too proud to be strong
Just look into your heart, my friend
That will be the return to yourself
The return to innocence

If you want, then start to laugh
If you must, then start to cry
Be yourself, don't hide
Just believe in destiny

Don't care what people say
Just follow your own way
Don't give up, and use the chance
To return to innocence

That's not the beginning of the end
That's the return to yourself
The return to innocence

Glædelig jul - med Disney

Jeg vil gerne ønske alle en rigtig glædelig jul og i den anledning også samtidig gøre opmærksom på Disneys oscarnomineret kortfilm Mickey’s Christmas Carol fra 1983. Mickey’s Christmas Carol er muligvis Disneys allerbedste kortfilm til dato og bygger på Charles Dickens juleeventyr A Christmas Carol (Et juleeventyr). Mickey’s Christmas Carol var nomineret til en oscar i 1983 og bag filmen står to af animationskunstens allerstørste ikoner, nemlig John Lasseter og Mark Henn. John Lasseter er senere blevet kendt som manden bag samtlige af Pixars film og er derfor også i dag meget velfortjent den kreative instruktør for det samlede Disney Pixar. Kortfilmen var for øvrigt også en filmatisering af en Disneymusical og var den sidste kortfilm, som blev afsluttet med The End.





(Filmen tager knap 26 minutter.)

Hvordan får man en giraf ind i et køleskab?

(Her er en anden sjov lille test i logik, som undertegnede fandt her og oversatte til dansk.)

1. Hvordan putter man en giraf ind i et køleskab?

Det korrekte svar: Åben køleskabet, put giraffen ind og luk døren. Spørgsmålet tester, hvorvidt du har en tendens til at gøre simple ting meget komplicerede.

2. Hvordan putter du en elefant ind et køleskab?

Det forkerte svar: Åben køleskabet, put elefanten ind og luk døren.

Det korrekte svar: Åben køleskabet, tag giraffen ud, put elefanten ind og luk døren. Dette spørgsmål tester, hvorvidt du evner at gennemtænke alle konsekvenserne af dine handlinger.

3. Løvernes konge afholder en konference, hvor alle dyrene deltager på nær en. Hvilket dyr deltager ikke i konferencen?

Det korrekte svar: Elefanten – den er jo i køleskabet. Dette spørgsmål tester din hukommelse.

4. Du skal krydse en flod, som er beboet af farlige krokodiller, hvordan krydser du floden?

Det korrekte svar: Du svømmer over floden – alle krokodillerne er jo alligevel til konferencen. Dette spørgsmål tester, hvor hurtig du er til at lære af dine fejltagelser.

Er forelskelse en mental sygdom?

Filosoffen Platon bliver ofte citeret for at skulle have sagt at: ”Kærlighed er en alvorlig mental sygdom”. Hver gang jeg hører dette citat, der kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorvidt kærlighed ikke nærmere skulle have været oversat med forelskelse. For hvad er forelskelse egentlig for et fænomen? Det har både litteraturen og poesien givet mange forskellige bud på. Forelskelse er, ifølge mange forskere, den stærkeste emotionelle tilstand, som et menneske kan opleve, hvilket også vil sige, at den er stærkere end seksualdriften. Forelskelse er både en psykisk tilstand og en måde at opfatte et andet menneske på, hvor man føler sig enormt tiltrukket af vedkommende. Forelskelse behøver ikke nødvendigvis at være rettet imod en bestemt person, men kan også være rettet imod selve tanken (ønsket) om at være forelsket, selvom dette fænomen også gerne har en bestemt person for øje. Tilstanden gør ofte, at den forelskede bliver lidt utilregnelig og ikke længere opfører sig, som vedkommende ellers normalt ville gøre. Forelskelsens fascination gør også den forelsket meget modtagelig overfor ethvert signal fra den udkårne og dermed kan den udkårne hurtigt fylde enormt meget i den forelskedes bevidsthed. Da den udkårnes ”signaler” ganske ofte kan være ret tvetydige i sig selv, uanset om den udkårne deler den forelskedes følelser eller ej, så kan den forelsket hurtigt skifte imellem meget intense følelser af både lykke og ulykke. Forelskelse gør også tit den forelskede ”blind”, ikke bare overfor den udkårnes fejl og mangler (og eventuelle mindre svigt) men også overfor omgivelsernes kritik af den udkårne eller muligheden for et potentielt forhold. Denne blindhed kan også føre til en generel manglende realitetssans, hvilket ganske ofte vil meget mere tydelig for omgivelserne end for den forelskede selv. Til gengæld virker den forelskedes (tidligere) problemer nu som fuldkommen ligegyldige for vedkommende selv.

Videnskaben har også efterhånden en ret god viden omkring, hvad forelskelse er. Her skelner man især imellem tre primære drifter: forelskelse, kærlighed og begær, da de hver især fremkalder både forskellige hormoner og kan måles forskellige steder i hjernen. Det lidt pudsige ved at se på forelskelse ud fra et videnskabeligt synspunkt er, at forelskelse ikke på nogen måde minder om begær, hvilket ellers ville være meget nærliggende at antage. Fysiologisk set der adskiller forelskelse sig nemlig i høj grad fra begær, da forelskelsens fysiologiske hjerneaktivitet hovedsagligt foregår i den højre hjernehalvdel (helt præcist i nucleus caudatus og ventral tegmental området) hvorimod begær hovedsagligt udløser aktivitet i den venstre hjernehalvdel. Hjerneaktiviteten i forbindelse med forelskelse foregår dermed hovedsagligt i et område, som man primært forbinder med motivation, belønning og drivkraft. Altså skaber forelskelse lidt overraskende ikke nødvendigvis nogen form for hjerneaktivitet i det område af hjernen, som man ellers normalt forbinder med følelser og sex. Ligeledes så skaber følelsen af begær også typisk en øget mængde af hormonerne androgen og østrogen, hvorimod forelskelse faktisk øger mængden af både oxytocin, endorfiner, serotonin og dopamin. Oxytocin er det hormon, der påvirker menneskets grad af tillid til andre mennesker og dermed også udgør en væsentlig forudsætning for, at man kan fastholde længerevarende forhold. Dette hormon findes også hos andre pattedyr og forsøg med markmus har vist, at hvis man fjerner deres evne til at producerer oxytocin, så mister de også samtidig evnen til at indgå i monogame forhold. (Markmus danner normalt par for livet.) Endorfiner har generelt en morfinlignende virkning på mennesket og virker derfor både smertedæmpende og lykkefremkaldende. Serotonin er med til at regulere menneskets humør og en øget produktion af serotonin giver derfor også en øget lykkefølelse. (Serotonin bliver også brugt i produktionen af lykkepiller.) Dopamin er et stof der skaber en meget intens lykkefølelse og kan derfor også hurtigt føre til afhængighed, hvilket man også ser i forbindelse med misbrug af kokain og heroin. Altså skaber kroppen gennem forelskelsen en slags afhængighed af den udkårne. Dette kan også forklare, hvorfor en forelskelse hurtigt kan føre til depression og i mere ekstreme situationer kan ende med selvmord, personforfølgelse og drab. Meget forskning tyder også på, at mennesket sandsynligvis først udviklede evnen til at føle begær og først derefter udviklede evnen til at kunne forelske sig. Antropologen Helen Fisher har opsummeret forelskelsens rolle i den menneskelige evolution meget godt med ordene: ”Jeg tror, at seksualdriften udvikledes for at få os til i det hele taget at se os om efter en partner. Forelskelse derimod gjorde os i stand til at fokusere den store mængde energi, vi bruger på at formere os, på en enkelt person, så den ikke gik til spilde. Hengivenheden (kærligheden) opstod, så vi kunne holde vores partner ud længe nok til at opfostre et barn.”