Forskellen mellem mænd og kvinder

Forleden havde jeg en mailkorrespondance med en dansk universitetsansat lektor i filosofi omkring en artikel, som han har skrevet om noget filosofi. Det skyldtes, at hans (ellers gode) artikel også indeholdt en fordom om kvinder på universitetet og det måtte jeg selvfølgelig lige påpege. Det viste sig, at han næsten ville give mig ret og så alligevel fastholdt han sin fordom. Hvorfor skal man altid sættes i bås med andre kvinders egenskaber ud fra ens køn? Det er simpelthen så irriterende! Og hvorfor skal man altid tale om forskellen mellem mænd og kvinder? For jeg syntes egentlig ikke, at der er den store forskel. Hvis man altså bare kan være sig selv, hvilket gælder både for mænd og kvinder. Jeg har altid haft mange venner af det modsatte køn, faktisk lige fra jeg var helt lille. Min første drengeven fik jeg allerede, inden at jeg begyndte i børnehaven og da jeg endelig (han var et år ældre) kom i børnehaven, holdt han mig i hånden hele den første uge. (Indtil en pædagog fik den ide, at det var forkert, at vi ikke legede med de andre børn.) Da jeg også har haft en bror, så har jeg naturligvis også leget meget sammen med ham og hans venner. Og siden har jeg også haft flere rigtig gode drengevenner. Jeg tror, at hvis man har haft en virkelig god ven af det modsatte køn (som man kan snakke med om alt) som teenager eller voksen, så vil man heller aldrig hævde, at mænd og kvinder er helt vildt forskellige. For så har man helt automatisk en forforståelse af, hvordan det andet køn tænker og en direkte viden om, at vi dybest set er ret ens, på trods af nogle mindre væsentlige forskelle. Man skal passe på ikke at gøre individuelle forskelle til kønsmæssige forskelle. Jeg syntes faktisk, at de fleste mænd er skønne. Det er virkelig sjældent, at jeg møder en mand, hvor jeg tænker, hold da kæft en idiot. Men det sker da. Der findes jo de typer, som altid skal se ned på kvinder (altså ikke for sjov, men helt seriøst). Den slags mandschauvinisme og chikane af kvinder plejer jeg at nævne tre årsager til: enten har han en dominerende mor, en dominerende kæreste eller også mangler han bare en kæreste. Altså er det, han hader ved kvinder, sin egen manglende evne til at sige fra eller komme i kontakt med kvinder.

Jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig selv feminist. Jeg går ind for lige rettigheder - også for mændene. Men jeg må også samtidig erkende, at der fra naturens hånd ikke er givet lige vilkår. For det er kun kvinden som kan blive gravid og amme. Det er egentlig ret uretfærdigt og derfor kan en arbejdsfordeling heller aldrig blive 100 % lige, hvis man som par vælger at få børn. Men man kan jo prøve på at kompensere for naturens ulige og uretfærdige fordeling. Men når det så er sagt, så syntes jeg også, at mange feminister er FOR rabiate i deres holdninger og tit ytrer ting, som jeg enten ikke kan gå ind for eller som jeg er direkte uenig med. Samtidig tager jeg også skarpt afstand fra kvinder som konsekvent bare hader andre kvinder. Personligt finder jeg det højest mærkværdigt og inkonsekvent, hvordan en kvinde selv kan hævde, at alle kvinder bare er dumme, lyver, bagtaler eller burde dø (ja, den har jeg faktisk også hørt). Men det må jo stamme fra enten selverkendelse eller selvnedvurdering som derefter bliver generaliseret ud på alle andre kvinder. Men det mest belastende er, når mænd sætter én i bås med andre kvinders dårlige egenskaber eller vaner, for derved hævder de jo også, at jeg har disse egenskaber eller vaner, bare pga. at jeg tilfældigvis også er kvinde. Jeg syntes ikke, at kvinder på samme måde automatisk bare tilskriver mænd dårlige egenskaber og sætter dem i bås udelukkende pga. deres køn. Derfor skuffer det mig også, når veluddannede mænd på universitetet kan hævde sådan noget, for man burde jo tro, at de vidste bedre.

En sang som passer meget godt på, hvordan jeg har det med dette emne, kan ses og høres her.