torsdag den 2. juli 2009

En hyldest til det at skille sig ud 3 - Mine 4 favoritblogs

I anledning af at min chart.dk-tæller har passeret 20.000 unikke besøg på min blog, så vil jeg gerne dedikere et blogindlæg til mine egne favoritblogs. Mine favoritblogs inspirerer mig nemlig i høj grad til at skrive nye blogindlæg og uden dem ville verden ganske givet være et langt kedeligere sted (i hvert fald bloguniverset). Det var svært ikke at tage samtlige af de fantastiske blogs på min blogroll med i blogindlægget, men hvis det skal være en hyldest, så må jeg jo begrænse antallet. De fire udvalgte favoritblogs er egentlig ret forskellige, men har alligevel en ting til fælles: de har alle sammen en utrolig høj kvalitet (selvom kvalitet i den her sammenhæng naturligvis til en vis grad er en relativ eller subjektiv størrelse). Intentionen med blogindlægget er naturligvis ment som en reklame og skrevet i håbet om, at de fire fantastiske blogs også fremover vil forsætte med at skrive at nye blogindlæg. (Det var ikke ment som en form for skamløs kommentarfiskeri!) De 4 blogs, som jeg meget nødigt ville være foruden, er:

Eksistens - Tankevækkende, skarp og kærlig

Lotte skriver ærligt og skarpt kritisk om alt lige fra filosofi til politik. Lotte formår altid at få sat virkeligheden i det rette perspektiv - også selvom diverse politikere eller journalister ikke formår det samme - og hun gør det altid uden frygt for eventuelle repressalier. Lotte skriver derudover også med hele hjertet, hvilket gør, at man altid kan mærke, at der er et varmt menneske bag teksten.

(Jeg vil også gerne rette en personlig tak til Lotte, da det var hendes blog, der i sin tid fangede min interesse for bloguniverset og det var også i høj grad pga. Eksistens, at jeg oprettede min egen blog. Så tusind tak Lotte – både for din blog og dine råd i starten!)

Bitterblog - Kritisk, provokerende og gennemført politisk ukorrekt

"Bob Glitter" skriver med stor humor enormt provokerende og helt uden omtanke for den politiske korrekthed. Hvilket er forfriskende – også selvom man ikke altid er helt enig med hans pointer. For der findes virkelig ikke noget mere kedeligt end politisk korrekthed – specielt ikke, når den bliver brugt til at dække over nogle seriøse problemer i samfundet, men her har Bitterblog altid et anderledes og langt mere underholdende perspektiv på sagen.

Caroline osv. - Nytænkende, anderledes og intelligent

Caroline formår, som de færreste, at skrive både overraskende underholdende og intelligent om diverse filosofiske problemstillinger – gerne tilsat en god portion humor. Caroline er heller ikke bange for at genoverveje enhver filosofisk problemstilling, hvilket hun gerne gør ud fra forskellige aktuelle sager og derudover giver hun også tit sin egen spændende skæve vinkel på emnet.

StineStregen - Sød, sjov og underfundig

Stine har tegnet sig ind mit hjerte med sine underfundige tanker og sjove bemærkninger. Hendes daglige blogindlæg om alle hverdagens pudsige situationer kan altid bringe et smil frem på læben og derfor er det heller ikke mærkeligt, at Stine med sin brede appel har fået en enorm fanskare.

(Jeg har lagt mærke til, at de blogindlæg, hvor jeg fremhæver nogen positivt, ofte fører til kritik af den roste - det får mig altid til at tænke på Johnsons sang Ik' hate: "Det kan godt være, at Jokeren var træt af pis, men ikke lige så pissed som mig, når det kommer til det hatershit - det er så nemt inde på nettet at lukke lort ud".)

søndag den 21. juni 2009

Det bioniske menneske

Forleden henledte Gustav min opmærksomhed på Inspector Gadget. Inspector Gadget er en animeret tv-serie fra 80’erne, der handler om den klodsede detektiv Inspector Gadget, der altid formår at forveksle fjender med venner og omvendt. Gadgets uduelighed fører ham tit i fare og derfor får han ofte brug for hans indbyggede bioniske gadgets til at redde ham (hvis æren ikke nærmere skal tilskrives Penny (hans kloge niece) og hendes hund Brain). Andre eksempler på bioniske mennesker fra fiktionen kunne f.eks. være Six Million Dollar Man eller Robocop. Men mennesker med indbyggede elektroniske gadgets er ikke bare ren fantasi. Der findes allerede flere elektroniske gadgets, som har været brugt i årevis som f.eks. den kunstige pacemaker og Cochlear implantatet. Den kunstige pacemaker er beregnet til mennesker med dårligt hjerte. Her kan pacemakeren f.eks. hjælpe med at opretholde en tilstrækkelig hjertefrekvens ved at sende elektriske impulser vha. af elektroder direkte ind i hjertemuskulaturen. Cochlear implantatet er en slags høreapparat for døve eller meget svært hørehæmmede. Cochlear implantatet er dog ikke noget traditionelt høreapparat, da det ikke har til formål at genskabe hørelsen. Implantatet giver blot en lydoplevelse, hvilket f.eks. kan forøge muligheden for at børn under 5 år kan lære et "normalt" talesprog. Implantatet består af en ekstern mikrofon, en taleprocessor, en forstærker og en indopereret enhed der overfører signalerne via en elektrode, der stimulerer nervefibrene i cochlea i det indre øre til hørebarken i hjernen.

Bionik er betegnelsen for det stærkt voksende forskningsområde, hvor biologi og elektronik smelter sammen for enten at erstatte eller forbedre menneskets anatomiske strukturer ved hjælp af elektronik. Man har allerede udviklet bioniske legemsdele som f.eks. bioniske arme og ben, der kan styres ved hjælp af en lille indopereret computer i mennesket. Men videnskaben holder sig naturligvis ikke kun til udviklingen af sundhedsmæssige hjælpemidler eller erstatningsorganer til genskabelse af førlighed. Udviklingen af det bioniske menneske sigter også efter, at elektronikken skal gøre mennesket hurtigere, højere og stærkere. Hvilket blandt andet har ført til udviklingen af et eksternt skelet, som skal forøge menneskets bæreevne på en ergonomisk korrekt måde uden samtidig at formindske menneskets manøvredygtighed. Ved hjælp af dette skelet vil et almindeligt menneske kunne bære meget tunge ting over lange distancer eller ujævnt terræn (som f.eks. trapper) uden at lide overlast. Ligeledes har man også udviklet et bionisk øje, der kan genskabe blindes syn i en vis grad. Det bioniske øje fungerer vha. af et par briller med videokamera, en mindre computer og en indopereret chip på nethinden. På baggrund af teknologien, der er baseret på infrarødt lys, så vil det også være muligt at se i mørket vha. af brillerne (night vision). På baggrund af disse opfindelser virker det efterhånden som om, at det kun er fantasien, der sætter grænserne for den bioniske forskning og udvikling. Derfor bliver det også spændende at følge forskningen de kommende år – ikke bare på det sundhedsmæssige område - men også på området omkring, hvordan teknologien vha. af biologien kan gøre menneskets hverdag meget lettere. Ikke mindst i forhold til de mange nye spændende etiske spørgsmål, som udviklingen også medfører!

lørdag den 13. juni 2009

Powerbocking

Hvis du er en af de typer der syntes, at almindelig parkour, freerunning og urban tricking er alt for kedeligt, så er der blevet udviklet en helt ny ekstremsport lige for dig. Powerbocks eller Powerisers er stylter, som kan affjedre dit løb eller spring, så du kan løbe meget hurtigere og springe meget højere. Eksperterne siger, at man let kan løbe op til 40 km i timen og springe 2 m op i luften. Da ekstremsporten er meget ny, så har den stadig ikke nogen officiel betegnelse. Men det var Alexander Böck fra Tyskland som i 2003 opfandt powerstylterne og deraf kommer ordet Powerbocking. På den sydlige del af kloden bliver stylterne kaldt Kangaroo Boots pga. deres lighed med kænguruens ben. Herhjemme har jeg hørt betegnelser som Powerstilts og Powerstylter, mens andre bare bruger de forskellige mærker på powerstylterne til at betegne sportsgrenen som f.eks. Powerisers. Hvis du selv skulle være interesseret i et par Powerisers, så koster de omkring 2000-3000 kroner og kan blandt andet købes her. Her er en flot powerbockingvideo fra Frankrig:

lørdag den 6. juni 2009

Positive aspekter af Murphys lov

Edward Murphy er ophavsmanden bag det ordsprog, der har ført til betegnelsen Murphys lov. Murphy udviklede den oprindelige Murphys lov (nr. 3) på baggrund af hans arbejde med sikkerhedssystemer indenfor den amerikanske rumfart. Men her var Murphys intension aldrig at skabe en negativ forståelse af verden, men derimod at påvise det hensigtsmæssige ved et defensivt design. Defensivt design er planlægning, hvor man foregriber alle de tænkelige måder, hvorpå man kan misbruge en enhed for enten at minimere de negative konsekvenser eller gøre misbruget umuligt. I et forsøg på at ændre forståelsen af Murphys love, som værende negative love, der har jeg her prøvet på at påpege nogle af de positive aspekter af Murphys lov:

1. Intet er så let, som det ser ud til.

Men hvis det er let, så er det ofte også ekstremt kedeligt!

2. Alting tager længere tid, end du tror.

Heldigvis erkender man stort set altid først dette, når man er så dybt involveret i projektet, at man ikke længere kan slippe ud af projektet!

3. Alt der kan gå galt, vil gå galt.

Derfor handler det om at udelukke muligheden for at noget kan gå galt – dvs. sænke ens forventningsniveau (dvs. ændre ens definition af fiasko)!

4. Hvis der er en mulighed for at flere ting vil gå galt, så vil det altid være den ting, der skaber flest problemer, der går galt.

Til gengæld kan ens værste mareridt også blive til virkelighed og dermed har man langt mindre at frygte i fremtiden!

5. Succes sker altid kun i det private – fejltagelser i fuld offentlighed.

Men hvem har også lyst til at prale af sine bedrifter i fuld offentlighed? Til gengæld så skaber det indre styrke, når man kan stå ved ens fejltagelser i fuld offentlighed!

6. Hvis der er fire måder, hvorpå en procedure kan gå galt og man forudser dette, så vil der hurtigt udvikle sig en femte og uforudset måde.

Hvilket måske kan afhjælpe lignende fremtidige problemer ved at udvikle ens fantasi!

7. Hvis alt ser ud til at gå godt - så har du helt klart overset noget.

Menneskets fejlbarlighed har skam også sine positive sider!

8. Naturen holder altid med den skjulte fejl.

Og dermed har man lært at være mere opmærksom på potentielle fejlkilder næste gang!

9. To fejltagelser er kun begyndelsen.

Men det er også meget bedre at begynde med to fejltagelser end slet ikke at gå i gang med projektet!

10. Alle garantier og forsikringer bliver ugyldige i det øjeblik, hvor man har betalt for dem.

Men heldigvis er det sjældent, at man får brug for dem!

mandag den 1. juni 2009

Etik: Klawonns naturalisme

Jeg vil gerne lige komme med en opfodring til at læse Erich Klawonns meget imponerende mesterværk Udkast til en teori om moralens grundlag. Da det allerede har lykkes mig at overtale Jan til at læse bogen, så kunne det måske også vække andres interesse, da Klawonns teori er en af de allermest gennemførte og velgennemtænkte absolutistiske etiske teorier, som der findes.

Erich Klawonn forsvarer en form for blød etisk naturalisme – som han selv kalder for etisk definisme. Det vil sige, at Klawonn forsøger at forklare moral gennem en naturalistisk ikke-moralsk forståelse af de moralske begreber og værdier. Hvis man kort skal beskrive Klawonns teori, så tager han udgangspunkt i, at der findes situationer, som under ingen omstændigheder kan forekomme værdineutrale for et menneske. Her er hans eget ynglings eksempel oplevelsen af smerte: "Vi kan eksempelvis forestille os en meget voldsom smerte - som hvis en ondsindet person hælder en spand kogende vand ned af ryggen på én". (Klawonn, 1996, side 135.) Denne situation kan, ifølge Klawonn, qua menneskets empatiske identifikation aldrig nogensinde forekomme værdineutral – da situationen altid vil have et iboende negativt værdipræg. Det har den, fordi at smerten automatisk medfører et ønske om fravær af smerte og derfor har en bør-lignende egenskab. Ligeledes har følelsen af lyst og behag også et bør-lignende præg som medfører et ønske om forsat eksistens. Altså kan man udlede et aksiologisk bør ud fra menneskets natur, da de negative og positive værdipræg henholdsvis tvinger mennesket til at undgå de negative værdier og fastholde eller etablere de positive værdier. Mennesket kan gennem sin fornuft sidestille de nærværende værdier med de fremtidige værdier og på den måde forebygge eventuelle fremtidige negative værdipres.

Empati er derfor, ifølge Klawonn, den erkendelsesfunktion som gør, at man kan erkende, at andre mennesker også har subjektive mentale oplevelser af smerte og lyst. Empati skal her ikke forstås som medfølelse, men blot som en umiddelbar menneskelig erkendelsesfunktion, hvor man identificerer et andet menneskes første-persons oplevelser. Gennem ens empatiske funktion skaber man en oplevelsesmæssig identifikation mellem ens egensfære og den fremmedes egensfære og dermed bliver den andens egensfære nærværende for én selv. Denne form for relation kalder Klawonn for den protoetiske relation. Gennem ens empatiske identifikation kan et andet menneskets egensfærens værdipres føles lige så primært givet, nærværende og handlingsrelevant, som ens egne værdipres gør. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at mennesket er tvunget til at handle i overensstemmelse med den empatiske identifikation. Mennesket har stadig et valg imellem at foretage gode og slette handlinger. Hvilket betyder, at man, ifølge Klawonns teori, handler moralsk, når man handler ud fra sin empatiske erkendelse af fremmedsfærens værdipres på ens egensfære. Og dermed kan man også definere et menneske som moralsk slet, hvis personen med vilje fremkalder negativ værdi for andre mennesker.

Hvis ovenstående skulle have vagt din interesse, så kan du bestille bogen på det nærmeste bibliotek eller købe den her.

mandag den 25. maj 2009

Thank U


Alanis Morisette fik meget medieomtale, da hun i 1998 udgav sin første single Thank U fra sit fjerde album Supposed Former Infatuation Junkie. Det gjorte hun hovedsagligt, fordi der med singlen også fulgte en video, hvor hun var nøgen. Men derudover så har sangen faktisk også et fantastisk budskab. Budskabet handler om at være taknemlig for livet. Det bliver på smukkeste vis understreget i videoen, hvor Alanis går nøgen rundt. Men videoen handler ikke om at promovere nudisme, men har til formål at understrege det vigtige ved at turde være sig selv. At turde vise, hvem man er. At være åben og sårbar overfor andre mennesker. Det at være sårbar er på mange måder også det samme som at turde være sig selv. (Thank you frailty). Hvis man er bange, så trækker man sig ind i sig selv og begrænser dermed også sine egne muligheder. Sangens tekst handler hovedsagligt om taknemlighed. Den store taknemlighed opstår, når man formår at vende alverdens ulykke eller sorg til lykke. For det forunderlige og mærkelige ved stor sorg og ulykke er, at man på et eller andet tidspunkt vil opleve, at det ikke længere er muligt at blive mere ulykkelig. Så har man helt bogstaveligt talt nået bunden - man kan ikke længere synke dybere og dermed kan det kun gå fremad. Men det er desværre ikke alle mennesker, der når bunden, selvom de er meget ulykkelige.

Alanis begynder Thank U med spørgsmålet: How about that ever elusive kudo? Hvad med den evige udefinerbare og uforståelige taknemlighed? Taknemlighed er noget, som der opstår, når man ikke længere bebrejder andre for ens sorg eller ulykke. How about me not blaming you for everything? Taknemlighed opstår, når man kan værdsætte livet, som det er lige nu. Når man kan nyde livet - uden hverken at leve i fortiden eller i fremtiden. Uden at udskyde lykken til senere. How about me enjoying the moment for once? Når man ikke længere er bange for sine egne følelser. How about grieving it all one at a time? Eller er bange for at give udtryk for sine følelser. How about unabashedly bawling your eyes out? Når man tør behandle sig selv, som man virkelig fortjener. How about no longer being masochistic? Når man ikke længere føler nogen form for vrede mod dem, som har såret eller behandlet én uretfærdigt. How about how good it feels to finally forgive you? Når man giver slip på smerten, frygten eller sorgen, så vender man tilbage til livet og dermed opstår der en ny mulighed for lykke. Denne mulighed giver automatisk én en stor følelse af taknemlighed. En taknemlighed for livet og alt, hvad det indeholder. Alle livets muligheder. Man vender tilbage til overfladen som et andet (nyt) menneske. Alanis beskriver denne rejse ud af ulykken mod lykken meget smukt med ordene:

The moment I let go of it
was the moment I got more than I could handle.
The moment I jumped off of it
was the moment I touched down.

søndag den 17. maj 2009

Om ligestilling - en opsang til feministerne

Jeg går naturligvis qua mit køn ind for ligestilling. Hvis jeg var en mand, så ville dette jo være knapt så væsentligt, da jeg dermed ikke automatisk skulle tage barsel og fik mindre i løn. Men det betyder ikke, at jeg automatisk går ind for alt, hvad diverse feminister hælder ud af ærmet. Generelt så findes der uhyggeligt meget sludder omkring forskellen på mænd og kvinder. Der er mange forsimplede, fordomsfulde og generaliserende teorier omkring kønnene - som på ingen måde beskriver alle mænd og kvinder. Bare det, at man tror, at man kan skrive en teori omkring, hvordan manden eller kvinden ER. Mænd er (indbyrdes) meget forskellige. Det er kvinder også. Et af de fænomener, som virkelig undrer mig meget, er, når feminister ikke selv lever op til deres egne idealer. F.eks. så mener jeg ikke, at man kæmper særlig meget for ligestilling, hvis man har sin mand under tøflen. Ligestilling betyder jo ikke, at kvinden skal bestemme det hele. Det betyder lighed mellem kønnene. Dermed burde manden vel også have noget at skulle sige, hvis man ellers anser ham for at være en ligeværdig partner. Hvis ikke, så burde man måske finde en anden. Endnu værre er det, når feministen har en mandschauvinistisk mand. Det har jeg virkelig ikke nogen forståelse for. Hvorfor skaffer feministen sig ikke straks af med denne neandertaler? Her mener jeg, at feministen bør være lidt konsekvent og gribe i egen barm. Hvis man kæmper for ligestilling, så må man også finde en partner, som anser én som en ligeværdig partner. Ellers så er man jo dybest set bare med til at forsætte mandschauvinisternes forsatte overlevelse. Hvis ikke, så må feministen som et minimum huske på, at deres eget valg af en neandertaler, ikke giver dem retten til at generalisere de ubehagelige træk ud på resten af mændene. Hvis kampen for ligestilling skal forsætte med en vis troværdighed, så må det også foregå på de rigtige præmisser. Nemlig uden at generalisere eller undertrykke mændene.