Åbenhed overfor fremmede mennesker

Åbenhed overfor fremmede mennesker er et mærkeligt fænomen. Åbenhed er generelt en god ting, selvom åbenhed altid i sidste ende er en indre kamp mellem at føle sig fuldkommen naiv og godtroende og så at være total mistroisk overfor alt fremmed. Man kan eller skal selvfølgelig heller ikke være åben overfor alle fremmede mennesker, specielt ikke dem man opfatter som truende. Men noget som har stor betydning for ens egen grad af åbenhed overfor fremmede mennesker det er det sted man bor. For nogle år siden boede jeg i en større dansk by. Der var det fuldkommen utænkeligt, at man kunne begynde at snakke med en, som man ikke allerede kendte i forvejen. Og jeg er sikker på, at hvis man havde forsøgt, så ville man blive set på, som om man lige var stukket af fra psykiatrisk afdeling og nu krævet et livslangt venskab af den første person man mødte på sin vej.

Men i København og generelt i hovedstadsområdet er det helt anderledes. Her kan man sagtens begynde at tale direkte til folk, som man aldrig har set eller mødt før og som man sandsynligvis heller aldrig kommer til at se igen. Første gang det skete, efter jeg var flyttet tilbage til København, der blev jeg helt paf og tænkte med det samme med en foruroligende mistro; hvad vil den person mig? Efter et stykke tid, så gik det op for mig, at personen ikke ville mig noget ondt, men bare kom med en kommentar. Efterfølgende oplever jeg regelmæssigt, at folk henvender sig til mig. Folk spørger selvfølgelig både om almindelige spørgsmål som f.eks. om vej til et sted eller områder i København. Mange spørger også til min hund. I det hele taget taler man med mange nye mennesker, når man har hund. Mens andre kommenterer DSB, vejret eller andre aktuelle ting. Og hvad er der egentlig galt med det? Ikke noget, så længe folk ikke ligefrem bliver anmassende eller nærgående. Det er da en god ting, at man kan tale sammen, for de fleste af os mennesker er jo grundliggende ret ens og fører også ret ens liv. Men det mærkelige er, at det havde jeg glemt efter at havde boet nogle år væk fra København. Jeg syntes, at det er trist at der skal være sådanne barrierer mellem mennesker, at man ikke engang kan veksle nogle få ord sammen uden at det forekommer mærkeligt. Det lige før, at man kunne snige sig til at bruge et ord som fremmedgørelse. Men det er ikke samfundet som påtvinger os denne fremmedgørelse mellem mennesker, det er os selv som skaber den. Personligt kunne jeg nok også være bedre til det, men det er da positivt, at ikke alle mennesker er så usikre og fremmedgjorte.