Jeg vil gerne begynde med at sige tak til alle de mange besøgende igennem årene. Eller dvs. for min blog mange besøgende. Jeg ved godt, at andre blogs har mange flere besøgende - men det har jeg nu aldrig haft nogen hverken forestilling eller håb om, at min blog skulle have. For jeg tror slet ikke, at jeg ville vide, hvad jeg skulle stille op med alle de kommentarer, som jeg kan se, at andre blogs får. Hvordan kan de have et liv ved siden af bloggen? Jeg har dårligt nok tid til at besvare de få kommentarer, som jeg får nu, så det virker ærlig talt som lidt af et mareridt. Jeg håber ikke, at kommentarmængden kommer til at vokse i samme tempo som mine besøgs- og abonnementstal har gjort det sidste stykke tid (på trods af min ellers moderate produktion af nye blogindlæg). Men en særlig tak til dig, som alligevel har valgt at læse med og en endnu større tak til dig, som har abonnement på min blog. Hvorfor I læser med – det aner jeg virkelig ikke. Jeg prøver ellers at skrive så tilpas afvekslende, at enhver fast læser burde være skræmt væk. Jeg skifter konstant i skrivestil, emner og niveauet af blogindlæggene. Det eneste, der ikke forandrer sig, er det minimale ene nye blogindlæg samt citat hver uge (selvom jeg godt ved, at det nogle gange glipper). Det er også forklaringen på, hvorfor jeg har valgt undertitlen Om lidt af hvert. Kun én med samtlige af mine interesseområder kan finde min blog spændende i en længere periode og den person findes ikke. Enhver fast læser burde derfor være afskrevet på forhånd, men I er alligevel nogle (kan jeg konstatere) som følger med. Hmm... gad vide om det er mennesker jeg kender? Det er okay med min bedste veninde (Hej - hvis du læser med!!) for hun ved alligevel alt, men ellers... Nej, det tror jeg ikke, at jeg skal overveje nærmere.
Nogle gange kan jeg næsten glemme, at andre mennesker også læser min blog. Min blog er en slags scrapbog over de forskellige emner, som har fanget min interesse igennem årene. Jeg skriver stort set, hvad jeg har lyst til (eller det vil sige) med nogle ret store undtagelser. F.eks. skriver jeg ikke særlig meget om min omgangskreds af hensyn til deres privatliv. Men hvis du skulle være i tvivl, så har jeg faktisk både mand, venner og familie. Ligeledes kan jeg heller ikke bare skrive om alt fra mit arbejde. DESVÆRRE med endnu større D. Det savner jeg meget fra min tid som studerende. Jeg ville rigtig gerne fortælle omkring nogle af de sjove, alvorlige, triste, spændende og irriterende oplevelser, som jeg har i forbindelse med mit arbejde. Men for det første så har jeg tavshedspligt og for det andet så ville det heller ikke altid være lige rationelt. Og når man først har valgt at være rationel, så er man tvunget til at være rationel i al evighed. Det er virkelig en ond ond forbandelse. Hvem der dog bare havde været mindre intelligent? Sagde nogen manglende frihed? Ja, manglende ytringsfrihed! Den har man øjensynlig solgt i det øjeblik, hvor man er tvunget ud på arbejdsmarkedet - jeg skal nu nok prøve på at få skrevet noget mere – alligevel!
2 kommentarer:
Selvom vi tilsyneladende er vidt forskellige, følger jeg stadig med i dine skriverier i ny og næ. Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan jeg opdagede bloggen, men har haft den bogmærket lige siden.
Kender udmærket godt "blogger-livet", hvor man i perioder rigtig gerne vil skrive noget, mens man andre gange ikke orker. Det hører ligesom med, kan man sige.
Derfor er det ekstra fedt, når folk tager sig tid til at læse éns ting, og endnu bedre når de gentagende gange kommer forbi og kommenterer på bloggens indhold.
Det er rart at kunne få afløb for sine tanker ved at skrive dem ned. At der så eksistere nogen derude, som finder tankerne interessante, er sgu nogle gange lidt af et mysterium :P
Hej Gustav! :-D
Er vi så forskellige? Det har jeg nu ikke lagt mærke til, men det kan da godt være. Jeg har faktisk altid lyst til at skrive noget på bloggen – jeg har desværre bare ikke altid tid og overskud til det. Jeg er ret glad for mit job og derfor bruger jeg primært min energi på det. Det virker meget fair nu, hvor de også betaler for det. :-D Jeg har nu aldrig skrevet på min blog for, at andre skulle læse den eller kommenterer på den. I starten havde jeg slet ikke kommentarmulighed, da jeg ikke regnede med, at nogen ville benytte sig af muligheden. Jeg skriver for min egen skyld – fordi jeg godt kan lide at skrive. Derudover siger mange også til mig, som læser min blog, at de ikke tør skrive på min blog. Jeg forstår ikke helt, hvad der skulle være så skræmmende i det, men omvendt så forstyrrer det jo heller ikke min blog. Jeg syntes til gengæld, at det er lidt skræmmende, når folk (som man kender fra andre sammenhæng) konfronterer en med det faktum, at de læser ens blog! Så begynder man at overveje, hvad man egentlig skriver og min blog er trods alt ret personlig. Så du har helt ret, det er lidt af et mysterium, at nogen gider at læse med! Mange tak for kommentaren og for at læse med! :-D
Send en kommentar