Thank U

Alanis Morisette fik meget medieomtale, da hun i 1998 udgav sin første single Thank U fra sit fjerde album Supposed Former Infatuation Junkie. Det gjorte hun hovedsagligt, fordi der med singlen også fulgte en video, hvor hun var nøgen. Men derudover så har sangen faktisk også et fantastisk budskab. Budskabet handler om at være taknemlig for livet. Det bliver på smukkeste vis understreget i videoen, hvor Alanis går nøgen rundt. Men videoen handler ikke om at promovere nudisme, men har til formål at understrege det vigtige ved at turde være sig selv. At turde vise, hvem man er. At være åben og sårbar overfor andre mennesker. Det at være sårbar er på mange måder også det samme som at turde være sig selv. (Thank you frailty). Hvis man er bange, så trækker man sig ind i sig selv og begrænser dermed også sine egne muligheder. Sangens tekst handler hovedsagligt om taknemlighed. Den store taknemlighed opstår, når man formår at vende alverdens ulykke eller sorg til lykke. For det forunderlige og mærkelige ved stor sorg og ulykke er, at man på et eller andet tidspunkt vil opleve, at det ikke længere er muligt at blive mere ulykkelig. Så har man helt bogstaveligt talt nået bunden - man kan ikke længere synke dybere og dermed kan det kun gå fremad. Men det er desværre ikke alle mennesker, der når bunden, selvom de er meget ulykkelige.

Alanis begynder Thank U med spørgsmålet: How about that ever elusive kudo? Hvad med den evige udefinerbare og uforståelige taknemlighed? Taknemlighed er noget, som der opstår, når man ikke længere bebrejder andre for ens sorg eller ulykke. How about me not blaming you for everything? Taknemlighed opstår, når man kan værdsætte livet, som det er lige nu. Når man kan nyde livet - uden hverken at leve i fortiden eller i fremtiden. Uden at udskyde lykken til senere. How about me enjoying the moment for once? Når man ikke længere er bange for sine egne følelser. How about grieving it all one at a time? Eller er bange for at give udtryk for sine følelser. How about unabashedly bawling your eyes out? Når man tør behandle sig selv, som man virkelig fortjener. How about no longer being masochistic? Når man ikke længere føler nogen form for vrede mod dem, som har såret eller behandlet én uretfærdigt. How about how good it feels to finally forgive you? Når man giver slip på smerten, frygten eller sorgen, så vender man tilbage til livet og dermed opstår der en ny mulighed for lykke. Denne mulighed giver automatisk én en stor følelse af taknemlighed. En taknemlighed for livet og alt, hvad det indeholder. Alle livets muligheder. Man vender tilbage til overfladen som et andet (nyt) menneske. Alanis beskriver denne rejse ud af ulykken mod lykken meget smukt med ordene:

The moment I let go of it
was the moment I got more than I could handle.
The moment I jumped off of it
was the moment I touched down.

Om ligestilling - en opsang til feministerne

Jeg går naturligvis qua mit køn ind for ligestilling. Hvis jeg var en mand, så ville dette jo være knapt så væsentligt, da jeg dermed ikke automatisk skulle tage barsel og fik mindre i løn. Men det betyder ikke, at jeg automatisk går ind for alt, hvad diverse feminister hælder ud af ærmet. Generelt så findes der uhyggeligt meget sludder omkring forskellen på mænd og kvinder. Der er mange forsimplede, fordomsfulde og generaliserende teorier omkring kønnene - som på ingen måde beskriver alle mænd og kvinder. Bare det, at man tror, at man kan skrive en teori omkring, hvordan manden eller kvinden ER. Mænd er (indbyrdes) meget forskellige. Det er kvinder også. Et af de fænomener, som virkelig undrer mig meget, er, når feminister ikke selv lever op til deres egne idealer. F.eks. så mener jeg ikke, at man kæmper særlig meget for ligestilling, hvis man har sin mand under tøflen. Ligestilling betyder jo ikke, at kvinden skal bestemme det hele. Det betyder lighed mellem kønnene. Dermed burde manden vel også have noget at skulle sige, hvis man ellers anser ham for at være en ligeværdig partner. Hvis ikke, så burde man måske finde en anden. Endnu værre er det, når feministen har en mandschauvinistisk mand. Det har jeg virkelig ikke nogen forståelse for. Hvorfor skaffer feministen sig ikke straks af med denne neandertaler? Her mener jeg, at feministen bør være lidt konsekvent og gribe i egen barm. Hvis man kæmper for ligestilling, så må man også finde en partner, som anser én som en ligeværdig partner. Ellers så er man jo dybest set bare med til at forsætte mandschauvinisternes forsatte overlevelse. Hvis ikke, så må feministen som et minimum huske på, at deres eget valg af en neandertaler, ikke giver dem retten til at generalisere de ubehagelige træk ud på resten af mændene. Hvis kampen for ligestilling skal forsætte med en vis troværdighed, så må det også foregå på de rigtige præmisser. Nemlig uden at generalisere eller undertrykke mændene.

Om networking

En af mine favoritbloggere StineStregen blev forleden spurgt om, hvad networking er. Hertil svarede hun: Det er sådan noget med, at man giver hånd til nogen og siger "jeg vil gerne udnytte vores bekendtskab" - det er meget smukt. Her opsummerede Stine faktisk meget godt mit problem med networking. Jeg syntes generelt, at tanken er rædselsfuld. Jeg hader virkelig antagelsen om, at hver gang man møder nogle nye mennesker, så skulle man udelukkende gøre det for at gavne sig selv eller sin karriere. Jeg er naturligvis ikke så naiv, at jeg ikke kan forestille mig, at andre mennesker kunne tænke således, men det ligger enormt langt væk fra min egen tankegang. Og derfor hader jeg også tanken, da jeg frygter, at nogen kunne finde på at tillægge mig sådanne overvejelser. Det gør jeg, fordi jeg elsker at lære nye mennesker at kende (specielt dem, som jeg deler interesser med) hvilket jeg egentlig også finder meget naturligt. Generelt syntes jeg ikke, at der findes noget mere fascinerende end mennesker på den her klode. Intet andet kan vække min interesse i samme grad som mødet med et spændende menneske. Problemet er bare, at dette møde ikke længere er muligt, da networkingbegrebet automatisk sætter et lighedstegn imellem enhver form for interesse, som man kunne have for et andet menneske, og så det at fremme ens karrieremuligheder. Ifølge networking-tankegangen så er jeg kun interesseret i at lære en ny person at kende for at gavne mine egne karrieremuligheder. Jeg får kvalme af tanken. Specielt, fordi den eneste måde som man reelt kan slippe for denne anklage på er ved enten at blive rigtig gode venner med vedkommende eller lade være med at møde nogen som helst nye mennesker, som potentielt kunne hjælpe ens karriere. Men det virker jo også absurd, da man jo ikke kan blive bedste venner med alle de mennesker, som man møder - det er fuldkommen urealistisk. Og derfor er det vel også rimeligt nok, at man har nogle mere overfladiske relationer, som blot bygger på nogle fælles interesser – uden dette nødvendigvis skal være ensbetydende med at relationerne udelukkende består for at fremme ens karrieremuligheder. Hvad blev der af tanken omkring interessefællesskaber? Hvorfor kan man ikke længere have bekendte, som man deler interesser med? Det er ligesom, at networkingbegrebet har forvandlet den naturlige interesse, som man kan have for et andet menneske, til blot at handle om at fremme ens karriere eller egoistisk selvpromovering. Hvilket går meget imod Kants ide om, at man aldrig skal behandle en anden person blot som et middel. Det er tragisk, for dermed er det ikke længere muligt at møde et andet menneske, som man deler interesser med, på lige fod. Der vil altid være en mistanke om, hvad ens interesse i virkeligheden skyldes. Networkingbegrebet har dermed ødelagt den naturlige menneskelige interesse for et andet menneske og gjort det til en kold og kynisk profitoptimering af ens egne karrieremuligheder. Hvilket er ærgerligt, da networking jo sagtens kunne have været et begreb, der kendetegnede et smukt bekendtskab mellem mennesker med de samme interesser.

Brutal ærlig hiphop mod vold

For evigt mærket
En del af hjertet
Vil altid føles hul
Du prøver’ gemme det
Du vil glemme det
Ved at holde det skjult
Men jeg kan høre dig og forsøger bare
På at synge din blues
For du en sommerfugl, så spred dine vinger ud

Slaget rammer hendes kind, lammer hendes sind
For hun havde aldrig nogensinde troet, at han ville slå hende igen
Nu er hun paralyseret ude af stand til at reagere
Hendes mands dominans gør hende tam og dresseret
Underkuet følelsen brænder under huden
Sjælen skriger - hun er i åndeligt underskud
Knust samler hun skårene fra det krus
Han smadrede på vej ud af det her hus bygget på blues
Hun ser spørgsmålstegn i sin drengs øjne
Skal hun fortælle ham sandheden eller fylde ham med løgne
Hun gør det sidste, for det’ klart det nemmeste
Overbevist om, at drengen nok ska’ glemme det
Men forgæves hendes ansigt er alt for hævet
Og det er ikke første gang hun er blevet tævet
Men hun lader som om intet er hændt
For snart er klokken fem, så kommer han hjem igen

Chorus

Jeg har forsøgt, men nogle ting kan ik’ forklares
De skal erfares, før de åbenbares
Man må gi’ folk den tid det tar’
Før de er parate og åbne for alle de gode råd man har
Desværre er hendes selvværd bedøvet
Hun ligger ned i støvet, er usikker ked og bedrøvet
Hun har vænnet sig til at være underdanig
Hans ord smælder, når han skælder
Men hun smiler som sædvanlig
Kan gemme sit hjerte, men ikke de grå hår
Og dybe rynker der bekræfter hendes sorg
Dette spejlbillede gør hun ikke længere kan lyve
Hun må bryde skallen bruge sine vinger, så hun ka’ flyve

Bridge:
Du må ik’ gi’ op og du må ik’ sige stop
Så rejs dig blot, det går jo nok
Du må ik’ gi’ op og du må ik’ sige stop
Så rejs dig blot, det går jo nok
Du ved jo godt hvad der skal til

Hun går ikke længere i blinde nu
Er en anden kvinde nu
Med gejsten og lysten til at vinde nu
Og hun stråler, der’ ingen mand der råber
Er ik’ længere begrænset, ka’ ik’ længere bremses
Står ikke længere det samme sted, hun er kommet videre
Selvom mindet til tider stadig springer frem og bider
For hendes kamp har været stor, det har sat sine spor
Jeg er hendes førstefødte, hun er min mor!

Rap er egentlig en forkortelse af rhythm and poetry og bør derfor også altid (efter min mening) tage udgangspunkt i rapperens eget liv. Jo mere ærligt, oprigtigt og autentisk rapperen kan skrive sine tekster, jo bedre bliver de også. Det er Sommefugl et rigtigt godt eksempel på. Her formår Ataf virkelig at sætte sine rim sammen med en fantastisk brutal ærlighed. Og det var jo også netop den manglende ærlighed som Street Mass tidligere har kritiserede i Tillykk' med det, hvor han gjorte opmærksom på det latterlige ved den falske gangsterattitude blandt nogle danske rappere. Udover at Sommerfugl blev nomineret til flere forskellige priser, så skabte den også stor opmærksomhed omkring det tabubelagte emne vold i hjemmet. Her havde Atafs sang så stor gennemslagskraft, at han efterfølgende blev inviteret ind som gæst i flere forskellige debatprogrammer som f.eks. Debatten, Deadline og diverse nyhedsudsendelser. Desværre så lever resten af Atafs album Paraderne Nede ikke rigtig op til den første single, selvom jeg personligt godt kan lide hans stil i numre som Mami. Hvor han fortæller om, hvor svært det er at score den perfekte kvinde, men alligevel afslutter med ordene: ”du smiler skævt, du sætter dig lidt på tværs, bare rolig, jeg har dig for enden af næste vers”. Så det bliver spændende at høre, hvad han har at byde på, når han snart udgiver sin næste plade. Indtil videre kan man høre hans nye single Kig frem på MySpace.

Om dialog og det at flygte fra virkeligheden

Der bliver skrevet meget om dialog for tiden. Man skal være i dialog. Dialog skulle gerne være en samtale, hvor der bliver fremsat nogle forskellige synspunkter og som minimum burde føre til en bedre forståelse af den andens synspunkt. Hvis ikke, så er dialogen reelt bare en dobbelt monolog og derfor potentielt spild af tid. Dialog for dialogens skyld har ikke nogen nødvendighed – det har samtale til gengæld. Lidt ligesom Heideggers skelnen mellem tale og snak. Jeg er ofte i dialog med mange forskellige mennesker, som jeg ikke nødvendigvis har særlig meget til fælles med. Det ser jeg som noget meget positivt. For det holder mig vågen og fjerner de potentielt farlige skyklapper. Problemet er bare, at den autentiske dialog også kan ødelægge en rosenrød og forsimplet forståelse af verden. Sådan en forståelse har mange mennesker brug for at tro på, da alternativet (virkeligheden) er alt for overvældende. Det er langt mere kompliceret at have en nuanceret forståelse af verden end en forsimplet. Derfor slukker mange mennesker også for nyhederne. De slukker for virkeligheden. De vil meget hellere flygte ind i den trygge drømmeverden, hvor alt er præcist, som de ønsker. Man flygter ind i en pseudo-virkelighed af frygt for virkelighedens brutalitet. Denne flugt sker ofte gennem nogle trygge rammer, hvor alle har de samme holdninger og dermed kan bekræfte hinanden i pseudo-virkelighedens eksistens. Ethvert argument, der potentielt kunne ødelægge den fælles forestilling, bliver derfor også kategorisk afvist. Flugten er et tegn på luksus – en luksus som mange andre mennesker ikke har mulighed for. For de er konstant tvunget til at se den barske virkelighed i øjnene. Flugten må derfor også altid i en eller anden grad være et tegn på et beskyttet liv, hvor man på den ene eller den anden måde er forskånet fra nogle af livets mere barske sider. Her har drømmeverdenen den funktion, at den gør ulykke som f.eks. fattigdom, undertrykkelse og vold til et fænomen, der findes andre steder - i ulandene eller USA. Ikke lige udenfor ens egen hoveddør. Pseudo-verdenen har til formål at holde den ubehagelige virkelighed på tryg afstand. Problemet er bare, at ingen kan flygte for evigt - før eller siden indhenter virkeligheden os alle. Om ikke andet så i hvert fald i små glimt. Men flugten har også sine omkostninger. Det er farligt at leve i uvirkelighed - for i længden virker det fordummende! Derfor er jeg i dialog. Ikke, fordi virkeligheden bliver skabt gennem dialog, men fordi uvirkeligheden bliver skabt gennem den manglende dialog.

Test: Er du en del af den intellektuelle elite?

Så er det igen blevet tid til en af mine super seriøse test. Denne gang kan du teste, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite eller ej. For selvom at du måske har taget en akademisk uddannelse, så er det jo ikke sikkert, at du er en del af den absolutte intellektuelle elite! Husk at være ærlig!

1. Når du møder nye mennesker, der ikke regelmæssigt læser bøger omkring dit fag- /arbejdsområde, så:

A. Ser du med stor mistro på dem, mens du rækker hånden frem.
B. Rækker du hånden frem og hilser høfligt på dem med et stort smil.
C. Prøver du at undgå deres opmærksomhed og er i det hele taget meget i tvivl omkring, hvordan man skal kommunikere med så primitive skabninger.

2. Du er kun begejstret for underholdning, når:

A. Der er en anden intellektuel med – for så må det jo være i orden.
B. Det er sjovt.
C. Du selv er midtpunktet – for så kan der jo umuligt være tale om meningsløs underholdning for masserne.

3. Du mener, at du:

A. Ved næsten lige så meget som alle de andre arrogante akademikere.
B. Ved en del omkring dit fag- / arbejdsområde.
C. Er klogere end alle andre og dermed også burde være enevældig diktator.

4. Dine indkøb foregår hovedsageligt:

A. Der, hvor de har de ting, som du skal bruge - det har de jo ikke alle de almindelige steder - i hvert fald ikke i den rette kvalitet, fra den rette geografiske placering, lavet ud fra de rigtige politiske holdninger osv.
B. Helt almindelige indkøbssteder - hvor alle andre mennesker også handler.
C. Specialforretninger - hvor du kun møder folk, som du allerede kender og deler (minimum) 99 % af dine holdninger og interesser med.

5. Når du bruger fagudtryk eller begreber, som dine diskussionspartnere ikke kender, så:

A. Sker det hovedsagligt for at dække over din egen uvidenhed eller mangel på gode argumenter.
B. Forklarer du også altid begreberne, så de har en mulighed for at tage stilling til dine argumenter.
C. Forstår du ofte heller ikke selv betydningen af dem – men det er jo ikke nogen hindring for, at man kan bruge dem til at vinde en diskussion.

6. Når du fortæller andre udenforstående omkring dit fag- / arbejdsområde, så tænker du tit:

A. Det forstår de nok alligevel ikke noget af.
B. Hvordan kan jeg mon forklare det, så de også kan se det spændende ved mit fag- / arbejdsområde?
C. Hvorfor spilder jeg dog min tid på de her primitive undskyldninger for mennesker?

7. Hvis du sidder på en cafe og der bliver sat noget populært moderne musik på, som ikke lige falder i din smag, så tænker du:

A. Hvor ærgerligt – endnu en god cafe, der er blevet overtaget af en populistisk kapitalist!
B. Ikke nærmere over det.
C. At Taliban måske alligevel havde en pointe, da de forbød musik.

8. Når du hører nogen ytrer en anden holdning end din egen, så er din umiddelbare reaktion:

A. At du ikke rigtig hører efter – men bruger den overskydende spildtid (mens den anden fortæller) på at forberede din fremlægning af dit eget synspunkt.
B. At lytte opmærksomt, for derefter at stille opklarende spørgsmål - for på den måde at få den bedst mulige forståelse af den andens synspunkt.
C. At du ikke hører efter – for det ville jo være spild af din tid, når du allerede ved alt, hvad der er værd at vide.

9. Når du siger, at man bør hjælpe de svage i samfundet, så er det fordi:

A. At det er politisk korrekt.
B. At du mener, at det giver det bedste samfund.
C. At du gerne vil markere din egen højerestående position i samfundet.

10. Når du taler om den intellektuelle elite, så gør du det hovedsagligt, fordi:

A. At du ikke har noget klogere at sige.
B. Du elsker at gøre grin med arrogante akademikere (også gennem tests på din blog).
C. Du gerne vil understrege, hvor klog du selv er (hvilket desværre ikke er særlig selvindlysende).

Her burde det jo egentlig være overflødigt at komme med nogen yderligere forklaring. Men hvis du stadig skulle være i tvivl omkring, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite, så består den intellektuelle elite af dem, som hovedsagligt har svaret C igennem alle spørgsmålene. Hvis du derimod skulle have svaret A de fleste gange, så er du lige på grænsen. Du er lidt af en wannabe-intellektuel, da du godt kan se fordelene ved at være en del af den intellektuelle elite, men stadig ikke helt har cuttet båndene til den almene befolkning. Hvis du har svaret B flest gange, så bliver du nok aldrig en del af den intellektuelle elite. Du mangler helt grundlæggende egenskaber som f.eks. arrogance, storhedsvanvid, selvhøjtidelighed og kan derfor heller aldrig blive anset som et ligeværdigt medlem af den intellektuelle elite.

X-Factor findes kun uden arrogance

Så er det i aften, at X-Factor-finalen bliver afgjort. Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal holde med, da alle finalisterne tydeligvis har talent. Men jeg glæder mig til at høre Alien Beat Club bestående af Patricia, Kasper, Marcel og Stephanie synge Elton Johns Circle of Life og Lady Gagas Just dance. Da jeg syntes, at deres unikke vokaler passer perfekt sammen - ganske ligesom andre gode vokalgrupper som f.eks. den amerikanske R&B gruppe Boys II Men. Men modsat Remees gode sangvalg, så må jeg endnu en gang undre mig over Thomas Blachmans valg af sange. Jeg syntes generelt, at Blachman har valgt nogle enormt ringe sange til sine deltagere. Hvorfor skal en fyr med Mohammeds talent kun synge halvkedelige popsange? Hvis man har et talent, så bør man da også have mulighed for at vise det! Derfor tror jeg heller ikke, at Mohammed nogensinde var endt i farezonen, hvis det f.eks. var Remee som havde valgt hans sange.

Men generelt er jeg ret skuffet over Thomas Blachman, da jeg ellers var ret vild med ham sidste år, hvor han - på trods af flere unødvendige ubehagelige udtalelser omkring deltagerne – kom med flere gode og tankevækkende bemærkninger. Men, hvor var den Blachman henne i år? I år bidrog Blachman stort set ikke med andet end ros til sine egne deltager uanset deres performance og så lidt tilfældig kritik til de deltagere, som udgjorte en trussel overfor hans egne deltagere. Ligeledes skuffede det mig også, at Blachman ikke selv kunne kende forskel på arrogance og selvtillid i diskussionen omkring Lucas. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorvidt Lucas egentlig var arrogant eller ej – for det kunne jo også bare være en uheldig måde at skjule sin usikkerhed på. Men uanset Lucas personlighed, så hjalp det ham i hvert fald ikke særlig meget, at Blachman valgte at afvise kritikken ved at henvise til janteloven (frem for bare at afvise, at Lucas skulle være arrogant). Hvilket i situationen nok var den værste form for hjælp, som Lucas kunne have fået. For arrogance har jo intet at gøre med hverken stjernekvalitet eller selvtillid, men er nærmere et udtryk for en persons behov for at se bort fra sin egen manglende selvtillid ved at se ned på andre mennesker. Og derfor var det også kun naturligt, at de tre finalister forleden optrådte med både stor glæde og ydmyghed overfor publikums begejstring på Rådhuspladsen. For den sande glæde opstår jo netop, når man får lov til at udfolde sit talent og dermed bliver fyldt med en følelse af taknemlighed - hvilket står i skarp kontrast til arrogance! Den glæde kan man også tydeligt se i denne video, hvor Alien Beat Club optræder med deres fantastiske version af Sanne Salomonsens frække og intense sang Taxa: