tirsdag den 6. september 2011

Kommunikation - Kunsten at få andre mennesker til at forstå én


Kommunikation er en proces, hvor mennesker forsøger at formidle betydning for at skabe et grundlag for samarbejde - men kommunikation er en svær kunst, for det forudsætter et stort repertoire af diverse sociale færdigheder såsom at lytte, observere, tale, stille spørgsmål, analysere, gestikulere og evaluere. Derudover er der også mange andre ting, som man skal være opmærksom på. Helt grundlæggende kan man tale om 4 områder, hvor kommunikationen kan gå galt:

1. Det, du tror, du siger.

2. Det, der reelt kommer ud af munden.

3. Det, den anden hører, du siger.

4. Det, den anden fortolker ud af det, du siger.


Selvfølgelig skriver jeg ikke bare et blogindlæg for at påpege problemer - uden samtidig at tilbyde dig, som forsøger at kommunikere med dine medmennesker, en masse vejledning:

1. Det, du tror, du siger.

Epiktetos har engang sagt: ”Lær meningen af, hvad du siger, før du taler.” Det er et rigtigt godt råd og en virkelig vigtig forudsætning for enhver form for kommunikation. Overvej hele tiden, hvorvidt du nu også siger det, som du gerne vil fortælle den anden. Goethe har også skrevet: ”... i reglen tror mennesket, at blot han hører ord, må der også være en mening bag”. Det bør der også være god grund til at antage, hvis ikke kan du lige så godt springe direkte til den nederste linje i blogindlægget.

2. Det, der reelt kommer ud af munden.

Formuler dig så klart, præcist og entydigt som overhovedet muligt. Undgå tvetydige ord og forudsætninger. Vælg dine ord med omhu og undgå at bruge ord som let kan misforstås – f.eks. i sammenhæng (i tale) ”Præstens ged på marken”. Overvej, hvordan den anden person kan misforstå dig. Uddyb din pointe, indtil du er sikker på, at vedkommende forstår din pointe. Se efter de klare fysiske tegn på manglende forståelse såsom panderynker, forundring eller at vedkommende går væk fra dig. Lyt til, hvad den anden siger – det giver en ganske god indikation af, hvorvidt vedkommende har forstået dig korrekt. Derfor har Epiktetos også engang sagt: ”Vi har to ører og en mund således at vi kan lytte dobbelt så meget som vi taler.” Selvom det kan være særdeles underholdende, så kan det også være farligt at bruge ironi og sarkasme - da det let kan føre til alvorlige misforståelser.

3. Det, den anden hører, du siger.

Vær opmærksom på, hvorvidt den anden person hører ordentligt. Flyt evt. samtalen væk fra diverse støjkilder eller forstyrrelser. Overvej, hvorvidt den anden person kunne have forudfattede holdninger til samtaleemnet eller dig. Har du fornærmet vedkommende før, så er der en god sandsynlighed for, at kommunikationsvejen er ødelagt eller farvet af jeres tidligere kommunikations katastrofe.

4. Det, den anden fortolker ud af det, du siger.

Forskning har vist, at størstedelen af vores kommunikation er ikke-verbal (ikke ord) kommunikation. Helt præcist så er fordelingen således: 55 % fysik, 38 % stemmeføring og kun 7 % indholdet af ord. Dvs. kropssprog, holdning, tøj, ansigtsudtryk, øjenkontakt, mimik, gestik, tonefald, intonation (hvordan man lægger trykket på de forskellige ord) talerytme og følelser kan have en langt større betydning for, hvad den anden fortolker ud af det, som du siger. Med andre ord vær bevidst omkring, hvordan du præsenterer dine ord. Øv dig i at kommunikere foran et spejl, så ved du præcis, hvordan andre opfatter dig, når du siger noget. Overvej evt. også, hvorfor du ikke har øvet dig foran spejlet før – har du været bange for den (virkelige) dig? For du vil sandsynligvis hurtigt få en erkendelse af, at du ligner en klovn, når du taler - men bare rolig, sådan ser du ud hver dag! Andre mennesker er helt vant til oplevelsen - det er kun dig har levet i lykkelig uvidenhed.

Hvis du blot følger rådene ovenfor, så skulle du være ganske godt på vej til at få formidlet dit budskab. Skulle du (mod forventning) blot ønske at føre en overfladisk samtale uden noget reelt indhold og uden håb for meningsudveksling, så kan du med fordel læse mit blogindlæg Kunsten at tale uden reelt at sige noget i stedet.

Ingen kommentarer: