Forpligter det offentlige rum til samtale?

Ja, jeg spørger på baggrund af to oplevelser i dag, hvor to vildt fremmede mennesker pludselig begynder at tale til mig. Generelt syntes jeg, at samtaler med tilfældige fremmede mennesker for det meste er en enorm opmuntrende og positiv oplevelse. For det første, fordi sådanne samtaler næsten altid bygger på enten et positivt emne eller noget som man umiddelbart har til fælles. (Hvilket måske ikke er så mærkeligt, da der jo netop er tale om vildt fremmede mennesker.) Og sådanne samtaler virker også enormt inspirerende, da de jo netop opstår helt spontant og uden nogen form for forventning om noget bindende. Og hvor tit har man ikke netop alle mulige forventninger til andre mennesker? Og hvor tit bliver man ikke også skuffet? Men i sådan en situation ved begge parter, at der er tale om en uforpligtende samtale - da man jo ligesom skal videre hver sin vej - uden at det forhindrer en hyggelig samtale.

Men nogle gange har man bare ikke overskud til det og har mere brug for bare at sidde i fred og tænke tingene igennem. Som f.eks. i dag, hvor jeg oplevede det hele to gange, at folk (som jeg ikke kender) begynder at tale til mig. Den første gang var jeg lige kommet ind i toget. Kort efter sætter en fyr sig ved siden af mig og begynder at tale til mig. Jeg var rimelig stresset og havde min mp3 spiller i ørerne, så jeg smilede bare og kiggede væk. Det stopper for det meste de fleste spontane samtaler, som man ikke orker. Men han forsatte bare ufortrødent med at tale videre, så jeg til sidst måtte tage ørepropperne ud, for at kunne svare på, hvad han egentlig sagde. Da jeg til sidst fik vinket ham af, så blev han vist fornærmet. Men så kunne jeg jo ”nyde” resten af turen i fred med min sure sidekammerat og en vis dårlig samvittighed. Herligt. Ligeledes da jeg skulle hjem. Allerede ved den første station, som toget stopper på, får jeg en ny sidemand i 40’erne, som begynder at tale til mig. Han forstår dog lidt hurtigere et vink med en vognstang og foreholder sig stille resten af vejen. Denne gang kigger jeg dog bevidst ikke på ham, for jeg orkede virkelig ikke at få endnu et fornærmet udtryk. Men det fik jeg så til gengæld, da jeg steg af toget. Men jeg forstår det ikke helt. Hvor blev der af den uforpligtende samtale? Er det ikke i orden, at man nogen gange er for træt til en samtale i det offentlige rum? Eller forpligter det offentlige rum virkelig til en samtale?