Min specialekontrakt

Efter en del diskussion, så har min søde vejleder og jeg endelig fundet frem til en dag, hvor vi vist begge to har tid til at skrive en specialekontrakt. Og dermed skulle jeg også gerne have en deadline for mit speciale (på næste fredag). Det er en begivenhed, som min nærmeste omgangskreds har ventet meget utålmodigt på af to årsager. For det første, fordi de er MEGET trætte af at høre om universitetet. Hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg synes ikke, at jeg taler så meget om universitetet i forhold til så mange andre ting. For det andet, så mener de vist også dybest set, at det bedste for mig vil være, at jeg kommer så hurtigt væk fra universitetet som overhovedet muligt. Hvilket jeg heller ikke forstår, for jeg er faktisk meget glad for universitetet på trods af diverse forhold. Men det mener de tydeligvis ikke, at jeg bør være. De mener til gengæld, at jeg vil kunne forstå dem, når jeg først er kommet væk fra universitetet, for flere af dem har selv taget en universitetsuddannelse. Så derfor vil det helt sikkert også glæde dem, at jeg nu får en deadline for mit speciale.

Ligeledes har min familie også efterspurgt en specialekontrakt, da de øjensynlig også anser denne, som en slags garanti for, at jeg bliver færdig med min uddannelse. Mærkeligt nok, for det har de jo aldrig tænkt omkring alle mine andre eksamenstilmeldinger. Men det skyldes nok en bestemt begivenhed i min familie, som skete for mange år siden, men som alle stadig husker lige så tydeligt, som det var i går. Der er nemlig en mand i vores familie, som i sin ungdom tog en uddannelse som ingeniør. Men da han nåede til den sidste eksamen, så besluttede han sig for at rejse jorden rundt eller sådan noget, frem for at blive færdig med sin uddannelse. Hvilket betød, at han aldrig fik den pågældende uddannelse. Denne oplevelse har øjensynlig gjort sådan et stort indtryk på min familie, at de nu også er bange for, at jeg kan finde på at gentage historien. Det har så ført til den kollektive beslutning, at jeg i hvert fald ikke skal droppe ud med deres gode vilje. At ham fyren så senere fik stor succes med noget andet, det anser ingen øjensynlig som en væsentlig del af historien. Men det har vist heller ikke ligefrem hjulpet min egen sag, at jeg selv har påpeget dette aspekt. Og derfor bliver jeg også konstant spurgt om, hvordan det går med mit speciale. Hvilket i længden er ret trættende og irriterende. Nogle gange strejfer tanken mig også om, hvorvidt den store opmærksomhed og overvågenhed overhovedet er gavnligt for min specialeskrivning. Der var derfor heller ikke nogen uddelt begejstring, da jeg fik mit nye studiejob, for det er jo bare endnu en hindring for mit speciale.

Men nu skriver jeg så under på kontrakten. Ikke, fordi det er det rigtige tidspunkt, for hvornår er det egentlig? Og heller ikke fordi mit speciale næsten er færdigt, for det er det langt fra. Men fordi jeg har et vist pres, hvilket heller ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Selvom jeg stadig gerne vil fastholde, at selv hvis ingen nævner mit speciale fra nu af, så vil jeg altså stadig blive færdig med det. Og ja, det vil også være i år! Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor alle går så meget op i mit speciale - for de har jo ikke haft den samme interesse for alle mine andre eksamener. (Heldigvis.) For det giver da mere mening at droppe ud i starten, end når man næsten er færdig med uddannelsen! Men uanset hvad, så skriver jeg i hvert fald kontrakt på næste fredag og dermed burde jeg også senest blive færdig med min universitetsuddannelse den 14. september. Og dermed burde alle jo også være glade og tilfredse - eller hvad?