Efter at have oprettet min egen profil på Facebook, så står en ting klart. Personlighed betyder alt - resten er egentlig fuldkommen ligegyldigt. Det er utroligt, hvor mange overfladiske og ligegyldige betegnelser man kan klistre på sig selv og andre. Og hvilken forskel gør de egentlig? Hvilken musik hører du? Hvilke bøger læser du? Hvilken uddannelse har du? Hvor arbejder du? Har du en partner? Gør det egentlig overhovedet nogen forskel, når det kommer til stykket? Det gør det selvfølgelig, men for et venskab? Bygger venskab overhovedet på nogle af disse elementer? Det tror jeg ikke, men hvorfor bliver man så ved med at stille de samme ligegyldige spørgsmål? Det gør man muligvis for at opbygge et eller andet billede af den anden person, så man lettere kan forholde sig til, hvem personen egentlig er. De mange forskellige svar og indtryk bruger man så til at lave en slags kategorisering og organisering af, hvem den pågældende person er. Den kategorisering bygger formodentlig på en række socialt indlærte fordomme om, hvordan man er, når man besvarer spørgsmålene på en given måde. Og dermed har man dannet sig et indtryk af, hvilken form for personlighed personen har. Men er det overhovedet det, som man vælger sine venner ud fra?
Det tror jeg ikke. Jeg tror, at venskab opstår ud fra noget meget mere simpelt, udefinerbart og ukonkret end diverse former for interesser, uddannelse og social status. Muligvis opstår venskab på baggrund af en eller anden form for kemi mellem to menneskers personligheder - en slags kærlighed. Og hvis man ikke har den kemi, så bliver man nok heller aldrig venner – uanset hvor mange andre interesser man så ellers har til fælles. Altså er der tale om en bestemt slags match mellem to personligheder. Mine venner og jeg deler heller ikke nødvendigvis særlig mange interesser og på mange områder er vi også vidt forskellige. De plejer at sige, at jeg skiller mig ud. Om det så altid er noget positivt, det kan man jo diskutere. Men det er altså ikke nødvendigvis det fælles som skaber grundlaget for et venskab og derfor handler det nok mere om en slags match mellem to personligheder. Men selve definitionen af personlighed, som f.eks. de mere stabile former for adfærd hos en person, kan heller ikke i sig selv, fortælle noget om, hvorvidt man bliver venner.
Men hvis man endelig skulle stille nogle mere relevante spørgsmål til folk i forhold til deres personlighed, så skulle man måske i virkeligheden hellere spørge dem, om de har nogen traumatiske barndomsoplevelser? Om de blev mobbet i skolen? Hvilket forhold de har til deres mor og far? Hvilke problemer deres nærmeste venner har? Hvilke dårlige vaner de selv har? Hvad det sidste skænderi de havde med deres nuværende eller tidligere partner handlede om? Osv. For de spørgsmål ville formodentlig fortælle meget mere om, hvilken personlighed der gemmer sig bag facaden end en række fuldkommen ligegyldige smagsspørgsmål. Men det spørg man naturligvis ikke om, for det ville være alt for personligt. Men dermed er man også tilbage til, hvor man begyndte. Nemlig, hvor man bliver nød til at dømme folk ud fra deres smagspræferencer. Eller måske er det slet ikke svarene, som man i virkeligheden dømmer ud fra, men derimod noget meget mere umiddelbart givet og udefinerbart - nemlig deres personlighed.
4 kommentarer:
Der er jo også en masse autokommunikation i den slags spørgsmål. De er brudstykker i din fortælling (til dig selv) om hvem du gerne vil være og gerne vil ses som.
Jeg tror venskab generelt kommer af oplevet skæbnefælleskab + (gensidig) positiv betingning. To fænomener som nemt kan etablere et feedback-loop.
Hvad der kommer først er så hønen-eller-ægget (Hvilket er et mungo dårligt billede, for jeg er ret sikker på at ægget kom først (ud fra en evolutionært-økonomisk betragtning)).
Du skriver, at de overfladiske spørgsmål er brudstykker i ens fortælling (til sig selv) om, hvem man gerne vil være og ses som. Jeg er lidt i tvivl om, hvad du mener med det, så måske har jeg misforstået dig... Men jeg tænker ikke særlig meget over, hvem jeg gerne vil være. For jeg vil egentlig bare gerne være mig selv og ses som den, som jeg er. Og jeg har ikke valgt mine interesser ud fra, hvordan andre mennesker skal se mig (men ud fra mine interesser). Jeg syntes faktisk, at det er lidt sjovt, når folk har fordomme omkring, hvordan man er og sætter én i bås ud fra ens interesser. For det siger nemlig enormt meget om dem selv og hvordan de selv ser på verden. Du bruger ordet autokommunikation om spørgsmålene. Den største form for autokommunikation er jo nok ens udseende. Ens udseende vækker enormt mange fordomme og betyder generelt rigtig meget for, hvordan andre mennesker opfatter én. Hvorfor det er sådan, det prøver jeg stadig at forstå, for jeg kan ærlig talt ikke se, hvorfor udseende altid skal tillægges så stor en betydning eller spille sådan en stor rolle? Men det gør det - selvom jeg personligt finder det enormt ligegyldigt og overfladisk.
Det med skæbnefællesskab, det overvejede jeg faktisk også en del, da jeg skrev teksten. Men man kan jo sagtens dele skæbne eller oplevelser - uden at det skaber noget grundlag for et venskab. Men naturligvis er fælles interesser og oplevelser også altid et godt udgangspunkt for at starte et venskab. Gensidig positiv betingning? Jeg ville måske ikke lige bruge ordet betingning, da det får mig til at tænke behavioristisk psykologi. Men okay, du mener vist bare, at man har et gensidigt positivt feedback. Og ja, det er sikkert korrekt, at venskaber i en vis grad bygger på positiv feedback. Alternativet, hvor man kun får negative oplevelser tilbage, det fører nok sjældent til de dybere venskaber. Men jeg tror ikke, at venskaber starter eller udelukkende kan bygge på positiv feedback eller delte oplevelser – der må ligesom være noget mere (ja, lad os bare kalde det) en slags X factor! Denne X factor kunne f.eks. være en match eller en bestemt slags kemi imellem to personligheder. (Eller måske noget andet?) Man kan naturligvis godt have venner, hvor man ikke har sådan en faktor. Men rigtige gode venskaber tror jeg bygger på sådan en match, men de er også sjældne. Men når man har fundet sådan en match, så er det klart en god ting med fælles oplevelser, interesser og positiv feedback - for de kan jo netop gøre venskabet stærkere.
Det med selvfortællingen og autokommunikation hang sammen med, at den slags spørgsmål som regel dukker op i sammenhænge hvor du skal kommunikere din identitet gennem et medie (fx facebook). Så bliver svarene (dine selektioner) nødvendigvis en repræsentation af hvem du ser dig selv som og gerne vil ses som.
Det spørgsmålene fokuserer på er som regel fænomener som er mere indikative for personlighed end andre. At disse findes er programmer ala "kender du typen" jo et fint eksempel på. Mao. er nogle fænomener mere effektive som match-heuristik ("fordomme").
Men vi er helt enige om, at det aldrig kan blive en fyldestgørende repræsentation af folks personlighed.
Mht. venskaber: Så forklaringsmodellen er indtil videre skæbne/oplevelsesfællesskab + gensidig positiv feedback + x-factor/kemi/match = venskab?
Forresten så synes jeg at "hvad vil det sige at være sig selv?" er et godt emne til et blogindlæg.
Især fordi det må betyde mere end at være et klawonnsk 'primært nærvær' og derfor afhænger af en masse, som netop ikke er konstitueret/bestemt af selvet.
Du har ret i, at svarene på en eller anden måde bliver en repræsentation af, hvordan andre ser én. Uanset om de så reelt repræsenterer, hvordan man er. Men jeg kan ikke lide formuleringen: hvordan man gerne vil ses. Måske er mit problem, at det lyder alt for kalkulerende. Hvis jeg skriver denne interesse f.eks. en bestemt bog eller film, så ser de mig på en bestemt måde. Sådan noget fis, det tager jeg kraftigt afstand fra. Jeg skriver min ærlige mening. Ikke hvad jeg tror, at andre vil blive imponeret af eller sådan noget. Du ved - take or leave it. Hvis nogen ikke bryder sig om ens interesser, så er det jo bare ærgerligt. For det er jo ikke alt ved ens personlighed, som man skal ændre på, bare fordi nogen ikke bryder sig om det. Det gælder for resten ikke bare på Facebook, men også i forhold til ens venner, familie og på arbejdsmarkedet. Jeg går meget ind for at stå ved, hvem man er. Hvad vil du bruge en ven eller et job til, hvis du skal være en anden end du i virkeligheden er? Sådan bliver man aldrig lykkelig! For man er jo desværre ”stuck” med sig selv hele tiden.:-)
Spørgsmålet er så, hvor meget de mest hyppige indikative spørgsmål overhovedet fortæller om ens personlighed? ”Kender du typen” er et herligt program, som jeg gerne ser, hvis jeg tilfældigt får slået ind på det. Men programmet bygger også på ekstremt mange fordomme om, hvordan man er, når man har diverse interesser. Men det sjove er så, at der rent faktisk også findes en del mennesker, som passer perfekt på disse fordomme.
Ja, det lyder som om vi har en definition af venskab - jeg kan i hvert fald ikke umiddelbart komme i tanke om andre aspekter.
Ja, naturligvis må det ”at være sig selv” være meget mere end blot ens primære nærvær. Alle mennesker har jo primært nærvær (går vi i hvert fald ud fra) men ikke alle mennesker evner at være dem selv i sådan mere eksistentialistisk forstand. Du skriver, at hvem man er, netop ikke er konstitueret eller bestemt af selvet. Men det afhænger jo lidt af, hvordan man definerer selvet? Er selvet, bare hvem man er eller er det udgjort (determineret) af f.eks. ens biologi og sociale omstændigheder (konstruktivisme)? Som du kan se på mine foretrukne filosoffer Sartre og Kierkegaard, så går jeg bestemt ikke ind for nogen form for determinisme. Men derfor kan man jo godt have en ”kerne” af selv, som i en eller anden forstand er konstituerende for, hvem man er og hvordan man handler. Og dermed har jeg ikke sagt, at dette ”selv” nødvendigvis er noget endeligt givet. Men du har ret - det er faktisk en rigtig god ide til et blogindlæg.
Send en kommentar