Så er det igen blevet tid til en af mine super seriøse test. Denne gang kan du teste, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite eller ej. For selvom at du måske har taget en akademisk uddannelse, så er det jo ikke sikkert, at du er en del af den absolutte intellektuelle elite! Husk at være ærlig!
1. Når du møder nye mennesker, der ikke regelmæssigt læser bøger omkring dit fag- /arbejdsområde, så:
A. Ser du med stor mistro på dem, mens du rækker hånden frem.
B. Rækker du hånden frem og hilser høfligt på dem med et stort smil.
C. Prøver du at undgå deres opmærksomhed og er i det hele taget meget i tvivl omkring, hvordan man skal kommunikere med så primitive skabninger.
2. Du er kun begejstret for underholdning, når:
A. Der er en anden intellektuel med – for så må det jo være i orden.
B. Det er sjovt.
C. Du selv er midtpunktet – for så kan der jo umuligt være tale om meningsløs underholdning for masserne.
3. Du mener, at du:
A. Ved næsten lige så meget som alle de andre arrogante akademikere.
B. Ved en del omkring dit fag- / arbejdsområde.
C. Er klogere end alle andre og dermed også burde være enevældig diktator.
4. Dine indkøb foregår hovedsageligt:
A. Der, hvor de har de ting, som du skal bruge - det har de jo ikke alle de almindelige steder - i hvert fald ikke i den rette kvalitet, fra den rette geografiske placering, lavet ud fra de rigtige politiske holdninger osv.
B. Helt almindelige indkøbssteder - hvor alle andre mennesker også handler.
C. Specialforretninger - hvor du kun møder folk, som du allerede kender og deler (minimum) 99 % af dine holdninger og interesser med.
5. Når du bruger fagudtryk eller begreber, som dine diskussionspartnere ikke kender, så:
A. Sker det hovedsagligt for at dække over din egen uvidenhed eller mangel på gode argumenter.
B. Forklarer du også altid begreberne, så de har en mulighed for at tage stilling til dine argumenter.
C. Forstår du ofte heller ikke selv betydningen af dem – men det er jo ikke nogen hindring for, at man kan bruge dem til at vinde en diskussion.
6. Når du fortæller andre udenforstående omkring dit fag- / arbejdsområde, så tænker du tit:
A. Det forstår de nok alligevel ikke noget af.
B. Hvordan kan jeg mon forklare det, så de også kan se det spændende ved mit fag- / arbejdsområde?
C. Hvorfor spilder jeg dog min tid på de her primitive undskyldninger for mennesker?
7. Hvis du sidder på en cafe og der bliver sat noget populært moderne musik på, som ikke lige falder i din smag, så tænker du:
A. Hvor ærgerligt – endnu en god cafe, der er blevet overtaget af en populistisk kapitalist!
B. Ikke nærmere over det.
C. At Taliban måske alligevel havde en pointe, da de forbød musik.
8. Når du hører nogen ytrer en anden holdning end din egen, så er din umiddelbare reaktion:
A. At du ikke rigtig hører efter – men bruger den overskydende spildtid (mens den anden fortæller) på at forberede din fremlægning af dit eget synspunkt.
B. At lytte opmærksomt, for derefter at stille opklarende spørgsmål - for på den måde at få den bedst mulige forståelse af den andens synspunkt.
C. At du ikke hører efter – for det ville jo være spild af din tid, når du allerede ved alt, hvad der er værd at vide.
9. Når du siger, at man bør hjælpe de svage i samfundet, så er det fordi:
A. At det er politisk korrekt.
B. At du mener, at det giver det bedste samfund.
C. At du gerne vil markere din egen højerestående position i samfundet.
10. Når du taler om den intellektuelle elite, så gør du det hovedsagligt, fordi:
A. At du ikke har noget klogere at sige.
B. Du elsker at gøre grin med arrogante akademikere (også gennem tests på din blog).
C. Du gerne vil understrege, hvor klog du selv er (hvilket desværre ikke er særlig selvindlysende).
Her burde det jo egentlig være overflødigt at komme med nogen yderligere forklaring. Men hvis du stadig skulle være i tvivl omkring, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite, så består den intellektuelle elite af dem, som hovedsagligt har svaret C igennem alle spørgsmålene. Hvis du derimod skulle have svaret A de fleste gange, så er du lige på grænsen. Du er lidt af en wannabe-intellektuel, da du godt kan se fordelene ved at være en del af den intellektuelle elite, men stadig ikke helt har cuttet båndene til den almene befolkning. Hvis du har svaret B flest gange, så bliver du nok aldrig en del af den intellektuelle elite. Du mangler helt grundlæggende egenskaber som f.eks. arrogance, storhedsvanvid, selvhøjtidelighed og kan derfor heller aldrig blive anset som et ligeværdigt medlem af den intellektuelle elite.
søndag den 29. marts 2009
fredag den 27. marts 2009
X-Factor findes kun uden arrogance
Så er det i aften, at X-Factor-finalen bliver afgjort. Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal holde med, da alle finalisterne tydeligvis har talent. Men jeg glæder mig til at høre Alien Beat Club bestående af Patricia, Kasper, Marcel og Stephanie synge Elton Johns Circle of Life og Lady Gagas Just dance. Da jeg syntes, at deres unikke vokaler passer perfekt sammen - ganske ligesom andre gode vokalgrupper som f.eks. den amerikanske R&B gruppe Boys II Men. Men modsat Remees gode sangvalg, så må jeg endnu en gang undre mig over Thomas Blachmans valg af sange. Jeg syntes generelt, at Blachman har valgt nogle enormt ringe sange til sine deltagere. Hvorfor skal en fyr med Mohammeds talent kun synge halvkedelige popsange? Hvis man har et talent, så bør man da også have mulighed for at vise det! Derfor tror jeg heller ikke, at Mohammed nogensinde var endt i farezonen, hvis det f.eks. var Remee som havde valgt hans sange.
Men generelt er jeg ret skuffet over Thomas Blachman, da jeg ellers var ret vild med ham sidste år, hvor han - på trods af flere unødvendige ubehagelige udtalelser omkring deltagerne – kom med flere gode og tankevækkende bemærkninger. Men, hvor var den Blachman henne i år? I år bidrog Blachman stort set ikke med andet end ros til sine egne deltager uanset deres performance og så lidt tilfældig kritik til de deltagere, som udgjorte en trussel overfor hans egne deltagere. Ligeledes skuffede det mig også, at Blachman ikke selv kunne kende forskel på arrogance og selvtillid i diskussionen omkring Lucas. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorvidt Lucas egentlig var arrogant eller ej – for det kunne jo også bare være en uheldig måde at skjule sin usikkerhed på. Men uanset Lucas personlighed, så hjalp det ham i hvert fald ikke særlig meget, at Blachman valgte at afvise kritikken ved at henvise til janteloven (frem for bare at afvise, at Lucas skulle være arrogant). Hvilket i situationen nok var den værste form for hjælp, som Lucas kunne have fået. For arrogance har jo intet at gøre med hverken stjernekvalitet eller selvtillid, men er nærmere et udtryk for en persons behov for at se bort fra sin egen manglende selvtillid ved at se ned på andre mennesker. Og derfor var det også kun naturligt, at de tre finalister forleden optrådte med både stor glæde og ydmyghed overfor publikums begejstring på Rådhuspladsen. For den sande glæde opstår jo netop, når man får lov til at udfolde sit talent og dermed bliver fyldt med en følelse af taknemlighed - hvilket står i skarp kontrast til arrogance! Den glæde kan man også tydeligt se i denne video, hvor Alien Beat Club optræder med deres fantastiske version af Sanne Salomonsens frække og intense sang Taxa:
Men generelt er jeg ret skuffet over Thomas Blachman, da jeg ellers var ret vild med ham sidste år, hvor han - på trods af flere unødvendige ubehagelige udtalelser omkring deltagerne – kom med flere gode og tankevækkende bemærkninger. Men, hvor var den Blachman henne i år? I år bidrog Blachman stort set ikke med andet end ros til sine egne deltager uanset deres performance og så lidt tilfældig kritik til de deltagere, som udgjorte en trussel overfor hans egne deltagere. Ligeledes skuffede det mig også, at Blachman ikke selv kunne kende forskel på arrogance og selvtillid i diskussionen omkring Lucas. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorvidt Lucas egentlig var arrogant eller ej – for det kunne jo også bare være en uheldig måde at skjule sin usikkerhed på. Men uanset Lucas personlighed, så hjalp det ham i hvert fald ikke særlig meget, at Blachman valgte at afvise kritikken ved at henvise til janteloven (frem for bare at afvise, at Lucas skulle være arrogant). Hvilket i situationen nok var den værste form for hjælp, som Lucas kunne have fået. For arrogance har jo intet at gøre med hverken stjernekvalitet eller selvtillid, men er nærmere et udtryk for en persons behov for at se bort fra sin egen manglende selvtillid ved at se ned på andre mennesker. Og derfor var det også kun naturligt, at de tre finalister forleden optrådte med både stor glæde og ydmyghed overfor publikums begejstring på Rådhuspladsen. For den sande glæde opstår jo netop, når man får lov til at udfolde sit talent og dermed bliver fyldt med en følelse af taknemlighed - hvilket står i skarp kontrast til arrogance! Den glæde kan man også tydeligt se i denne video, hvor Alien Beat Club optræder med deres fantastiske version af Sanne Salomonsens frække og intense sang Taxa:
tirsdag den 24. marts 2009
søndag den 22. marts 2009
Om filosofisk reklame og protreptik
Jeg fandt for et stykke tid siden den her Youtube-video, hvor Ole Fogh Kirkeby fortæller omkring indholdet af hans bog Protreptik - Filosofisk coaching i ledelse. I videoen kommer Ole Fogh Kirkeby med nogle rigtig interessante pointer omkring ledelse, hvilket også har gjort, at jeg har tænkt mig at købe bogen. For umiddelbart syntes jeg bestemt ikke, at der er tale om ældgammel (forældet) tænkning, som Pia ellers kalder det i hendes meget interessante artikel "Ledelsesfilosofi skader mere end det gavner" (selvom jeg reelt ikke kan vide det med sikkerhed, før jeg har læst bogen). Selvom jeg da også gerne vil udtrykke min egen store undren over, hvorfor ledelsesfilosofi stort set aldrig tager udgangspunkt i nulevende filosoffer! Men uanset udgangspunktet, så syntes jeg, at andre filosoffer også burde overveje at lave lignende videoer, da de kan fungere som en rigtig god reklame på nettet.
tirsdag den 24. februar 2009
Den filosofiske tanke - et svar til Stokbro
Stokbro er kommet med nogle meget interessante svar og forklaringer (her og her) på mit tidligere blogindlæg Om filosofisk tænkning, hvilket jeg naturligvis også gerne vil knytte nogle kommentarer til. Først vil jeg gerne afvise, at jeg skulle mene, at filosofi er det samme som formidling. Man kan sagtens have filosofiske tanker uden at være i stand til at formidle dem videre til andre mennesker. Der, hvor jeg mener, at formidlingen spiller en helt afgørende rolle, er mere i forhold til forståelsen blandt andre mennesker. For selvom at den manglende formidling eller forståelse ikke per definition gør de filosofiske tanker mindre filosofiske, så er spørgsmålet jo stadig, hvor meget man reelt kan bruge de filosofiske tanker til, hvis ingen forstår dem.
Stokbro skriver: ”Jeg mener altså nok, at der kan være en pointe med filosofien uden at den dermed hænges op på en sandhed.” Her er mit umiddelbare spørgsmål, hvilken pointe der skulle være med filosofien, hvis der ikke findes nogen form for sandhed? Stokbro afviser også både metode, erkendelse og sandhed ud fra en forståelse af virkeligheden som værende afhængig af begrebsdefinitioner og tradition. Men virkeligheden er jo ikke alene udgjort af sproget, begreber eller traditioner, selvom disse helt klart også har en stor betydning for menneskets forståelse af virkeligheden. For virkeligheden har jo også en materiel side, som har eksisteret lang tid før menneskets eksistens og som er fuldkommen uafhængig af, hvad mennesket tænker og forstår ved de forskellige begreber og traditioner. Det gør det også muligt for mennesket at finde frem til en sandhed, som ikke forandrer sig, uanset hvilken teori eller tradition det enkelte menneske betragter verden ud fra. Hvilket jeg også allerede en gang tidligere har argumenteret for i en lignende diskussion med Stokbro (Den videnskabelige filosofis overlevelse).
Til sidst bliver jeg beskyldt for at skulle være liberal-kapitalistisk, bare fordi jeg mener, at filosofien skal have et formål. Men et formål behøver jo ikke nødvendigvis at handle om merprofit eller optimering, så mon ikke den beskyldning nærmere skyldes fordomme omkring min interesse for økonomisk teori, budgetplanlægning og udgiftspolitik? Her vil jeg da også godt til almen oplysning påpege, at der faktisk også findes andre formål indenfor økonomisk teori og budgetplanlægning end blot profitoptimering. Jeg mener heller ikke, at selve den filosofiske tanke nødvendigvis skal være resultatorienteret eller rettet mod noget bestemt resultat. Det betyder bare, at tænkningen HAR et resultat. Hvilket også gælder for Stokbros tanker - uanset om han vil være ved det eller ej.
Stokbro skriver: ”Jeg mener altså nok, at der kan være en pointe med filosofien uden at den dermed hænges op på en sandhed.” Her er mit umiddelbare spørgsmål, hvilken pointe der skulle være med filosofien, hvis der ikke findes nogen form for sandhed? Stokbro afviser også både metode, erkendelse og sandhed ud fra en forståelse af virkeligheden som værende afhængig af begrebsdefinitioner og tradition. Men virkeligheden er jo ikke alene udgjort af sproget, begreber eller traditioner, selvom disse helt klart også har en stor betydning for menneskets forståelse af virkeligheden. For virkeligheden har jo også en materiel side, som har eksisteret lang tid før menneskets eksistens og som er fuldkommen uafhængig af, hvad mennesket tænker og forstår ved de forskellige begreber og traditioner. Det gør det også muligt for mennesket at finde frem til en sandhed, som ikke forandrer sig, uanset hvilken teori eller tradition det enkelte menneske betragter verden ud fra. Hvilket jeg også allerede en gang tidligere har argumenteret for i en lignende diskussion med Stokbro (Den videnskabelige filosofis overlevelse).
Til sidst bliver jeg beskyldt for at skulle være liberal-kapitalistisk, bare fordi jeg mener, at filosofien skal have et formål. Men et formål behøver jo ikke nødvendigvis at handle om merprofit eller optimering, så mon ikke den beskyldning nærmere skyldes fordomme omkring min interesse for økonomisk teori, budgetplanlægning og udgiftspolitik? Her vil jeg da også godt til almen oplysning påpege, at der faktisk også findes andre formål indenfor økonomisk teori og budgetplanlægning end blot profitoptimering. Jeg mener heller ikke, at selve den filosofiske tanke nødvendigvis skal være resultatorienteret eller rettet mod noget bestemt resultat. Det betyder bare, at tænkningen HAR et resultat. Hvilket også gælder for Stokbros tanker - uanset om han vil være ved det eller ej.
torsdag den 19. februar 2009
Om filosofisk tænkning - en kritisk kommentar til Stokbro
Forleden fik jeg en mail, hvor jeg blandt andet blev spurgt om, hvorvidt der stadig er brug for filosofisk tænkning? Det var faktisk et rigtig godt spørgsmål, da det implicerede, at jeg måtte overveje, hvad der egentlig definerer en filosofisk tankegang. Normalt skelner jeg ellers ikke mellem almindelig tankegang og filosofisk tænkning, men det blev jeg så tvunget til i den pågældende situation. Stokbro har før været inde på emnet i hans meget interessante blogindlæg Decentrering, dissemination (filosofi). Her beskriver Stokbro sin egen tilgang til filosofi og hvilken form for kritik, der kan rettes mod den: ”Det jeg egentlig kan kritiseres for, mht. manglende empiri og en metafysikkritisk tilgang til filosofien, er, at jeg ikke er filosofisk (nok) eller filosofisk dannet, at mine tekster er for eksperimenterende og således aldrig rigtig kommer frem til noget.” Jeg mener ikke, at der skulle være noget belæg for at sige, at Stokbro ikke er filosofisk nok. Ligeledes mener jeg heller ikke, at det nødvendigvis skulle være en ulempe ikke at være filosofisk (ud)dannet. For desværre kan man ikke sætte lighedstegn mellem det at have en uddannelse indenfor filosofi og så det at være en stor filosof. Ganske ligesom, at man heller ikke nødvendigvis bliver nogen god psykolog, bare fordi man har taget en uddannelse indenfor psykologi. Jeg mener heller ikke, at tekster kan være for eksperimenterende. Det er kun skønt, hvis en filosofisk tekst er eksperimenterende – specielt hvis det eksperimenterende ikke bare består af akademisk vrøvl. For der findes jo allerede alt for mange kedelige og ligegyldige tekster – som jeg af princip nægter at kalde filosofiske. Nej, filosofi må involvere mere end blot opremsningen af diverse filosofiske spørgsmål og så nogle selvindlysende konsekvenser heraf. Så lad os endelig få nogle flere eksperimenterende tekster! Ethvert skridt væk fra middelmådigheden og det forudsigelige byder jeg velkommen til hver en tid!
Der, hvor Stokbros og min forståelse af filosofi adskiller sig fra hinanden er det punkt, hvor Stokbro selv hævder, at han ”aldrig rigtig kommer frem til noget”. Og hvorfor er det så, at Stokbro ikke gør det? Det giver han selv svaret på senere i teksten, hvor han beskriver, hvorledes hans filosofi ikke er resultatorienteret og derefter tilføjer sætningen: ”men i dybeste forstand filosofisk”. Altså sætter Stokbro selv lighedstegn mellem det filosofiske og det manglende svar eller udeblevne resultat. Og dermed har Stokbro selv defineret den filosofiske tænkning, så den per definition aldrig kan nå frem til et resultat, for dermed ville den ophøre med at være filosofisk. Det er altså ikke filosofisk at nå frem til nogen form for sandhed eller erkendelse. Det forklarer også samtidig, hvorfor Stokbro (med hans egne ord) endnu ikke er ”kommet til noget begreb om sandhed eller erkendelse ”. Dermed er det heller ikke så overraskende, at Stokbros filosofi ikke når frem til dette ”noget” – hvilket vel i virkeligheden bare er en anden betegnelse for sandhed eller erkendelse.
Stokbro skriver også, at den filosofiske tanke skal bedømmes ”på dens smidighed og dens bevægelse (dvs. dens frihedsgrader), men også på dens evne til skepsis - dvs. på dens evne til skeptomai: skue, se sig omkring.” Det er jeg helt enig i, hvilket jeg også selv har formuleret i et af mine seks krav til en filosof. Men jeg mener også, at den filosofiske tænkning må implicere, at man evner at skelne mellem fantasi og virkelighed. For virkeligheden er ikke alene udgjort af tænkningen og dermed er virkeligheden også med til at opstille nogle rammer for tænkningens frihed, hvilket også samtidig udgør grundlaget for sand erkendelse. Det er her, hvor jeg, modsat Stokbro, mener, at empiri og logik spiller en ret væsentlig rolle. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Stokbro vælger at fastholde dette syn på filosofisk tænkning. Er det i virkeligheden et tegn på en romantisk verdensopfattelse? Er verden mere spændende eller eksotisk, hvis der ikke findes nogen endegyldige svar på de filosofiske spørgsmål? Det mener jeg ikke nødvendigvis. Efter min mening så skal en sand filosof ikke bare stille spørgsmålene – men må også give nogle svar. For hvad skulle pointen ellers være med at filosofere over spørgsmålene? Men måske mener Stokbro slet ikke, at der er eller skal være nogen pointe med at filosofere.
Der, hvor Stokbros og min forståelse af filosofi adskiller sig fra hinanden er det punkt, hvor Stokbro selv hævder, at han ”aldrig rigtig kommer frem til noget”. Og hvorfor er det så, at Stokbro ikke gør det? Det giver han selv svaret på senere i teksten, hvor han beskriver, hvorledes hans filosofi ikke er resultatorienteret og derefter tilføjer sætningen: ”men i dybeste forstand filosofisk”. Altså sætter Stokbro selv lighedstegn mellem det filosofiske og det manglende svar eller udeblevne resultat. Og dermed har Stokbro selv defineret den filosofiske tænkning, så den per definition aldrig kan nå frem til et resultat, for dermed ville den ophøre med at være filosofisk. Det er altså ikke filosofisk at nå frem til nogen form for sandhed eller erkendelse. Det forklarer også samtidig, hvorfor Stokbro (med hans egne ord) endnu ikke er ”kommet til noget begreb om sandhed eller erkendelse ”. Dermed er det heller ikke så overraskende, at Stokbros filosofi ikke når frem til dette ”noget” – hvilket vel i virkeligheden bare er en anden betegnelse for sandhed eller erkendelse.
Stokbro skriver også, at den filosofiske tanke skal bedømmes ”på dens smidighed og dens bevægelse (dvs. dens frihedsgrader), men også på dens evne til skepsis - dvs. på dens evne til skeptomai: skue, se sig omkring.” Det er jeg helt enig i, hvilket jeg også selv har formuleret i et af mine seks krav til en filosof. Men jeg mener også, at den filosofiske tænkning må implicere, at man evner at skelne mellem fantasi og virkelighed. For virkeligheden er ikke alene udgjort af tænkningen og dermed er virkeligheden også med til at opstille nogle rammer for tænkningens frihed, hvilket også samtidig udgør grundlaget for sand erkendelse. Det er her, hvor jeg, modsat Stokbro, mener, at empiri og logik spiller en ret væsentlig rolle. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Stokbro vælger at fastholde dette syn på filosofisk tænkning. Er det i virkeligheden et tegn på en romantisk verdensopfattelse? Er verden mere spændende eller eksotisk, hvis der ikke findes nogen endegyldige svar på de filosofiske spørgsmål? Det mener jeg ikke nødvendigvis. Efter min mening så skal en sand filosof ikke bare stille spørgsmålene – men må også give nogle svar. For hvad skulle pointen ellers være med at filosofere over spørgsmålene? Men måske mener Stokbro slet ikke, at der er eller skal være nogen pointe med at filosofere.
søndag den 8. februar 2009
Om parkour og urban tricking
Jeg er generelt meget fascineret af al form for ekstremsport, hvoraf parkour og urban tricking er en af de nyeste. Parkour er dog ikke noget helt nyt fænomen, da Madonna jo allerede tilbage i 2006 promoverede parkour gennem lanceringen af hendes video Jump. Her blev der blev der udøvet parkour rundt omkring i Tokyos gader til ordene: Are you ready to jump? Get ready to jump. Don’t ever look back, oh baby. Senere kom James Bond filmen Casino Royale med en parkourscene udført af en af verdens allerbedste parkourudøvere Sébastien Foucan, hvilket også var med til at udbrede kendskabet til parkour. Parkour er på mange måder et udtryk for frihed. Man behøver ikke at have nogen form for udstyr – man har kun brug for et par løbesko. Man skal heller ikke først tage et bestemt sted hen – man kan udøve det lige, hvor man vil. Man bruger det urbane landskab som en legeplads, hvor byens arkitektur fungere som en kulisse for ens fysiske udfoldelser. Man bestemmer selv, hvor man vil hen og behøver ikke at have nogen forudbestemt destination. Man er i konstant bevægelse og derfor er det heller ikke muligt at besvare arbejdsmailen eller tage mobilen. Og modsat så mange andre sportsgrene, så er man heller ikke begrænset af nogen regler eller mål. Man er fri. Det er, hvad det moderne menneske ofte har brug for – at være helt fri. Fri for forpligtelser – det er den ultimative frihed. Derfor appellerer parkour også i høj grad til det moderne menneske, for det er kun fantasien, dine evner og så et par juridiske og fysiske love der sætter grænserne for dine udfoldelser. Det danske Team JiYo udtrykker det således i en af deres videoer: Consciouness lives in the mind, but I am not the mind. Strength lives in the body, but I am not the body. I am movement. I am free. Parkour bliver derfor også på fransk kaldt l'art du déplacement – the art of movement. Her til sidst skal jeg måske lige også nævne, at parkour også er kunsten at kende og forstå sine egne begrænsninger. Hvis man ikke gør det, så vil man hurtigt erfare, hvorfor parkour betegnes som en ekstremsport. Her er en video med grundlæggeren af parkour David Belle:
Abonner på:
Opslag (Atom)