Kvindelige universitetsansattes kvalifikationer og vidensområder

En ny undersøgelse lavet af videnskabsministeriet viser, at kun 30 % af de 1400 professorer, som er blevet ansat indenfor de seneste tre år på landets universiteter, er kvinder. Ligeledes gælder det også for andelen af lektorer, hvor kun 25% af de universitetsansatte lektorer er kvinder. Denne skæve fordeling forklares umiddelbart af folkene bag undersøgelserne ved, at kvinderne rent faktisk ikke søger stillingerne. Mens Charlotte Palludan i Magisterbladet (nr. 1, 2008, s. 12) hævder, at den skæve fordeling skyldes det faktum, at stort set alle i bedømmelsesudvalgene er mænd. Det får så Charlotte Palludan til at udtale følgende: ”Det er et udtryk for, at mange stillingsopslag reproducerer mænds kvalifikationer og vidensområder.”

Det virker for det første som noget af en påstand, at ens kvalifikationer og vidensområder skulle være bestemt af ens køn. Og selvom at der muligvis skulle være nogle kønsmæssige forskelle i interesseområder og synsvinkler, så kan jeg ikke se, hvad man skulle få ud af at opdele kvalifikationer eller vidensområder ud fra køn. Hvad er så kvindelige kvalifikationer og vidensområder? Skal et bedømmelsesudvalg så tage hensyn til denne kønsmæssige forskel? Og vil det så betyde, at man som kvindelig forsker vil kunne blive afvist ud fra det kriterium, at man ikke har tilpas kvindelige kvalifikationer eller vidensområder? Det virker jo absurd. Nej, en ansættelse skal selvfølgelig ske ud fra ens kvalifikationer og hvorvidt ens vidensområder matcher den givne stilling - ikke ud fra ens køn. Selvom man selvfølgelig skal være opmærksom på, om der er nogle forskningsområder man overser, når man opretter nye forskerstillinger. Her kan man selvfølgelig undre sig lidt over, hvorfor kvinder generelt så ikke søger disse stillinger. Forklaringen på dette kan måske findes ved at se på aspekter som: selve universitetets dårlige arbejdsmiljø (i forhold til andre arbejdspladser), børn og manglende selvtillid. Men måske kan man heller ikke helt afvise, at mandschauvinisme måske stadig spiller en vis rolle. Personligt har jeg dog aldrig oplevet nogen form for decideret mandschauvinisme på universitetet. (Heldigvis.) Jeg har kun haft en lidt ubehagelig oplevelse med en mandlig ansat, som rent faktisk mente, at det var i orden at tale ned til mig alene pga. mit køn. Men ellers syntes jeg generelt, at mændene på universitetet er nogle herlige og sjove typer og jeg kan også sagtens grine med på de fleste (sjove) jokes om kvinder. Men måske har disse manglende ubehagelige oplevelser også gjort, at jeg er blevet lidt naiv, så jeg rent faktisk var kommet til at tro, at mandschauvinisme slet ikke forekom på universitetet.

I løbet af mit eget studie har jeg faktisk heller ikke haft særlig mange kvindelige undervisere. Men de få kvindelige undervisere som jeg har haft, de er også helt klart blevet ansat på baggrund af deres kvalifikationer og vidensområder. Og disse kvalifikationer og vidensområder vil jeg på ingen måde betegne som specielt kvindetypiske. Hvis jeg skal sige noget generelt om deres kvalifikationer, så vil jeg sige, at de generelt alle har haft en stor faglig viden om det givne fagområde, været rigtig gode til at formidle denne viden videre og generelt har haft et stort engagement. Og det er vel også de helt essentielle kvalifikationer for en god underviser, helt uafhængigt af, hvilket køn underviseren så ellers har.