Meningsløs kritik versus meningsfuld ros

Jeg er i løbet af de sidste par år blevet meget træt af meningsløs kritik. Misforstå mig ikke, jeg er ikke træt af kritik af et eller andet givent emne, det er helt i orden, hvis man bare har en pointe med det. Jeg er heller ikke træt af kritisk stillingtagen, nej, faktisk er der brug for mere af det - specielt på nogle områder. Men det som jeg virkelig er træt af, er kritik BARE for kritikkens skyld - altså meningsløs kritik. For det er altid nemmere bare at kritisere, end det rent faktisk er at skabe noget, mene noget, udrette noget eller bidrage med noget. Man kan hurtigt blive hæmmet af for meget kritik, så man til sidst ikke tør eller kan skabe noget af frygt for kritikken. Denne form for hæmning skal man selvfølgelig modarbejde på enhver mulig måde, da den jo ellers vil begrænse ens selvudfoldelse. Derfor har jeg i det sidste halve år fokuseret meget på, ikke bare at være kritisk hele tiden, men også på, at huske at rose andre. Jeg tænkte, at hvis alle gjorte det, så ville verden også blive et bedre sted.

Men det med at rose andre, det er langt fra nogen let opgave og så har det (overraskende nok) også flere negative sider. For det første, skal man nogle gange nærmest selv bede om at få lov til at rose et andet menneske. For det andet, så reagere nogle mennesker på uventet ros, ligesom man ville reagere, hvis man blev tilbudt en ny og uprøvet form for medicin. Andre er heldigvis lettere at overbevise og der fungerer rosen, som den bør, nemlig ved at medfører glæde, optimisme og derved forhåbentlig også mere innovation. For det tredje, så er der mange sammenhæng, hvor det er stort set umuligt at rose nogen, uden at de dermed også antager, at man må have en eller anden bagtanke med det. En fjerde dårlig ting ved at rose andre er, at ros på en eller anden måde også nedsætter andres syn på én selv, så man gennem ens ros rent faktisk kommer til at virke mere naiv, mindre intelligent og mindre seriøs. Dette kan muligvis også forklare, hvorfor at intellektuelle altid bliver fremstillet som meget kritiske og negative i både film og på teater. Og muligvis også forklaringen på, hvorfor universitetet kun består af kritik og ikke giver plads til nogen form for ros.

Ros forekommer for det meste også kun, når noget er slut. Hvor tragisk en konstatering. Nu, hvor det gode er slut, så kan vi da godt lige sige noget positivt om det, men ikke et sekund før. Det gælder for eksempel, når folk går på pension eller dør. Ih, hvor kan man også bruge ros til meget, når man er død. Ej, her må man lige vågne op. Ros må nødvendigvis hænge sammen med, at personen rent faktisk stadig er i live, specielt, hvis man er ateist og derved ikke tror på, at vi mødes senere i himlen. Nej, man skal ikke vente med at rose eller værdsætte andre mennesker til begravelsen, det skal sgu foregå her og nu! Men ens ros må naturligvis komme direkte fra hjertet og ikke bare være sådan noget overfladisk høflighedsvrøvl, man siger, bare for at sige noget positivt om en person. Nej, det burde være forbudt, at sige ligegyldige positive ting om andre, som man alligevel ikke mener. Men på trods af de negative sider ved at rose andre mennesker, så vil jeg alligevel anbefale andre, at overveje at begynde at rose og værdsætte andre mennesker mere. For det kan der faktisk komme en del positive oplevelser ud af, nemlig glæden ved at se andre glade og den er faktisk større end man umiddelbart skulle tro.