Livet som kamæleon

Livet handler om det konstant at kunne tilpasse sig forskellige situationer. Og bare fordi jeg vælger at bruge ordet rolle (hvilket kan ses som sociologisk determinisme) så mener jeg altså ikke, at de forskellige roller determinerer menneskets adfærd. Nej, mennesket vælger selv sine forskellige roller og kan i stor udstrækning også forme dem i den retning, som det ønsker. Alle mennesker har mange forskellige roller og skifter (for det meste) også problemfrit imellem dem hele tiden. Det ene øjeblik kan jeg f.eks. være til en 50 Cent koncert sammen med de fleste fra den nærmeste ghetto! I det andet øjeblik kan jeg være til en universitetskonference med diverse professorer og diskutere, hvorvidt omverdensbegrebet dybest set bare er et naturligt skel i den menneskelige erkendelse. I det næste øjeblik læser jeg en børnebog for en venindes barn. Det næste øjeblik er jeg til en jobsamtale. Det næste øjeblik diskuterer jeg politik. Det næste øjeblik spiller jeg konsolspil med mine venner. Det næste øjeblik snakker jeg med nogle af naboens børn som klapper min hund. Det næste øjeblik mødes jeg med en gammel veninde på en cafe. Det næste øjeblik er jeg i operaen med mine bedsteforældre osv. osv... Der er mange forskellige roller i livet. Men uanset situationen, så er alle rollerne jo dybest set mig eller forskellige aspekter af mig. Dem som kender mig bedst, det er vel dem, som kender mig i (næsten) alle rollerne. For jeg er jo ikke bare en af rollerne - men dem alle sammen. Selvom man selvfølgelig skal være opmærksom på, at nogle roller er mere begrænsede end andre. Men det betyder ikke, at man kan undskylde sig med en given rolle, for man kan jo forme rollen i den retning man vil. Eller hvis man er meget utilfreds, så kan man vælge rollen helt fra og finde en ny. Og det gælder altså uanset alder - også i erhvervslivet. Jeg hader personligt, at være tvunget ind i en bestemt rolle og derved skulle være på en bestemt måde. Altså det at andre forventer, at jeg skal være på en bestemt måde. Det opfodrer jo også i sig selv til oprør. I gymnasiet kostede denne manglende vilje til at tilpasse mig nogle dårlige karakterer, fordi jeg direkte nægtede at tilpasse mig i den grad som gode karakterer øjensynlig krævede (Ja, det vil nogle kalde at kysse ...). Om det var en dum strategi, det kan diskuteres. Men dette problem er der heldigvis ikke på universitetet, men til gengæld er der naturligvis en masse andre underforståede normer og regler for ens adfærd. Disse normer har jeg selvfølgelig også prøvet på at bøje, så jeg kunne passe ind. Ikke fordi, at jeg sådan absolut skal skille mig ud, lave oprør eller være anderledes, men jeg vil bare gerne have lov til at være mig selv. For jeg vil naturligvis gerne passe ind i en vis grad (hvilket jeg også gør) men jeg mener altså, at min adfærd er noget jeg bestemmer, ikke noget som andre skal påtvinge mig. Men der går selvfølgelig en meget fin skillelinje imellem, det at passe ind, hvor man forstår de givne sociale normer og spilleregler og så det at skulle ændre sig selv fuldkommen. Det kan være en hård kamp (det ikke at ville ligge under for andres normer og adfærd) samtidig med stadig at skulle passe ind i en vis grad, men det kan sagtens lade sig gøre. Selvom man selvfølgelig skal være bevidst om, at når man gør noget på en anden måde end andre forventer, så giver det naturligvis også en vis modstand - for ikke at tale om manglende forståelse. Men det er jo kun naturligt, når man ikke bare vælger at gøre alting, ligesom alle andre forventer eller vil have det.