Folk skriver naturligvis kommentarer på andres blogge af mange forskellige årsager. Men en af de dårligste begrundelser for at skrive en kommentar på en andens blog (hvilket jeg desværre har set flere tydelige eksempler på, men heldigvis ikke på min egen blog) det er for at promovere sin egen blog. Og som om, at det ikke er slemt nok i sig selv, så gør de fleste det også helt uden nogen interesse for den blog, som de skriver på. Altså skriver de ikke så meget for at fange blogskriverens interesse eller for at diskutere, men mere for at fange bloggens læseres opmærksomhed. Det syntes jeg personligt er en lidt for smart og kynisk markedsføringsstrategi for at promovere sin egen blog. Plus, at det altså også virker ret arrogant overfor den, som har bloggen. At komme med en kommentar betyder jo, at man kommer med en kommentar til enten tekstens indhold, debatten, bloggen eller som et minimum til bloggens forfatter. Og ikke bare for at gøre opmærksom på sin egen blog - med mindre den har et indhold som er relevant for blogindlægget. Personligt fanger dens slags reklame heller ikke min interesse. Det kan da godt være, at jeg kigger på bloggen, men det er sjældent, at bloggen så rent faktisk fanger min interesse. Faktisk følger jeg kun regelmæssigt med på nogle ganske få blogs, hvilket vel i sidste ende er et spørgsmål om tid. Men jeg følger faktisk også med på nogle blogs, hvor jeg aldrig skriver kommentarer. Ganske enkelt, fordi at jeg enten ikke har lyst til at deltage i debatten eller mener, at det ikke er relevant, at jeg skriver noget. For hvis jeg virkelig havde noget at tilføje, så ville jeg også skrive det, for det er jo hele pointen med en blog.
På min egen blog er der ikke særlig mange som skriver kommentarer. Hvilket jeg egentlig også har det fint med, for så er der jo heller ikke nogen til at begrænse min kreativitet. Og derfor har jeg faktisk heller ikke gjort noget for at få flere kommentarer (som f.eks. at blive en del af en blogroll eller lignende). For det ville jo så igen bare kræve endnu mere arbejde og hvis der er en ting, som min blog aldrig må blive, så er det arbejde. For det har jeg allerede rigeligt af i forvejen - med mit speciale og mit studiejob. Og derfor gider jeg også kun at læse (og skrive kommentarer på) de blogs, som har min interesse og ikke nogle andre. (Selvom jeg skam også prøver på at finde nye fede blogs.) En anden måde, som man også kan få mange kommentarer på, det er ved, at ens omgangskreds skriver kommentarer på ens blog. Men her har jeg et fundamentalt problem, for ingen i min omgangskreds har en blog. Jo, faktisk så har min egen kæreste en blog, men den gider han alligevel aldrig at bruge sin sparsomme fritid på, så den er vist mere en joke end en reel blog. Desuden så er der vist heller ikke meget pointe i, at han kommenterer mine indlæg, for vi har stort set præcis de samme holdninger. Generelt så forstår min omgangskreds overhovedet ikke min store begejstring for, hverken min egen blog eller blogsfæren (ellers ville de vel også selv have en blog). Og hvis jeg fortæller nogle af dem om noget fra blogsfæren, så ser de for det meste også på mig, som om at jeg var mærkelig. Så det har jeg lært - det skal man ikke fortælle om, selvom jeg alligevel gør det nogle gange – sådan bare i trods. Så de eneste som jeg taler med om min blog, det er dem som læser den og de vil forresten heller ikke skrive nogle kommentarer. Men det er også helt i orden med mig, for det er jo også meget nemmere at diskutere et emne i virkeligheden end over en blog. Men derfor er alle i blogsfæren selvfølgelig stadig velkomne til at skrive kommentarer - det vil jeg nødig skabe tvivl om - hvis I altså har noget at sige.
8 kommentarer:
Måske en lidt kedelige kommentar ... men jeg er enig!
Det er altid bedre med en lille kommentar - end slet ingen kommentar! :-D
Ja jeg ville gerne skrive kommentarer, men det er VILDT besværligt, når man arbejder i Wordpress. Din blog fordrer alverdens indmeldelser. Så jeg har ofte svært ved at få den til at æde min kommentar.
Sikkert også den her...
Lotte/Eksistens
Næ det virkede.
Faktastisk....
Ja, jeg er godt klar over problemet. For (hvis det er nogen opmuntring) så er det lige så besværligt for mig at svare, som det er for andre at skrive! I hvert fald, hvis jeg først skal logge ind osv. Men de har da i det mindste været konsekvente på blogger! :-)
Nå ja og så kan blogger heller ikke lave smiley'er!
Jamen løsningen er da enkel. Smid din blog over på Wordpress.
Det tager 15 min.
Lotte/eksistens
Ja, det tænkte jeg nok, at du ville skrive! Det har jeg faktisk også overvejet flere gange - specielt fordi at jeg er ret træt af kommentarfunktionen! Det kan også godt være, at jeg skifte til en anden type blog på et senere tidspunkt, men lige nu så bliver jeg på blogger - i de trygge og velkendte rammer! :-)
Send en kommentar