Jeg var til en konference i weekenden (Losing and Making Sense on the Threshold of the 20th Century) som jeg vist allerede har nævnt et par gange før (hvilket skyldes min store entusiasme). Men her var den absolutte hovedtaler Raymond Geuss. Raymond Geuss er proffessor i filosofi på Cambridge University (hvor blandt andet Simon Blackburn også holder til) men han har også tidligere været ansat på andre universiteter som f.eks. Freiburg, Heidelberg, Chicago og Princeton. Geuss var annonceret til at skulle holde et foredrag med titlen: A Vision From the Left: Adorno and Negative Dialectics. Umiddelbart var jeg ikke specielt henrykt over hans foredrags titel, da jeg personligt hellere ville høre om selve problematikken med mening og betydning. For selve konferencens tema var jo netop tabet og genskabelsen af mening i det 20. århundrede. Her må jeg hellere påpege, at jeg ikke har læst særlig meget om Theodor Adorno (men det må jeg jo gøre snarest muligt, selvom jeg efterhånden har en del projekter - udover mit speciale og mit studiejob.) Men jeg frygtede ærlig talt, ud fra min sparsomme viden om Adorno, at foredraget bare skulle handle om mening i forhold til Adornos æstetik eller Adornos menneskeforståelse.
Men jeg tog fejl. Heldigvis. Raymond Geuss foredrag var fantastisk. Jeg kan desværre ikke BARE gengive, hvad han sagde, for det ville kræve, at jeg besad hans evner. Og det gør jeg bestemt ikke. Men måske kan jeg få det skrevet ned, så jeg engang kan. Men jeg kan fortælle om, hvor meget Raymond Geuss formåede at få med i sit foredrag - som heldigvis handlede mere om Geuss forståelse af mening og betydning end Adornos. For det første begyndte han med en definition af selve problematikken, nemlig af hvad mening eller mangel på mening har af betydning for mennesket og menneskets selvforståelse. Derefter gav han en definition af, hvad mening og betydning er i forskellige sammenhæng. Og her talte han hverken udenom eller gjorte nogle anstrengelser for at forsimple problematikken - han fremlagde bare hele den meget svære og problematiske diskussion med nogle ganske få eksempler og forbløffende få ord. Jeg tror, at jeg allerede var dybt imponeret over mandens evner og viden efter de første to minutter af hans foredrag. Det var svært ikke at smile stort, for manden besad jo ganske givet en meget stor og imponerende viden om filosofi. Når folk har sådan et fantastisk overblik - ikke ”bare” over filosofiske værker og filosofiske problematikker - men over alle de komplicerede aspekter af et af de måske største filosofiske problemer, så vidner det altså også om en meget fænomenal viden. Netop området med mening og betydning har jeg brugt mange år på at læse om. Og Geuss formåede - i hans knap time lange foredrag - at få alle væsentlige aspekter med uden at gøre dem mindre nuancerede. Derudover kom han også med flere pointer, som jeg faktisk aldrig har tænkt på før. Meget fascinerende!
Men han kom ikke ”bare” med en fantastisk redegørelse af hele det filosofiske problem omkring mening og betydning. Han kom også med en lang række synspunkter (naturligvis baseret på en rimelig argumentation) som netop er afgørende for, at man overhovedet kan komme til bunds i diskussionen af, hvad mening og betydning er. Men det der desværre tit sker, når man diskuterer et filosofisk problem, det er, at folk ikke tør melde ud, hvor de står i debatten. (Hvilket vel skyldes, at folk tit frygter den kritik (sagde nogen, at fremstå dum) eller debat som naturligt bør opstå af modstridende synspunkter, men det er jo samtidig (paradoksalt) også den eneste måde, at man kan blive klogere eller bedre til at argumentere på.) Men det var han bestemt ikke bange for. Han gav et svar på mange af de mest væsentlige filosofiske spørgsmål - som ellers er højst filosofisk kontroversielle, da der langt fra hersker nogen enighed på områderne. F.eks. gav han et svar på følgende filosofiske spørgsmål:
Hvordan erkender mennesket verden og sig selv?
Hvordan kan mennesket have et sikkert grundlag for erkendelse og videnskab?
Hvilket forhold er der mellem menneskets krop og sjæl?
Har mennesket en fri vilje?
Hvilken erkendelsesmæssig status har æstetik og hvilken betydning har æstetik?
Hvordan kan man erkendelsesteoretisk begrunde moral og etik?
Hvad er lykke?
Hvad er mening og betydning uafhængigt af mennesket?
Hvad er meningen med livet?
Alle disse spørgsmål fik han besvaret i løbet af sit foredrag. Jeg har aldrig hørt noget lignende og jeg har ellers haft min del af geniale undervisere og hørt mange fantastiske foredrag, men Raymond Geuss’ var alligevel et af de bedste. Udover at han havde et fantastisk stort og dybt indhold, så havde han også en meget imponerende retorik. Det var virkelig en meget imponerende og fantastisk oplevelse. Og tænk, at jeg fik denne oplevelse næsten gratis. De bedste ting i livet er faktisk tit gratis - mærkeligt nok! Ikke at konferencen VAR gratis. Nej, det var vist en dyr konference, men min plads blev heldigvis betalt af Københavns Universitet - og tusind tak for det!
6 kommentarer:
Hvad var svarene så på den mundfuld filosofiske sværvægterspørgsmål?
Wauw, så var der alligevel en der spurgte om det. Ja, det er jo ikke sådan lige at svare på. Og hvis jeg endelig skulle svare dig fyldestgørende på, hvad alle svarene var, så ville det godt nok blive en meget lang forklaring.
Kan du ikke vælge et eller to af spørgsmålene ud, som jeg kan svare på?
Jeg går ud fra, at du spørg om, hvad Geuss mente på området? Men her vil jeg lige påpege, at jeg jo ikke er nogen ekspert på området, altså hvad Raymond Geuss' filosofi går ud på. Det ville være synd for manden (og hans filosofi) at påstå.
Jeg er mest interesseret i æstetikkens erkendelsesmæssige status. Og så selvfølgelig meningen med livet :)
Det er egentlig lidt sjovt, at du netop udvælger æstetikken. For Geuss skulle jo egentlig have holdt et foredrag om Adornos filosofi. Og æstetik er jo netop et område som Adorno har beskæftiget sig meget med - både i forhold til musik og litteratur. Har du læst om Adorno - nu ved jeg jo ikke, hvilken baggrund eller forudgående forståelse du har? Men Adorno så mest på moderne kunst som værende et billede på ens samtid. Det vil altså sige, at man i kunsten kan se sandheden og dermed også de samfundsmæssige problemer der eksisterer i samfundet. Men dette fortalte Geuss intet om, hvilket man egentlig kan undre sig lidt over, da det jo er et ret væsentligt aspekt af Adornos filosofi og så beskæftiger Geuss sig jo også ellers meget med politisk filosofi. Men Geuss valgte derimod at diskuterer æstetik i forhold til en forståelse af kunst som værende den nye religion. Denne forståelse af kunst var meget moderne for nogle år tilbage. Og da konferencen jo netop handlede om tabet og genskabelsen af mening, så skulle denne diskussion af æstetikkens status som religion selvfølgelig også forstås ud fra en diskussion af, hvad mening er. For at gøre en meget kompliceret redegørelse af positivismens (videnskabens) indtog og betydning for folks forståelse af livet kort, så medfører positivismens (videnskabens) nye normer også det problem, at mennesket ikke længere kan finde nogen mening med livet. For når man undersøger livet ud fra de videnskabelige metoder, så kan man jo ikke finde nogen form for objektiv mening med livet. Og det fører dermed til et tab af mening og betydning. Dermed opstår tanken også om, at selvom man ifølge videnskaben har afvist guds eksistens, så kan man muligvis finde noget andet og erstatte gud med (og gud betydning) nemlig kunsten. Denne forståelse af kunst afviste Geuss meget kategorisk. Det var måske ikke så overraskende i sig selv – derimod var det mere overraskende, at de mange teater- og litteraturfolk som var til stede accepterede denne afvisning. Altså mener han ikke, at man bør ophøje æstetikkens (erkendelsesmæssige) status til noget religiøst, da mening og betydning aldrig kan komme fra noget ydre givet.
Så spørg du om livets mening! *griner* Du er ikke bange af dig, for her kunne jeg virkelig skrive meget. Da det er et område som har min store interesse, selvom jeg aldrig har beskæftiget mig med det på universitetet. Men for at svare på dit spørgsmål i forhold til Geuss foredrag, så påpegede han, at mening og betydning aldrig kan komme fra andet end mennesket selv. Hverken fra religion eller kunst. I filosofi skelner man tit mellem knowing that og knowing how og her mente Geuss så at meningen med livet er, som han selv sagde det: ”knowing how to make myself happy”. Det kan ingen andre fortælle dig, hverken nogen kunst eller nogen gud. Den viden, altså hvordan du gør dig selv lykkelig, den stammer fra din egen erkendelse (viden om) af, hvad der gør dig lykkelig. Meningen med livet er altså det som gør dig lykkelig og hvis du ved, hvordan du gør dig selv lykkelig, så kender du også meningen med livet. :-D
Jeg har et overfladisk kendskab til Adorno, men ideen om kunsten som samfundsmæssigt refleksionsrum er fin nok. Omend jeg kvier mig ved at kalde kunstneres ofte ret "fuzzy" refleksion for sandhed. Det skulle da lige være i en eller anden aggregeret form, som vi først ser klart retrospektivt med hjælp fra især kunsthistorikere o. lign.
Mht. meningen med livet så er Geuss svar fint. Man kan formentlig bruge "knowing that" (jf. den blomstrende "science of happiness") som hjælp til at opnå livsmenings-knowhow, men i sidste ende skal hvad der virker jo erfares, selekteres og erkendes på første hånd. :)
Jeg mener også, at kunsten er et udmærket sted for refleksioner over samfundet. Det ville jo næsten være mærkeligt, hvis det ikke forekom. Men når jeg tegner noget, så er politiske emner det sidste jeg gider at beskæftige mig med, selvom politik ellers er noget af det, som optager mig mest. Men på den anden side, så er jeg selvfølgelig heller ikke nogen kunstner – det er nok forskellen. Jeg mener heller ikke, at kunsten skulle have en klarere eller mere sand form for fremstilling af virkeligheden, hvis det er det du mener med fuzzy refleksion af sandheden. Hvorvidt kunsten viser en form for sandhed retrospektivt om samfundet, det kan man jo diskutere. Men jeg vil da gerne medgive, at man muligvis kan fortælle meget om et samfund retrospektivt ud fra kunsten. Spørgsmålet er bare, hvor meget viden man reelt får fra kunsten (i forhold til, at man bare fortolker videre ud fra den viden, som man allerede har om samfundet). Men arkæologer kan vist få en del viden om fortidens samfund ud fra potteskår og anden kunst, så du har helt sikkert ret i, at man i en vis grad godt kan få sandhed (viden) retrospektivt fra kunst.
Jeg er helt enig med dig i, at med hensyn til livets mening, så skal der nok en del knowing that til, før man får knowhow. Det kan jeg heller ikke forestille mig andet end at Geuss mente. Han sagde det dog ikke direkte og derfor skrev jeg det heller ikke.
Send en kommentar