fredag den 29. februar 2008

Om selvdestruktion

Jeg har før skrevet, at det mest fundamentale træk ved mennesket og livet er, at ville livet og at ville lykken. Så når man stræber efter det modsatte, altså efter at ødelægge livet for sig selv, så er der virkelig tale om et fundamentalt eksistentielt problem for mennesket. Selvdestruktion kan opstå af to årsager. Den ene årsag er, at man har en så mangelfuld og urealistisk forståelse af andre mennesker og hvad der fremmer/ødelægger ens egne muligheder, at ens egen adfærd bliver selvdestruktiv. Denne form for selvdestruktion kan man kalde for ubevidst. Den anden form for selvdestruktion opstår, når man er så utilfreds med sig selv (eller hader sig selv så meget) at man bliver selvdestruktiv. Selvdestruktion skyldes her, at ens eget had til sig selv skaber et så stort tomrum og/eller følelse af smerte og frustration, at man ikke kan se andre udveje end selvdestruktion. Her prøver folk naturligvis tit at udfylde tomrummet kunstigt ved f.eks. at få en afhængighed. (Jeg mener principielt, at det er umuligt, at udfylde tomrummet med andet end kærlighed.) Afhængighedens udtryksformer kan her være vidt forskellige. Det kan være overdreven dyrkelse eller direkte afhængighed af f.eks. narko, mad, anoreksi, sex, arbejde, træning, religion osv. Men fælles for alle de forskellige former for afhængighed er, at de alle er skabt ud fra det samme formål, nemlig til at udfylde tomrummet og derved undgå ens eget selvhad, smerte og frustration.

Disse forskellige former for afhængighed bruger folk til at flygte fra den virkelighed, som de ikke kan klare at se i øjnene. Altså den virkelighed, hvor de ikke er i stand til at elske dem selv, som de er. Og her er der formodentlig tale om, at menneskets overlevelsesmekanisme kan træde til og finde en afhængighed - for at forhindre et potentielt selvmord. For gennem afhængigheden kan folk tit skabe ny virkelighed og dermed også en ny virkelighedsforståelse. (Og dermed også en ny og midlertidig mening med livet.) En virkelighed, hvor de som minimum har kontrol over en ting, nemlig deres afhængighed. Derfor handler de fleste former for afhængighed også i virkeligheden mest om at skabe en kunstig følelse af kontrol og tryghed. Men selvom at en given afhængighed muligvis skaber en psykologisk følelse af tryghed og kontrol, så har de reelt ingen kontrol. For kontrol forudsætter netop en vis form for selverkendelse og derved også selvaccept. Og derfor vil en given afhængighed også altid kun kunne give en midlertidig tilfredsstillelse og en midlertidig flygt, da man jo principielt aldrig kan flygte fra hverken sig selv eller virkeligheden.

Men selvdestruktion findes også i mindre ekstreme former i hverdagen. Det kan f.eks. være en situation, hvor en person ikke nødvendigvis gør det, som er bedst for personen selv. Eller en situation, hvor personen gør en situation mere problematisk, end den egentlig behøvede at være. Eller hvor en person helt bevidst prøver på at ødelægge sine egne muligheder eller helt unødvendigt skaber sig mange fjender. Den slags handlinger kan man se næsten hver dag, hvis man bare lægger mærke til dem. Den slags handlinger kan man også formulere ret klart med Pinks ord: I’m my own worst enemy. Og her må der bestemt også være tale om en vis form for selvdestruktion. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor nogle mennesker konstant udfører sådanne handlinger. Nogle gange kan jeg blive helt i tvivl, om der egentlig er tale om et råb om hjælp. Netop fordi, at jeg antager, at de pågældende mennesker burde have en god forståelse af, hvilke konsekvenser de givne handlinger kan have på længere sigt. Og så burde jeg jo egentlig gøre noget - altså hjælpe! Men så længe, at selvdestruktionen bliver på et vist niveau, så må man jo nøjes med at se passivt med fra sidelinjen - med en vis frustration (som hele tiden stiger i takt med de potentielle muligheder, som de ødelægger for dem selv).

11 kommentarer:

Bjarne Balle sagde ...

Shiiiit, det er godt det der, Louise. Du har fat i noget!

Louise sagde ...

Tak Bjarne! :-)

Bjarne sagde ...

Jeg har lige prøvet at google den her problemstilling med selvdestruktion.
Og fandt kun nogle psykologiske sider, hvor tilbuddet lød: flere års terapi uden garanti for ret meget(eller lær at leve med det).

Kan filosofien ikke tilbyde noget bedre ?

Louise sagde ...

Stod der virkelig det? (griner) Nå, men så må man da i det mindste give de pågældende psykologer, at de er ærlige! Ærlighed har da trods alt en vis værdi!

Ja, selvfølgelig kan filosofien tilbyde noget bedre end det, men jeg giver måske heller ikke den mest objektive vurdering. Men det kommer vist også an på, hvilken filosof du spørg!

Bjarne sagde ...

Ja, det stod der-:) Og ja, ærlighed er normalt en god ting, men det rækker bare ikke her...der skal mere til.

Hvad kan filosofien så tilbyde disse mennesker?

Louise sagde ...

Nej, man kan jo ikke ligefrem sige, at ærligheden i sig selv løser noget problem. Du spørg mig, hvad filosofien kan tilbyde?

Tja, nu sælger jeg jo ikke ligefrem filosofi. (griner) Og så er filosofi altså heller ikke nødvendigvis altid løsningen på al verdens problemer. Men det er lidt svært at svare på dit spørgsmål, når det er så uspecifikt. For hvad er det lige, at du mener, at filosofien skal kunne tilbyde en løsning på? Hvordan man undgår at blive selvdestruktiv? Hvorfor mennesker er selvdestruktive? Hvordan man kommer ud af en afhængighed? Eller hvad? Men for at svare meget generelt på dit spørgsmål, så mener jeg, at man gennem filosofien kan få en bedre forståelse og erkendelse af sig selv og ens omgivende verden. Men der findes jo stadig ingen garantier. Så det at læse filosofi, det giver jo heller ikke automatisk nogen garanti for, at man bliver mere selvbevidst og dermed mindre selvdestruktiv. Men filosofien rummer i hvert fald den mulighed, at man kan få en større selvbevidsthed og dermed også en bedre erkendelse af sig selv og hvorfor man handler, som man gør. Denne form for selvbevidsthed har for det meste også den effekt, at man klarer sig bedre i verden og dermed også bliver mere lykkelig. Netop fordi man gennem ens selvbevidsthed får en reel tryghed og kontrol med sig selv. Men der findes jo ingen mirakelkurer. For hvis der var det, så ville der jo heller ikke være nogen mennesker med alkoholmisbrug, spiseforstyrrelser eller som prøvede på at begå selvmord.

Desuden så kender jeg til flere tragiske eksempler på folk, som læser filosofi, som også samtidig har nogle meget selvdestruktive tankegange og hvor filosofi tydeligvist ikke har løst problemet. Tværtimod, så bruge de tit filosofi til at undskylde deres egne destruktive handlinger og dermed kan filosofi også næsten havde den modsatte effekt. Det kalder jeg personligt misbrug af filosofi, men det er jo et spørgsmål om holdninger.

bjarne sagde ...

...haha. Godt forsøg. Der er mange der tror at det spørgsmål jeg stillede er nemt at svare på. Det er det ikke - det er ret svært. Godt forsøg.

....hmmmmmm... tror du virkelig filosofien har mere at tilbyde end psykologien?

Psykologien kan vel også bruges til at forklare og forstå emnet.

Louise sagde ...

Tja, nu ved jeg ikke præcist, hvad du egentlig spurgte om, men okay, det vigtigste er vel, at du føler, at jeg gav et svar.:-)

Nu har jeg aldrig sagt, at filosofien nødvendigvis havde mere at tilbyde end psykologien. Jeg udtalte mig kun om det du skrev. Faktisk har jeg selv en stor interesse i psykologi og sociologi. Og desuden er det også tit svært at skelne teoretisk mellem, hvem der er psykologer og filosoffer. Det er vist mest et spørgsmål om betegnelser.

Men Bjarne, det lyder næsten som om, at du selv har et svar på dit spørgsmål. Det vil jeg da meget gerne høre, hvis du altså har et?

bjarne sagde ...

Du har ret i at det kan være svært at skelne mellem psyk'er og filo'er, men det ser ud til at problemerne er forklaret - på det overordnede plan.
Men der kan jo godt gemme sig mange flere lag man skal have styr på, hvis man skal kunne fixe problemerne.

Desværre, klart nej ! Jeg kender ikke løsningen, men kan sikkert et eller andet, der kan bruges (som så mange andre). Det batter bare ikke hvis der ikke er nogen der kender hele historien.
Det er der i hvert fald meget der tyder på er situationen ved nogle af de ovennævnte problemer. Folk kan være i behandling i meget lang tid uden at det batter meget. Der er mange historier af slagsen.
Det er normalt ikke et udtryk for kompetence med så lang behandlingstid - det er i hvert fald ikke så godt.

Louise sagde ...

Tja, det kan der selvfølgelig være noget om! Men det afhænger jo også af de mennesker som bliver behandlet - og ikke kun behandlingen. :-)

bjarne sagde ...

Nemlig!