Er der noget værre end misforstået hensynstagen? Ja, det er der måske, men det er alligevel ret irriterende. Jeg hader bare, når folk tager hensyn til mig ud fra en eller anden mærkelig overbevisning, som intet har at gøre med, hvordan jeg er eller hvordan jeg tænker. Generelt er det selvfølgelig en god ting, at folk gider at tage hensyn til én. Det er da vidunderligt, at folk generelt tænker på, at man skal have det godt. Det er faktisk en virkelig fantastisk egenskab ved mennesket. I mange situationer opdager man sikkert slet ikke, at folk faktisk tager hensyn til én og dermed hvad deres virkelige motiver er. Og det finder jeg egentligt lidt skræmmende, altså det faktum, at man ikke altid erkender, hvilke motiver folk i virkeligheden har for at gøre noget godt for én. Men det skyldes jo nok, at man i en eller anden grad bliver nød til at stole på, at når folk vil gøre noget positivt for én, så har de også en god intention med det. Alternativet, hvor man altid antager, at folk har en negativ intention, når de gør noget positivt for én, ja, den indstilling har vist kun negative konsekvenser. Og det er vist også næsten det samme som at have en generel negativ indstilling til andre mennesker. Altså bliver man nød til (for ikke at ende i pessimisme) at antage, at når folk er flinke overfor én, så er de det også ud fra gode intentioner. Hvilket vel forhåbentligt også er sandt i de fleste tilfælde.
Misforstået hensynstagen, det er, når en person tager hensyn til én på et område, hvor man dybest set ikke selv føler, at man har brug for hensynstagen. Og i det øjeblik, hvor man erkender, at den anden person mener, at man har brug for hensynstagen, så opstår der forvirring. For hvorfor mener den anden person, at der er brug hensynstagen på dette område? Situationen opstår, fordi at man har to helt forskellige opfattelser af både verden og hinanden. Og det mærkelige i situationen er, at det erkender man netop i det øjeblik, hvor man bliver udsat for den misforstået hensynstagen. Netop i det øjeblik erkender man, at den andens erkendelse af én bygger på et fejlagtigt grundlag. Fejlagtigt, fordi at der både er tale om en forskel i både ens syn på verden (hvem, der har brug for hensyn) og en forskel i synet på moral (nemlig, hvad man skal tage hensyn til).
Nu kan al denne snak om misforstået hensynstagen jo godt blive lidt teoretisk, så jeg må hellere komme med et eksempel fra min hverdag. Et godt (og lidt uskyldigt) eksempel på misforstået hensynstagen var forleden, da jeg var ude og handle ind. Alt forløb som det plejer, når man handler ind, men pludselig stod der en sød ung gut og spurgte, om han skulle pakke mine varer for mig. Jeg blev så forbavset, at jeg sagde nej. (Desuden så har jeg muligvis også stadig en del beskyttertrang overfor mine varer, da jeg jo selv har pakket dem i mange år - så der er muligvis brug for en vis tilvænningsfase på det her område.) Men mit meget spontane nej var nok dybest set en reaktion på en (for mig i netop det øjeblik) misforstået hensynstagen. Altså følte jeg, at personen med sin hensynstagen (det, at han ville pakke mine varer) også dermed antog, at jeg ikke selv formåede at pakke mine varer. Da jeg lige havde drejet tanken i nogle sekunder bagefter, så syntes jeg jo egentlig, at det var meget sjovt, at der nu også var indført amerikanske tilstande på poseområdet. (Og dermed er det egentlig også et dårligt eksempel, fordi at tilbuddet netop gælder for alle og ikke bare for mig.) Men situationen viser alligevel meget godt, hvorfor misforstået hensynstagen er irriterende. Det er det fordi, at der i selve den hensynsfulde handling også ligger en dom. Og vel og mærke en dom, som man ikke selv mener passer på én. En dom om noget, som man ikke evner. I denne situation var det så at pakke poser. En anden situation er f.eks. at rejse sig for ældre mennesker i bussen. Hvilket jeg normalt også gør, men jeg kan huske, hvor overrasket jeg selv blev, da en ung fyr for et stykke tid siden rejste sig for mig. For betød det så, at han mente, at jeg (på trods af vores aldersforskel på max 10 år) kunne gå ind under kategorien ældre damer? Nej, han var nok bare flink, men det illustrerer alligevel meget godt problematikken. For i en situation med misforstået hensynstagen er der jo netop tale om en kollision af forskellige erkendelser af både hinanden og af moralsk hensyn. Og det værste ved sådan en situation, hvor folk tager hensyn til én og man ikke selv mener, at man har brug for hensynet, det er jo netop den andens persons manglende erkendelse af, at man ikke har brug for hensyn på det pågældende område. For dermed bliver personens hensyn, som jo egentlig burde være noget positivt, til noget negativt, da der jo implicit i hensynet også ligger en dom og dermed en kritik. Derfor er den værste form for misforstået hensynstagen også ros, som man ikke mener, men bare siger for at glæde den anden. Findes der nogen større fornærmelse. Det tror jeg ikke. Og det værste ved den slags kritik det er, at man tit bliver nød til at sige tak for den bagefter. Tak, fordi du gad at kritisere eller se ned på mig. Tak! (Det her minder for øvrigt lidt om min tidligere diskussion af Næstekærlighed vs. medlidenhedsetik).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar