tirsdag den 19. februar 2008
10 gode måder at forsinke sit speciale på
10. Få nogle venner som mener, at universitetet egentlig bare er spild af tid. De har muligvis en vis respekt for selve din uddannelse. Men ellers mener de, at du kunne have brugt din tid meget bedre ved f.eks. at backpacke gennem Europa, dykke med hajer og pilerokker ved Great Barrier Reef, bo hos en afrikansk stamme, trekke gennem den sydamerikanske jungle end bare at spilde tiden (og livet) på at læse gamle støvede bøger. Derfor vil de naturligvis også gerne støtte dig i dine bestræbelser på, ikke at bruge mere end højst nødvendig tid på dit speciale. Generelt er det også godt, at have en stor omgangskreds, for jo større den er, jo lettere er det også at finde på nogle aktiviteter, som intet har at gøre med ens speciale.
9. Forbliv single. Der er ikke noget mindre distraherende for ens specialeskrivning end et fast og godt parforhold. Derfor bør man helst undgå under den slags parforhold under ens specialeskrivning, da det simpelthen giver for meget stabilitet og ro. Derimod så er der meget som taler for singlelivet, da singlelivet tit kan medføre den helt rette form for uro, manglende fokus og mange forskellige former for aktiviteter, som kan hjælpe dig med at få dit fokus væk fra specialeskrivningen.
8. Få en blog. Da du jo hele tiden oplever noget nyt og tænker noget nyt, så kan du også hele tiden skrive noget nyt. Og dermed skulle der jo også være banet vej for, at man kan bruge uendelig meget tid på sin blog – frem for på ens speciale. Men man kan også finde andre fede blogs og kommenterer på dem. Her er det også en god ide at skabe en vis form for engagement og det gør man bedst ved at skabe nogle store diskussioner uden nogen umiddelbar let løsning. Og jo større diskussioner som du kan rode dig ud i, jo mere tid kræver det også - væk fra dit speciale. Vær dog opmærksom på, at din omgangskreds muligvis vil opdage denne taktik (da din blog jo er tilgængelig på nettet) og prøve på at tale dig fra at bruge metoden.
7. Få et kæledyr. Egentlig er den bedste løsning at få et barn, for der findes ikke noget i verden som kræver mere opmærksomhed, tid eller arbejde end et barn. Men desværre så tager et barn jo flere måneder at lave (færdigt) og derfor vil det i sidste ende også være meget lettere (specielt for mændene) bare at anskaffe sig et kæledyr. For et kæledyr det kan du jo få i morgen! Her skal man naturligvis ikke vælge et kedeligt kæledyr som f.eks. fisk (hvis det overhovedet kan betegnes som et kæledyr?). For fisk kræver alt for lidt arbejde og engagement. Selvom du selvfølgelig skal rense akvariet, skifte vand osv. regelmæssigt, så bliver du hurtigt træt af at se på fiskene og ulempen ved fisk er, at de ikke har nogen form for evne til konstant at kræve din opmærksomhed. Her er en hund klart at foretrække. Den skal nok prøve på konstant at få din opmærksomhed, da den jo konstant har brug for mad, lange gåture, at lege og generelt et højt niveau af opmærksomhed. Og så evner de fleste hunde også direkte at kræve din opmærksomhed ved enten at pive eller skubbe til dig, hvis dit opmærksomhedsniveau skulle blive for lavt i et stykke tid. Altså er en hund med andre ord som skabt til at forsinke dit speciale.
6. Anskaf dig nogle spil. Det er en af de mest almindelige og mest udbredte måder at bruge unødvendigt meget tid på noget andet end ens arbejde. Og derfor kan man også sagtens med fordel bruge denne metode på sit speciale. Der er mange forskellige muligheder og mange forskellige genrer spil, men skal man naturligvis finde lige den genre, som kan optage én mest muligt. Når du først er blevet fanget af et bestemt spils univers, så kan du også hurtigt finde andre ligesindede over nettet. Den moderne teknik tillader jo også, at man (f.eks. over Xbox 360 via headset) kan tale med ens medspillere (og nogle gange også ens modstandere). Og her kan man også sagtens møde andre specialestuderende fra hele verden og dermed kan man også få nogle internationale erfaringer omkring, hvordan man bedst forsinker ens speciale.
5. Find en elendig vejleder. Der findes masser af succeshistorier om, hvordan folk næsten har droppet ud af universitetet pga. at de havde en elendig specialevejleder. Det kan også blive dig! Men først må du identificere følgende træk hos din potentielle vejleder: arrogant, ligeglad med alle andre, manglende interesse for dit emneområde, ekstreme og alternative måder at se verden på, selvhøjtidelig, unikke holdninger som ingen andre har (eller kunne drømme om at have), manglende tålmodighed, manglende kendskab til de gældende regler, stædig, manglende pædagogiske evner (eller endnu bedre manglende forståelse af andre mennesker) og en manglende evne til at overholde aftaler. Derudover er det også godt, hvis din potentielle vejleder dybest set ser vejledning som et unødvendigt onde påtvunget af universitetet og mener, at vejledning egentlig bare er et spild af den pågældendes tid og talenter. Når du har fundet de egenskaber, så ved du, at du har fundet den perfekte elendige vejleder.
4. Skab nogle problemer. Specialeskrivningen kan hurtigt blive meget en målrettet og forudsigelig proces og dermed ender du hurtigt i den situation, hvor du har skrevet specialet færdigt. For at undgå dette problem, så er det yderst vigtigt at skabe sig nogle problemer undervejs. Og mere generelt kan man også sige, at livet er ret kedeligt, hvis der ikke sker noget nyt og spændende. Så skab nogle problemer for dig selv, så du ligesom kan få fjernet fokus fra dit speciale. Jo flere problemer du skaber, jo mindre fokus har du også på dit speciale. De mest omfattende problemer, som man let kan skabe for sig selv, det er dem, som involverer andre mennesker, men som man ikke umiddelbart bare kan diskutere det pågældende problem med eller som man har den fjerneste ide om, hvordan vil reagere på den pågældende problematiske situation. Det er også godt at skabe nogle problemer, hvor konsekvenserne er fuldkommen umulige at forudsige, for det giver virkelig én noget at tænke over og dermed glemmer man også hurtigt alt om ens speciale.
3. Indse, at din uddannelse har haft en alt for overfladisk gennemgang af stoffet. Da din uddannelse helt sikkert ikke har gået i dybden med alle de eksisterende teorier, ismer, retninger, tidsaldre, perspektiver, undersøgelser, markante personer eller væsentlige bøger, så er det nu ALENE op til dig, at få sat dig selv grundigt ind i stoffet, så du virkelig kan kalde dig selv akademiker, når du engang (om forhåbentlig mange år) bliver færdigt med dit speciale. For man kan jo ikke komme ud fra universitetet med en uddannelse i et bestemt område - uden at vide ALT om det pågældende område eller uden at have læst ALLE de væsentlige værker på området. Du har sikkert også allerede nogle udmærkede grundbøger med de forskellige teorier, perspektiver, genre osv. og dem kan du så bruge som en slags læseplan for, hvilke bøger du bliver NØD til at læse, FØR at du overhovedet kan gå i gang med dit speciale! Her kan det også anbefales at tage med til konferencer, da du her kan lære en masse mennesker at kende med de samme interesser og med et højt fagligt niveau. På den måde kan du nemlig hurtigt danne dig et højt niveau at stræbe efter og samtidig også glemme alt om dit speciales emneområde.
2. Overbevis dig selv om, at dit speciale skal være det mest gennemførte og grundige som nogensinde er skrevet på det pågældende område. Derfor må du som et minimum også læse alle de relevante teorier og vinkler på dit område. For selvom at de givne teorier muligvis ikke kan bruges til noget i selve dit speciale, så er det jo vigtigt, at du kender til dem. Prøv at forstil dig, hvis nogen spurgte dig om en teori, som du aldrig havde hørt om og du netop havde sagt til vedkommende, at du havde skrevet et speciale om det pågældende område! Det ville virkelig være en pinlig situation! For at dit speciale kan blive det mest grundige nogensinde, så er det også virkelig vigtigt, at du anskaffer dig alle de bøger, som nogensinde er skrevet om det pågældende område. Her vil nogen måske hævde, at det er umuligt at anskaffe eller læse alle de pågældende bøger. Men nej, det kan sagtens lade sig gøre, hvis man virkelig vil. Her står staten endda også klar til at hjælpe dig, for det er jo hele pointen med bibliotek.dk! Her er det også en god ide fastholde, at man skal have ALLE de relevante bøger med i sit speciale - også dem som ellers er fuldkommen umulige at anskaffe. For de tager tit minimum et halvt år at anskaffe - uanset om anskaffelsen så foregår over et universitetsbibliotek, bibliotek.dk eller fra deres respektive forlag. Så her er det virkelig en fordel at have et godt overblik over, hvad der er skrevet på det pågældende emneområde.
1. Få et studierelevant job. Helst et som er så studierelevant som overhovedet muligt. Det bedste er, hvis studiejobbet nærmer sig dit drømmejob, for derved er studiejobbet jo næsten vigtigere end dit speciale. Studiejobbet skal også helst være på så mange timer som overhovedet muligt. Faktisk må det gerne nærme sig et deltidsjob eller have endnu flere timer. Det må også gerne være yderst krævende, for ellers bliver du jo bare alt for hurtigt bekendt med rutinerne. Det er også godt, hvis dine kollegaer har et meget højt fagligt niveau og gerne også på mange forskellige områder. For jo mere dit studiejob kræver af dig, jo mindre tid og energi har du jo også til specialet. Og hvis du virkelig vil have stress og dermed få fokus væk fra specialet, så sørg for at få en ansættelsessamtale med den øverste ledelse (som ingen af dine kollegaer normalt taler med) så de kan give dig en løs aftale om en fuldtidsstilling bagefter, HVIS du altså klarer studiejobbet godt og HVIS du altså bliver færdig med dit speciale på et bestemt tidspunkt.
Hvis disse råd (stik mod forventning) ikke skulle forsinke dit speciale, så har de i hvert fald gjort processen meget hårdere og meget mere stressende. Men nogle gange må man jo acceptere, at man ikke kan styre 100 %, hvordan livet eller ens speciale former sig. Men at blive færdig med sit speciale, det er jo heller ikke nødvendigvis det værste, som der kan ske. Og desuden så er der jo også stadig masser af mulighed for selv at udtænke nogle strategier til, hvordan du kan forsinke dit speciale. For der findes virkelig uendelig mange muligheder, når det handler om måder, som man kan forsinke sit speciale på. Så det er bare at komme i gang - altså med at tænke kreativt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Jeg foreslår at man udvikler sine overspringskompetencer til det sublime ved at nedbryde enhver evne til at tilsidesætte umiddelbar behovstilfredstillelse for mere langsigtede gevinster.
Efter blot få års træning vil man fx kunne sætte sig ned, åbne en bog med stålsat intention om at læse teoretiker X, "zoome ud", komme til sig selv og opdage at man i stedet har lavet + drukket en espresso og nu jonglerer med tre appelsiner mens man skråler med på Amy Winehouses Rehab og overvejer at vaske tøj.
(griner) Ja, hvis man virkelig arbejder målrettet igennem flere år på den slags form for overspringskompetencer (som du kalder det) så er jeg også sikker på at det engang er muligt! :-)
Overspringskompetencer! Det er faktisk en meget god definition af den slags evner!
Ja læsningen af dit indlæg gjode så at jeg måtte prøve din 8 tese om at en blog kan udsætte specialet, så nu har jeg fået en. Giver dig skylden i mit første indlæg ;)
Klem L.
(griner) Okay, så du har ligefrem oprettet en blog på baggrund af mit indlæg. Jeg ved ikke om, om jeg skal sige tak eller undskyld. Men jeg har skrevet et blogindlæg om det her:
http://louisera.blogspot.com/2008/03/om-en-blogs-ansvar.html
Send en kommentar