Der er utroligt, hvor mange som hedder Louise. Ja, det er ellers ikke et problem, som jeg har tænkt på i mange år. Heldigvis, da jeg øjensynlig har været så heldig de sidste mange år kun at komme steder, hvor ingen andre har navnet Louise. Da jeg begyndte i børnehaveklassen var der heldigvis også kun en anden pige i min klasse, som hed Louise. Og da vi så skulle begynde i 1. klasse, så skulle hun (heldigvis for mig) gå børnehaveklassen om, så jeg dermed blev den eneste Louise i min klasse (hvilket også varede ved i resten af mit skoleforløb). For det betød jo også samtidig, at jeg kunne slippe for det irriterende bogstav efter mit fornavn. Det samme skete også mange år senere i gymnasiet. Hvor hele to andre piger i min gymnasieklasse hed Louise. De var ellers nogle friske piger - de var både sjove og så skulle der være gang i den hele tiden. Derfor snakkede jeg også en del sammen med dem i starten af gymnasiet, men det gik ret hurtigt op for mig, at hvis jeg skulle gennemføre gymnasiet, så måtte jeg altså også have nogle lidt mere målrettede (og dermed mere nørdede) venner, end folk der kun festede og havde det sjovt hele tiden! Herefter blev jeg bedste veninde med klassens største nørd og geni. Hun var rigtig sej. Vi var vildt forskellige, men vi havde det bare enormt sjovt sammen. Desværre ”brugte” hun senere sit ekstremt høje gymnasiegennemsnit og pengene fra sin flidspris til at blive stripper i Milano. Så hende ser jeg desværre ikke mere. Desværre, for jeg savner hende stadig. Og jeg undrer mig også tit over, hvordan det kan være, at det er mig som er ved at tage en universitetsuddannelse og at hende som blev stripper! Men sådan er livet så uforudsigeligt nogle gange. Men ganske rigtigt, så droppede de to andre Louiser også ud inden at 1.G. var slut. Dermed var jeg igen den eneste Louise i min klasse. Så måske er der tale om en vis naturlig selektion, hvor der altid kun er plads til en Louise af gangen.
I løbet af min barndom og ungdom er jeg også næsten blevet immun overfor folk, som pludselig med lungers fulde kraft, råber mit navn lige bag min ryg. Det sker også stadig regelmæssigt. Nogle gange kan jeg også godt finde på at lave lidt sjov med det, hvis der er noget familie eller nogle venner i nærheden, som jeg kan underholde med det. Men så skete det forleden, efter flere års uendelig popularitet, så røg mit navn endelig ud af top 50 listen over de mest populære børnenavne. Det har jeg ellers ventet på i mange år. Mine forældres undskyldning, for at have givet mig navnet Louise, er ellers, at jeg er blevet opkaldt efter Grevinde (Louise) Danner. Og så har de også altid påstået, at de dengang var direkte bange for, at jeg skulle blive mobbet pga. mit ”anderledes” og ”eksotiske” navn. Hvilket forekommer lidt absurd og humoristisk, når man ved, hvor mange der senere er kommet til at hedde præcis det samme. Hvis man ser sig om på nettet, så kan man vist også finde rigtig mange andre blogs med mit navn foroven. Jeg overvejede faktisk også, om jeg skulle kalde bloggen noget andet, da Louise jo er så almindeligt og dermed kedeligt. Men det er ligesom med tatoveringer. Jeg kunne ikke finde på noget, som jeg var sikker på, at jeg ikke ville blive træt af efter en periode. (Navnet hænger jeg jo allerede på i forvejen.) Der var faktisk også en periode i mit liv, hvor jeg gerne ville have et andet fornavn. Men det navn, som jeg dengang ville skifte til, det vil jeg bestemt ikke hedde i dag. Det er vel den klassiske historie om, at man mødte én med det pågældende navn, der dermed ”forurenede” navnet. Ja, den problematik kender mange vordende forældre også. Men bare for at markerer denne nye æra, hvor navnet Louise ikke længere vil være at finde på alle de nyfødte piger, så var nogle af vores søde venner så flinke, at de fornyeligt gav deres nyfødte datter navnet Louise. Ja, og hvad siger man så? Tak? For jeg skulle jo nødig gå rundt og tro, at jeg var den eneste der hed Louise.
4 kommentarer:
"Og jeg undrer mig også tit over, hvordan det kan være, at det er mig som er ved at tage en universitetsuddannelse og at hende som blev stripper!"
Med alle tænkelige forbehold, så kunne det måske være fordi det er sjovere, mere spændende samt økonomisk udbytterigt at være stripper i Milano end dansk SU-leverpostejs-uni-studerende (undertegnede er inkluderet i denne gruppe). I så fald har hun jo gjort sit intellekt ære.
@Stefan
:-) Tja, hun har i hvert fald valgt den vilde livsstil.
Jeg tror, at hun blev træt af at studere og altid at være den pæne pige i gymnasiet. For det hører egentlig også med til historien, at hun i gymnasiet hverken drak eller ville med os andre til festerne. Men det forandrede sig virkelig efter gymnasiet, hvor hun først rejste til London og siden til Milano. Hun kom forbi Danmark for nogle år siden og vi mødtes på en cafe. Hun havde virkelig forandret sig, var virkelig frembrusende og med det nyeste tøj fra Paris osv. Og nu fester hun vist til gengæld lidt FOR meget både med alkohol (muligvis også andet end det) og lidt for mange (af de forkerte) fyre! Mine gamle gymnasielærere i dansk og historie ville få kaffen galt i halsen, hvis de hørte om, hvor jeg er nu og hvad min veninde laver!
Selvom jeg ærlig talt også er bekymret for hende. For de mennesker hun omgås med nu har nogle virkelig ubehagelige sider og virker også ret skumle (ud fra hendes egne beretninger). Og så har de vist heller ikke på nogen måde hendes interesser for øje. Tværtimod. Faktisk blev jeg ret ked af det indeni, da hun stolt og med glæde fortalte mig om nogle af hendes (for mig ubehagelige) eskapader. Ubehagelige, fordi hendes oplevelser ærlig talt ikke lød særlig cool, men mere skræmmende og ubehagelige. Men det var ikke muligt at trænge igennem overfladen. Så hende jeg engang kendte, hende er jeg bange for ikke længere findes.
Jeg er bare enig!
Jeg hader virkelig mit navn til tider. Jeg ville gerne have heddet noget andet, men så er det man spørger sig selv; hvad vil du da gerne hedde?
Og så kommer det. Man aner ikke hvad man skal svare?! s;
Jeg kender 6 andre end jeg selv, der hedder Louise. Selv mine barnepiger, hed Louise! :O
Men det ville da være forfærdeligt at være alene i verden, med dét navn. Eller?
Mvh. Louise.
Hej Louise!
Jeg hader ikke navnet og det har jeg for øvrigt heller aldrig gjort. Men der var engang, hvor jeg hellere ville hedde noget andet. Så det var nu ikke så meget navnet Louise, som jeg havde et problem med – jeg ville bare hellere hedde noget andet. Jeg siger ikke, hvad! :-D Det vil jeg ikke længere og nu har jeg faktisk svært ved at forstå, hvordan man kan tage navneforandring senere i livet. For med tiden bliver ens navn jo også en del af ens identitet. Men for at være fair, så må jeg også indrømme, at jeg faktisk heller ikke kender nogen andre, der hedder Louise for tiden (bortset fra en sød lille pige) (eller også har jeg bare undgået dem) men jeg kan sagtens forstå problemet, hvis du har 6 veninder med det samme navn. Af samme årsag syntes jeg heller ikke, at det er forfærdeligt at være alene med navnet, da det jo netop ikke er navnet, som jeg havde et problem med. I dag har jeg det fint med navnet - ellers så ville jeg nok heller ikke havde brugt det, som titel på min blog. Så jeg håber, at du lærer at affinde dig med navnet og ellers så har vi jo heldigvis en ret fri navnelovgivning!
Med venlig hilsen
Louise
Send en kommentar